Kunstmusik, hiphop-hængerøv og trucker-kæder

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 06 - side 228-229

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Maerzmusik 2005 på musikalsk opdagelsesrejse i den nye musik – nu også med gumpetung resignation


Af Anna Berit Asp Christensen & Anne Marqvardsen

Vi klapper, mens vi hopper – ikke kun af begejstring, men også af den simple grund, at der rent ud sagt er hundekoldt i den enorme fabrikshal. I de forgangene timer har vi med øjne og ører oplevet, hvordan klang, rum og musikere tilsammen har skabt et musikalsk kunstværk for både øjne og ører. I den engelske komponist Benedict Masons nærmest magiske værk felt/ebb/thus/brink/here/array/telling er det arkitektoniske rum, komposition og performer én sammensmeltet enhed, og musik bliver til mere og andet end en kunstart, der forløber i tid.

Maerzmusik i festivalernes by, Berlin, er i fuld gang. Festivalen, der spiller på 4. år og har hovedsæde i Haus der Berliner Festspiele, præsenterer sig selv som en festival for aktuel musik, hvor mangfoldigheden i nutidig musik sættes i dialog, og iboende kontraster fremstilles. Som de foregående år er Maerzmusik også dette forår kendetegnet ved et bredt favnende program med mange tematikker (som ny brasiliansk kunstmusik, musik-stemme-tekst, musik i rum) inden for den nutidige musik. I de 10 dage festivalen varer, tilbydes publikum at udforske og opleve, hvad der sker, når electronica og techno transskriberes og udsættes for klassisk kammerensemble, når koncertgenren ’låner’ fra installationsgenren, og når sprogets betydning transformeres over i ren lyd.

Tendensen til at inddrage visuelle elementer i koncerter og gøre brug af VJ-ing, som nærmest er blevet obligatorisk til electronica- og techno-koncerter, er også kommet til den kunstmusikalske verden, og til en del koncerter indgik film, live-videooptagelser og andre visuelle effekter og virkemidler.

Kunstmusik møder electronica

Åbningskoncerten var en gentagelse af den succesfulde og hede affære mellem et af Europas førende ny musik-ensembler London Sinfonietta samt det anerkendte engelske electronica-pladeselskab Warp Records. Tidligere har partnerskabet resulteret i koncerter, hvor kunstnere og værker fra begge musikkulturer optrådte. Det, vi oplevede i Berlin, var desværre den mere ensomme og sikkert også billigere udgave uden selskab af electronica-komponisterne. Visionen er dog uændret: Den er stadig forsøget på at vise sammenhængen mellem nogle af 90ernes store electronica-komponister som Aphex Twin og Squarepusher og avantgarde-komponister som Ligeti, Ives og Cage.

Den lidt skrabede koncert-udgave, som åbnede Maerzmusik, bestod af en række opførelser af avantgardeværker iblandet transskriptioner af værker af Aphex Twin, Squarepusher og Boards of Canada. Det, som kunne have udmøntet sig i et spændende møde mellem to musikkulturer, var reduceret til farveløse ‘oversættelser’, der klang temmelig tamt og pænt. Som publikum sad man med en fornemmelse af, at den forudgående arbejdsproces på transskriptionsværkstedet havde været en del mere spændende og lærerig for transskribenterne David Horne og Morgan Hayes end for os, som sad og hørte det klingende resultat i koncertsalen. En oplevelse som mindende for meget om dårlig filmatisering af en god roman.

Øvelsen med at blande to musikkulturer eller gå tværæstetiske veje følges ofte med ambitionen om at åbne op for mødet med et andet – og yngre – publikum. Ikke kun for at opnå udsolgte koncerter, men også fordi man ønsker at vise, at der måske ikke er så langt mellem de to kulturer, og at de kan inspirere og bruge hinanden. Åbningskoncerten var også krydret med det inden for electronica-miljøet mere og mere fremherskende og populære kunstneriske element visuals. Ud over færdigstøbte musikvideoer i pausen af den anerkendte musikvideo-kunstner Chris Cunningham havde en mindre række videokunstnere også skabt visuals til både transskriptionerne og de ældre avantgardeværker.

Maerzmusik undgik ikke det problematiske ved at sammenblande auditive og visuelle elementer: Det kan være, at det ofte kommer til at virke som en underlig og overflødig tilsætning eller påklistring, når musik, der ikke er ‘født’ med billedliggørelsen, lige pludselig skal virke sammen med videokunst.

Mange af de fremviste videoer var smukke, spændende og/eller uhyggelige – under alle omstændigheder stemningsskabende, men fornemmelsen af, at et værk som eksempelvis Stockhausens Spiral (1968) sagtens kan stå alene, trængte sig på. Ikke at dette nødvendigvis er et argument imod et forsøg på at lave en nutidig nyfortolkning – i operaens verden sker dette jo konstant – men det kræver nogle særlige overvejelser, hvis det skal lykkes. Scenisk og dermed oplevelsesmæssigt kan der ske en skævvridning, når et lille kammerensemble som London Sinfonietta på en rimelig stor scene pludselig får selskab af en kæmpe storskærm som baggrundstæppe. Og da klassiske musikere af mange naturlige, og også vanemæssige, årsager ikke er de mest udfarende rent kropsligt, kommer det visuelle let til at fylde og dominere uforholdsvis meget. Der mangler en form for balance i sansebombardementet, og musikken går let hen og får karakter af underlægningsmusik.

Og der blev hujet og klappet

Kropslighed kontra mangel på samme sås også i publikums respons på værkerne denne aften. En stor del af de ikke-vante klassiske koncertgængere med hiphop-hængerøv og trucker-kæder klappede og hujede, når de følte for det – som de i øvrigt også var blevet opfordret til inden koncertens start. Dette til stor forargelse for det mere spidsrøvede og rutinerede publikum. Så her stopper tolerancen åbenbart: “Vi vil gerne have I kommer, men I må sørme rette jer ind og opføre jer som man bør og gør.”

Dette blev også tematiseret i de efterfølgende anmeldelser. Stor var forargelsen over forstyrrende klapsalver mellem satserne i Ligetis Kammerkonzert für 13 Instrumente – men vil man blande forskellige koncert-kulturer og forsøge at få et nyt og yngre publikum i tale, må man også være åben og lægge gammelmands-surheden væk.

En anden koncertoplevelse med samme tværæstetiske blandinger var den sceniske koncert med værket Italia Anno Zero fra 2004 af de to spændende komponister og performere Roberto Paci Dalò og Olga Neuwirth (førstnævnte huskes fra d!sturbances-symposiet i København 2003). Værket kan bedst beskrives som en ‘tekst-musik-film’-collage med stærke politiske udsagn og faldt ind under festivaltemaet Musik-Stimme-Text. Her var der i høj grad tale om en helstøbt sammensmeltning af auditive og visuelle virkemidler, hvor ingen af de anvendte elementer ville fungere optimalt alene.

De to kunstnere havde skabt et scenisk rum ved at lade et filmlærred fungere som et transparent fortæppe og derved som en fjerde væg, hvor man bagved kunne ane fem performere i en skrabet scenografi bestående af to borde, nogle få stole og lidt instrumenter samt sampleudstyr.

Dette bevirkede, at der opstod et mystisk og meget velfungerende dobbeltlag i det visuelle udtryk, hvor musikernes ageren på scenen indgik som en del af det filmiske forløb på lærredet. Filmcollagen, som bestod af en række sort/hvide billeder, var klippet sammen til et abstrakt, ikke-narrativt forløb. Ind over dette vævede der sig en lydkulisse sammensat af et på forhånd komponeret lydspor (af bl.a Mussolini-taler) samt liveprocessing af audio-samples iblandet livemusik spillet af en besætning bestående af klarinet, elguitar, theremin og computer. Al stemmemateriale var ituklippet således, at det ikke formidlede nogen form for budskab eller handling, men i stedet fungerede som en del af det klanglige udtryk.

Musik i rum

Forholdet mellem musik og rum var et andet af festivalens temaer. Lydinstallationer, stedsspecifik (lyd)kunst og muligheden for at lade klange vandre i rummet ved hjælp af et fler-kanals højttalersystem åbner op for nye høre-rum og rumoplevelser. Kunstnere, der arbejder med at lade den eksisterende arkitektoniske struktur indgå i korrespondance med andre medier, eksempelvis lyd og lys, er ikke blot nødt til at følge med den teknologiske udvikling, men må også udspørge musikbegrebet: Er musik som ren klangkunst et historisk projekt eller tydeliggør den multimediale fremtrædelsesform netop, at foruden øret har øjet altid bidraget til den musikalske oplevelse (fx koncertoplevelsen)?

Arrangørerne af Maerzmusik havde igen i år valgt at følge op på denne multimediale udvikling og præsenterede en række værker, hvor klang og rum var i fokus og samspil. Et eksempel på dette fandtes i Neue Nationalgalerie, hvor den tyske kunstner Carsten Nicolais multimediale skulptur syn chron, stod som et polygonalt rum i Mies van der Rohes stramt geometriske rum. Via en åbning i skulpturen var publikum inviteret til at træde ind og lade sig indhylle i den elektroniske musik, der genererede laserprojekterede lys-modulationer. Halvt liggende, halvt siddende op ad de skæve vægge blev Nicolais skulptur til et multisensorisk rum, som også bare kunne bruges til en lille lur.

Multimediale værker, som blander opførelsesformer, kan føre til terminologisk forvirring: Koncertinstallation, musikinstallation, skulpturel musik – hvad skal barnet hedde? Man forsøgte sig med forskellige benævnelser i programmet til Maerzmusik for at indkredse og sætte ord på de værker, der i opførelse, scenografi og dramaturgi brød med den traditionelle koncertform.

På festivalens andensidste dag blev vi taget med både kulde og storm af Benedict Masons ambitiøse og storslåede værk, der af ham selv benævnes som ‘visual, aural, acoustical, sculptural music’. Mason, som både bevæger sig i feltet musik og soundart, arbejder med at videreudvikle den traditionelle lydinstallation, der normalt baserer udsendelse af lyd på et højttalersystem. I hans skulpturelle musik er kunstobjektet live og akustisk – klangene bevæger sig og bliver produceret af vandrende musikere, der følger en nøje planlagt koreografi. Og dermed bliver den visuelle effekt, der opstår og skabes af musikerne, til en fuldt ud integreret del af værket, som i sin enkelthed virker meget betagende. Begrebet surround sound får en ny betydning, når musikernes forskellige opstillinger og mønstre modellerer rummet og gør det nærværende.

En undersøgelse af forholdet mellem klang og det arkitektoniske rum, hvor musikken bliver til en del af rummets funktioner og rummet til kompositionsmateriale, kom i værket til både at handle om udforskninger af helt grundlæggende akustiske fænomener som eksempelvis efterklangstid og arter af overtoner, men også om perceptionen af os selv og vores kroppe situeret i rummet.

Et åbent koncertrum

Netop perceptions-temaet er i spil i mange lydinstallationsværker, hvor oplevelsen af tid og rum intensiveres, og hvor vores egen position i rummet (stående, siddende eller gående) er med til at forme oplevelsen af værket. Dette var også tilfældet for den tyske komponist Claus-Steffen Mahnkopfs værk Hommage à Thomas Pynchon, der startede som traditionel koncert, men transformeredes til en (musik)installation, der klang videre over højttalere uden for koncertsalen.

Værket ville ikke slutte, og dermed blev der heller ikke klappet eller udvekslet komponist-til-dirigent-omfavnelser. Man var som publikum fri til at vælge, hvornår begivenheden skulle slutte, hvornår man havde fået nok af Mahnkopfs elektroniske klange og forlod Haus der Berliner Festspiele.

På lignende vis forsøgte 75 års-fødselsdagsbarnet Dieter Schnebel også at åbne koncert- og symfoni-rummet. Hans treenhalv time lange – alt for lange! – Sinfonie X startede allerede ude i Philharmoniens foyer, hvor trafiklyde og biler susede om ørerne og rundt mellem højttalerne. Intentionen var at åbne ‘symfoni-rummet’ og lade hverdagens larm trænge ind.

At gøre koncertsalsrummet mere rummeligt og mindre elitært er en udfordring, som Maerzmusik på forskellig vis forsøgte at løse; et forsøg man langt af vejen kan bifalde. Desværre måtte man konstatere, at festivalen kom til at træde vande med mange ret intetsigende koncerter.

Maerzmusik vil gerne være en stor festival med en bred og favnende tematik inden for det, arrangøren selv benævner som aktuel musik. Men i år blev der alligevel for langt mellem de koncerter, der udfordrede ved deres vilje til at sætte sig ud over vaner og forventninger, og som skal gøre det vedkommende og meningsfuldt at følge Maerzmusik i 10 lange dage. Tidligere har indtrykket været et ret stort antal mere utraditionelle arrangementer, men med dette års festival tegnede der sig en begyndende gumpetung resignation, som er svært forenelig med fremvisningen af det aktuelle.

Årgang 79/2004-2005, nr. 06