Mekanisk musik

Af
| Årgang 8 (1933) nr. 03 - side 59-60

MEKANISK MUSIK

VED MAG. ART. JURGEN BALZER OG TORBEN GREGERSEN

Forkortelser: Cl.: Columbia (A/S C. Stagsted og Co.).
Decca.: (The Scandinavian Decca Agency).
Pol.: Polydor og Polyphon samt Br.: Brunswick (Nordisk Polyphon A/S).

I

Månedens begivenhed er Furtwångler og Berliner filharmonikernes gengivelse af Schuberts mellemakts- og balletmusik af »Rosamunde«. (Pol. 95458. 6,50 kr.) Det er en klanglig og musikalsk lige fremragende indspilning. Teknisk fuldendt er ogsaa New Yorker filharmonikernes gengivelse af Richard Strauss' »Don Quichote«-variationer, under Thomas Beechams direktion. (Cl. LX 186- 90 å 6,50 kr.) Den hører til det mest fremragende, vi har hørt af grammofon-teknik. Knap så god er klangen i Ravels klaverkoncert, spillet af Marguerite Long, orkestret under ledelse af komponisten. (Cl. LX 194-96.) Selve værket, et af Ravels sidste, er meget svagt, et miskmask af stilarter: 1. sats under stærk påvirkning af den Gershwinske jazzstil, 2. sats å la klassiker-adagio tema med figural- variation, 3. sats nærmest en étude. På sidste pladeside findes en g anske nydelig gengivelse af »Pavane pour une infante defunte«. - Tiltalende og fortræffeligt optaget virker to irske danse »Mock-Morris« og.»Molly on. the shore« af. Percy Grainger (Cl. LX 200, 6,50 kr.) spillet af The British Symphony Orchestra under Henry Wood. Vor tid er endvidere repræsenteret af Hans Pfitzners forspil til 2. akt af »Palestrina«. (Pol. 95460, 6,50 kr.) spillet af Berliner statsoperaens kapel under ledelse af komponisten. Det er en karakteristisk og meget smuk optagelse, anbefalelsesværdig for den, der vil lære »den sidste romantiker« at kende.

Beethovens niende symfoni har altid været en vanskelig opgave for grammofonteknikerne. Den løsning, »Polyphon« her Éyder os, er næppe heller det sidste ord i denne sag, men det er utvivlsomt den bedste existerende optagelse. Der er endnu visse mangler, f. ex. i de lange crescendi. Det kniber her at nå Yderpunkternes fulde v~dør, især fortets klangvolumen. Musikalsk set er optagelsen god: Berliner statsoperaens orkester under Oskar Fried og Bruno Kittel-koret med udmærkede solister (Pol. 66657--763 å 6,50 kr.). - En fornøjelig optagelse er Lortzings ouverture til »Zar og Tømmermand«. (Pol. 19754, 5,00.) ligeledes af statsoperaens orkeste'r, men under Manfred Gurlitts ledelse, med en meget smuk rumklang.

To ny danske værker, optagne på grammofon. og.-.,4dsend;t i-samme måned er noget af en sensation. Begge værker, der tilhører den kategori, der populært kaldes »jazzsymfoniske«, er indspillet af Erik Tuxens storartede orkester paa Polyphon. Der er kun godt at sige om udførelsen, men desværre står den danske optagelsesteknik endnu ikke på højde med udlandets, instrumentgrupperne står ikke så klart og rent som på gode engelske og amerikanske indspilninger. Bernhard Christensens »Københavnerrhapsodi« er stærkt præget af Ellingtons epokegørende iiidsats med »Creole rhapsody« (Brunswick), et værk, der viste, hvilke muligheder der lå i det harmonisk- rytmiske i modsætning til den almindelige dansemusiks melodisk-rytmiske karakter. Fra en foxtrot, spillet af saxkoret med de aiidre instrumenter skiftevis liggende ovenover med kontrasterende melodier, leder eii kort ordløs kontraaltsolo over til en »normal« slowfox, hvorefter stykket slutter med uroligt skiftende stykker i første tempo. Det andet værk, »New York«, der er komponeret af Tuxens fremragende pianist Leo Mathisen, har noget af den samme rhapsodiske karakter. Måske p. gr. a., at det er kortere, virker det lidt flimrende. Man lægger særlig niærke til de fortrinlige basunsoli og den inors~umme heterofone slutning. På bagsiden står »Ducky wuckg« af Ellington, der også har indspillet »Brown berries« (HMV.), to plader af den snart godt kendte Ellington standard.