CD’ER

Atli Ingólfsson: Enter. The Elves´ Accent; Object of Terror; HZH: String Quartet nr. 1; La Métrique du Cri; Flecte Lapis II; Slash 1-4. Caput Ensemble, Arditti Quartet, Gudni Franzson, Massimiliano Viel. BIS-CD-1298.

Island fortsætter med at forbløffe. Caput Ensemble kender vi efterhånden ret godt, og denne cd understreger, hvorfor ensemblet netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Musikpris. Ensemblet kan få Atli Ingólfssons værker til at leve i nuet, som de kræver for at komme til deres ret. Arditti Kvartetten kommer på noget af en opgave i strygekvartetten HZH (Haupt, Zunge, Herz) fra 1999, der er den mindst imødekommende komposition, Ingólfsson (f. 1962) har udvalgt til sin første cd, som udelukkende består af hans musik. Men ellers må man måbe over, hvad der går igennem ens ører i løbet af de 71 minutter, albummet varer.

At man sidder tilbage med få tydelige erindringer om, hvad man netop har hørt, betyder ikke at det er dårlig musik. Det understreger kun, hvor meget værkerne insisterer på nuet og mindre på at blive husket bagefter. Det er en “teksturmusik”, uden at være klangfarvekomposition, selvom instrumentationen er et af de mest strukturelt konstituerende aspekter for værkerne. Der er få egentlige melodier. Om cd’ens tidligste værk, La Métrique du Cri (1996) for sinfonietta, fortæller Ingólfsson, at han stræbte efter at »opløse kontrapunkt til klangfarve, musikalske figurer til generel adfærd«, hvilke velsagtens kunne have været udtalt af Ligeti omkring 1970.

Det mærkes, at islændingen har studeret hos den afdøde spektralkomponist Gérard Grisey. Han bor i Italien, og der er intet “nordisk” over cd’en. Alligevel kan man ane teknikker, som kan minde om, når Bent Sørensen slører sine strukturer og gemmer en masse under teksturens overflade, hvor fragmenter af det skjulte senere titter frem. Ingólfssons musik er dog på ingen måde længselsfuld. Den går direkte efter kroppen og hager sig fast, indtil magien fordufter som usynligt blæk, når sidste tone er spillet. Kun i HZH kunne man ønske sig som lytter at blive taget lidt mere ved hånden.

•

Henrik Ehland Rasmussen: Improvised Varieties. Postcard composition; Columns; Reflection over a landscape of neutral sterility; Take off Fantasy; Dream dance; Sound particles. Intuitive Records 005.

Den musikterapiuddannede Henrik E. Rasmussen figurerer som pianist og komponist på denne live-optagelse. Tre af stykkerne er for klaver solo og de tre sidste for ensemble, hvor Rasmussen spiller sammen med en håndfuld musikere i forskellige konstellationer (instrumentariet består bl.a. af horn, kalimba, fløjte, akkordeon og stemmer). Cd’ens lydkvalitet er generelt for dårlig, især støjen på Columns, og bifaldene (fra de 5-10 publikummere) kunne med fordel være skåret væk.

Niels Viggo Bentzons Postcard Composition indleder cd’en, Rasmussen er manden bag de resterende stykker. Der savnes at blive strammet op. De første fem minutter af Take off Fantasy, som har minimalistisk præg, og det meste af klaverstykket Reflection over a landscape of neutral sterility viser, at det intuitive/improvisatoriske er mere interessant (for andre end musikerne selv), når materialet er afgrænset.

Dream dance introduceres (verbalt) af Rasmussen for publikum i den natklub i Warszawa, hvor kompositionen er optaget, og han går i gang med at spille mens natklubgæsterne snakker videre i baggrunden. Snakken høres på indspilningen næsten som et kontrapunkt til musikken (nogen vil måske mene, at den er en del af værket). Selvom klaveret ligger forrest i kulissen, kan man forledes til at tro, at det er en lydoptagelse fra en fest eller et selskab, hvor man har hyret en hyggepianist til at spille i baggrunden, mens folk socialiserer.

Undervejs virker det som om, at pianisten bliver irriteret over folks snakken og – ved at forøge energiniveauet i sit spil betydeligt – forsøger at få dem til at høre efter. Man undres over, at der er nogen, der klapper efter stykkets slutning – er der alligevel nogen, som har lyttet til musikken, og hvis der er, hvordan har disse tilhørere kunnet holde baggrundssnakken ud? Det virker lidt komisk og gør det svært at finde ud af, om det er koncertmusik, taffelmusik eller en happening.

Henrik Ehland Rasmussen er en habil pianist, hvilket især kommer til udtryk i hans solostykker, hvor vi hører en improvisatorisk fantasi, der er spændende for andre end musikeren selv. Her viser han overskud til at lytte fremadrettet. Improvised Varieties kommer sandsynligvis bedre til sin ret, når den opleves live, og hele menuen egner sig givetvis til musikterapeutisk praksis, men der bør barberes væk, når man henvender sig til en bredere målgruppe.

•

Béla Hamvas Group for Intuitive Music. Carl Bergstrøm-Nielsen: 14. August; Ivan Eugen Vincze: Summer-Swings and Jumps; Jørgen Plaetner: 23. September; C. Bergstrøm-Nielsen: 17. Maj; Jørgen Lekfeldt: MO-NU-MENT; C. Bergstrøm-Nielsen: 28. Juli; I.E. Vincze: Taking a Walk; K. Stockhausen: Presentiment; I.E. Vincze: Tutti e Soli and One Conductor; C. Bergstrøm-Nielsen: 27. Juli; I.E. Vincze: Always Slow; K. Stockhausen: Bird of Passage. Intuitive Records IRCD 004.

Man lander i et mekka, når man lytter til Intuitive Records’ fjerde udgivelse, hvis man nyder musik-legestue, men hvis det ikke er tilfældet, kan følelsen af amatørisme trænge sig på. Er det dovenskab, der gør, at man vælger at spille “fri klassisk”, fordi man ikke gider læse noder, eller er det pga. manglende evner? Det virker absurd overhovedet at anvende de partiturer eller foreskrevne instruktioner, som Béla Hamvas-gruppen følger (hvilket muligvis gælder for megen anden intuitiv musik): Når graden af spillemæssig frihed er så tæt på absolut, hvorfor så i det hele taget spille efter de få instruktioner, der gives? Det er ikke nemt at tage partiturerne alvorligt. »Play as if being in love«, skriver Vincze i fjerde afsnit af Tutti and Soli and One Conductor, mindende om Saties partiturbemærkninger, dog her tilsyneladende uden ironi fra Vinczes side. Men hvor var vi henne, hvis ikke der var plads til glade amatører?

•

Contrabande. Aurélien Besnard: Quelques histoires de Monica; Patrice Soletti: 2 Pieces; Kristoffer J. Rosing-Schow: Sciences convenables. Aurélien Besnard, Kristoffer J. Rosing-Schow, Patrice Soletti, Èric Chalan, Kåre Elers. RA 2002 IDC 0004.

Skal der improviseres med stor musikalitet, kan det trygt overlades til den dansk-franske kvintet Contrabande (klarinet, sax/fløjte, el-guitar, kontrabas og slagtøj). De har fødderne tungest plantet i den eksperimenterende jazz og præsenterer her et rigt varieret debutalbum, som har præg af både kollektiv frihed og spændende arrangementsmæssige detaljer. skæve grooves, free jazzede passager, strategisk placerede åndehuller, fantasifulde voicings og modstemmer. De præsenterer det meste på en sympatisk, legende facon, og interessen fastholdes, fordi man aner en idé med det, de laver.

Blærerøvsfaconen, som ofte findes i jazz, er heldigvis undgået. Man føler aldrig, at de improviserede soli spilles, så de virker obligate – i modsætning til beboppens endeløse rækker af ego-lir. Contrabandes stilistiske forbilleder kunne være Monk, Mingus, Andy Summers og især Pierre Dørge, som slagtøjsspilleren Kåre Elers tidligere har samarbejdet med.

Det bliver interessant at høre, om kvintetten også kan løfte deres musik foran et publikum.

•

Rued Langgaard: Piano Works. Gitanjali-Hymner; Fantasi-Sonate; Nat paa Sundet; Hél-Sfærernes Musik; Vanvidsfantasi. Berit Johansen Tange. Dacapo 8.226025.

Samtidig med sin Sfærernes musik skabte Langgaard i 1918 klavercyklussen Gitanjali-Hymner, som bærer titel efter en digtsamling af den indiske Nobelpristager Tagore. Det musikalske forbillede er Schumanns karakterstykker. Men også Schumanns sindstilstand optog Langgaard, der tre år tidligere som 22-årig havde været indlagt på et sanatorium. Han så en lidelsesfælle i tyskeren. Et af værkerne hedder endda Vanvidsfantasi (1947/49), men det er ikke et vanvid, som det, der høres i fx Erwartung eller Elektra. Førstesatsen henter en stor del af sit stof fra hans 30 år ældre Fantasi-Sonate og binder derved hans ungdom og alderdom sammen i værket. Berit Johansen Tange fortæller Langgaards lidelseshistorie i toner med glimrende sans for dynamisk nuancering – især hendes akkorder begejstrer denne anmelder. Ikke alle værkerne er lige spændende, og de er alle anakronismer, men vigtige for at tegne et så fuldstændigt billede som muligt af en betydningsfuld figur i dansk musikhistorie.

•

Giya Kancheli: In l’istesso tempo. Time … and again; V & V; Piano Quartet in l’istesso tempo. Gidon Kremer, Oleg Maisenberg, Kremerata Baltica, The Bridge Ensemble. ECM New Series 1767 4618182.

Et ekko af det lidt uhyggelige mesto stykke fra Ligetis Musica Ricercata, der effektivt anvendes sporadisk som underlægningsmusik i filmen Eyes Wide Shut, indleder Giya Kanchelis Time ... and again (1996) for klaver og violin. Og så er scenen sat til en lille halv time med georgierens intime og tålmodige værk, der stilistisk er i gæld til østeuropæisk minimalisme og til Piazzollas sentimentalitet. Det er sart og smukt. Og det fortsætter i V & V (1994) for violin, stemme på bånd og strygeorkester, med lejlighedsvis lidt større armbevægelser.

Det bliver desværre for meget med to så nærtbeslægtede stykker lige efter hinanden – også selvom solisten hedder Gidon Kremer. Klaverkvintetten kompenserer heller ikke, da vi atter skal prøves på tålmodigheden. Der dvæles for meget i det indadvendte navlepilleri, aktivitetsniveauet er alt for ofte stillestående, og Kancheli tager sig for lang tid til komme frem til sine konklusioner. De to sidste stykker på cd’en mangler især, hvad første skæring indeholder: Tilstrækkeligt med kontraster til at hjælpe værket med at blive drevet fremad.

•

Danish Piano Concertos vol 3. Romantic works for piano and orchestra. Otto Malling: Klaverkoncert op. 43; Ludwig Schytte: Klaverkoncert op. 28; Siegfried Salomon: Klaverkoncert op. 54. Oleg Marshev, Matthias Aeschbacher, Aalborg Symfoniorkester. Danacord 597.

Otto Mallings klaverkoncert fra 1890 er et af de mest vellykkede danske forsøg på at tage arven op fra Beethoven. Det kan synes som om, at Brahms har taget patent på at videreføre denne arv efter 1870, men der findes altså alternativer. Ligesom Brahms, holder Malling af gamle dyder som fx heroiske melodier, temadualisme og en klar form. Hans orkester er ikke svulstigt, og de koloristiske ornamenter, som var på mode i årene omkring tilblivelsen af hans koncert, er næsten helt undgået.

Schytte slipper ikke lige så heldigt fra sin koncert. Vi er her ovre i en forudsigelig og næsten ulidelig patosbefængt musik, der til tider overinstrumenteres. Det må dog medgives, at han besad et vist melodisk talent. I tredjesatsen, hvor der er udtyndet i teksturen, og klaversolisten får endnu mere råderum, høres det tydeligere, at Schytte ikke har studeret hos Tjajkovskij, men hos Liszt (i 1884, samme år som klaverkoncerten er komponeret), og de virtuosmanerer, der her lægges for dagen, klæder ham bedre end den patos, vi tidligere i værket måtte sukke over.

Siegfried Salomon var »en ofte inspireret komponist, som blot valgte den forkerte stil i den forkerte tid: Senromantikken samtidig med og efter Carl Nielsen«, kan man læse i bookletten. Det er svært at argumentere imod og svært at gætte, hvorfor det er vigtigt at inkludere Salomons klaverkoncert på indspilningen.

•

Svend Westergaard: Frydenlund-variationer op. 34A, Secondo Quintetto op. 15, Sonata per violoncello solo op. 33, Quartetto per archi op. 28. Randers Kammerorkester. Dacapo 8.224705.

Efter en nærig intro, der fantasiløst causerer over den lille sekund, kommer vi ind i en række temavariationer; man nikker anerkendende til en udmærket klaverstemme, rynker brynene af en bratsch, der ligger i et knastørt register; man tænker efter nogle minutter, om der snart sker noget spændende i disse Frydenlund-variationer. Men vi skal 10 minutter ind i stykket, før det bare bliver lidt interessant, og det redder langt fra denne wannabe-Brahms anakronisme fra 1982, der i øvrigt var Westergaards sidste komposition.

Så er der langt mere bid i og personlighed over hans 2. træblæserkvintet (1949), og især i dens ydersatser sprudler stemmerne af gejst. Gid Westergaard havde holdt sig til blæserne, for strygermusik bliver til savsmuld i hans hænder. Bedre bliver det ikke af, at Randers strygerne har en dårlig dag under indspilningen.

Korrektion:

I sidste DMT skrev jeg i anmeldelsen af cd’en Stained Glass Music, at »Karsten Vogel har før begået sig inden for new age-genren«. Jeg forvekslede Vogel med Kim Menzer, der har udgivet fire cd’er på Fønix Musik. De to har tidligere spillet i samme band. Jeg beklager fejlen.