Til hvad gavn?

TIL HVAD GAVN?

DMT har indrettet en ny Rubrik for »Anonym Kritik«. Til hvad Gavn - spørger man sig selv. Red. har i Oktoberheftet givet en Begrundelse, hvoraf jeg tillader mig at citere følgende: »Vi er ubønhørlige i Kravet om en saglig Begrundelse, - og heri maa gerne ses en Kritik af Dagbladskritikken«. Man tør altsaa med Rette vente sig, noget væsensforskelligt fra det, man er vant til i den Genre. Lad os med dette in mente fremdrage et Par Eksempler fra den af Red. præmierede i sidste Nummer af Tidsskriftet optagne Anmeldelse af Opførelserne paa Efteraarsudstillingen.

Naar en Komponist udsætter ældre Melodier til Brug for Amatører, som Otto Mortensen har gjort, kan man selvfølgelig prøve paa sagligt at diskutere, om han i sit Arrangement bør søge at ramme Melodiernes tidsmæssige Stil, eller om han bør servere dem i et mere moderne Klædebon. Sluttelig bliver det vel en Smags-sag. Mig forbavser det unægtelig, naar Forfatteren siger, at O. M. »altfor ofte havnede i en lidet frugtbar, sødladent archaiserende Pastiche«. Kan man overhovedet sige »archaiserende Pastiche« om et saadant Arrangement? Hvis Forf. med sine Ord vil sige, at det efter de givne Forudsætninger er daarligt gjort, maatte dette vel ogsaa sagligt mere indgaaende begrundes. I Sammenhæng med det citerede siges, at »Jørgen Bentzons Blokfløjtevariationer virkede mere tidssvarende«. Dette lille Skulderklap for tidssvarende Stil i et moderne Originalværk tør jeg ikke i den givne Sammenhæng tage mig til Indtægt.

I Sammenhæng hermed skal fremdrages et Eksempel valgt blandt flere af de negative Udtalelser: »Ejnar Jacobsens Intermezzo tegnede ganske lovende men i Løbet af en Snes Takter slap Ideerne totalt op, alt var graat i graat«. Har mon Red. ikke ladet det skorte lidt paa Ubønhørlighed? Hvor er den saglige Begrundelse? Og kan det overhovedet sagligt begrundes, at en Komponists Ideer slipper op (eller at Mortensen er sødladen) ? Er vi ikke her inde paa Domme, der i overvejende Grad kendetegnes af det velsignede »JEG synes«, som præger- og maa præge al den Slags Kritik? Den anonyme Forfatter skal ikke føle sig krænket; det, han har skrevet er saamænd ikke væsentlig værre end det meste af, hvad der præsteres af Musikkritik, men saa sandelig heller ikke væsentlig bedre. Hvori ligger den afgørende Forskel mellem Dagbladskritikken og den foreliggende? Deri, at denne er anonym, og her maa jeg sige med Don Juan: Das fehlte nur! Red. har ogsaa begrundet dette, eller rettere, den anser en Begrundelse for unødvendig - »dertil er Afhængighedsforholdene indenfor vor lille musikalske Verden for velkendte«. Med andre Ord: Kritikken (det vil i et Utal af Tilfælde sige: Adgangen til at sige sine Medmennesker »sagligt begrundede« Ubehageligheder) kan ikke udøves frit og værdifuldt, medmindre det paa Forhaand tilsikres Kritikeren, at hans Udtalelser ikke vil bringe sagligt eller personligt begrundede Ubehageligheder over hans stakkels lille Hoved. Hvilket modigt Standpunkt!

Værdien af den gængse Musikkritik er vitterligt omdisputabel. De Forsøg, der rundt omkring er gjort paa at finde en fastere saglig Basis, har ikke ført til væsentlige Forbedringer. De instinktive---subjektive Domme er blevet udsmykket med en hel Masse sagligt tilskaarne Argumenter, undertiden af en vis Værdi, oftest ret ligegyldig Udenomssnak. Den centrale Dom - kort udtrykt: om det foreliggende er godt eller skidt - er stadig overvejende afhængig af Kritikerens Indstilling og Smagsretning. Og det turde være indlysende, at det aldrig kan blive anderledes. Den Vægt, man tillægger en Kritikers Kvalitetsdom er ganske afhængig af den Værdi, man tillægger hans egen musikermæssige Indsigt og »flair«. Det er altsaa af virkelig Betydning, at man véd, hvem man har for sig. Hvad der i saglig Henseende skulde vindes ved Anonymiteten turde i hvert Fald være aldeles gådefuldt.

DMT har jo i Tidens Løb lagt Spalter til et og andet. Men vi er dog i det væsentlige blevet forskaanede for den desværre saa almindelige overfladiske Indtrykskritik, bygget paa en enkelt tit ganske utilfredsstillende Overhøring. Det vil nok være muligt at finde en frugtbar Form for Omtale af de hjemlige musikalske Wielser, men jeg skulde dog tro, der blandt DMTs Læsere vil være Majoritet for en »pereat« over den nye Spalte, som den her foreligger. Jeg tillader mig i hvert Fald at spørge mine udøvende og komponerende Kolleger, om de føler sig opbyggede ved Udsigten til at modtage den Slags »sagligt begrundede« Velvilligheder - eller Spark - af unavngivne, uansvarlige Personer. Svarene vil passende kunne optages i den nye Spalte. Det vil antagelig ikke være nogen Hindring for Optagelsen, at Indsenderne tør vedkende sig deres Navn.

Jørgen Bentzon.

Vi kommer tilbage til ovennævnte spørgsmål i næste nummer af DMT, og modtager stadig kritikker til anonym offentliggørelse. Red.