Er Scherchen bolchevik - eller skal musik dirigeres med stiv flip?

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 01 - side 12-14

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

ER SCHERCHEN BOLSCHEVIK

ELLER SKAL MUSIK DIRIGERES MED STIV FLIP?

Enhver, der kender bare en lille smule til europæisk musikliv i øjeblikket veed, at Hermann Scherchen, tidligere dirigent ved Königsberg Rundfunkorkester, er den eneste, der ganske har gjort det til en livssag at bringe nye værker frem ved sine koncerter. Han har derfor fået en betegnelse som alle andre der ser sig om og forsøger at fors hvad sker i vor egen ti han er »yderst -til venstr denne betegnels jo intet har med politiske partier gør bragte ham forleden en besynderlig situatio lige karakteristisk for den -nervøse tilstand tyskland nutidig musiks vilkår.

Forhistorien er imidlertid nødvendig, -og den drejer sig om, at Scherchen, der nu er ansat som dirigent i Wien og dér desuden leder et studieorkeste der giver koncerter under enkle vil når -der er lejlighe i efteråret ledede en koncert af nævnte da ~det hele alt foregik jævne forme idet meningen nemlig skulde være at spille musikken for de fol gerne vilde høre og ikke stable kjoleklædt orkester op tribune (hvilket var udelukke disse folk næppe ejede sådant klædningsstykk - dirigerede scherchen sm king hvi halvblød skjorte fli musikkritike formentlig har været rigtigt orientere meddelte sit blad denne opsigtsvækkende kendsgerning (idet han glemte omtale musikke men enten selv haft b briller eller refereret gal thi næste dag bragte bladet tospaltet overskrif bolschevi opbragt artikel o hvorledes kommunistiske principper nu trængte sig ind koncertsalen igår havde vovet byde neutralt publikum diriger optrædende skjort efter russisk mønster hvilken skandale det måtte siges vær den slags politisk propaganda blev drevet hvor dog kommer musik blive inficeret med russiske bacille kendt sa hørte til _yderste venstre f hans tilhængere erkendte åbenlyst dett affæren gengivet nogle andre forske steder skiftede farve rød ( latterlige episode døde imidlertid hen troede ma jo både løgnagtig uanstændig.

Men for nogen tid siden, d. 24. november, gav Scherchen en koncert i Mfin-chen med Hinderniths »Philharmonisches Konzert« Regers »Prolog til en Tragedie« og af to unge N1finchenerkomponister Werner Egk og Karl Marx

i

henholdsvis 4 blændende godt skrevne italienske sange og en klaverkoncert. (Må jeg i parentes indskyde, at der her i Mfinchen er en interessant gruppe unge komponister, med en helt ny, frisk indstilling, ikke Hindemith-eftersnakkeri - men hertil vil jeg gærne komme tilbage i en anden forbindelse og samtidig ønske, at D. U. T. vilde foranstalte en aften med værker af disse folk for sine medlemmer, det vilde da være noget nyt!). Koncerten fandt sted i Tonhalle og var en af vinterens officielle Konzertverein-koncerter; på første række sad den bayerske kultusminister, medlem af det katholske folkeparti og klappede begejstret. I det hele taget blev koncerten (der var næsten udsolgt) en stor succes, ikke mindst for Werner Egk, der fremkaldtes en halv snes gange - og så naturligvis for Scherchen selv. Men hvad sker? Bladene udkommer alle, med undtagelse af et eneste, hvorom senere, uden omtale af koncerten. I dag, en uge efter, er forklaringen blevet bekendt gennem en indiskretion (og jeg kan fortælle, at »Dansk Musiktidsskrift« *nok er det eneste blad, der trykker den). Scherchen, der hin aften var i kjole og hvidt og laksko og uldne underbuxer og alt hvad man kan forlange af smag og delikatesse, havde havt en halvblød flip på under opførelsen, da han nemlig altid bruger en sådan på grund af anstrængelsen ved at have en stiv dito på. Intet normalt menneske havde bemærket dette, så meget mindre, som han - qua dirigent - - ,,endte ryggen til publikum størstedelen af aftenen. Men dette hårdnakkede forsøg på igen at indføre bolschevikisk propaganda i koncertsalen, havde alarmeret hele Nffinchenerpressen, også den socialdemokratiske, der eenstemmigt vedtog at lade koncerten uomtalt!! Ja, kære læsere og venner og veninder, i tror, det er løgn, hvad jeg her fortæller, men dette er den pure, skære sandhed og virkelig sket i (len stad MUnchen i det herrens år 1932. Man havde forøvrigt glemt eet blad, en slags byavis, »Milnehener Stadtzeitung«, der udkom med en anmeldelse som gik ud på, at

den slags koncerter med atonal musik (og der var ikke eet atonalt stykke på programmet!) jo ingen publikum havde, hvorfor salen var så godt som tom og stemningen sløj. Det bør retfærdig

vis understreges - livilket da torøvrigt gør hele sagen så meget betænkeligere at kritikerne ingen -andel har haft i resultatet, de har alle skrevet deres anmeldelser og flere af dem har endog oplæst den færdige sats for interesserede. Det er »noget bagved«, altså den politiske redaktion af bladene, der er blevet kyst af den bløde flip!

Scherchen kunde være ligeglad, han havde haft sit publikums bifald; komponisterne blev brændt af for en omtale, som de vel normalt havde en slags krav på, men måtte altså også undgælde for denne samfundsfarlige og ondartede form for musikliv, hvorunder - de havde ladet deres værker komme frem. Mest ilde faren var kultusministeren, der havde applauderet dette grimme angreb på statens sikkerhed. Men det bedste ved det hele er, at den internationale forening for ny musik, i hvilken Scher

chen to dage 'før havde dirigeret Sehøn-bergs »Serenade« (som var ved at'kede.' livet af folk) og som havde medvirket økonomisk til den kriminelle koncert ved sine medlemmers billetkøb, har besluttet at protestere på den mest positive og virkningsfulde måde mod denne knebling af, ja, man kan jo ikke engang, kalde det for ytringsfriheden - ved at indbyde Scherchen til, efter nytår at dirigere to store, moderne koncerter i Tonhalle, i jakkesæt, til populære priser, med blød flip og hvad som helst farve slips han vil, hvorimod man af' grunde, som ikke angives - men det forlyder, at de er af sanitært-politisk art, direkte vil anmode ham om at tage et par pæne sokker på.

Knudåge Riisager.