Hvad med kritiken?

HVAD MED KRITIKEN?

AF MAG. ART. POVL HAMBURGER

FOR at naa til Sandheds Erkendelse skal man som bekendt helst begynde med at tvivle om alt. Vi kan derfor passende - nu da jo gennem forskellige Indlæg her i Bladet Problemet om Musikkritikens egentlige Maal og rette Udøvelse er bragt paa Dagsordenen - her begynde med at rejse Tvivl om, hvorvidt Musikkritiken overhovedet har nogen Berettigelse. Skulde saa Resultatet blive negativt, er Problemet jo nemt løst: vi nedlægger bare Kritiken. At der ogsaa er »aktuel« Grund til at begynde Drøftelsen ved denne Ende, viser den Kendsgerning, at der faktisk allerede har opløftet sig Røster for hel eller delvis Nedlæggelse af Musikkritiken. Jørgen Bentzon slaar lidt herpaa i sit Indlæg i forrige Numer af DMT, idet han taler om at lade den traditionelle Musikkritik træde tilbage for en rent positiv Vejledning af det store Publikum, og allerede i Fjor tog Poul Schierbeck i en Artikel i DMTs Carl Nielsen-Hefte under Paaberaabelse af Carl Nielsen og Sofokles »temperamentsfuldt« til Orde for fuldstændig Afskaffelse af Musikkritiken. (1)

Til Bentzons, i øvrigt ikke helt klart formulerede Forslag, er der først dette at bemærke, at Kritik jo ikke bare er et Spørgsmaal om Ros og Dadel. »Kritik« betyder ordret »Dom« eller »Vurdering«, og det er ikke let at se, hvordan den omtalte »positive Vejledning« under nogen Omstændigheder skulde kunne foregaa, hvis ikke den bestandig gik Haand i Haand med, ja blev ledet af »Kritik«, af forudgaaende Prøven, Dømmen, Vælgen, Vragen, Sætten Tingene paa Plads. Det er nemlig Kritik. - Hvad Schierbeck angaar, er Konklusionen klar nok, men er den ogsaa rigtig? Og hvordan med Præmisserne? Schierbeck drager sin Slutning ud fra den af Carl Nielsen i »Levende Musik« berørte Kendsgerning, at Sofokles og Aiskylos klarede sig stolt uden Presse og Anmeldelser, saa hvorfor skulde vi ikke ogsaa kunde det?

Rent bortset fra det med et mildt Ord hasarderede i saaledes at ville jævnføre to saavel tidsmæssigt, som geografisk
vidtforskellige Kulturer er Eksemplet saa uheldigt valgt, som overhovedet tænkeligt. Og her er vi ved et vigtigt Holdepunkt i det oven for rejste Spørgsmaal: Kritikens Berettigelse eller Ikke- Berettigelse. Hvorfor var der nemlig ingen Kritik af Sofokles og Aiskylos, medens vi vader, ja synes at være ved at drukne i Kritik? Ganske simpelt fordi disse to gode Mænd stod som Repræsentanter for en Kultur i allerhøjeste Blomstring, medens vi (hvem tør nægte det) staar paa en synkende Kulturs Grund, som vi af al Magt søger at holde oppe eller forvandle til en ny. Kultur og Kritik er som positiv og negativ Magnetisme. Naar Kulturen blomstrer, det vil sige, naar dens enkelte Ytringsformer ligger i fast, sundt og roligt Leje, slumrer Kritiken eller behøver bare at holde det ene øje aabent. Forfalder Kulturen, det vil sige, opløses og forflygtiges dens Former, rejser Kritiken sig og griber til Aktion. Og som dens Forbundsfæller - eller maaske snarere Kritiken selv i omsmeltet og lutret Tilstandsform - melder sig Kunstvidenskaben og Kunstteorien. Det lod sig iagttage, da den antike Kultur kort før vor Tidsregnings Begyndelse gik i Forfald, og det samme oplever vi nu, da den vesterlanske Kultur ganger mod Hæld. Det kan være bittert for den skabende Kunstner at høre, men i Dag er han - ideelt vel ikke, men reelt - Nr. 2, medens Videnskabsmanden, Teoretikeren og Kritikeren er Nr. I. Dog, den Trøst er der: Bladet kan atter vende sig.

Men fordi det saaledes synes at maatte staa fast, at Kritiken og dermed ogsaa Musikkritiken, (for Musiken er jo Led i den almene Kultur) - ikke lader sig slaa ihjel, at den er til, fordi den maa være til, er der naturligvis intet, der hindrer os i at gaa videre og stille Spørgsmaalet snævrere: Kan da i det mindste ikke den specielle og efter vor Opfattelse ret problematiske Form for Musikkritik, der hedder Dagbladskritik uden Skade bringes til Forstummelse. Jo, hvis Kritiken var noget, der bare angik Kunstnerne selv, saa kunde vi maaske nok klare os med DMT alene, selv om Bladet saa vel nok saa sig nødsaget til at ansætte ikke én, men flere faste Kritikere. Kritiken henvender sig imidlertid i ligesaa høj Grad til den store Offentlighed, og Offentligheden har nu engang Krav paa at blive holdt å jour med alle store og smaa Begivenheder inden for det offentlige Musikliv, hvadenten det saa drejer sig om Opførelsen af en ny Opera, eller det bare er Frk. X, der debuterer. Ganske ligesom den har Krav paa at blive holdt á jour med alt, hvad der ellers foregaar omkring os Døgnet rundt. Dertil er Aviserne. Ja vel, »holdt á jour med«, men det kunde da udmærket godt foregaa uden Kritik, et simpelt Referat vilde da være tilstrækkeligt. Svaret paa denne Indvending turde være givet oven for: Tiden kan ikke være uden Kritik. Dog, lad os for Skams Skyld foretage et Tankeeksperiment. Vi afskediger Anmelderne og lader fremtidig »Manden med Ildebrandene og de brækkede Ben« gaa hen og høre paa Frk. X. og give Referat. Vi vil da hver Dag kunne læse følgende: »Frk. X. debuterede i Aftes. Hun gjorde stormende Lykke og fik i Massevis af Blomster«. For det passer nemlig altid. Men hvad blev mon Resultatet? Dette, at vi i Løbet af kort Tid havde et Musik Proletariat, hvorom vi næppe nu er i Stand til at gøre os nogen Forestilling. Den Kendsgerning endelig, at Kritiken kan have økonomisk eller reklamemæssig Værdi for Kunstnerne, derved at den kan hjælpe dem til at faa Elever, Engagementer o. I. kan dog næppe siges logisk at tale til Gunst for en Nedlæggelse af Kritiken, men snarere for Tilskyndelse til Opretholdelse under skærpede Krav.

For Resten er der jo altid den »Ventil« for de Musikere, der enten ikke kan lide eller føler sig hævede over Kritiken, at frabede sig den (for det kan man jo som bekendt) eller give Koncerten privat uden forudgaaende Avertering. Greb dette for Alvor om sig, saa døde ganske vist Dagbladskritiken af Mangel paa Næring, men saa døde rigtignok ogsaa hele det bestaaende Musikliv - af samme Grund.

Thi det er jo ikke til at komme uden om: det offentlige Musikliv herhjemme, det, som Dagspressen ifølge sin naturlige Bestemmelse først og fremmest maa interessere sig for, er endnu saa godt som udelukkende et Koncertliv. Bentzon mener, at dette traditionelle Koncertliv nu rystes ved sociale Forskydninger, Radio og Folkemusikskolebevægelse. Det gør det utvivlsomt. Spørgsmaalet er bare, om disse Rystelser endnu er blevet saa stærke, at de nødvendigvis maa faa »Seismograferne« paa Bladredaktionerne til at svinge med, - de er dog ellers følsomme nok. Det er statistisk bevist (2) , at der for øjeblikket ikke gives færre Koncerter her i København end for 30 Aar siden, snarere flere, saa formelt set mærkes her ingen Forandringer. Ved Siden heraf har saa Radioen i Løbet af de senere Aar fuldbyrdet sin rivende og imponerende Vækst. Den har ædt et Par af de bestaaende Koncertinstitutioner, men har givet mere end rigelig Erstatning herfor ved de store ugentlige Orkesterkoncerter i Stærekasse eller Palæ. Og hvad selve Rundkastningen angaar, hvor er her det omvæltende? Om Lyden naar øret gennem Luften eller gennem Æteren turde vel principielt komme ud paa et, saa meget mere som Musiken selv, hvad Arten, Repertoiret, Formerne angaar, endnu ganske er som i Koncertsalen. Ja, der er jo rigtig nok sket det nye, at visse Samfundslag, der hidtil ikke har haft direkte Føling med Koncertsalskulturen, nu kan sidde og gaa paa Koncert i Dagligstuen. Men er det ikke klogest at gaa lidt stille med Dørene her? Ingen tror vel for Alvor, at Vejen til en ny eller forbedret Musikkultur gaar gennem en saadan Syndflod af Musik, ny og gammel, god eller slet som den, der nu er kommet over Hovederne paa de ganske uforberedte Masser i den store Befolkning. Og skulde der virkelig kunne udrettes noget positivt her gennem Vejledning og Oplysning, ja, saa turde vel Radiofonien selv være nærmest og bedst egnet til at udføre Arbejdet.

Men saa er der jo altsaa Folkemusikskolebevægelsen. Og det er jo ikke til at overse: her er virkelig en ny Form for Musikliv, som arbejder med helt andre Midler og mod helt andre Maal end det traditionelle Koncertliv med samt dets kæmpemæssige Pukkel, Radiofonien. Utvivlsomt gøres der et maalbevidst og idealistisk Arbejde af overvejende yngre Musikere inden for denne nye Retning, men uden at fornærme nogen tør man vel nok spørge om, hvorvidt der allerede er saa store Resultater at opvise, at Offentligheden har noget Krav paa at blive holdt underrettet derom gennem Dagspressen, endsige at disse Resultater skulde nødvendiggøre en fuldstændig Omlægning af Pressens Forhold til Musiklivet. Hvorledes for Resten med vort
eneste Fagblad, nærværende Tidsskrift, i dets Forhold til Folkemusik-skolen? I Marts-Numeret Aargang 1931 findes under Rubriken »Musik og Musikliv« en Notits, der fortæller om Folkemusikskolens snarlige Oprettelse. Siden ikke et Suk mere derom - førend Bentzon nu fortæller, at Skolen eksisterer! Der kan være meget at bebrejde Dagspressen, een Ting kan man imidlertid ikke frakende den: Aktualitets-Sans. Heller ikke naar det gælder Musik Maaske er det i denne Forbindelse ikke helt overflødigt at minde om, at det var et Dagblad, der foranstaltede Fritz Jödes Sangtimer i Palæet, og at samme Blad i sin
Tid beredvilligt gav Plads for en hel Serie af Kroniker og andre Indlæg under den af Karl Larsen rejste Diskussion om den mekaniske Musik. Lad der bare ske noget - Pressen er altid beredt.

Men tilbage er et Spørgsmaal af stor Betydning og vist det, der for de fleste staar som det egentlige »brændende«: Udfra hvilken Indstilling bør Dagbladskritikeren gøre sit Arbejde, saaledes at han inden for de naturlige Grænser, der i Henseende til »Faglighed« og »Saglighed« og navnlig Plads altid maa. være for dets Udøvelse, virkelig kan være det for Musiklivet, som han tilsigter?

Her er først at iagttage, at selve det kritiske Objekt jo har to Sider, hvoraf i langt de fleste Tilfælde kun enten den ene eller den anden kommer i Betragtning, sjældent begge til samme Tid. Den ene af disse Sider er den reproduktive Kunst, »Præstationen«, den anden Musikværket selv. Bentzon anfører, som det synes med halvvejs bebrejdende Tendens, at Dagbladskritiken overvejende er rettet mod Udførelsen og ikke mod Musiken selv. Kan det imidlertid være anderledes? Er ikke de 90 Procent af de i Løbet af en Sæson stedfindende Koncerter (Opera-Opførelser indbefattet) saadanne, hvor for den kritiske Betragtning Præstationen maa komme i første Række, alene fordi Musiken bevæger sig inden for et »fastslaaet« Repertoire, som ikke mere »anmeldes«? Hvad nu denne Side af Dagbladskritiken angaar, kan den næppe siges sagligt set at rumme uoverstigeligt svære Problemer. Hverken subjektivt eller objektivt. Subjektivt ikke, fordi jo, som et bevinget Ord af Bentzon siger »vi allesammen kan høre, at en Dame synger falsk, og at Klassikerne er gode«. Og det nødes vi vel ogsaa til at indrømme, trods den citerede Udtalelses uomtvisteligt paradoksale Karakter: det vilde være Affektation at hævde, at der paa dette Omraade er Vanskeligheder, som gennemsnitligt ligger over den professionelle Dagbladskritiks Ydeevne. Objektivt ikke, fordi det for den blot nogenlunde trænede Kritiker ikke vil være vanskeligt at finde den fornødne Maalestok for, hvad der i Henseende til Kvalitet rettelig kan forlanges af en Præstation. Skulde der mon virkelig, hvad denne Side af den gængse Dagbladskritik angaar, være noget sagligt at indvende mod selve Formen (uanset om man i det enkelte Tilfælde holder med Kritikeren eller ej i selve Bedømmelsen) ? Hvad andet kan vel en Anmeldelse af en Sangaften »handle« om, end om hvordan Stemmen, Tekniken og den musikalske Indstilling var beskaffen? Og hvad de »objektive Retningslinjer«, eller om man vil »Generalnævneren« for alle disse Enkelt-Kritiker angaar, hvilken anden Opgave har vel Kritikeren her end den, i Musikens store Urtegaard at være som Gartneren, der fjerner de decideret daarlige, Vækster, hæger om de skrøbelige, men alligevel levedygtige og i det hele taget søger at skaffe Lys og Luft om det som gror og blomstrer? Svært at faa øje paa ......

Anderledes tyngende bliver Opgaven, naar det er selve det musikalske Kunstværk, Kritiken rettes imod. 1 9 af 10 Tilfælde drejer det sig her om helt ny, hidtil uopført Musik, og de Vanskeligheder af saavel subjektiv som objektiv Art ikke mindst Dagblads-Kritikeren her kommer ud for, er saa mange og saa store, at der kunde skrives Bøger derom, uden at Emnet lod sig udtømme. Der er imidlertid, hvad de objektive Vanskeligheder angaar, et Par Momenter, der fortjener at tages op i denne Sammenhæng, fordi de trods alt synes at give et ikke uvæsentligt Holdepunkt i Spørgsmaalet om, hvor Dagbladskritikeren paa dette Punkt bør søge sit »Rhodus«.

Hvorfor er da Bedømmelsen af helt ny Musik saa vanskelig? Uden Tvivl i første Række fordi den Stilling, den skabende Musik indtager i Nutiden, er saa ovenud eksceptionel, og det saavel i Forholdet til de foregaaende Generationers Kunst (den afbrudte Tradition!) som i Forholdet til det modtagende Publikum (den manglende umiddelbare Kontakt!). Denne, i begge disse Henseender næsten fuldkomne Isolering var som bekendt den umiddelbare Følge af den sene Romantiks stadigt voksende Tendens i Retning af det individuelle, det sære, det »einmalige«, der omsider med Ekspressionismen havnede i en abstrakt Kresen om rent formale og tekniske Problemer. Mod denne, yderligt drevne Artisme, Musiken som l´art pour l´art, begyndte ganske vist i 1920'erne en Reaktion at gøre sig gældende, idet man dels ved at søge Tilknytning til den fra Tyskland udgaaede folkemusikalske Bevægelse, dels ved at lægge Vægten paa det brugsmusikalske, forsøgte atter at slaa, Bro ud mod Omverdenen. Nu ser det derimod ud, som om Komponisterne ogsaa herhjemme paa ny er ved at trække sig tilbage i »Elfenbenstaarnet«, maaske - og maaske, med Rette! - let skræmte ved Følelsen af at have vovet sig for tidligt ud. I alt Fald kræver de lidt ældre »unge« Komponister nu at faa Lov til at arbejde rent artistisk uden at deres Arbejde forstyrres ved uden for selve Musiken liggende Hensyn, brugsmusikalske, musik-politiske o. a., ligesom de stiller Krav om udelukkende at faa, deres Værker bedømt paa dette Grundlag, - i øvrigt ladende de yngste om Varetagelsen af det rent brugsbestemte.

Begge disse Krav kan naturligvis til en vis Grad være berettigede. Spørgsmaalet bliver da bare, om Bedømmelsen i saa Fald bør ske i Dagbladene, ja, om den overhovedet lader sig praktisere dér, naar Kritiken saaledes udelukkende skal være artistisk indstillet. Thi hvor finder man her den fornødne Maalestok for Bedømmelsen, en bare nogenlunde paalidelig Sammenligningsbasis, hvorpaa Kritiken kan bygge? Hvor findes med andre Ord her den uundværlige »Generalnævner« for alle enkelte Bedømmelser? Og selv om et saadant Apparat kunde tænkes bragt til Veje, hvad kunde der saa være, at stille op dermed over for det store Publikum? Medens det inden for visse Grænser jo nok er muligt at snakke »artistisk«, naar det er Præstationen, det gælder - thi vi synger og spiller jo allesammen en Smule - saa var den læge Tilhører jo ikke stærkt hjulpet, hvis han den næste Dag kunde læse om en ny Komposition, som han Aftenen i Forvejen muligvis ikke havde begrebet mere af, end om han havde læst Biblen paa Hebræisk, at den f. Eks. »betegnede en saare interessant Løsning af det polytonale Problem, Komponisten havde stillet sig«, eller at »der ved Anvendelsen af Kvartharmonik var opnaaet nye, overraskende Virkninger«. Navnlig ikke, hvis helst ikke andre Momenter maatte tages med i Betragtning.

Ja, men hører da saa ikke til syvende og sidst den artistiske Musik alene hjemme i »Laboratoriet«, hvor den kan opføres og bedømmes, af Indviede for Indviede? Er den ikke Koncertsalen, Offentligheden og dermed ogsaa den offentlige Kritik uvedkommende. Nej, ikke ubetinget. Det kommer i hvert Fald an paa, om den programmatiske Understregning af det artistiske skal opfattes absolut eller blot relativt. Har Komponisten i al sin Egocentrik i sidste Instans den Hensigt, at hans Værk alligevel skal kunne »bruges til noget«, om ikke til andet saa »bare« til at lyttes til, ja, saa er vel Koncertsalen det naturlige Forum, men saa kommer sandelig ogsaa omgaaende den offentlige Kritik og siger vær saa god at staa mig til Regnskab for, hvad du har lavet. Og saa spørges der ikke mere kun om det rent artistiske, men ogsaa om noget andet og unægtelig langt mere væsentligt. Hvad er, skal her tilsidst forsøges klarlagt.

Der har fra Tidernes Morgen kun eksisteret to musikalske Kategorier: kultisk Musik (det vil paa vesterlandsk Grund alene sige Kirkemusik) og underholdende (»Selskabs«-) Musik. Af denne sidste Art anføres her i historisk Rækkefølge: Troubadour-Sangen, Ars nova-Balladen, de flerstemmige tyske Folkeviser, Renæssancens Madrigal og »canzon da sonar«, Baroktidens Kammermusik, Wienerklassicismens Divertimento og Symfoni. Saa forskelligartet al denne Musik end var, saavel stilmæssigt som i Henseende til Formaal - et var fælles for det altsammen: Musiken havde, - lyder det ikke forunderligt - et »Indhold«, et hemmelighedsfuldt »Et eller andet«, i Kraft af hvilket den kunde tjene som Underholdning for Menneskenes Børn, det vil sige paa en eller anden Vis sætte Sindet i Bevægelse. Gælder dette Ideal - alle nok saa nødvendige artistiske Svinkeærinder til Trods - ikke stadig som Musikens sidste og højeste? Hvem tør vove at tro andet?

Hvad har da Kritikeren at gøre, naar han i Koncertsalen stilles over for den nye Musik? Han skal ikke alene reelt, men ogsaa i ideel Betydning »sætte sig ned blandt Publikurn« og gøre sig til ét med det. Ikke i den Forstand, at han behøver at indsnævre, sin aandelige og musikalske Horisont. For Himlens Skyld nej! Han skal vedblivende være den indsigtsfulde Kunstdommer, der stadig har fulgt den nye Musik paa nært Hold - ja, maaske har han lige til DMT skrevet en indgaaende teknisk-formal Analyse netop af det Værk, der nu skal spilles. Men han véd nu altsaa ogsaa lidt om, at Musiken altid har haft et »Indhold« og altid maa have et saadant. I denne sin Viden finder han den eviggyldige, altsaa »objektive« Retningslinje, og kan derfor nu trygt sætte sig ned og være »subjektiv« Publikummer og bare lytte. Og det, han saaledes lytter sig til - det være lig Nul eller selve den saa længselsfuldt ventede Aabenbarelse af det nye Geni - det, og det alene skal han gaa hen og skrive om i sin Avis.

(1) Schierbeck taler ganske vist kun om Dagbladskritiken, men at dens Nedlæggelse faktisk vilde komme til at betyde hele den offentlige Musikkritiks Undergang, skal blive belyst i senere Sammenhæng.
(2) Se Sven Lunn: Koncertlivets Omkalfatring (DMT 7, 1932, S. 182 ff.)