Koncertliv og dagblads-kritik

KONCERTLIV OG DAGBLADS-KRITIK

AF GUSTAV HETSCH

DET er rent uhyggeligt, som jeg er enig med Jørgen Bentzon i, hvad han i »D.M.T.«s Marts-Hæfte skrev om Musik-Kritik i vor Tid! Der skulde jo nemlig normalt være en uoverstigelig Afgrund imellem, hvad han, den unge, og jeg, den gamle, mener om den, som om alle alle andre Ting. Men maaske kommer Overensstemmelsen af, at en criticus emeritus har faaet de bestaaende Forhold paa saa stor Afstand, at han ser paa dem med ligesaa uhildet Blik som det unge Slægtled. Det er imidlertid rart, at vi kan tale sammen om Sagerne, og det giver mig Lyst til at komme med et Par Bemærkninger.

Jørgen Bentzon har for det første saa evig Ret i, at den traditionelle Musikkritik endnu stadig er saa stærkt knyttet til det traditionelle Koncertliv, at den ikke mere kan gøre Fyldest under de ved Radio, sociale Forskydninger, Folke-Musikskole-Bevægelsen m. m. ændrede Forhold. Men ogsaa selve det traditionelle Koncertliv maa. - rent bortset fra Indflydelsen af Faktorer som Radio osv. - reformeres. Det har, som Tingene har udviklet sig Verden over, faaet et Dobbelt-Ansigt, uden at man synes at have været sig dette bevidst eller i alt Fald have gjort sig Betydningen deraf klar.

Nogle Koncerter gives for de opførte Værkers Skyld, andre Koncerter for de optrædendes Skyld. Det er den første af disse to Kategorier, der maa interessere den egentlige Musikelsker og Fag-Musikeren, særlig naturligvis Komponisten. Det er her, man dels genoplever den ældre Musiklitteratur, dels lærer den nye at kende, faar Lejliglied til at »følge med«, til at skaffe sig et Indtryk af Udviklingen saavel hos den enkelte Komponist som hos en Retning eller en hel Nation.

Saadanne Koncerter har Krav paa offentlig Omtale i Pressen, saa vist som dennes Opgave er at registrere, eventuelt karakterisere, analytisk og syntetisk behandle Tidens kunstneriske Strømninger og deres Udslag. M. a. O. Musikopførelser af denne Kategori har et naturligt Krav paa at blive »anmeldt« i Dagspressen - dog med et Forbehold, som lidt senere vil blive taget.

Den anden Kategori af Koncerter er ved Tidernes og Forholdenes Ugunst blevet de fleste - her til Lands som allevegne. Deres Afholdelse kan have til Udgangspunkt særdeles rosværdige Motiver, - en brændende, Kærlighed til Musiken, først og fremmest, - men ogsaa. mindre ædle og ophøjede, saasom personlig Forfængelighed, Selvovervurdering o. lign. Altfor mange Koncertgivere Verden over giver deres Koncerter ikke for at tjene Musiken, for at fremføre de og de Værker, men for at vise den størst mulige Forsamling, hvor fremragende Kunst de efter deres egen (og vel ogsaa Paarørendes og Venners) Mening, formaar at yde. Men objektivt set er Hr. X.'s og Frk. Y.'s sanglige eller instrumentale Præstationer en Privatsag, som bør forbeholdes deres Omgangs- og Bekendtskabs-Kreds, - saalænge indtil de har vist, at de har en virkelig kunstnerisk Mission og de fornødne Betingelser for at udøve den. Kun naar der overhovedet bliver noget, som Offentligheden kan interessere sig for, og som det altsaa er forsvarligt at beskæftige den med, - kun naar det er Tilfældet, kan Koncertgivere af denne Kategori med Rette gøre Krav paa offentlig Omtale i Pressen, i Form af en Anmeldelse i Dagbladene.

Det er maaske en Fejltagelse af Jørgen Bentzon at synes, at »Blad-redaktionerne anviser Musikkritikken en stadig mere beskeden Plads«. Er det Tilfældet, gælder det ikke alene her i Landet; det er da det samme overalt; i hvert Fald kan jeg sige, at ved de internationale Kritiker-Kongresser, jeg har overværet i de senere Aar (1926, 29 og 30), har jeg hørt mine Kolleger fra mange forskellige Lande udtale deres Beklagelse af, at Musik-Kritiken hjemme hos dem af Redaktionerne altid behandles »fra oven nedad«, trænges hen i et Hjørne og var det første Offer for Dagbladenes Pladsmangel.

Denne Tonekunsten uværdige Askepot-Tilværelse kan forklares paa to Maader. For det første er det en fast Overbevisning hos alle Bladudgivere og Bladredaktører, at Musik er noget inferiørt noget, som man ikke behøver at spilde Spalterne paa, og at det er noget saa kedeligt, at Folk ikke gider 1æse om det, - altsaa, væk med det! Skal man endelig »have noget om det ogsaa«, da saa lidt som muligt! At denne Opfattelse er forkert, vil man vist aldrig faa ind i Bladledernes Hovede. De vil ikke tro, at der er Masser af deres Abonnenter eller Købere, der netop med stor Interesse og Iver læser om Musik i Avisen. Statistisk bevises kan den Slags Ting jo ikke. Kunde man med Tal dokumentere det virkelige Forhold, vilde der nok blive større Chancer for at faa D'hrr. i Tale.

For det andet: hvis Bladlederne gør sig den Ulejlighed i deres Blade at læse Koncert-Anmeldelserne, og da ser, hvor ofte det i dem siges, at i Grunden var Koncertgiveren uden synderlig Interesse og en offentlig Omtale af vedkommende derfor uden Nødvendighed, ja ligefrem misvisende, saa er de virkelig i deres gode Ret til at mene, at det er Plads-Spilde at ofre saa og saa mange Linjer paa noget saa ligegyldigt. (At der ofres Spalter andet Steds i Bladet paa Stof, der er mindst lige saa interesseløst, vilde det være naivt i denne Sammenhæng at anvende som Argument overfor Bladlederne).

Skulde man gøre sig Haab om at opnaa mere Plads for det musikalske Stof i et nutidigt Dagblad, maatte da det første være, at man fritog Bladet for at beskæftige sig med alt det i Musiklivet, der er Offentligheden uvedkommende, for saa med desto større Virkning at kunne koncentrere sig om det, der har Bud til Offentligheden. Men hvorledes opnaa dette? Det maatte ske ved en hel Omordning af Musikkritikens Arbejdsmaade. Kritiken skulde ganske vist - som nu overvære alle de Koncerter, til hvilke den modtog Indbydelse (altsaa, naar Koncertgiverne selv ønskede at komme i Betragtning ved en offentlig Bedømmelse i Dagspressen). Men Kritiken skulde ikke derfor være forpligtet til at udtale sig om alt, hvad den saaledes fik at høre. Hver enkelt Kritiker skulde indskrænke sig til at omtale i sit Blad, hvad han fandt værdigt til det, hvad han skønnede havde saa stor Værdi, at det burde komme til Offentlighedens Kundskab, - og Resten kunde han saa lade ligge uænset.

Man vilde da sikkert samtidig blive nødt til at gaa bort fra den nuværende Praksis: en Anmeldelse af hver enkelt Koncert, at læse i Bladet straks den næste Morgen. I Stedet derfor: en ugentlig Musik Kronik, hvori Stoffet samledes i bestemte Grupper - nye Kompositioner for sig, optrædende Klaverspillere for sig, Violinister for sig, Syngende for sig, Dirigenter for sig, Kammermusik-Ensembler for sig o. s. v. Man vilde saaledes faa en Ekstrakt af den forløbne Uges musikalske Foreteelser, erfare, hvad Kritiken havde at sige om det, der efter dens Mening virkelig betød noget, være fritaget for det meningsløse Spild af Publikums Tid, Bladets Plads og Kritikernes Arbejde at finde nogle mere eller mindre elskværdigt indsvøbte Tilkendegivelser af, at - der ikke havde foreligget nogen Nødvendighed for at ulejlige Offentligheden.

Man har i sin Tid, for mange Aar siden, forsøgt herhjemme at gennemføre en saadan Ordning: I »Nationaltidende« skrev Angul Hammerich en ugentlig Musikkronik som Erstatning for de daglige Anmeldelser; men det varede kun en Sæson, saa vendte man tilbage til den gamle Tilstand, - med hvilken Motivering mindes jeg ikke. Heller ikke husker jeg., om noget andet af vore Dagblade har foretaget et tilsvarende Eksperiment; - jeg tror det ikke. Men fordi man den Gang opgav Forsøget, er der jo ingen Grund til, at man ikke nu, hvor Forholdene i det hele taget er saa vidt forskellige fra Datidens, -og hvor Musiklivet, som jo ogsaa. Jørgen Bentzon fremhæver, er blevet helt omformet, - skulde gentage det.

Et Argument, der fra et journalistisk Standpunkt vilde kunne fremføres med Vægt - og naturligvis ogsaa vilde blive det, lige i Starten, - er dette: at Publikum ikke vil vente flere Dage paa at erfare, »hvordan det har været«. I de Tilfælde, hvor en Nysgerrighed vilde være berettiget, kunde man imidlertid imødekomme den ved straks at bringe en lille Notits, der gav en foreløbig Besked, men intet foregreb m. H. t. den senere, detaillerede Redegørelse. Heroverfor kunde det igen indvendes, at saa vilde Folk nøjes med at 1æse disse foreløbige Notiser og lade den senere, udførlige og motiverede Kritik ligge; men dertil vil saa atter kunne svares, at de, der kan tilfredsstilles af den Besked, de fortjener ikke bedre, medens enhver, der virkelig interesserer sig for, hvad der foregaar i Musikverdenen (eventuelt vil have Oplysning om et bestemt Værk, en bestemt Kunstner eller en bestemt Præstation), nok skal finde paa at afvente Kroniken, hvori Omtalen kan ventes. Alene i det Moment, om noget medtages i Kroniken eller forbigaas, ligger der en Kritik, en første Grov-Sortering af Klinten fra Hveden.

At de, der bejler til den offentlige Kritik - som Komponister eller optrædende -, i Begyndelsen vilde reagere og protestere imod en saadan Ordning, er givet og maa tages med; at der for Musiken selv, for dens eget og for dens Udøveres Omdømme vilde opstaa sundere Tilstande, er utvivlsomt.

Men, vil man nu indvende, bliver der ikke derved lagt altfor stor Myndighed i Kritikerens Haand, naar han saaledes frit kan afgøre, om et Værk eller en Præstation overhovedet skal omtales eller ikke? Kan det ikke let føre til Vilkaarlighed? Hvilken Garanti har Musikerne, der er »Ofre«, for, at der ikke begaas Uretfærdigheder, i værste Fald ligefrem »Justitsmord«?

Til Gengæld kan spørges: Føler under de nuværende Forhold alle de Kritik underkastede sig retfærdigt behandlede af Kritiken? - Sikkert ikke! Tværtimod! Der gives nok ikke den Koncertoptrædende eller den Komponist, som ikke gemmer paa bitre Følelser overfor en eller flere Kritikere, fordi disse ved den og den Lejlighed har skrevet »uretfærdigt« om ham eller hende. I Hovedsagen bliver Forskellen imellem den nuværende og den her skitserede Tilstand da ikke stor, -- om overhovedet nogen. I det højeste kan man maaske tale om, at der efter det nye System vilde blive gaaet mere brutalt frem, forsaa-vidt som det for en Kunstner altid vil fornemmes som en større Tort det ikke at blive omtalt end at blive ufordelagtigt omtalt.

Men endelig har man jo imod Kritikernes formodede Nederdræglighed det Forsvar, at en bevidst begaaet, haandgribélig Uretfærdiglied, i Form af Fortielse, før eller senere vilde hævne sig paa Kritikeren selv, Publikum vilde jo allerede under de nuværende, Tilstande, i alt Fald i saa smaa Forhold som vore, hurtig kunne opdage, hvis en Kritiker formastede sig til at tilsidesætte Retfærdigheden, - hvor meget lettere vilde det da ikke kunne lade sig gøre, naar man i Stedet for de udglattende Ord i Kritikens Anker fik den store, klare Linje, der repræsenteredes ved: Ikke-Omtale!

Bladredaktionernes Mangel paa Interesse for Musiken er særlig skæbnesvanger hos os, fordi vi - i Modsætning til de fleste andre civiliserede Lande - ikke mere har noget »Musikblad«. Et saadant, vilde kunne dels aflaste, dels supplere Dagspressens Musikstof. Mine udenlandske Kollegers Beklagelser over Musikens Askepot-Tilværelse i Dagbladene taber noget af deres Vægt, naar man tager i Betragtning, at der hos dem ved Siden af Dagbladene findes saa og saa mange Musikblade, der kan bringe - og bringer - saadanne. Artikler, Oplysninger, Karakteristiker, Kritiker, Nyheds-Notitser o. s. v., som man aldrig vilde kunne faa et Dagblad i vor Tid til at optage.

Den Vejledning eller, om man vil, »Opdragelse«, som Jørgen Bentzon. efterlyser af Hensyn til det store nye Publikum, Radioen har draget ind under Musikens Virkefelt, var der i tidligere Tid Mulighed for at faa i alt Fald visse herværende Dagblade til at bringe. I min Tid kunde »Nationaltidende« forud for nye (d. v. s. her endnu ukendte) Musikværkers Opførelse overkomme at belære Læserne om Komponisten og hans Værk, dettes Tilblivelse, Historie, Karakter, Indhold, Betydning o. lign. En Rest af denne Orientering har man i de stadig florerende »Forartikler« om optrædende Kunstnere, hjemlige og fremmede, til Dels i Form af Interviews - der dog i Reglen er lidet oplysende om det væsentlige! Da det aabenbart først og fremmest gælder om at gøre Reklame for den vedkommendes forestaaende Optræden, og da denne Reklame anvendes ganske kritikløst, overfor værdige og uværdige, mister den yderligere den Betydning for Publikum, som den eventuelt ellers vilde kunne have. Og saa beskæftiger den sig tilmed jo udelukkende med Personer, - ikke med Musikværker!

Nej, en Orientering paa dette Omraade hører nu til Dags hjemme i et Musikblad, og da vi som sagt desværre ikke mere har noget saadant, efter at Gottfred Skjernes »Musik« er død, maa vi være glade for, at vor Radio-Presse har taget i alt Fald den Del af Opgaven op, der har Relation til Radioens Udsendelser af betydeligere Musikværker.

Saa udbredt som Radio-Pressen er, kan det ikke undgaas, at dens gode Oplysninger kommer store Kredse af Musikvenner til Gode, men det er jo ikke alt bemærkelsesværdigt i vort Musikliv, der falder ind under dens Enemærker. Derfor bliver der nok tilbage, som Dagspressen - saalænge vi ikke har et virkeligt Musikblad igen, - burde tage sig af og unde Husly, - ligesaa vel som den ofrer Spalter, nej, hele Sider, hver Uge paa Bokse- og Fodboldkampe og anden Sport. Men naturligvis, - om Danskerne »slaar« Skotterne eller omvendt, er jo, ogsaa langt vigtigere end, om f. Eks. Stravinski har komponeret et nyt Orkesterværk eller Roussel en ny Strygekvartet!

- Altsaa: da der for Tiden ikke er mindste Udsigt til, at man kan formaa Dagspressen til at ofre mere Plads og Opmærksomhed paa Musiken under de nuværende Former, kunde man saa ikke samle sine Bestræbelser om at faa den til at indføre ugentlige Kronikker som Afløsning af de nuværende, daglige Kritikker - samtidig med, at man lagde sig alvorligt i Selen for igen at faa et rigtigt Musikblad, - aktuelt og populært i Anlæget - som Supplement til »D. M. T.«?