Fluepapiret

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 06 - side 206-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

En årgang er ved i rinde ud. Umiddelbart før klokken ringer ud til det lange frikvarter og sommerens unyttige gøremål, kan det ikke undre, at udmattede aktører føler et åndeligt slægtsskab med fluerne hos Robert Musil, om hvem forfatteren skriver »Når de har overvundet den sjælelige udmattelse og lidt efter genoptager kampen for livet, er de allerede fikseret i en ugunstig stilling, og deres bevægelser bliver unaturlige.« De sidder der, flueerne, på fluepapiret, og deres stillinger bliver mere og mere akavede. Sådan må de ansvarlige bag H.C. Andersen-projekterne have det, og sådan må mange kunstnere have det i kampen med sig selv og omgivelserne. Heldige er de kunstnere, som har talsmænd, der er betalt for at mene noget om urimelige forhold og forringelse af vilkårne for at skabe og formidle kunsten. Selv om disse talsmænd er ved at segne under ansvarets åg og brække sig af magtens bærme, påtager de sig ansvaret for kollegernes ve og vel.

Det er disse musiklivets gårdvagter, som hermed skal have en god grund til at spolere sommerens udvidede frikvarter: Lige så stille og uden den store medieopmærksomhed er det nordiske kultursamarbejde ved at blive omstruktureret. Nordisk ministerråd, der råder over kulturhuse i Norden, fagkomiteer, priser og meget mere, er under radikal forandring. Der er faktisk tale om en nedlægning af samtlige kunstkomiteer pr. 1. januar 2007. Tanken er at gøre organisationen mere operationel, skabe gennemsigtighed i de forskellige støtteordninger og ikke mindst at tilvejebringe flere midler til kunst og kultur ved at nedlægge, omorganisere, samordne og skære overflødigt bureaukrati bort.

Det kan ingen da have noget imod? I alle afgørende spørgsmål er vi prisgivet et dialogisk skøn uden at kunne påberåbe os nogen monologisk sandhed. Vi må derfor stille os positivt lyttende over for disse nye tiltag vedrørende en helt ny struktur iklædt et format, der minder om det Kunstråd og den Kunststyrelse, Danmark for ikke længe siden er blevet begavet med. Dykker man ned i dokumenter, der beskriver fundamentet for det nye nordiske kultursamarbejde, kan man godt finde argumenter for at indgå i en kritisk dialog med opfinderne af den nye struktur. Det samlede kontingent af musikalske krumtapper, som har den lange hukommelse, vil vide, at der er et særdeles veludbygget netværk i Norden. Inden for den ny musik eksempelvis med Nordiske Musikdage og Ung Nordisk Musik (UNM), Orkester Norden og Nordisk Råds Musikpris, der alle er vigtige institutioner, som nyder bevågenhed i Nordisk Råd og Nordisk ministeråd. I disse fora kan nordiske udøvere og skabere nyde risikovillig kapital til fordel for turneer, værkbestillinger, cd-indspilninger og meget mere.

Et nøgleord for den ovenfor omtalte kritiske dialog kunne være ‘armslængdeprincip’. Hvordan står det monstro til med den i den nye struktur? Det er ikke et retorisk spørgsmål, det er et spørgsmål, som er udtryk for en ægte bekymring. Den politiske styring vil fra 2007 i det nordiske system være markant, og det vil sive ned gennem hele bygningsværket. Er det godt eller skidt? En række spørgsmål står i kø for at blive besvaret, og selv om strukturændringerne er så fremskredne med fastsat dato for implementering, kan man håbe, at der gives rum og tid til forandringer, som er langtidsholdbare. I Danmark skete ændringerne i den centrale kulturstøtteordning med oprettelse af råd og styrelse ikke uden problemer; allerede nu ønskes på musikområdet en uvildig redegørelse af, om noget kunne have været bedre i overgangen fra det ene system til det andet. Hvor forsvandt musikinformationspengene hen? Hvorfor droppede vi kontakten med udlandet? Eksempelvis. Vi kan nu opleve pludselig aktivitet og hastige forsøg på at rette op med lappeløsninger til følge.

Vi har allerede nu erfaringer med den danske model, nu skal en nordisk søsættes. De interne ildspåsættelser og ævl og kævl kunne med fordel nedtones til en seriøs samtale om fremtidige nordiske indretninger i kunsten. Som landet ligger, kan der på ret kort sigt blive trængsel på musikkens fluepapir.

Anders Beyer

Årgang 79/2004-2005, nr. 06