Storby og fremmedgørelse

Første SPOR-festival i Århus

Af Gisela Nauk

Ligesom alle andre steder bliver der også sparet på kulturen i Danmark. Denne situatiion har medført, at der indtil for kort tid siden blot var et par festivaler for ny musik tilbage: Musikhøst i Odense, der siden 1985 årligt er blevet afholdt fem dage i slutningen af oktober, samt den lille, men fortrinlige Suså Festival i Skelby, der løber af stablen en weekend i august, arrangeret af Per Dybro Sørensen og Hans-Henrik Nordstrøm.

Med SPOR-festivalen er der nu atter en tredje festival for nutidig musik i Århus, og festivalen ønsker det internationale perspektiv i et samspil med den danske musik. SPOR tager over efter NUMUS-festivalen, som ophørte i 2002. Ligesom NUMUS er også SPOR støttet økonomisk af Århus kommune og staten, i alt med 650.000 kroner.

At titlen SPOR signalerer en ny retning og nye veje er ikke tilfældigt. Takket være fem unge komponister og musikere, med Thomas Agerfeldt Olesen i spidsen, er der blevet taget initiativ til den nye festival. Thomas fortæller:

»Den nye idé har noget at gøre med den gamle festival, men snarere i form af en modplan. For NUMUS havde et koncept, som var tæt forbundet med en skikkelse og hans mangeårige prisværdige, kunstneriske ledelse – komponisten Karl Aage Rasmussen. Konceptet bestod i, at han hvert år sammensatte festivalen på baggrund af sit kendskab til den internationale musikscene og sine internationale kontakter. Og det kunne vi ikke konkurrere med. Derfor tænkte vi, at vi hvert år må finde en ny person, som kan kuratere festivalen og gennem programmet præsentere sin helt personlige forkærlighed og passion for den ny musik. I lighed med arkitektkonkurrencer er der altså en opfordring til at indsende forslag: Juryen inviterer folk, som vi gerne vil modtage forslag fra, og samtidig er der et offentligt opslag på internettet. Fra de indkomne forslag udvælger vi så det mest overbevisende.«

Interessant – og et klogt skaktræk for omstruktureringen – ved dette koncept er også, at det fem personers juryteam samtidig er ansvarligt for organisationen af festivalen. De drager altså omsorg for organisationen, sådan at den udvalgte kurator kan blive præsenteret så adækvat som muligt.

Den første SPOR-festival blev kurateret af den i Århus bosatte unge komponist Niels Rønsholdt. SPOR 2006 bliver skabt af Juliana Hodkinson. For Rønsholdt var en international åbning af festivalen vigtig. »Hvad angår den nye musik behøver vi mere ‘frisk luft’ i Danmark«, mener han, »for der er igen en tendens til at musikken bliver for snæver. Der er så mange interessante værker i verden, som man aldrig hører i Danmark, og også derfor er det nødvendigt med en festival, der muliggør at disse værker spilles.«

Gennem Rønsholdts personlige musikalske favoritter blev nye indholdsmæssige accenter sat, og gennem hans stedkendskab i Århus ændrede også opførelsesstederne sig. Via en tænkt trekantstruktur blev den ny musik så at sige ført ind i byen. Hjørnepunkterne var koncertsalen i Musikhuset, den tidligere chokoladefabrik i den livlige gamle bydel, samt Centralværkstedet ved banegården, der var omdannet til kulturrum. Dette rum er på grund af sin størrelse problematisk akustisk set, men til gengæld viste det gamle lokomotivværksted sig som multifunktionelt og altså nu tillige som hjemsted for SPOR-festivalen. For den udenbys besøgende havde den geografiske spredning den fordel, at man samtidig lærte byen at kende gennem koncertbesøgene – der foregik henholdsvis eftermiddag og i aftentimerne.

SPOR 2005 blev åbnet med Heiner Goebbels’ Surrogat Cities for stort orkester, mezzosopran og stemme – en musik, der som et stilistisk kalejdoskop vekslende mellem soul og komplekse orkestersatser ligefrem udslyngede modstridende storbylivs-følelser i en dialektisk realisme. Den danske førsteopførelse af Surrogat Cities sørgede det oplagte Aarhus Symfoniorkester for under ledelse af Jean Thorel, og med Joselyn B. Smith (mezzosopran), og David Moss (stemme), som betagende solister.

På samme musikalsk udfordrende måde sluttede også SPOR 2005 med opførelsen af Salvatore Scarrinos Lohengrin for sangerinde og lille orkester, ligeledes dansk førsteopførelse. Den intensive fortolkning af denne musik stod det unge Århus Sinfonietta under ledelse af Thomas Søndergård for. En umådelig differentieret gestik af fortvivlelse, stilhed og ensomhed blev udført i samspil med en stemmemæssig, såvel som skuespillermæssig fremragende præstation af Rikke Simonsen som Elsa. Med en seng som tilflugtssted og sparsom indsat live-video havde de vovet en ‘azione invisble’ og skabt en overbevisende iscenesættelse.

Disse to modsætninger Surrogat Cities og Lohengrin spandt festivalens indholdsmæssige bue. »For mig er det vigtigt, at festivalens værker er knyttet sig til hinanden via en rød tråd. Jeg opfatter det samlede program næsten som et værk med forskellige indhold, som bliver forbundet gennem den røde tråd. For mig er temaet storbyen, og værkerne tematiserer eksempelvis ‘storby og ensomhed’, ‘storby og fremmedgørelse’ eller også temaet ‘selve storbyen’ som i Surrogat Cities og i filmen Sinfonie einer Großstadt med musik af Iris ter Schiphorst og Helmut Oehring – eller ‘ensomhed’ som i Lohengrin. «

Iøjefaldende ved den første SPOR-festival var mangfoldigheden af genrer og stilarter, orienteret mod den aktuelle udvikling. Programmet bød på orkestermusik af Heiner Goebbels og eksperimentel poesi af Morten Søndergaard. Det præsenterede RadioOperaen LautLeben af Rolf Walin, en klaver-solokoncert udført af den danske pianist Erik Kaltoft og filmiske musiker-portrætter af den norske komponist Lars Petter Hagen. Med Luigi Nonos ... sofferte onde serende stod der live-elektronik på programmet; den gamle chokoladefabrik blev akustisk omdannet til et menneskeligt livsrum gennem klanginstallationer af Lasse Laursen, Martin Stig Andersen og Hans Peter Stubbe Teglbjærg, skabt på basis af stemmemateriale, cembalotoner og telefonklingen; Juliana Hodkinson demonstrerede streng konceptkunsts finurlighed såvel som humor i værket some sounds for L.L. for en tændstikstryger og en oboist. Hver af disse forskellige genrer var næsten komponeret som punkter i det samlede program, som den røde tråd forbandt. Netop disse punktuelle nedslag af koncerter, der ofte kun varede en time, gjorde festivalen til en interessant såvel som afvekslende lyttebane med passende pauser til dvælen og genlytning. Og man havde aldrig følelsen af vilkårlighed – tværtimod.

Højdepunkterne ved SPOR 2005 var uden tvivl værkerne af Goebbels og Sciarrino – begge danske førsteopførelser. Dog netop for en udenlandsk besøgende var kuratoren Niels Rønsholdts syn på den danske musikscene ikke mindre interessant – og det førte til nogle opdagelser: Den eksperimenterende poesi af Morten Søndergaard i samspil med ensemblet mooseMATRIX – bestående af klarinet og live-elektronik samt den 47-årige Bent Sørensens kammermusik for guitar, slagtøj og sopran, værket Garnet to garnet – musikalsk poesi af sart abstrakt skønhed. Men især overraskede den monumentale en-times klavercyklus af Michael Nyvang, der blev spillet suverænt af Erik Kaltoft. I syv år har den danske komponist, der i dag bor i Paris, arbejdet på det værk. Gennem abstrakte tegninger af melankoli og skeletagtig reduktion syntes en slags sanselig negativ virtuositet at være komponeret, især i syvende og sidste sats Dekonstruktion.

Gisela Nauk er redaktør af det tyske musiktidsskrift ‘Positionen’.

Oversat fra tysk af Anne Marqvardsen