J.P.E. Hartmann Del 6

Af
| Årgang 8 (1933) nr. 03 - side 51-55

J. P. E. HARTMANN VI

AF RICHARD HOVE

Inden jeg gaar videre med Værkerne fra Fyrrerne, ved hvilke jeg standsede den kronologiske Skildring for at tage et Overblik over Hartmanns Klaverværker, vil jeg dvæle ved de to vigtigste Begivenheder, som indtraf i denne Periode af Hartmanns Liv. Det er Stiftelsen af »Musikforeningen« i København og »Studentersangforeningen«. - Musikforeningen kom først. Den udsprang spontant af Stemningen paa en Theateraften, hvor Weyses »Festen paa Kenilworth« opførtes i Anledning af hans 62 Aars Fødselsdag. Den blev startet af en begejstret Ungdom, der syntes »Det var harmeligt, at en saadan herlig Musik skulde være død og begraven med de faa Opførelser paa Theatret«. Det bekendte Startdokument - Bagsiden af en Sang til Weyses Ære, der blev afsungen den paagældende Aften, den 6. Marts 1836 - udtrykker Opfordringen til Foreningens Dannelse saaledes: »Undertegnede forene sig om at stifte et Selskab til Udgivelse af danske Musikværker.« Dette smukke Formaal formaaede Foreningen ikke at gøre til Virkelighed. I Løbet af faa Aar var den fra at drive musikalsk Udgivervirksomhed til Redning af nationale Musikværdier forvandlet til et Koncertforetagende, og Medlemmerne ønsker, at Programmerne skal føre, det danske Musikliv udover en altfor ensidig Dyrkelse af den nationale Musik. Dette Standpunkt overtog Musikforeningen med Held, navnlig da den fjorten Aar senere finder sin geniale Dirigent i N. W. Gade. Standpunktet, der var udsprunget af ideale Krav og forfægtedes med stor Idealisme netop af Gade, skulde tværtimod efterhaanden bidrage væsentligt til det danske Musiklivs Stagnation, ved at berøve de danske Komponister den nationale Musiks eneste faste Borg uden for det kongelige Theater; og da dette efterhaanden ogsaa. kom til at staa den danske Musik mere og mere fjernt, finder vi ved det tyvende Aarhundredes Begyndelse den danske Musik næsten hjemløs og ukendt af Befolkningen.

Spiren til denne Udvikling lægges næsten straks; men at den skulde vokse sig saa stor og farlig har sikkert ikke staaet Lederne og da mindst Hartmann klart. Hartmann blev nemlig næsten med det samme den ledende Aand i Musikforeningen. Han var indvalgt i dens første Administration, og ganske vist var det Vennen Joh. Fr. Frøhlich, der var Formand, men hans Sygdom, som netop paa dette Tidspunkt brød afgørende frem, nødte ham til at overlade Hartmann det meste af Arbejdet, og allerede i 1839 overtog Hartmann Formandspladsen, som han beholdt uafbrudt i 53 Aar.

I Løbet af de første fem Aar af Musikforeningens Levetid var dens Indflydelse og Betydning vokset i saa høj Grad, at det kongelige Theater ved Theaterchefen Kammerherre Levetzau foretog det i Enevældens Tid ekstraordinære Skridt at henvende sig til dens Administration. med Anmodning om at bringe en ny Kapelmester i Forslag, da det var tydeligt, at den som første Kapelmester fungerende Joh. Fr. Frølich ikke - paa Grund af Sygdom - var i Stand til at fortsætte. Hvervet blev reelt givet til Hartmann, idet Funck, der ogsaa var Medlem af den snævrere Bestyrelse, blev holdt uden for Forhandlingerne. Det var baade et meget ærefuldt og et tungt Hverv for Hartmann, da Frølich og han fra deres første Ungdom var forenede ved et varmt Venskab, og det har ikke været let at skulle sørge for en Afløsning for den jævnaldrende Ven paa den Plads, han saa stærkt havde attraaet, og som han havde udfyldt med Ære, naar ikke hans Helbreds Tilstand havde lagt ham uoverstigelige Hindringer i Vejen. Funck havde været Frølichs Afløser i Sygdomsperioderne og var ogsaa Musikforeningens Dirigent; men det synes, som om det mere har været Brist i Karakteren end det egentlige musikermæssige, der udelukkede ham fra at overtage Embedet som kongelig Kapelmester. Hartmann blev selv nævnt som Emne, men synes aldrig alvorligt at have beskæftiget sig med Tanken om at blive aktiv Dirigent.

Ogsaa her finder man en ukontrolabel Legende om Hartmanns svigtende Evner som Dirigent; de stammer dog nærmest fra hans senere Aar og skal ligesom Legenden om, at han ikke kunde instrumentere, ses paa Baggrund af Modsætningen til Gade. Hartmann dirigerede overmaade meget i disse Aar; han ledede Indstuderingen af alle Musikforeningens Koncerter i Tiden fra 1842 indtil Gades Tiltræden, han dirigerede Studentersangerne og ligeledes Hakon Jarl Ouverturen ved dens Opførelse i Leipzig; men Stillingen har dels ikke fristet ham, dels har han haft ønsker om at fremtvinge en virkelig Reform af Tilstandene paa det kongelige Theater og dertil ønsket at faa en international Storhed til København.

Forholdene i Kapellet var ikke gode. Efter Claus Schall, som sikkert har været en genial Dirigent og en fremragende musikalsk Personlighed uden at være nogen stor Komponist, var Kapellets Standard under de tre sideordnede Dirigenter, Frøhlich, Funck og Bredal faldet til Lavmaal. Den betydeligste af dem, Frøhlich, havde i lange Sygdomsperioder været borte fra sit Embede. Bredal var en venlig Mand; men manglede den Haardhudethed og Myndighed, som er uundværlig for at udfylde Pladsen. Haardhudetheden havde til Gengæld Funck; men den ufine Maade, hvormed han søgte at bringe sig selv frem i første Række, nedbrød Respekten for ham som Menneske og fældede ham i det afgørende øjeblik, da Tiden ellers syntes moden til at han skulde træde til. Altsaa maatte der søges i Udlandet. Det føltes sikkert af mange som en Ydmygelse paa det Tidspunkt, da der var ved at vaagne en national Bevidsthed i Danmark, og J. L. Heiberg gav med vanlig Skarphed Udtryk for manges Mening i sin Artikel i Kjøbenhavns flyvende Post«:

»Det maa lægges alle dem paa Hjerte, som har med denne Reform at gjøre: at ihvor mange Forbedringer man end vil indføre i det enkelte, saa bliver den hele Reform dog ikke andet end Stykværk og Paliativ, saafremt ikke den Aand udtaler sig deri, at gjøre vor Skueplads til et virkeligt National-Theater. Med Hensyn paa denne Grundtanke, som maa blive Alpha og Omega i den nye Indretning, kan netop for øjeblikket Reformen lide Skibbrud paa et farligt Skjær. Ifald man nemlig ikke tør sætte i Tvivl hvad de offentlige Blade ganske autentisk har forsikret: at der skal ansættes en Capelmester med aarlig Gage 3000 Rd., saa er det aabenbart, at man allerede har decideret sig for at ansætte en Udlænding til denne Post, thi en Indfødt faaer ikke 3000 Rbd. i Gage. Og da man vel næppe vil gaa til det lykkelige Arabien for at opsøge denne Fugl Phønix, saa er det rimeligt at man vil gaa paa Jagt efter den i Tyskland, thi for os er Tyskland jo Verden. Men er det en betænkelig Sag at sætte allerede i Almindelighed en Udlænding paa denne Post, fordi han, med Mangel paa Kundskab til vor Nationalitet og maaske Mangel paa Evne til at sætte sig ind i den, let kan komme til at udøve en skadelig Indflydelse paa vor Opera, middelbart paa de andre Skuespilarter, saa er det dobbelt betænkeligt naar Talen just er om en Tysker, fordi denne kommer fra et Land, som i dramatisk Henseende staar paa et lavere Culturtrin end Danmark, idet ikke desmindre det nøje Slægtskab mellem begge Landes Sprog og Poesi gør det vanskeligere for ham at opfatte denne Forskel, end for den som er endnu fremmed for os.«

Men Hartmann tog sig altsaa Opgaven paa og løste den. For det første saaledes, at der ingen Brist kom i hans og Frøhlichs Venskab; i Frøhlichs sidste ensomme Aar var Hartmann en af de faa, han bevarede Forbindelsen med, ligesom Hartmann hele sit Liv bevarede sin Beundring for Frøhlich som skabende Kunstner. Men for det andet lykkedes det ham ogsaa at finde en betydelig Musiker til Pladsen, som uden i nogen Maade at være genial, gjorde en dygtig Arbejdsindsats, førte Kapellet op paa dets gamle Stade, som et Orkester af europæisk Ry og Kvalitet, og ved sin Direktion af Periodens danske 0peraer og Balletter sikkert i fuldt Maal lod Musikken vederfares al mulig Retfærdighed. Efter at de store Drømme orn den geniale Musiker som Kapelmester - Spohr, Marschner og Mendelssohn - Vennerne og Forbillederne var opgivne af den bekendte Grund, at Riget fattedes Penge, faldt Valget paa Franz Joseph Gläser.

Gläser overtog Stillingen som Musikforeningens Dirigent samtidig med, at han blev kongelig Kapelmester, og fra den ensidige Dyrkelse, af de hjemlige Komponister begynder nu den ensidige Dyrkelse af de store Klassikere. Dette kan ikke lægges Glåser til Last, da han var ganske uden Indflydelse paa Programvalget til Koncerterne, men snarere skyldtes det Bestyrelsens Trang til at hævde en stræng Modsætning til den i Fyrrernes København herskende Italienerbegejstring. Der var i disse Aar fast italiensk Opera paa Hoftheateret; man har da ønsket, at skabe en Modvægt mod den billige Melodiøsitet, som derfira strømmede ud over det københavnske Publikum, men man har ikke dristet sig til at opbygge denne Modsætning paa national Grund - der var vel ogsaa temmelig lidt Materiale til at gøre det med; men. dog havde man ikke af den Grund behøvet at sulte den danske Musik i saa høj Grad, som det blev Tilfældet. Allerede her indførtes det Princip, der siden har spillet saa stor en Rolle i dansk Musiklivs Forfald: Man stillede sig ikke afvisende over for at opføre, hvad der kom frem af betydende Ting, een Gang - men saa ikke mere. Og netop derved forhindredes det, at den nationale Egenart fæstnedes i Tilhørernes Bevidsthed - disse spredte Opførelser af danske Værker maatte knuses mellem de instruktive Gentagelser af Beethovens Symphonier, som nu naaede frem til at virke med deres fulde Vælde paa vort Musikpublikum.

Man kan ikke beskylde Hartmann for, at han stillede sig i Forgrunden i denne hans egentlige Regeringstid i Musikforeningen. I hele Gläsers Periode ses han kun repræsenteret ved »Kantaten til Weyses Minde«, der var et Lejlighedsarbejde, »De tvende Dugdraaber«, et Udtog af »Corsarerne«, »Hakon Jarl Ouverturen« og endelig »E-Dur Symphonien«. Gade faar i denne Tid sine Ting opførte, efterhaanden, som de kommer frem - C-moll Symphonien og »Ossian Ouverturen« to Gange; men ellers er det Weyse, der staar med det største Opførelsesantal af de danske Komponister. Og efter Gades Tiltræden, da Bestyrelsens Enevælde over for Programmerne ophører, viger Hartmann tilbage for at gaa imod Svigersønnens bestemte Ide om, hvorledes det københavnske Musikpublikum skulde opdrages; og derfor bliver det stadig kun til enkelte Opførelser af de meget betydelige Værker fra Hartmanns sidste Periode. I en enkelt Sæson - 1853 - da Gade var i Tyskland, dirigerede Hartmann Musikforeningens Koncerter. Han fremførte for første Gang sin egen Koncertouverture i C-dur og spillede fordelt over to Koncerter et meget stort Udvalg af Spohrs »Zemire og Azor«. Af Symphonier: Beethovens første og Mendelssohns »italienske«. Det er et Programvalg, der giver et godt Begteb om Hartmanns Musikidealer paa dette Tidspunkt. For Beethoven Symphoniens, Vedkommende var det først anden Gang, den blev spillet i Musikforeningen, og den hvilede derefter det meste af et halvt Aarhundrede; det var ikke den Beethoven, der tiltalte Romantikerne.

Medens saaledes »Musikforeningen« opstod af et stort øjebliks Begejstring for den danske Musik, og først gennem Aarene blev omformet til at være det, den nu er, voksede Ideen til »Studentersangforeningen« i det stille gennem tyve Aar, og den havde saaledes let ved at finde sin Form, da det endelige Stød til dens Dannelse blev .givet ved Lundenser Studenternes Besøg i 1839. - Den 5. Juli i dette Aar fandt Stiftelsen Sted. Halvandet Aar senere holdtes den første Koncert, paa hvis Program baade Hartmann og Gade ses repræsenterede. Men allerede i 1832 havde Hartmann komponeret Mandskvartetter til Studenterforeningen, idet »Her ved dette Gammensbord« og »Dolce cum sodalibus« stammer fra dette Aar. Hartmann blev baade, Dirigent og Formand for Studentersangforeningen - den sidste Post beklædte han fra 1868 til sin Død - og han følte sig altid nærmere knyttet til denne Forening end til nogen anden musikalsk Sammenslutning herhjemme. I og for sig har Hartmann kun komponeret lidt for Mandskvartet a cappella; men Studentersangforeningen var det Redskab, han regnede med og skrev for i nogle af sine største Kantateværker og da først og fremmest i sit absolutte Hovedværk i Kantateformen »Vølvens Spaadom«, som blev komponeret til en Sangerfærd, som Foreningen foretog til Lund i 1872. Studenterverdenen viste sig ogsaa trofast og taknemlig mod Hartmann og hans Værk. Det var de akademiske Kredse, der forstod Hartmanns særegne Betydning og hans uhyre Selvstændighed over for Gades Indflydelse i Perioden 1850-90. Studenterne fejrede ham bestandig i de sidste Aar, og deres Hyldest var vel ogsaa den, som Hartmann følte var mest ægte, og som varmede hans gamle Hjerte mere end nogen anden. Men han havde ogsaa været med i de unge Aar, da det gik saa varmt til, som det ogsaa kun var at vente blandt Studenter. - Ja, saa vidt kom det engang, at Bestyrelsen med Hartmann i Spidsen maatte skride til Foreningens Opløsning (1848).

Disse to Foreninger gav jo Arbejde nok til Hartmann, og naar man tager i Betragtning, at han ogsaa havde sit Embede at passe i den borgerlige Indrullering, sine Konservatorietimer og Organistembedet ved Frue Kirke, som han havde overtaget ved Weyses Død (1842), saa er det næsten ufatteligt, at han ogsaa fik Tid til at samle sig til store og vægtige Kompositioner i den samme Periode; men ikke desto mindre finder vi i Midten af Fyrrerne de to opus, der vel har vist den største Leveevne og faaet den største folkelige Udbredelse i hele Hartmanns Produktion. Det er Operaen »Liden Kirsten« fra 1846 og »Sulamith og Salomon Sangene« fra 1848.

(Fortsættes.)