J.P.E. Hartmann Del 4

J.P.E. HARTMANN IV

AF RICHARD HOVE

Tre Aar efter følger den næste Opera - »Corsarerne«. En ganske anden Aand raader her. Hartmann har i Henrik Hertz fundet en langt mere dreven og smagfuld Tekstforfatter end Andersen. Alt er vel tilrettelagt efter Theatrets Krav; men ogsaa i en ganske anderledes Grad ,,Theater" end »Ravnen«. Man hører det straks i Ouverturen. De vilde Corsarer gaar rundt med Theaterskridt

MODERATO MARZIALE (nodeeks.)

og al deres Farlighed opløses snart i den elegante Linie (nodeeks.)

der indleder Ouverturens Allegrodel og fører til den rene Valsestemning. (nodeeks.)

Handlingen er saamænd fuldkommen lige saa dramatisk urimelig som »Ravnen«s, men den var i et og alt tilrettelagt efter Periodens æsthetiske Principer og Maskinmesterens Ydeevne, og den vandt almindeligt Bifald. Den giver Komponisten gode Arbejdsvilkaar, for saa vidt som den tilrettelægger næsten alle musikalske Former - Arier, Duetter, Terzetter, Romancer, Ballader og kirkelige Kor. Handlingen har hentet Træk fra »Figaros Bryllup«, med den utro men dog ædle Greve, den ædle, ulykkelige Skurk af en Corsar, der dog er en hvid Mand, hans endnu mere ædle Spion, der bliver Forræder mod sine egne og derved erhverver den elskede, den forgældede Adelsmand, der har mistet sit Slot og vinder sit Hjertes Dame, den skønne, Helene, som den letsindige Greve har kastet sine øjne paa, paa selve sin Bryllupsdag. Der er altsaa allerede Rekvisitter, der den Gang hørte med til det gode Borgerskabs Theater, og »Corsarerne« gjorde virkelig Lykke. Men den kom frem paa den for danske Operaer særligt. udvalgte Tid af Aaret, den 23. April, og efter fem Opførelser i den Del af Sæsonen, der var tilbage, glemte Direktionen den og er aldrig kommen i Tanker om den siden.

»Corsarerne« er Hartmanns eleganteste Værk. Den er den lykkelige trediveaariges Theaterdrøm. Alt er let, ungt og lykkeligt, og alt er Theater. Hvor ser man tydeligt den blaa Theaterhimmel og de maleriske Sørøvere lejrede i Papklipperne under Palmerne, naar man spiller det indledende Kor. Og i de muntre Scener nærmer vi os stærkt Vaudevillen, se blot »Folkets« Generalprøve paa Bryllupssangen - med en god Drikkevise - og Duetten mellem Marietta og Tomasso med den poetiske Tekst:

M: O, I maa skamme jer som I kan tale! Han er saa skikkelig og god.

T: Jeg mener blot, at Tingen har en Hale -

M: Han er saa munter, han er fuld af Mod

T: Jeg stoler aldrig paa de unge Ka'le Jeg frygter deres overdrevne Mod -« o.s.v.

Af stor musikalsk Ynde er Blomsterduetten, og der er Kraft over den derpaa følgende Finale. - Heller ikke »Corsarerne« slutter uden en Hyldest til det blaa Belt, som Hartmann daglig saa fra sine Vinduer. Jeg tænker paa Slutningskoret:

»Til Hjemmet, til Hjemmet, en føjelig Vind snart puster op de viftende Sejl!«

Her er en ægte musikalsk Forløber til Yrsamusikken, det kan ingen, der spiller de to Musikstykker, undgaa at lægge Mærke til.

Efter de to Operaer skulde der slaaes et Hovedslag. Nu manglede den unge Hartmann kun Symphonien for at have vist sit Talents Alsidighed, og nu følte han sig moden til at løse Opgaven. Det var et virkeligt Vovestykke. Symphonien var en udyrket Ager i den danske Musik. Weyse havde ganske vist skrevet et halvt Dusin i sin pure Ungdom; men de havde næppe oplevet mere end en enkelt Opførelse og stammede fra et Tidspunkt, hvor vel hverken Weyse eller hans danske Samtid var~ naaet til Klarhed over, at det var netop denne Form, der skulde bære Aarhundredets største musikalske Tanker. Weyse udnyttede senere det i Symphonierne samlede Musikstof i Ouverturer, og hvor det ellers kunde finde Anvendelse, og i Tiden fra 1814, hvor Beethovens Pastoralsymphoni opførtes, og til Musikforeningens Start var der næppe her i Landet blevet opført en Symphoni i sin Helhed. Men det nye Aarhundredes Unge havde Følelsen af, at det var paa dette Felt, det store skulde opleves. Hartmanns nærmeste Ven og Kunstfælle, Joh.Fr. Frøhlich, havde paa sin store Udenlandsrejse fuldendt sin D-moll Symphoni, og den har sikkert paa Hartmann virket som et Incitament, til at vove Forsøget med denne Beethovens og Spohrs Form for vægtigste Tanker.

Med dette Mod og med Haab mod Sandsynligheden lagde saa Hartmann Planen til sin Symphoni. Muligheden for en Københavnsopførelse var kun ringe; men Viljen til at fastslaa sin Kunnen var afgørende. Af Betydning var vel ogsaa Rejseplanerne, som nok allerede har været fremme hos ham. Han har villet have et Værk i international Form, hvori han kunde vise sine Evner paa en ganske anden Maade end i Operaerne. Mødet med Marschner under dennes Københavnsbesøg havde bestyrket ham i hans Følelse af at være Ligemand med de virkelig store i hans Samtid. Symphonien var Dokumentationen.

Efter en kort Introduktion, hvis Harmonik straks og afgørende viser hans Afstand fra Klassikerne,

MODERATO (nodeeks.)

gaar han over til en Allegro assai con passione, hvis Tonesprog helt er den romantiske Musiks første ungdommelige Tale. - Jeg maa atter understrege Springet fra Beethoven-Symphoniernes Monumentalstil og den Haydn-Mozartske Glæde ved den objektive Musiceren til denne ganske subjektive Musikstil. -Det er con passione, der spilles, idelig understreget af den specielt Hartmannske Betegnelse »risoluto«. Denne glødende Ungdom er slet ikke kommen til sin Ret ved de enkelte Opførelser i vore Dage. Det er jo saa let at kalde et saadant Værk forældet; men det kræver Kærlighed og Tro at se, hvor det har lynet ham i Sjælen, da han tog det store Tag om sin Personlighed og søgte det første virkelig afgørende Udtryk for den i sin Kunst. Forsøget lykkedes ikke helt, ellers vilde Symphonien have haft Verdensgyldighed. - Den er skabt paa et symphonifattigt Tidspunkt i Musikhistorien. Schuberts Symphonier var ukendte og Mendelssohns endnu ikke skabte. Maalestok og Forbillede mangler; men man forstaar, at den har frapperet en Louis Spohr, saa han straks har maattet give sig i Lag med den, og at han spaaede den en stor Fremtid, som den aldrig fik. -

Første Sats er den svageste - mest paa Grund af den ulyksalige formindskede Septimakkord, denne tykke Klang, der ved overdreven Brug kan afklæde enhver Komposition Karakter og Styrke. En vis Periode efter Beethoven svælger i denne Oprulning af smaa Tertser, som man vel maa tro har indgydt disse unge Romantikere hellig Gysen; men som nu kun giver en ubehagelig Følelse af Søsyge. Men trods den og trods en mere tyk end stærk Instrumentation, mærker man dog Spændtheden i Kunstværket, Viljen til Udvikling, ikke blot Sammenstilling af Motiver. Skøn er Sidethemaets Indtræden med Trompetens klare Røst som Fører

ALLEGRO ASSAL CON PASSIONE (nodeeks.)

ogsaa en instrumental Mærkværdighed paa dette Tidspunkt; men ellers er Satsen præget af det bidske Risoluto, hvis Melos blot ikke magter, hvad Tanken agter.

Hvad der ikke lykkedes fuldt ud med første Sats, lykkes til Gengæld i stigénde Grad i de følgende Satser. I Andanten omslutter en rig og ædelbaaren Melodi

ANDANTE (nodeeks.)

en stærkt passioneret Midterdel. Den er instrumenteret med næsten kammermusikagtig Klarhed, og er en af Hartmanns allerlykkeligst fuldførte Orkestersatser. Den er kort og danner sammen med Menuetten Hvilepunktet i Symphonien, mellem de stærkt bevægede Fløjsatser. Menuetten har i højere Grad, end det ellers er Tilfældet efter Beethoven, bevaret Karakteren af den Dans, hvis Navn den bærer. Foreningen af Værdighed og Ynde, repræsenterede henholdsvis af Strygernes vægtige Indledningsstrofe

MENUETTO (nodeeks.)

og Klarinettens sirlige Motiv (nodeeks.) der saa tydeligt peger frem mod den Ballettens Mester, som endnu ikke havde foldet sig ud af Svøbet.

Ogsaa Finalen har, da den begynder, pianissimo men rythmisk markeret, noget af Dansens Væsen i Blodet; Ungdommens hurtige Pulsslag jager gennem 6/8 Takten; men snart træder vægtige Fortissimoslag i Basunerne til og betoner, at der sigtes mod større Maal end en Dans gennem Livet. -Dette Basunmotiv giver Materialet til den storstilede Fuga, der indtager Modulationsdelens Plads. Fugaen, (nodeeks.) der indtræder saa logisk og sikkert forberedt, og som danner Satsens Kærne, viser Hartmanns fulde Mesterskab. Rigere og rigere udstyres Satsen i Instrumentationen og føres til en straalende Slutning.

Med Fuldførelsen af G-moll Symphonien slutter det første, Ungdommens, Tidsafsnit af Hartmanns Liv. Ser man paa, hvad der i de ti Aar fra 1825-1835 er naaet, er Udviklingen tydelig nok: Fra Lejlighedsarbejderne, de være sig enten til Kammermusikkredsen eller til Kirketjenesten, til Operaerne, der lader hans Navn, som det lovende unge Geni, trænge ud i den danske Offentlighed. - Det er ikke ret mange danske Komponister, der har haft Succes paa to Operaer, inden de er fyldt de 30. - Nu var det et større Slag, der var slaaet, en større Sejr, der skulde vindes. Symphonien var skreven for Europa eller i alle Fald for Tyskland.

Tiden dertil var inde. Medens de ulykkelige Forhold for vort Land i de første Aar af Hartmanns Fremtræden havde gjort Danmark til et Land uden for det europæiske Samkvem, og medens Situationen ude i Europa i Aarene efter Napoleonskrigene i det hele ikke gav Kunsten gode Kaar, var Strømmen nu overalt ved at vende. Det var Opgangstider ude og hjemme, og paany søgte Kunstens Store til København. Af afgørende Betydning for Hartmanns Planer paa det daværende Tidspunkt har sikkert Marschners Københavnsbesøg i 1836 været. Her, kom - ligesom i sin Tid Weber - et af Samtidens allerstørste Navne til København og bragte med. sig et Pust fra Verden derude; men denne Gang stod Hartmann ikke i Udkanten og lyttede med Undren; han vidste nu, at dette var, hvad han selv drømte og evnede. - Mellem ham og den ti Aar ældre Marschner udviklede der sig et varmt Venskab, og Marschner gik i flere Aar virkelig energisk i Breschen for Vennen; navnlig søgte han af alle Kræfter at faa Hartmann til at tage sig mere af Arbejdet for at holde sig erindret af Offentligheden. Om Hartmanns lidet aktive Maade at forvalte sin Berømmelse paa og Marschners klare Syn paa dette nødvendige Led i en Kunstners Karriére kan der ikke tænkes bedre Bevis end det i Hammerichs Bog citerede Brev, som jeg ogsaa mener at burde aftrykke her:

»De ved, hvor stor min Interesse er for Deres Arbejder, der allerede har naaet en saadan Modenhed, at de maatte være sikre paa almindelig Anerkendelse, dersom de kom frem paa den store Verdens Forum. Og her er det, det gælder! Verdens Hjul svinger nu til Dags saa rask, at man bestandig maa være paa Pletten for ikke noget øjeblik at forsømme at gøre Bevægelsen med. Ogsaa Danmark føler sikkert nok Virkningen af denne Bevægelse, men Landet ligger for afsides til at kunne svinge med, i hvert Fald endnu. At dette imidtertid engang vil ske, staar til at vente, og at De vil være en mægtig Kraft i denne Bevægelse, det ved jeg ganske bestemt, kære Ven. Men gerne undte jeg Dem tidligere baade Frugt og Høst. Eftermælets Glæder er bitrere end Nydelsen i Nuet. Og derfor kunde jeg ønske Dem, at De selv maatte høste, hvad De har saaet! Der er i alle Deres Værker noget saa ejendommeligt, saa megen Viden og saa stor Kunnen, at Anerkendelsen maa komme. Har De knyttet Forbindelser med Forlæggere, saa hold-paa Dem! Lad atter og atter nyt fra Dem komme ud, saa at Deres Navn ved disse nye Arbejder bestandig kan blive nævnet og blive fastere i Hukommelsen, det koste hvad det vil. Hartmann og atter Hartmann, dette være foreløbig Hovedsagen! Saa kommer ogsaa Glæderne baade for Hovedet og for Hjertet.«

Hartmann var altsaa paa dette Tidspunkt opdaget af Tyskland. Schumann, der som Redaktør for »Neue Zeitschrift für Musik« havde stillet sig i Spidsen for den tyske Musikradikalisme, havde meget rosende anmeldt Violinsonaten op. 8 og dermed henledt Opmærksomheden paa ham, som en af dem, der havde Fremtiden for sig, og da Marschner blev præsenteret for G-moll Symphonien, saa han straks, at her var Stof til en Komponist i den store Stil, naar blot Værket. blev fremført paa de rette Steder, og det rent praktiske blev gjort for at interessere Samtiden. Marschner havde nemlig slet ingen Sympati for at komponere for Skrivebordsskuffen. Et Kunstværk lever først, naar det naar et Forhold til sin Samtid. Det skabes for at bringe Mennesker, og netop de Mennesker, der lever samtidig med det, et Budskab. Om en Efterslægts Smag og navnlig dens kunstneriske Behov kan ingen skabende Kunstner danne sig noget Begreb, og i dette Behov for et Middel til Livserkendelse og Selverkendelse er det, et Kunstværks Værdi beror. I hvor høj Grad Marschner har kunnet paavirke Hartmann med en Tankegang, der indeholdt disse Grundelementer, er det ikke let at se; men umiddelbart efter Marschners Besøg i København gaar Hartmann ud paa sin første Udenlandsrejse.

Denne Rejse er egentlig en Række Skuffelser. Ja, den føltes selvfølgelig ikke umiddelbart saadan af den unge Hartmann, for hvem i første Række Oplevelsen kom til at dominere. Men dens Udbytte, dens praktiske Resultater for Hartmanns kunstneriske Udvikling, var meget smaa. Rejsen varede i et halvt Aar og gik temmelig ilfærdigt gennem Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig og tilbage over Tyskland igen. Den begyndte paa et uheldigt Tidspunkt - i Maj Maaned. Overalt, hvor Hartmann kom frem, var der Sommerferie og ingen af »de rigtige« hjemme. Han traf kun sekundære Kræfter, som egentlig var ham underlegne, som i alle Fald ikke forstod ham, og som han havde ingen eller kun ringe Interesse af at møde. Ingen fremragende Musikopførelser kunde vise ham Idealer og nye Synspunkter, som han ikke kendte hjemme fra det kongelige Theater. Betydeligst var vel nok i Rejsens første Halvdel Mødet med Lachner, en dygtig og begavet Komponist og Kapelmester, hvis reelle Hensigter og solide Kundskaber i Forbindelse med en romantisk Indstilling, umiddelbart har tiltalt Hartmann.

Det »kraftgeniale« i Væsen og Værk var egentlig Hartmann imod. Der var noget rigtigt set i hans Hustrus øgenavn til ham: »Fromheden«. Han kunde ikke gøre for, at han netop selv var et »Kraftgeni«, et Brændpunkt for et Folks kunstneriske Indhold og Evne - man er lige ved at kunne sige, at han var det ikke med sin gode Vilje; men netop des stærkere viser det umiddelbare Aandsindhold sig derigennem. Han skabte i Sandhed stort, fordi han ikke kunde andet.

Rejsens anden Halvdel var maaske mere vellykket. - Efter af Koleraen at være skræmt fra Italien, hvortil han vel heller ikke i særlig Grad følte sig tiltrukket, naaede han endelig i Paris at træffe nogle af de virkelig Store; men hans lukkede og fornemme Karakter egnede sig næppe til med Udbytte at stedes til Audiens hos en Chopin eller en Rossini. Man maa heller ikke glemme de stærke Modsætninger i Livsvilkaarene. Den alvorlige københavnske Organist med Hustru og Børn, som han har længtes efter og maaske følt det som sit Livs vigtigste Opgave at værne om og leve for, har trods dets fornemme og uimponerede Væsen, der var ham medfødt, alligevel gjort en mærkelig Figur i den unge Chopins Salon. - Chopin var da kun 26 Aar, hans Ry var i de to Aar siden Schumanns opsigtsvækkende Artikel om Don Juan Variationerne »Ein Werk II« i hurtig Stigning, han var -sikkert allerede da Paris' mærkeligste og mest berømte Tonekunstner. Hans Bemærkning om Hartmanns »charmante« Spil skal vistnok næppe tages for mere end en maaske nok meget velment Elskværdighed over for den fremmede Musiker, der aflagde ham Visit, og hvis Navn sikkert aldrig mere er dukket frem i hans Hjerne; men Chopins Klaverstil - navnlig Balladerne - er ikke uden betydelig Indflydelse paa Hartmanns senere Kompositioner. - Ligeledes Besøget hos Rossini, der sin Vane tro modtog ham »tvangfrit« i Sovekamret. Det har nok været mere tillokkende end Besøget hos Chopin. Rossini var en spirituel Mand af den Type, der kan holde tusind Taler i en Time, og han har sikkert ogsaa interesseret sig for de absolut talentfulde Træk, han fandt i »Corsarerne«, som Hartmann viste ham, og som han virkelig saa igennem. Han har givet gode Raad for, hvorledes Hartmann skulde oversætte sit Musikindhold paa italiensk, og det har sikkert lydt forlokkende i den unge Komponists øre at blive dadlet for Overflod der, hvor andre oftest viser Fattigdom - Overflod paa Themaer. Men det hele var vel en Dags flygtig Underholdning og Oplevelsen af at være i Stue med et Verdensnavn - om nogen Befrugtning fra Aand til Aand var der ikke Tale. Hvorledes det gik med Besøget hos Cherubini, beretter Historien intet om; men vi kan sikkert ogsaa, her regne med, at det har været en Audiens- og ikke en Aandsforbindelse, der blev knyttet. Cherubini var 76 og en lukket Mand, som man ikke kom paa Livet af, selv om man, hvad der vel har været ham ganske selvfølgeligt, havde den største Beundring for hans Værk.

Først paa Hjemvejen naaede.Hartmann virkelig at opleve det befrugtende Samliv med en af »de Store«. Det var da han gjorde Ophold i Cassel og tilbragte en Tid som Spohrs Gæst. Desværre standser Spohrs Selvbiografi Aaret før, saa vi mangler den førstehaands Bedømmelse af det Indtryk, baade Hartmanns Person og hans Kunst har gjort paa denne fornemme Kunstner. Der haves en Del hjertelige Breve fra Spohr til Hartmann, baade om Symphonien, som Spohr bragte til Opførelse, og om Violinsonaten, som er ham tilegnet, og ogsaa en almindelig holdt Anbefaling af Hartmanns Værker til Brug over for en eventuel tysk Forlægger; men denne Mands personlige Indtryk, som vilde have afgivet en værdifuld Dom for Eftertiden, maa vi savne. Fælles for dem var en betydelig alsidig Dannelse og en Nobelhed i Karakter, fri for Misundelse over for andre, rolig og sikker i Bedømmelse, stærk i Overbevisningen, som maa have gjort det let for dem at naa et afgørende personligt Forhold. De store Oplevelser dels gennem Samværet, dels under de gennemarbejdede Kammermusikopførelser Hartmann overværede i Spohrs Hjem, maa have virket stærkt paa ham; han vedblev til sin høje Alderdom at elske Spohrs Musik og at beundre ham som Personlighed. - Det hele var dog kun Dage, saa kaldte Pligten ham hjem til Familien og den borgerlige Indrullerings Kontor.

Ser man paa, hvad andre store danske Kunstnere har oplevet af Udenlandsrejeser, saa er den »store« Udenlandsrejse fattig. Den var ikke som Oehlenschlægers 2 Aars Rejse til de europæiske Digterhoffer, Goethes og Madame Staëls. Den er ikke som Henrik Rungs store Italiensrejse, ejheller en begivenhedsrig Færd som Frøhlichs med »Rota«, da den hentede Thorvaldsen hjem. Det var en Turisttur. Et halvt Aars Sommerferie i det fremmede, hvorfra han kun skulde bringe sig selv mere dansk tilbage.

Og virkelig synes det, som om Turen har været Hartmann en Bekræftelse i Danskhed, for nu, i det næste Afsnit af hans Produktion, det der varer til 1851, til hans Hustrus Død, er det, at den danske Tone slaar igennem i hans Værk, og han i danske Emner naar til sit Væsens største Udfoldelse. (Fortsættes.)