Verdensmusik fremmer forståelsen

Af
| Årgang 79 (2004-2005) nr. 06 - side 220-224

Musik og dans som kulturel isbryder


Af SINE TOFTE HANNIBAL

Der er frikvarter på Søholtskolen i Brøndby. I aulaen foran teaterrummet er der fuld gang i et spil stikbold, og otte drenge hopper og springer for at undgå at blive ramt og kaster sig ned med et skrig, når det sker. Otte drenge, otte forskellige nationaliteter hvoraf kun en ser ud til at være etnisk dansker. Da klokken ringer, forsvinder de i hver sin retning, mens en ny gruppe børn samler sig foran teaterrummet. »Er du vikar?«, spørger flere af dem. »Nej«, svarer jeg, »jeg skal ind og overvære jeres timer. Jeg kender Anders, som underviser jer i ghanesisk dans og trommer«. »Han er rigtig god til at spille trommer«, siger en dreng. »Ja, det ved jeg«, svarer jeg, »vi har spillet i band sammen engang.« Lidt efter bliver der låst op til lokalet, og de skynder sig ind.

Igennem 12 uger har 5. A og B hver onsdag formiddag fået undervisning i ghanesisk dans og trommer af Anders Hvidberg Hansen, percussionist og trommeslager, og den ghanesiske danser Michael Domfeh. Forløbet er sat i gang af Brøndby Musikskole som del af et kvarterløftprojekt i kommunen.

Formålet er dels at give børnene en anden form for musikundervisning og en tilgang til musik som noget, de kan deltage aktivt i frem for blot at lytte til det. Dels at musik og dans bliver platform for kulturmøder – og med den ekstra gevinst, at eleverne tilmed får styrket deres sociale kompetencer.

Ved siden af musikundervisningen har klasserne haft et tværfagligt forløb om Ghana, og Søholtskolen er den sidste af de tre skoler, der har været involveret i projektet igennem halvandet år.

Sammenhold med bare tæer

I dag er den sidste undervisningsgang inden den afsluttende opvisning for familie og resten af skolen, hvor eleverne skal opføre de fire danse, de har lært. Anders fortæller om dagens program, der går ud på at gå dansene, sangene og rytmerne igennem i den rigtige rækkefølge.

»Det er vigtigt, at I koncentrerer jer, for det er sidste chance for at tage det igennem«, siger han og bliver suppleret af klassens lærer Jette Banke: »Og på onsdag danser Michael ikke med, der skal I danse selv!« Flere af eleverne ser lidt bekymrede ud ved tanken, men også spændte og forventningsfulde.

Før de tager dansene igennem én for en, skal de varme op, og alle tager sko og strømper af. Sådan var det ikke i begyndelsen. »Det har været en kamp at få eleverne til at tage sokkerne af«, fortæller Jette, »alene det, at vi står her med bare tæer alle sammen, viser, at vi har opbygget noget sammen undervejs i forløbet.«

80-90 % af eleverne på Søholtskolen har anden etnisk baggrund end dansk, og 5. B er ingen undtagelse – de 17 børn på gulvet kommer fra en række forskellige lande og har ingen fælles kulturelle referencer og således heller ingen fælles musikbaggrund. Der er ikke nogen ghanesiske børn iblandt, og den ghanesiske kultur er derfor neutral grund for alle. Havde de derimod arbejdet med en kultur, som flere af børnene havde rødder i, ville det medføre en vis tilbageholdenhed med hensyn til at smide hæmningerne og kaste sig ud i det, mener Jette, for de ville hele tiden være på vagt over for hinanden i forhold til, om nogen ville føre sig frem eller gøre noget forkert.

Bare det at beskæftige sig med musik i skoletiden er for mange af eleverne noget helt nyt, ligesom det at lege med voksne er ukendt for dem.

Ude på gulvet er eleverne ved at synge en sang, men flere af dem har svært ved at koncentrere sig, og øjnene flakker rundt i lokalet. Pludselig bryder Michael ind med en ny sang og Anders følger trop med en energisk rytme på trommerne. Det er en sangleg med forskellige bevægelser til, hvor man bl.a. skal bumpe ind i sidemanden til henholdsvis højre og venstre, og det er noget, der fanger eleverne og får samlet fokus på det, der foregår. Glæden lyser ud af øjnene på de 17 børn, og de fniser og griner ved den fysiske kontakt med hinanden. Lidt efter er de i gang med den første dans.

Musikskolen er en ressource

Da Preben Renstrøm, leder af Brøndby Musikskole, hørte om Integrationsministeriets projekt Kvarterløft, var hans første tanke at prøve noget andet end det, der normalt kendetegner integrationsprojekter og i stedet formulere et projekt med afsæt i musikskolen og med fokus på befolkningssammensætningen i Brøndby Strand.

»Der bor mange børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk«, fortæller han, »men det er meget få, der kommer i musikskolen. Det skyldes måske, at den undervisning, vi tilbyder, ikke appellerer til børn med arabisk eller afrikansk baggrund. Men mange af dem kommer også fra lande, hvor der ikke er tradition for musikskoler. Jeg tænkte, at verdensmusik måske ville ramme bredere og fange opmærksomheden hos de børn, vi ikke har fat i.«

Han søgte derfor om støtte til at starte Verdensmusikskolen, der skulle bestå af fire tiltag; 12-ugers undervisningsforløb på tre folkeskoler i Brøndby, fire offentlige workshopper for interesserede fra hele Storkøbenhavn, verdensmusikkoncerter og tilbud om undervisning på instrumenter, man normalt ikke møder i en dansk musikskole.

Skoleforløbene er imidlertid det eneste, der for alvor er blevet til noget, måske fordi de er planlagt i samarbejde med etablerede institutioner, hvor børnene kommer i forvejen, og hvor de er tilpasset den almindelige skolegang. Det var derimod svært at skaffe tilmeldinger til de fire workshopper, og det er kun lykkedes at gennemføre to på de tre år, projektet har kørt. Prisen var endda meget lav i forhold til, hvad lignende tilbud ellers koster – 250 kr. for i alt 20 timers undervisning over 4 dage.

Men prisen er ikke altid afgørende for, om folk kommer. Musikskolen som institution med tilbud om frivillig musikundervisning til alle er unik og et udpræget nordisk fænomen. De fleste danskere har en fornemmelse af, hvad institutionen står for, og hvad det indebærer at dyrke musik efter skoletid. I mange andre lande er musikudøvelse en elitær disciplin, ligesom man nogle steder bliver musiker gennem en form for mesterlære som fx i Ghana. Ikke-etniske danskere med rødder i andre kulturer har ikke nødvendigvis en fornemmelse af, hvad den danske musikskole står for, og hvad den kan tilbyde, og det kræver et langt større benarbejde at få fat i disse børn.

»Det er vigtigt at samarbejde med netværk i lokalmiljøet, hvis vores projekt skal lykkes«, fortæller Preben Renstrøm. »Det er ikke nok at sende foldere rundt med information om musikskolens tilbud, vi skal skabe nogle aktiviteter, der viser, hvad vi laver, og som appellerer til folk.«

Derfor forsøgte musikskolen på et tidspunkt at arrangere en blanding af workshop og koncert i samarbejde med den persiske musikforening i kvarteret med musikere fra Teheran, som foreningen havde inviteret hertil i en anden sammenhæng, og det blev en succes.

»Men det kræver langt flere ressourcer, end vi har i musikskolen, hvis det virkelig skal have en effekt. Det kræver, at man ansætter projektmedarbejdere på fuld tid, som kun tager sig af det, og i øjeblikket er der ikke ressourcer til nye tiltag på området pga. store besparelser i kommunen.«

Inspiration fra Århus

Preben Renstrøm hentede inspiration til Verdensmusikskolen gennem World Music Center i Århus, et lignende, men langt mere integreret tiltag under Århus Musikskole, der har eksisteret siden 1999. Hvor projektet i Brøndby udelukkende er kørt i musikskoleregi, fungerer World Music Center som en selvstændig enhed i et samarbejde mellem Århus Musikskole, Det Jyske Musikkonservatorium og Skoleforvaltningen i Århus. Centret har derfor flere ressourcer til rådighed og mere politisk gennemslagskraft end Verdensmusikskolen i Brøndby.

Den primære aktivitet er undervisningsforløb i 4.-6. klasse i kommunens 52 folkeskoler, hvor otte lærere med forskellig kulturel baggrund underviser to og to i musik og dans fra deres egen kultur. Undervisningen indgår også her i et tværfagligt projekt om de pågældende kulturer. Derudover laver World Music Center projekter med SFO’er i kommunen foruden undervisningstilbud i musikskolen i bl.a. indisk dans og flamenco.

Den daglige leder er Lance D’Souza, der også er souschef i Århus Musikskole, og det var ham, som tog initiativ til de første skoleforløb, der siden har udviklet sig til World Music Center. Det var især to observationer af samfundet omkring ham, der affødte initiativet. På den ene side havde også han bidt mærke i, hvor få elever med indvandrerbaggrund der var i musikskolen, og på den anden side oplevede han en stor gruppe udenlandske professionelle musikere, der havde slået sig ned i Danmark, men som ikke kunne få noget at lave.

»Der findes ressourcer i vores samfund, som ikke bliver brugt«, uddyber han. »Vi har et system med institutioner, fagforeninger og et uddannelsessystem, som på sin vis forhindrer folk i at komme til at arbejde. Personer uden en eller anden kvalifikation kan ikke komme til at undervise i folkeskolen. Men vi har samtidig ikke nogen uddannelse til de folk, de kan ikke få en diplomuddannelse eller lignende, men skal igennem hele systemet – lære at spille klaver osv. – og for nogle af dem er det svært at komme igennem. En af vores lærere har fx lært det, han kan, af sin far – hvordan får vi sådan en som ham ind i systemet?«

Lance D’Souza så musikskolen som den institution, der kunne gøre noget ved begge problemer ved at forankre dem i et fælles projekt og præsenterede sin idé for Det Jyske Musikkonservatorium og Skoleforvaltningen, der med det samme var med på den. »En samarbejdsaftale mellem disse tre store institutioner er afgørende for at kunne løfte det her, og det sikrer også politisk opbakning«, understreger han.

Projektet indeholder flere aspekter; et musikalsk, et kulturmøde- og et integrationsaspekt, der umiddelbart burde appellere til fonde og offentlige støttekilder, men det viste sig at være et problem. Lance blev fanget i den danske tilskudsjungle, hvor ansøgningen flere gange blev afvist og sendt videre i systemet, fordi projektet, der var det første af sin art, ikke lige passede ind i det enkelte områdes formålserklæring. Men til sidst blev projektet blåstemplet af musikskolekonsulenten i det daværende Statens Musikråd.

Da det økonomiske grundlag var på plads, annoncerede han efter lærere i aviser, foreningsblade og andre kanaler, som han mente nåede ud til potentielle ansøgere, og hans formodning om mængden af ubrugte musikalske ressourcer viste sig at holde stik.

»Vi fik 50 henvendelser fra interesserede lærere og tog 15 til samtale, hvoraf vi skulle bruge otte. Vi fokuserede på to ting i udvælgelsen: dels den faglige kunnen, dels at de havde glimt i øjet – at de kunne undervise og give noget videre. Jeg var høj efter den dag og blev virkelig bekræftet i, at talentmassen er til stede. Der findes mange dygtige musikere og dansere, som kan bruges i denne sammenhæng.«

Undervisning frem for underholdning

Siden da er rundt regnet 4000 børn i Århus kommune blevet undervist i verdensmusik. De har stiftet bekendtskab med andre kulturer igennem musik og dans, som adskiller sig fra den vestlige tradition, de er vokset op med, men også igennem en lidt anden undervisningsform, end den de er vant til.

Hvor en normal time tit består af mange forskellige indslag, og hvor man ikke arbejder så længe med det ene, før man går videre til det næste, oplevede eleverne, at lærerne udefra gentog den samme rytme eller dans igen og igen, indtil alle kunne den, og lærerne var tilfredse. Der blev stillet krav til dem uden at skele til, hvorvidt de ville kede sig eller ej, og det var ikke mindst en ting, de danske folkeskolelærere, der deltog i undervisningen, bed mærke i.

Inden et nyt forløb går i gang, gennemgår de involverede lærere et lille kursus med lærerne fra World Music Center, så de ved, hvad der skal undervises i og kan deltage aktivt. En anden dimension ved projektet er nemlig at udarbejde nye undervisningsmetoder i forhold til verdensmusik på baggrund af gensidig observation af hinandens måde at undervise på.

»Den del af projektet har været god«, fortæller Lance, »for vi har set ting gjort på en anden måde, end vi er vant til, og resultatet har været, at alle børn til afslutningskoncerten efter fem måneder har en fælles puls, og at den musikalske standard bliver løftet hos alle. Pulsfornemmelsen er til stede i hele gruppen, også hos de svage børn der har svært ved at læse.«

Foruden at lave undervisningsmateriale på baggrund af projektet forsøger han også at udarbejde en brobyggeruddannelse for sine lærere i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium. Uddannelsen skal kunne kvalificere dem til at få job i andre musikskoler eller søge ind på diplomuddannelser i musik.

Musisk aktivitet samler børnene

Et vigtigt aspekt af både World Music Center og Verdensmusikskolen er som sagt at skabe kulturmøder igennem musik og dans og som en effekt af dette fremme den interkulturelle forståelse og forbedre integrationen i områder med sociale problemer.

Der er ingen tvivl om, at eleverne opøver nogle musikalske kompetencer igennem undervisningen, som de demonstrerer til de forskellige afslutningskoncerter. Det er sværere at påvise, om undervisningen på anden vis har en positiv indvirkning på eleverne, men de involverede lærere er ikke i tvivl om, at der sker noget med eleverne undervejs i processen.

Anders Hvidberg fortæller bl.a. om, hvordan flere af de klasser, han har undervist, gik fra at være socialt svage og primært enkeltindivider til at være en samlet gruppe:

»Undervejs fik de nogle andre relationer til hinanden; pludselig kom nogle af de svage frem og fandt ud af, at de er bedre til at spille eller danse, end dem der normalt fører sig frem, og de oplevede omvendt, at det er nogle andre ting, der tæller her. På den måde kan status ændre sig inden for en gruppe igennem sådan et forløb. De svage børn får en mulighed for at komme frem med nogle ting gennem denne måde at arbejde på, og det skaber større sammenhæng i en gruppe, frem for at nogle bestemte tager teten. I musik og dans kan du ikke føre an på anden måde, end ved at gøre det godt – det gælder ikke om at kunne spille højest eller hurtigst, men om at spille så det hænger sammen og lytte til hinanden. Det mest forfærdelige for eleverne er, når de ikke kan finde ud af at fungere som en gruppe. Og man kan jo ikke sige til børn, ‘nu skal I finde ud af at hænge sammen som gruppe’. Det er noget, hver enkelt skal opleve selv.

Jeg havde fx en trommetime med et hold, hvor det ikke rigtig kørte, men så fik jeg den vendt – jeg spillede den enkeltes rolle med dem efter tur, så de hver især fik fornemmelsen af både deres egen og de andres rolle. Jeg satte dem i gang igen, og efter et stykke tid begyndte det at køre, og i det øjeblik skete der et kvantespring; alle var 100 % opmærksomme og kunne tydeligt mærke, at der skete noget afgørende nyt. Oplevelsen af, at det pludselig hænger sammen og svinger, er meget vigtig at få, hvis det skal give noget.«

I følge Lance D’Souza skyldes det grundlæggende, at musik og dans har det potentiale i forhold til andre kunstarter, at man ikke behøver at bruge det talte ord for at forstå hinanden, der er derimod en direkte kommunikation igennem musik og dans.

»Man behøver ikke at fortælle, hvor man kommer fra«, uddyber han, »det oplever man igennem et fællesskab, og man får en forståelse for andre kulturer. Det stiller krav til den sociale dimension, for børnene er nødt til at lytte til og respektere hinanden, hvis de skal kunne skabe noget sammen – hele klassen – de skal give hinanden plads.«

Anders Hvidberg mener, at undervisningsformen er afgørende, og at det gælder om, at gruppen kender alle roller, før man går i gang med at spille. »Min egen erfaring som musiker er, at man spiller bedst, når man ikke fokuserer på, hvad man selv laver, men har overskud til at lytte efter, hvad resten af orkestret laver. Det er en fysisk måde at arbejde med musikken på, for det kræver, at man har indøvet sin rolle, så den sidder i kroppen. Sociale kompetencer er grundlæggende inden for alle former for sammenspil og for musik i det hele taget«, fortsætter han, »og man kan overføre mange af de regler, der er inden for musik til omgang med andre mennesker. Hvis noget skal fungere og lyde godt, er man nødt til at forholde sig til et fælles grundlag, nogle fælles spilleregler og et fælles sprog. Det samme gør sig gældende i den almindelige dagligdag.«

Respekt for hinandens forskellighed

En central del af Verdensmusikskolen i Brøndby er, at den er støttet af Kvarterløftpuljen, og projektet er bl.a. et forsøg på at få børn med anden etnisk baggrund til at fungere som en social helhed, hvilket for en hel del er meget svært. Deres koncentration er spredt i mange retninger, og de har derfor svært ved at samle sig om en ting, ligesom de har svært ved at fungere som en gruppe.

»De har alle sammen travlt med at skabe opmærksomhed om sig selv«, fortæller Anders Hvidberg, »hvilket man sikkert kan finde en masse sociale forklaringer på. Men den overordnede politiske målsætning er at vise det omgivende samfund, at det er muligt at lave nogle aktiviteter, der ‘samler’ børnene, så det ikke kun er bander uden for skoletiden, der gør det.«

Integration lå på sin vis også til grund for World Music Center, men alligevel arbejder ingen af musikskolerne direkte med det, og det er helt bevidst. Både Preben Renstrøm og Lance D’Souza mener, at kulturmøder båret af musik og dans kan forbedre integration mellem forskellige grupper, men ingen af dem tror på, at det sker, hvis integration står øverst på dagsordenen, for så bliver det kunstigt.

Det handler først og fremmest om at spille og danse sammen, men når det sker i mødet med fremmede kulturer, bliver integrationsaspektet en del af det, fordi eleverne mere eller mindre bevidst bliver opmærksomme på deres egen baggrund. Ud fra et integrationsmæssigt synspunkt bliver hovedformålet dermed, at de skal møde hinanden i højere grad end at møde fremmede kulturer.

Men det eksotiske spiller alligevel en vigtig rolle: »Det er helt klart Michael Domfeh, der tiltrækker opmærksomheden i undervisningen«, fortæller Anders Hvidberg, »og det viser i virkeligheden, at børn har en naturlig interesse for det, der er fremmed. Jeg har en fornemmelse af, at jo ældre man bliver, desto mere fremmedforskrækket bliver man – man skal helst ikke opleve verden på nye måder. Michael har en helt anden attitude og energi, og det giver børn med anden etnisk baggrund oplevelsen af, at ‘jeg har også rødder i et andet land’, de bliver opmærksomme på deres egen baggrund. Og det er jo det, integration handler om – det handler ikke om at blive ens, men om at respektere hinandens forskellige baggrunde. Man kan ikke grundlæggende lave om på folk, man kan styrke forskellige sider, men det, man arbejder ud fra, er folks kulturelle rødder, og de er forskellige.«

Det er helt bevidst, at undervisningen foregår i 4.-6. klasse, hvor musik stadig står på skoleskemaet, for dels er børnene motorisk på et niveau, hvor de er i stand til at lære det, de bliver undervist i, dels er de umiddelbart åbne over for nye input og endnu ikke så fokuserede på sig selv, og på hvordan de virker og tager sig ud, at det blokerer for undervisningen. Ydermere er netop præpuberteten en periode i ens liv, hvor de oplevelser, man har, i høj grad lagrer sig i kroppen, og hvis påvirkning man bliver opmærksom på senere i livet.

»De positive kulturmøder man oplever som barn, og den grounding man får, vil altid være der«, siger Lance D’Souza. Og Lance afslutter: »Og de vil være til gavn, når man senere hen skal agere i en verden, der bliver mindre og mindre. Hvis man ikke har respekt for andre mennesker og andre kulturer, er det meget svært at holde en samtale i gang. Man kan bruge musik og dans til at skabe respekt for hinanden, og jeg mener derfor, at vi gør vores børn og vores samfund en stor tjeneste ved de ting, vi laver her.«

Fakta

World Music Center er en institution under Århus Musikskole, der blev etableret i 1999 og fungerer i tæt samarbejde mellem musikskolen, Det Jyske Musikkonservatorium og Århus Skoleforvaltning. Centrets lærergruppe består af otte professionelle musikere og dansere med forskellig kulturel baggrund.

De underviser 4.-6. klasse på en række af kommunens 52 folkeskoler i verdensmusik. Forløbene varer et halvt år med undervisning en gang om ugen i 1/2 time. World Music Center har lignende forløb i gang i flere SFO’er i Århus kommune og tilbyder også undervisning i musik og dans i musikskoleregi.

Centerets virke har sikret fast arbejde til en række udenlandske professionelle musikere og dansere.

World Music Center er det første projekt af sin art i Norden og deltager via sit samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium i projektet CONNECT, som er et samarbejde mellem otte landes musikkonservatorier med den målsætning at studere og sammenligne udvikling og tendenser inden for musikundervisning i et multikulturelt samfund. www.worldmusiccenter.dk

Verdensmusikskolen i Brøndby er et tre-årigt projekt under Brøndby Musikskole, hvor børn og unge bliver undervist i verdensmusik. Formålet er at skabe kulturmøder gennem musik og dans og at styrke børnenes sociale kompetencer. Projektet er i sin afsluttende fase, og det vides ikke, om der er ressourcer til at fortsætte. Verdensmusikskolen har modtaget støtte fra Kvarterløftspuljen, Statens Kunstfond, Projekt Brændstof og Tuborgfondet.

Kvarterløft arbejder for at forbedre boligområder som helhed og hører i dag under Integrationsministeriet.