Et brændende spørgsmål

ET BRÆNDENDE SPØRGSMAAL

AF JØRGEN BENTZON'

GUNNAR HEERUPs Svar til mig forekommer mig at tiltrænge en udtrykkelig Supplering, om hvilken jeg ikke med Bestemthed kan sige, om den er underforstaaet eller ej. Nemlig den, at Redaktionen paatager sig Ansvaret for, hvad der i Kraft af dens Udvælgelse optages i Rubrikken »Anonym Kritik«. Under denne Forudsætning falder mine formelle Indvendinger i det væsentlige bort, idet jeg stadig maa. fastholde, at uansvarlig Kritik er en Urimelighed og en Usømmelighed.

Heerup giver den meget vigtige Oplysning, at det er Foreningen, der har forlangt Kritik i Bladet. Dette fører ind paa det overordentlig interessante Spørgsmaal: Musikkritikkens Stilling og Værdi under Nutidens Forhold. Den traditionelle Musikkritik har været saa stærkt knyttet til det traditionelle Koncertliv, at det næsten skulde synes utænkeligt, at den Krise, der som Følge af Radio, sociale Forskydninger, Folkemusikskolebevægelse etc. ryster Koncertlivet, skulde lade Musikkritikkens Stilling i Nutiden uberørt.

Jeg havde besluttet at gøre hele dette Spørgsmaal : Pressens Stilling til Nutidens Musikliv til Genstand for en større samlet Undersøgelse. Men jeg resignerer i denne Omgang, dels fordi jeg gerne - gennem Indlæg ell. lign. - vilde faa Fornemmelse af, hvad der egentlig ligger bagved Foreningens Krav om Kritik i Bladet, dels fordi Værdien af en isoleret Aktion forekommer mig lovlig problematisk.

Spørgsmaalet er der imidlertid, og vi maa før eller senere tage Stilling dertil.

Er det mig, der tager Fejl, naar det forekommer mig, at Bladredaktionerne anviser Musikkritikken en stadig beskednere Plads? Er det mig, der tager Fejl, naar jeg synes, at Tilgangen i de senere Aar til Anmeldernes Rækker af overvejende akademisk uddannede Folk hverken i Henseende til Talent, Originalitet eller de objektive Retningslinier for Kritikken (Povl Hamburger) har tilført, denne noget afgørende nyt eller værdifuldt, og at der følgelig ikke er synderlig Grund til at se lyst paa Fremtiden?

Det er givet, at navnlig det store nye Publikum, som Radioen har draget ind under Musikkens, Virkekreds, trænger til en Vejledning eller, om man vil, »Opdragelse«. Det brændende Spørgsmaal er netop det, om denne Vejledning hensigtsmæssigt sker i Form af traditionel Musikkritik (med Vægten paa det kritiserende Moment og den stadige Fremdragelse af Udførelsen og dennes Kvalitet). Tiltrænges der ikke i første Række en rent positiv Vejledning, eller er der med andre Ord ikke vægtige Grunde, der taler for en almindelig omlægning af Pressens Forhold til Musiklivet?

Jeg har det Indtryk, at Dagbladenes Musikkritik i dette øjeblik for Størstedelen holdes oppe af Hensyn til de koncerterende, annoncerende Musikere, der gerne ser sig omtalt (godt eller daarligt). Er denne Tilstand holdbar? Gunnar Heerup har paavist meget væsentlige Skavanker i Musikerens Forhold til Kritikken. Spørgsmaalet turde paaregne almindelig Interesse hos dette Blads Læsere.

Der er sikkert mange flere end mig, der vilde være taknemmelige, hvis Redaktionen (i Form af Enquête, frie Indlæg ell. lign.) vilde ventilere disse interessante Problemer. Og det vilde være at haabe, at Pressens Repræsentanter selv ikke holder sig tilbage.

// Det juridiske ansvar for en offentliggjort anonym kritik ligger selvfølgelig hos redaktionen, ligeså det moralske ansvar, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at redaktionen deler den anonyme kritikers mening. Findes der i kritikken grove uvederhæftigheder, der ikke har kunnet kontrolleres af redaktionen, falder anonymiteten væk.

I tilslutning til den førte diskussion modtager DMT meget gærne indlæg, der behandler specielt dagbladskritikkens stilling og opgaver.

Vi gør tillige opmærksom på, at vi stadig modtager kritikker af koncerter, ny værker og andre musikalske æmner til anonym offentliggørelse. Den bedste af de i hvert hæfte offentliggjorte kritikker honoreres med 10 kr. Gunnar Heerup.