Klaverundervisning eller musikundervisning?

KLAVERUNDERVISNING ELLER MUSIKUNDERVISNING?

AF ELSE PRINTZ

FRA at være en udpræget instrumental Undervisning gaar Klaverundervisningen i de senere Aar mere og mere i Retning af Undervisning i almen Musik. Man begynder at indføre Hørelære (enten Solfége eller Tonicado), Improvisation -, ja, endog det af tidligere Pædagoger saa strengt forbudte Gehørspil har efterhaanden faaet en fast Plads indenfor Børneundervisningen. Og godt det samme, for som Klaverundervisningen tidligere blev drevet, fremmede den hverken Musikforstaaelsen eller Musikglæden hos Eleverne.

Man ser det tydeligst, naar man taler med Mennesker, der har faaet Undervisning som Børn, men som nu aldrig rører et Klaver. Naturligvis er der Tilfælde, hvor Folk har bevaret Interessen op gennem Aarene, men langt de fleste har lagt Klaverspillet paa Hylden. Hvad havde de saa ud af de 5-6 Aars Undervisning, de fik som Børn? Selve Teknikken er forsvundet, fordi den ikke blev holdt vedlige. Deres øre er ikke bedre indstillet paa at høre Musik end andres - deres Viden om Instrumenter er ikke stor. - Kendskabet til Komponister synes heller ikke særlig fremragende; de fleste mindes jo nok Navnet »Czerny«, men sikkert ikke med blide Følelser. Der er vist faa Undervisningsfag, der har givet saa lidt positivt Udbytte i Forhold til Udgifterne som Klaverundervisningen.

Hvis man nu i Stedet for at lægge en altoverskyggende Vægt paa den tekniske Færdighed (Skalaer og Etuder) havde prøvet at finde ind til Musikken selv, havde det maaske ikke set saa sørgeligt ud med Danskernes Musikforstaaelse, som det faktisk gør.

Klaveret i sig selv bærer for en stor Del Skylden. I saa at sige alle Hjem af en vis social Standard er Klaveret jo et fast Inventar, der anskaffes sammen med Bord og Stole, og Folk har efterhaanden faaet den sikre Overbevisning, at Musik kun kan frembringes paa et Klaver, og saasnart der løbes og hoppes med Fingrene op og ned ad Tangenterne, saa er det Musik.

De stakkels Børn, der i Aarenes Løb er blevet anbragt foran dette alt andet end barnlige Instrument, og som ifølge nogle underlige hemmelighedsfulde Tegn skulde trykke Fingrene ned forskellige Steder uden først hverken rytmisk eller melodisk at have oplevet det, de spillede! - Naar man endnu i vore Dage Gang paa Gang hører uinteresserede Elevers utaalmodige Spørgsmaal: »Jamen, - hvorfor skal man da lære at spille?«, saa maa man inderst inde give dem Ret ~og beklage, at Musikundervisning og Klaver hører saa uløseligt sammen.

Ser vi paa Tyskland, er Forholdet noget anderledes, skønt Klaveret ogsaa der indtager sin hæderkronede Plads.

Først og fremmest bruger Tyskerne det nærmest liggende Instrument, de har, nemlig Sangstemmen, der hos Danskerne jo synes at være frosset væk. Der er øjensynligt meget lidt Trang i os til at synge. Vi maa ikke lade os »bluffe« af Koncertpalæets fyldte Sal til Jödes, Sangaftener, for naar vi skal være helt ærlige, er de tre Fjerdedele af Publikun saadan en Aften saa ikke Musikmennesker, der paa een eller anden Maade er beskæftiget indenfor »Branchen«?

Een af Grundene til vor manglende Sangglæde er sikkert den skrupforkerte Indstilling, at Sang skal være en Præstation. Hver især sidder vi inde med en lille del af danskernes snart verdenskendte kritik. Vi synes ikke, at vi synger særligt pænt, altsaa - lader vi være med at synge. Tyskerne synger saamænd ikke bedre end vi, men de synger dog. De tyske børn, der i syv-otte aars alderen kommer til klaverundervisning, er ogsaa heldigere stillet end vore børn. Hørelære har gennem en aarrække været indført i skolerne, og enhver, der kender lidt til de forskellige metoder, vil vide, hvor udviklende det virker paa børns musikalske forstaaelse.

Allerede for 10 Aar siden formede en Sangtime i de tyske Skoler sig paa ganske anden Maade end hos os. Først et Kvarters Opøvelse i Haandtegn, dernæst et Kvarters Taktsprog og endelig det sidste Kvarter almindelig Sang. For de fleste Skolers Vedkommende lærte man øgsaa Børnene at spille Melodierne paa Klaveret, men altsaa først efter at selve Opbygningen af Melodien var fastslaaet.

Noget af det sidste, man nu prøver at faa indført, er Bambusfløjter (stammer oprindelig fra England), som Børnene selv forarbejder. Bortset fra det vidunderlige i, at et Instrument kan erhverves for 50-60 øre, er der noget genialt i selve Idéen. Jeg skal lige kort forklare, hvad den gaar ud paa.

Naar et Stykke Bambus af en bestemt Længde og Diameter er forsynet med et Mundstykke og et »Vindue« (efter samme Princip som Blokfløjter), har Røret en Grundtone, »do«, varierende efter de forskellige Maal. En kort Tid har Børnene rytmiske øvelser paa denne ene Tone, til Dels for at lære at blæse i Fløjten paa den rigtige Maade; derefter giver de sig i Lag med at skære det første Hul. Der er ingen bestemte Maal for hvor stort eller lille dette Hul skal være. Barnet maa selv høre sig til, naar »re« har naaet sin intervalmæssige Afstand fra »do«. Nu laver Børnene selv Melodier over disse Toner, og saaledes fortsættes hele Skalaen igennem, idet man stadig først begynder at skære det nye Hul, naar alle Muligheder er udnyttet paa det Tonemateriale, man havde.

Man kan lave mange forskellige Slags Fløjter. Femtonige Fløjter for mindre Børn - Fløjter med hele Oktavrækken - Mollfløjter - eller Fløjter med de gamle Kirketonearter. Her har vi netop et typisk Eksempel paa et barnligt Instrument. Ikke en Række fuldt færdige Tangenter, men et fornøjeligt Sløjdarbejde, der i Forbindelse med Hørelære giver Børnene et logisk Indblik i Opbygningen af de Toner, al Musik arbejder med.

Nu er det naturligvis ikke min Mening, at alle Danmarks Børn for Fremtiden skal skære Fløjter og slet ikke spille Klaver; det vilde i høj Grad se galt ud for os stakkels Klaverlærere. Men vi maa tage Opgaven op, for der ligger virkelig her lidt af en social Opgave for de Pædagoger, der er saa lykkelige at have Børneelever.

Det bør nemlig ikke være umuligt at fremelske lidt Musikglæde hos Danskerne? Trist var det at høre en Tysker, der, efter i flere Aar at have studeret Danskerne og deres Forhold til Musik, var kommet til det Resultat, at Danskerne faktisk ikke behøvede Musik. »For os i Tyskland«, erklærede Vedkommende, »er Musik en Livsbetingelse, men Danskerne sidder mætte og tilfredse og lader sig kun rive ud af deres Ligegyldighed, hvis den sportslige Færdighed i Kunsten overgaar, hvad de hidtil har set!« Lad os tro, at det ikke er slet saa galt, - men det er den nye Generation, vi maa have fat paa. Vi maa lære Børnene at forstaa Musik og holde af den og ikke kun at stile mod en tom teknisk Virtuositet. Der er jo i vore Dage mange andre Maader at vise sin gymnastiske Færdighed paa end paa et Klaver.

Har vi en lille Elev en halv Time, maa mindst et Kvarter gaa med Sang - Hørelære - Gehørspil eller Improvisation. Resten af Tiden maa, man da kile paa med det rent nodemæssige, og det er forøvrigt utroligt, hvor meget man kan lære et Barn paa et Kvarter. Det er et Slid - jeg ved det af Erfaring - men hvad gør det. Vi kan ikke forlange, at Forældrene skal forstaa Betydningen af vort første Kvarter, saa det maa. blive Lærerens Sag i den sidste Del af Timen at bibringe Barnet den Virtuositet, som nu engang skal til for at imponere Tanter og Onkler.

Man kunde maaske synes, at alt dette med Musikken var Skolernes Opgave, men et Kig ind i forskellige Sangtimer vil vise, at det endnu kun er meget faa Skoler, hvor Hovedvægten ikke lægges paa den sanglige Præstation. Forhaabentlig ændres det en Gang, men indtil da ligger et stort Ansvar hos Klaverlærerne, der altsaa gerne for Fremtiden af Navn og Gavn skulde være Musiklærere.