Vi er det eneste orkester i verden, der håber på at blive arbejdsløse

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 05 - side 184-187

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Interview med oboisten Henrik Goldschmidt fra The Middle East Peace Orchestra


Af SINE TOFTE HANNIBAL

Den sidste tid har det handlet om naturkatastrofen i Sydøstasien. Aviserne bringer dagligt adskillige artikler om situationen i de ramte lande, DR1 har lavet særudsendelser, og rundt omkring holdes støttearrangementer til fordel for ofrene for katastrofen. Nødhjælpsorganisationer fortæller om, hvordan pengene strømmer ind, og nogle steder må man sige nej tak til flere bidrag, fordi indsamlingens hastighed langt overstiger den fart, hvormed hjælpen kan blive bragt ud til modtagerne. I bund og grund handler det om at ville gøre noget, føle sig nyttig i en situation, hvor man ellers som menneske føler sig magtesløs, men ikke bare kan lade stå til.

At yde økonomisk støtte ligger altid lige for, og det er rart at vide, at pengene havner det rigtige sted, hvis de gives til en af de mange nødhjælpsorganisationer. Men derefter gør man sådan set ikke mere – den dårlige samvittighed er lettet lidt, men er der ikke andet, man kan gøre end bare vente på, at medierne fortæller, at ens penge er blevet brugt godt, og at det nu går den rigtige vej? Er det ikke muligt at bruge sig selv og sine evner direkte i en af de katastrofer eller konflikter, vi dagligt konfronteres med?

Koncerter for fred

Oboisten Henrik Goldschmidt har de sidste to år haft orlov fra en stilling i Det Kgl. Kapel for at bruge sin profession som musiker i et projekt med fokus på konflikten mellem Israel og Palæstina. Han har samlet et orkester af arabiske og jødiske musikere – The Middle East Peace Orchestra – der spiller koncerter for fred, og motivationen var præcis ønsket om at ville gøre noget, der gav mening.

»Faktisk startede det helt tilbage med krigen på Balkan i 90erne,« fortæller Henrik Goldschmidt, »hvor Bent Melchior en dag i synagogen sagde til os: “Nu er der kommet så mange bosniske flygtninge til Danmark. Jeg har lige været derude for at besøge dem, og de sidder bare og venter og kigger ud i luften. De kan ikke integreres, for de kan ikke få noget arbejde, fordi de kan ikke få asyl endnu. Det er en ventegruppe, og man ved ikke, om der bliver fred, så de kan sendes hjem igen. Det er højtuddannede folk, og de kan ikke gøre noget – de har ikke noget liv. Tænk på hvor mange af jer der selv kommer fra flygtningefamilier – gå ud og gør et eller andet. Lad være med bare at sidde her og så gå hjem igen.”

Det fik mig virkelig til at tænke, og så gik jeg til Dansk Flygtningehjælp, hvor vi etablerede koncerter med bosniske flygtninge og mine musikere. Vi kunne vitterlig ikke snakke sammen, men vi spillede sammen, og de havde bare den fedeste aften – vi kunne grine sammen og kommunikere sammen, og de var simpelthen så lykkelige. I de timer kunne jeg se, at de glemte, hvor håbløst alting var, og at deres land måske var ødelagt. Børnene var også glade, fordi far og mor nu var glade hele tiden, og jeg tænkte: “Dette må da kunne overføres til den store konflikt, som vi altid snakker om”.«

Den store konflikt er som sagt Israel-Palæstina-konflikten, der har bølget frem og tilbage igennem mange år, og som det kan være svært at se en løsning på, endsige gennemskue hvad handler om. Parterne har talt sammen og debatteret konflikten i internationale fora, adskillige fredsaftaler har været på bordet, men er blevet taget væk igen, og man har fornemmelsen af, at sproget har spillet fallit i forhold til at finde en udvej. Derfor giver det mening at vise denne udvej på en anden måde fx gennem musik, som også er kommunikation, men som fortæller noget andet end sprog, går direkte ind og springer mange barrierer over, som sproget ellers sætter op. Det er svært at forklare, hvad det præcis er, men ord som umiddelbarhed, glæde, fællesskabsfølelse og universalitet ligger lige for.

Svært at finde musikere

Dette betyder ikke, at musik er neutral, og Henrik Goldschmidt havde store problemer med at finde især arabiske musikere herhjemme, der ville være med i et orkester sammen med jødiske musikere. Nogle af dem ville gerne øve sammen med dem, men de ville ikke stå på en scene og optræde med dem, der normalt er fjenden. »Jeg fandt nogle dejlige musikere, som kommer fra Irak,« forklarer Henrik Goldschmidt.

»De havde spillet for Sadam Hussein i Bagdad og var flygtet derfra under vanvittigt livsfarlige forhold. De ville gerne spille med os, når vi sad og prøvede, og vi havde det virkelig dejligt sammen. Men når jeg så nævnte mit projekt, ville de overhovedet ikke være med, for de ville ikke stå på scenen sammen med jøder, for det var deres fjender – det havde de fået at vide, lige fra de gik i skole. Satan selv var USA, og Satans forlængede arm var Israel, så det kunne de bare ikke – deres egne ville ikke acceptere det, de ville få problemer, de ville være forrædere.«

Efter råd fra den jødiske forsanger i orkestret opsøgte han i stedet nogle libanesiske musikere i USA, som gerne ville være med, en ægyptisk fløjtespiller bosat i Berlin og den irakiske sangerinde Aida Nadeem, der bor i Danmark; og han fik efterhånden samlet musikere nok til at danne et orkester. Deres spredte geografiske placering betyder, at et prøveforløb op til en turné foregår både her og i USA, hvor Henrik Goldschmidt som leder af orkestret rejser frem og tilbage og holder prøver med musikerne, der først mødes alle sammen en til to dage før turnéen. Det er også ham, der lægger repertoiret på baggrund af forslag fra både de arabiske og de jødiske musikere, hvor numrene bliver spillet igennem og valgt ud, hvis de passer til konstellationen, og lyden er rigtig.

Ud over jødiske og arabiske folkesange rummer repertoiret også enkelte fælles melodier samt et par melodier skrevet af nogle af orkestrets medlemmer.

Formålet med The Middle East Peace Orchestra er som sagt at spille koncerter for fred – som udgangspunkt i Mellemøsten, men også i resten af verden. Budskabet ligger i navnet, men også i medlemmernes og repertoirets sammensætning. Fred er forsoning, og i Mellemøsten er det i første omgang forsoning mellem israelere og palæstinensere, hvilket orkestret er et billede på. For når de sidder og spiller sammen på scenen, og når den arabiske og den jødiske forsanger står og synger den samme sang på hver sit sprog, repræsenterer de et alternativ til den virkelighed, vi ser lige nu, hvor sameksistens synes uden for rækkevidde.

»Alle musikerne i orkestret har på et tidspunkt taget et stort valg,« uddyber Henrik Goldschmidt. »De har taget et skridt og valgt, at “jeg vil godt stå frem på en scene, selvom ham jeg står ved siden af, hans folk, slår min familie ihjel.” Alle musikere her har taget det valg, fordi det er noget, de vil, dette her – det er på grund af noget. Derfor tror jeg naturligvis, at koncertoplevelsen bliver stærkere, fordi alle mennesker i bund og grund drømmer om fred i verden – vi repræsenterer på sin vis en drøm, som alle folk bare så gerne vil se.«

Sameksistens og forsoning betyder ikke ensretning eller integration, men derimod en accept af hinandens forskelligheder. »Vores idé i orkestret er jo ikke, at vi skal være ens – vi skal være forskellige. Muslimerne i mit orkester skal ikke være jøder, jeg skal ikke være muslim, og de kristne skal hverken være det ene eller det andet. Vi skal være dem, vi er, men bare bevise, at det ikke betyder noget, at vi har forskellig tro og forskellig baggrund, men at vi på trods af det kan lave noget sammen. Så vi skal egentlig ikke integreres i hinanden, vi skal bare lave et parallelt forløb, hvor vi er sammen om nogle ting, og et af hovedformålene ved fx at spille for børn er at vise dem, at det ikke er alle af modparten, der er fjender. Vi finder ud af, at indpakningen i vores tro er forskellig, og at vores musik er forskellig, men den handler jo om det samme – om kærlighed, død og alle de store ting. Det er det, jeg synes er skønheden i det – vi er forskellige, men inde bag den der uniform er vi alligevel helt ens. Og så lader vi hinanden være forskellige – vi har besluttet ikke at diskutere politik og religion, for så bliver vi ligesom alle de andre politiske fora.«

Det må aldrig blive selvfedt

The Middle East Peace Orchestra er på den ene side et orkester, der spiller musik og laver koncerter for at skabe glæde og give publikum en oplevelse, men på den anden side er der en ekstra dimension i koncerterne, som skaber en helt unik atmosfære og påvirker på en anden måde, end musik ellers gør. Musik afføder altid en masse tanker og associationer og skaber en parallel virkelighed – en illusion – med et subversivt potentiale i stil med teater. Som publikum drages man ind i illusionen, der sætter virke-ligheden i perspektiv på en ny, forvrænget eller alternativ måde, og den oplevelse tager man med sig ud af koncert- eller teatersalen. Betydningen ligger i det performative, i det man ser udspille sig parallelt, men i tæt relation til virkeligheden, og som kunstner er det en hårfin balance ikke at lade det ene dominere det andet, hvis det subversive potentiale skal bevares.

Henrik Goldschmidt tænker meget over denne balance i koncerterne, og hvordan den skabes bedst muligt. »Mange af numrene er glade dansenumre og meget udadvendte, medrivende numre, men når vi pludselig stopper det hele med nogle meget langsomme og indadvendte numre, glemmer vi ikke, at det her ikke er virkeligheden. Virkeligheden er ubærlig, det må vi selvfølgelig aldrig glemme, og derfor har vi tårer i det ene øje hele tiden. Men vi slutter alligevel med en vanvittig ekstatisk dans, hvor vi synger “shalom, shalom, shalom, salam, salam, salam” (hvilket betyder fred på både jødisk og arabisk, red.), fordi vi vil give folk bare et par minutter, hvor vi tror på, at det kan lade sig gøre, hvor vi pludselig sammen med publikum oplever en fællesskabsfølelse, som jeg tror, at musikken kan skabe. Og så er det en anden virkelighed end uden for teatret i de få minutter, den varer. Den følelse tror jeg, at folk går ud med, for jeg får de mest vidunderlige mails bagefter. Det har jeg ikke oplevet til andre koncerter, hvor jeg har spillet klassisk musik, selvom jeg har været musiker i rigtig mange år. Jeg har ikke oplevet, at musikken har været så stærk, som den her er.

Men det må aldrig blive selvfedt, det må ikke blive noget med, “vi laver fredskoncerter, nej hvor er vi gode” – det må ALDRIG blive sådan! Vi skal hele tiden tænke: “Måske kan der blive fred, hvis vi prøver, hvis vi bare aldrig glemmer, hvor ulykkeligt det er nu.” Der skal være den ærlighed i det. Derfor laver vi heller ikke egentlig koreografi – jeg havde overvejet at blæse en fredsdue op på bagvæggen, men så tænkte jeg nej! det er stærkt nok i sig selv.«

Musik og konflikt

Det er nærliggende at tænke The Middle East Peace Orchestra ind i en politisk sammenhæng som led i en større strategi for fred og konfliktløsning i international sammenhæng, men også national i forhold til integration. Projektet er meget konkret – det går i sin enkelhed ud på at spille musik – og det kører allerede. Derfor skulle man også tro, at det var noget, som både politikere og sponsorer med det samme ville gå ind og støtte. Og orkestret har brug for støtte til for alvor at føre projektet ud i livet; at kunne spille koncerter i områder, hvor den ekstra dimension virkelig giver noget, og hvor publikum selvsagt hverken kan eller skal betale for det. Men indtil videre har det været næsten umuligt at få støtte nogen steder fra.

Både Per Stig Møller og Bertel Haarder har hilst initiativet velkomment, men har ikke vist yderligere interesse i forhold til at støtte det økonomisk eller tænke det ind i en udenrigspolitisk eller integrationsmæssig sammenhæng. Private sponsorer har afvist at støtte projektet, da de er bange for at blive sat i forbindelse med noget, der måske kan give dem et bestemt image, og flere betegner projektet som “sprængfarligt”. Dansk Musiker Forbund er en af de få offentlige instanser, der anerkender projektet, idet de har tildelt Henrik Goldschmidt forbundets Hæderspris på 40.000 kr. for hans initiativ. Det er derfor ikke helt enkelt at forene kunst og politik i et afbalanceret forhold, da balancen hele tiden brydes af alle de betydninger, der lynhurtigt kan knyttes til projektet, hvorved det politiseres i en grad, det i sig selv ikke lægger op til.

I forbindelse med planlægningen af en kommende turné i Mellemøsten har Henrik Goldschmidt bl.a. kontaktet Det Danske Institut i Damaskus, men fik prompte afslag. Sådan som situationen var, ville de slet ikke forsøge at få nogle koncerter op at stå, “med mindre det kan lykkes dig (Henrik Goldschmidt, red.) at få Israel til at opgive besættelsen af Golan ...”

»Der skriver han jo, hvad han mener om mig«, forklarer Henrik Goldschmidt, »nu er jeg ikke længere dansker – han kan jo godt se, at jeg hedder Goldschmidt, og at jeg er jøde – og så skriver han sådan noget, som simpelthen er en grov provokation. Han har allerede taget fuldstændig stilling til alting og ser slet ikke dette projekt, der netop burde kunne agere på tværs. For hvem snakker om Israel? Det er igen den der kobling – jeg er lig med Israel, men vi hedder The Middle East Peace Orchestra, der står ikke noget om Israel. Vi spiller for fred i Mellemøsten, men han ser, at jeg er jøde, og så er det hele ligesom sat i boks, og det er det, der er dødirriterende, for så kan vi jo aldrig komme ud over det med, at “hov, der kommer en jøde, der gerne vil lave noget.”«

Ligesom det var svært at skaffe arabiske musikere til orkestret, er det også svært at skaffe job i de arabiske lande, mens det slet ikke er noget problem i Israel, hvor The Middle East Peace Orchestra flere steder har en stående invitation. »Men det er jo fordi, der bor mange arabere i Israel, så det er dagligdag. Der findes også folk, der spiller sammen, det er bare ikke så formaliseret der i forhold til at spille hinandens musik, men de er meget interesserede i at få os ned at spille. Problemet er at få det kædet sammen, så vi kommer til at spille nogle af de steder, hvor det rykker.«

Det, man laver, skal give mening

Politisk er det altså svært at opnå ørenlyd, men i musikmiljøet er der stor interesse for det især blandt rytmiske musikere og komponister. Blandt Henrik Goldschmidts klassiske kolleger er interessen derimod forsvindende lille, og med sin fortid i miljøet tillægger han det flere ting. »Den klassiske musik lever i sin egen verden og er sig selv nok. Jeg vil ikke sige, at musikerne tror, at den klassiske musik er finere, men man går op i sådan nogle vanvittige detaljer. I det her orkester maler vi med meget større pensler, men vores udtryk er mindst lige så stærke, selvom vi går ikke op i detaljer på den måde. Men det er også noget med, hvad man er uddannet til, for hvis ens udgangspunkt er, at man vil spille i Det Kgl. Kapel, så kan det godt være, at man er tilfreds der, og det er et rigtig, rigtig fedt orkester. Men der er noget selvmodsigende i at være musiker og blive fastansat efter tjenesteplan, for der oplever jeg, at det pludselig er nogle andre ting, end musikken som bliver vildt vigtige.

Selvom han arbejder meget mere end før, fortryder han ikke sit skridt ud af den klassiske verden. Det er langt vigtigere, at det, han laver, giver mening, da det er en drivkraft for at fortsætte med at spille. Derudover har mødet med den arabiske musik, skæve taktarter som 10 og 17 og samarbejdet med de arabiske musikere udviklet ham musikalsk og gjort ham mere fri som musiker. Han er heller ikke i tvivl om, at projektet betyder noget for orkestrets andre medlemmer.

»Jeg havde Muhammed med på denne her turné, som kommer fra Ægypten, og jeg tror ikke, at jeg kan tælle, hvor mange gange han kyssede mig på den turné – det var en lang strøm af omfavnelser, kys, glæde og tårer i hans øjne, og han snakkede hele tiden om ‘tolerance, tolerance’, at ‘det var så dejligt med den tolerance’, og at ‘han havde mødt så mange vidunderlige mennesker i det her orkester’. Jeg er meget mørk, men han er næsten helt afrikansk i sit udseende og møder måske flere fordomme, hvor han bor nu, end os europæiske jøder som efterhånden er så tilpassede. Så for ham var det meget, meget stort det her, og han følte sig hjemme, selvom vi var så mange forskellige mennesker.«

Projektets store udfordring

Den første turné foregik i januar 2004 med syv koncerter rundt omkring i Skandinavien, og turneen blev fulgt op af en minifestival i Danmark i oktober. Alle koncerterne har haft samme budskab om fred, men kan siges at være foregået på rimelig neutral grund. Det er planen at lave en turné i Mellemøsten, og det er der, projektet for alvor vil stå sin prøve, for hvordan vil musikerne indbyrdes reagere, når nogle af dem pludselig er på hjemmebane?

»Her i Skandinavien har vi alle sammen vores forskelligheder, men det er ikke noget, vi kommer op at skændes om, for vi kan altid sige: “Nå ja, det her land er ikke vores”. Men hvis de arabiske musikere kommer til Israel, og personalet måske ikke behandler dem, som de er vant til, eller hvis jeg skal spille i et arabisk land, og koncerten ikke starter til tiden, eller honoraret ikke bliver udbetalt, som jeg vil have det, siger jeg så: “Det er også de arabere”, eller siger jeg til mig selv: “Det kunne også være sket mange andre steder”. Hvordan reagerer vi der?

Det er derfor, vi skal gå hele vejen – vi skal ind på hinandens hjemmebane. Nu er vi gået ind på hinandens musikalske hjemmebane og kan spille sammen. Men kan vi også fungere sammen, når vi fx skal spille i Irak? Hvad sker der dér, og hvor ligger folks sympati henne? Hvad sker der i Israel, hvis der ryger en selvmordsbombe? Jeg er ikke i tvivl om, at alle vil synes, at det er forfærdeligt, men der er måske nogen, der vil have mere forståelse for, at en 16-årig muslimsk dreng vælger at springe sig selv i luften, hvilket er noget, jeg fx overhovedet ikke kan forstå. Men det vil vise sig – det er svært at sige noget om nu.«

Selvom denne turné er projektets store udfordring, er det ikke planen at stoppe efter den. »Jeg gør det, indtil der bliver fred,« slutter Henrik Goldschmidt, »så jeg bliver aldrig arbejdsløs – desværre. Vi er det eneste orkester i verden, der håber på at blive arbejdsløse!«

Fakta

The Middle East Peace Orchestra spiller koncerter for fred og blev dannet i 2003 på initiativ af oboisten Henrik Goldschmidt, der er orkestrets leder. Det består af jødiske og arabiske musikere fra Danmark, Sverige, USA, Libanon, Egypten og Irak, og repertoiret rummer både jødiske og arabiske melodier og folkesange, hvoraf nogle er skrevet af orkestrets medlemmer.

Den første turné foregik i Skandinavien i januar 2004 fulgt op af en minifestival i Danmark i oktober samme år. Det er planen at lave en turné i Mellemøsten i den kommende fremtid til bl.a. Italien, Grækenland, Tyrkiet, Kurdistan, Irak, Libanon, Jerusalem og et af de nordafrikanske lande.

Henrik Goldschmidt modtog sidste år Dansk Musiker Forbunds Hæderspris på 40.000 dkk for sit initiativ. Dansk Musiker Forbund er foruden Fredsfonden den eneste offentlige instans, der har ydet økonomisk støtte til projektet.

www.peacemusic.dk

Årgang 79/2004-2005, nr. 05