J.P.E. Hartmann Del 8

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 05 - side 111-120

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

J. P. E. HARTMANN VIII

AF RICHARD HOVE

»Liden Kirsten« Perioden bringer mod sin Slutning endnu en stor Lejlighedskomposition, som straks blev alles Ejendom, og som den Dag i Dag hører til det danske Folks Sangskat. Det er »Mindesang for de Faldne: Slumrer sødt i Slesvigs Jord« fra 1850. Atter her var Hartmann den rette til at give Udtryk for den Alvor og Højtid, hvormed Nationen mindedes de Sønner, der faldt paa Ærens Mark. Strofe for Strofe kan denne Melodi tages som Mønster paa skøn og fuldkommen Komposition. Den indledende Linies ædle Ro, Moll Farvningen, der blidt som Sommerens Blomsterflor dækker over Graven, og saa Mindet, der flyver som en Fugl - Melodien løfter sig her to Gange tungt fra Jorden, som en stor Fugl, der gaar paa Vingerne, for saa paa sin høje Flugt at bære Fædrelandets Tak til de Faldne, med vemodig Stolthed over tapper Daad - saa meget kan der skrives i en enkelt Melodi. I sin afgørende Form er den udført for Kor og stort Orkester og er en Apotheose. Fortissimo udsynger Hartmann, at »Skøn er Døden som I fik«. Det er som det meste, han skriver, en Livsbekræftelse, og det er en Misforstaaelse, naar man hører en Romancesanger staa og »henaande« disse skønne stærke Strofer.

Melodien er en af disse pludselige Inspirationer, som direkte kan paavises, idet jeg fandt den blandt Skizzerne til den første Strygekvartet. Paa et Stykke Brevpapir er der slaaet nogle skæve Nodelinjer, hvorpaa Melodien staar skrevet for Mandskor paa et System omtrent i sin endelige Form. Teksten er næsten ulæselig. Man kan af Noderne se, at Melodien er kommen over Hartmann som en indre Rystelse, der næsten tager Vejret fra ham. Saa langt trænger man sjældent ind i en Kunstners Værksted. - Men ad denne Vej tidsbestemmes altsaa et andet interessant Værk, som er ukendt for de f leste, da det kun er Fragment. Det er den første Strygekvartet. Ogsaa den er nøje knyttet til denne Periodes Stil; navnlig er første, Sats et rent og særpræget Hartmann-Værk.

De Zinnske Kammermusiksoireer var efterhaanden, som den store Købmand ældedes, og hans Svigersøn var bleven en af Musikkens Stormænd, flyttet op til Hartmann. Her mødtes som for tyve, Aar siden de fornemste Musikere fra Kapellet med fremragende Amatører; men Programmet havde med Tiden forandret sig betydeligt. Hummel og Onslow var forsvundne. Nu var Beethoven den største, af de store, navnlig Husets Frue og den fremragende Musikelsker og Kammermusikspiller Ernst Weis svor til den Beethovenske Muse; men ogsaa den samtidige Kammermusik blev dyrket. Mendelssohn, Schumann og Spohr, den store Lachnerske Familie, Marschners Klavertrioer, Reissiger, Raff og Reinecke. Derimod skortede det i denne Periode paa Kammermusik af hjemlig Oprindelse. Man havde Gades fortrinlige Strygekvintet og fra 1848 hans Octet, der var som skabt for disse Kammermusikmøder; men ellers meget lidt af Betydning, saa det kan ikke undre, at Hartmann selv har følt Lyst til at prøve Kræfterne i denne, den fornemste af alle Musikformer. Han tog derfor samtidig med sin anden Symphoni sin første Strygekvartet i Arbejde.

Der eksisterer tre og en halv Sats af den, og Fragmentet er dateret »1848?«; men i Finalen, hvor Værket skulde naa sin Fuldendelse, svigtede Inspirationen ham, Themaet spinder afsted, men kommer ikke af Stedet. Der findes en Mængde Blyantskizzer, og af ovenfor omtalte Udkast til »Mindesangen« ses det, at Hartmann endnu i 1850 har arbejdet paa denne Sats. Det vilde imidlertid ikke lykkes, o,. senere vendte han ikke mere tilbage til denne Komposition, hvis tre Satser dog foreligger i Renskrift, og altsaa maa have tilfredsstillet deres Skaber. Ejendommeligst er første Sats, den er baade mest
kvartetmæssig skreven, og den er i sit Stof saa nøje hjemmehørende i denne Periode, at den netop for at trække denne ejendommelige Udviklingsfase rigtig frem i Lyset burde spilles og kendes - de tre Satser lod sig lige saa vel som de tre Satser af den senere A-dur Kvartet spille uden Finale. - Det er som om Hartmann paa dette Tidspunkt naar en flydende Skrivemaade, som han ikke senere vender tilbage til. Andanten er en Romancesats i C-moll med en køn Melodi, men ikke i særlig Grad Kvartet. Det er derimod Scherzoen; men af dens Slags er der komponeret lige saa mange, som der er komponeret Strygekvartetter; den høres med Behag, men glemmes for let. Slaget skulde altsaa staa i Finalen, og det blev ikke vundet.

Ogsaa i 1849 arbejder Hartmann med Kammermusikken. Det blev en Variationssats for Klavertrio, ogsaa et i høj Grad mærkeligt Værk i hans Kompositionsrække - otte Variationer over et C-dur Thema, bearbejdet med en ejendommelig »Træsnits« Teknik, klare Linier, faa og tørre Farver. Det virker ligesom ikke rigtig tiltrækkende; men man glemmer det ikke, naar man een Gang har haft det i sin Haand.

Nogle Aar senere, Datering mangler, men efter Stil og Haandskrift sætter jeg det til sidste Halvdel af Halvtredserne, forsøgte Hartmann for sidste Gang med Strygekvartetten, og skrev sit afgjort betydeligste Kammermusikværk - Strygekvartetten i A-dur, som ogsaa blev en Torso. Det er her en ganske anden og voldsommere Stil end i G-dur Kvartetten. Første Sats bringer straks Themaet, (nodeeks.)

der staar stejlt over for det sangbare Sidethema. Modulationsdelen foregaar under Udfoldelse af et stort Opbud af Kombinationer og Modulationer, saa at det næsten sprænger Kvartetstilen og viser hen til Orkesteret. Af enkel Støbning er derimod den skønne og rolige Andante, og den canonprægede Scherzo eller Intermezzo, som det maaske nærmere maa kaldes. (nodeeks.)

Her kulminerer Værket i det vemodigt skønne Spil, som Themaerne driver fra Stemme til Stemme. Af Finalen er der kun antydet nogle faa Takter, der viser, at der har foresvævet Hartmann noget i den "brillante" Stil; men derefter er Kvartetten bleven henlagt for stedse.

Hele denne Kammermusikperiode er et meget interessant Træk i Hartmanns Kunstnerfysiognomi, og der er ingen Tvivl om, at han, dersom der udefra var kommen fornøden Tilskyndelse til at føre disse Kvartetter til Ende, vilde have efterladt et Par Værker med stor Levekraft. Nu skete det ikke. Helt uden Betydning har det maaske heller ikke været, at Sønnen Emil og Svigersønnen Gade beskæftigede sig stærkt med Kammermusik, og Hartmann har saa som »den gamle« trukket sig noget tilbage og specialiseret sig i den Form, der afgørende præger den sidste Del af hans Livsværk - den korte Kantate for Kor og Orkester; men forinden vi kan se paa den, maa vi se paa endnu et Hovedværk fra 1848 - Symphonien i E-dur.

Den første Symphoni søgte jeg at karakterisere som værende vendt mod Europa, denne er skrevet for Fædrelandet alene.

Efter at »Liden Kirsten« var sluttet i 1846, kommer der en Pause i Hartmanns Produktion, et Stem - i 1847 ses Hartmann næsten intet at have skrevet; men saa i 1848 frigøres de rige Strømme. 1847 er Spændingens Aar i Danmarkshistorien, 1848 er Udløsningen, og saaledes maatte det ogsaa blive for Hartmann. Den Følelse af Fædrelandets Værdi og Egenart, som var vokset og modnet, maatte søge sig et storstilet Udtryk, et Udtryk hvortil kun den største Form, Symphoniens, slog til. - Symphonien er i E-dur - allerede heri mærker man, at det er en ganske anden Stemningskreds, der skal gives Udløsning for. For saa vidt man i det hele taget har Følelse for Tonearternes forskellige Farver, kan der vel næppe tænkes større Modsæ-tning end G-moll-E-dur. Dertil kommer, at E-dur er en sjælden Symphoni-Toneart. Kla.ssikerne havde ikke brugt den; men der er over Klangen det paa en Gang kølige og straalende Lys, som Hartmann søgte til Udtryk for sin Stemning. Det er dette skære rene Lys, der er over Introduktionen - Bøgen, der netop folder sig ud, det dunede lysegrønne Løv mod en blaa, men køligt blæsende Himmel - i den Stemning er de første Takter skabt, (nodeeks.)

instrumentalt og tildels ogsaa harmonisk foregribende Joh. Svendsen og Grieg. Mod denne sidste peger ogsaa Intermezzoets Rytme og Sprog. Det er det, der faar Grieg til at sige de smukke Ord om Hartmann: »Vor unge nordiske Slægts Drømme har for Menneskealdre siden foresvævet ham«. - Det er for Sagen ganske uvedkommende, om Grieg har kendt E-dur Symphonien eller ej - det sidste er det sandsynligste - her er et af de afgjort vigtige Steder, hvor det kommende foregribes, og netop fordi det ikke blev grebet helt, er det saa vigtigt at undersøge det nøje.

Det var det specielt danske der opfyldte Hartmann, medens han skrev E-dur Symphonien; det havde intet med Sagadrøm og Oldtid at gøre, men med Nutid og Nytid i Danmark, saaledes som den stod for den Slægt, der oplevede Grundloven og Treaarskrigen: Bevidstheden om en levende og selvstændig Danskhed og dens Værd. Og den var ikke særlig pathetisk. Den var stærk, fri og fro. Den vilde spænde vidt og have et godt Ord til mange. - Det er alt det, som blev bebrejdet Hartmanns Symphoni. Det viser altsaa, at det Koncertpublikum, der kom til at høre baade Førsteopførelsen i 1849 og Andenopførelsen i 1875 forstod lige saa lidt som det, der hørte Tredieopførelsen i 1920. - De forstod ikke, at her var en Hartmann som ikke lod sig indordne i Klicheernes Rækker - en ny Fase af en stor Personlighed. Der er sagt »Liden Kirsten« om Symphonien - selvfølgelig er der den samme Stemning i mange Themaer. »Liden Kirsten« var jo netop en moden Frugt af disse Aar af Hartmanns Liv, og da Allegrosatsen aabner, er det »liden Kirsten«s blonde Hoved vi ser (nodeeks.)

Og dog er der noget nyt: dette Hoved er mere i Pagt med Nutiden og det levende Liv, og da Satsen skrider frem og vinder Form, spores tydeligt en stedse stærkere Bevægelse bort fra »Liden Kirsten«. Det er afgjort det Sted, hvor Hartmann viser sig som den største Mester i Kompositionens Teknik, og som den fuldendte Udnytter af de motiviske Muligheder, der skjuler sig i hans Themaer. Paa dette Punkt, hvor Gade svigtede, havde Hartmann Stoffet i sig til den store Symphoniker. Han formaaede at udvikle et Thema, hvad der er noget ganske andet end at gennemspille en motivisk Idé nogle Gange med forskellig harmonisk Iklædning. Satsen er ogsaa. ejendommelig fra Instrumentationens Side. For det første i selve Besætningen. Ud over den normale Stryger- og Træblæserbesætning er der oprindelig foreskrevet to Trompeter og to Valdhorn + to Cornetter og to Basuner, altsaa en Blikkvartet, der hvilede paa Naturtonerne, og en, der byggede Daa den da nye kromatiske Spillemaade. Til den sidste er der saa ,siden føjet en Tuba, som er af god praktisk Virkning; men som egentlig bryder den strænge Konsekvens i den kvartetmæssige Opstilling af Grupperne, navnlig da den ret naturligt oftere forener sig med Contrabassernes Fundamentbas end med den dybeste Basuns fjerde Stemme. Men særpræget er ogsaa Brugen af Instrumenterne. Som sædvanlig hos Hartmann er det Hornet og Klarinetten, han betror sine intimeste Ideer. Ogsaa her er der en paafaldende Forskel mellem Hartmann og Gade; alle Gades sarteste Melodier, hans Andanter og sangbare Themaer ynder han at sætte for Oboen, der er et saare poetisk Instrument og dertil klar og skarp i Tonen, men ogsaa kølig og jomfrunalsk, naar man skal sige det ondskabsfuldt. Derimod staar Klarinetten hos Hartmann med den skønne fyldige Stemme, med de mange Farver, de rige Nuanceringsmuligheder, varm og stor i Tonen, men maaske ogsaa mindre fornem i Klangen. Det er igen selve den symphoniske Grundvold, der brænder igennem; hos Gade er det en Melodi, der skal blæses som en Solo, hos Hartmann er det et Motiv, et Thema i den symphoniske Flod, som er kommen til Verden med Klarinettens Klangfarve over sig. Og skabt til Instrumentet er Hartmanns Motiver. Se blot en lille Klarinetvending, som bliver af stor Betydning i Stoffet (nodeeks.)

derfra fører Hornet over til det første store Tutti, der ogsaa indeholder den af Behrend i anden Sammenhæng paaviste specielt Hartmannske Rytmefigur: (nodeeks.)

I over et halvt Aar arbejdede Hartmann med denne Førstesats, og ogsaa denne lange Tid vidner om, hvor megen Vægt han lagde paa at faa Værket tilslebet i den rigtigst mulige Form.

Langt lettere er Mellemsatserne: Andantino og Intermezzo. Andantinoen virker som en skøn Nocturne af reneste danske Karakter; ogsaa her fører Klarinetten Ordet, snart som Melodiinstrument, snart kastende brudte Akkordrækker ud over de øvrige Instrumenters Spil. I Intermezzoet - Allegro pastorale, non vivace - er det til Gengæld Hornet, der behersker Spillet. Andantinoen begynder med at modstille de dybe Strygere og Klarinetten. (nodeeks.)

Den forløber helt igennem uden at lade nogen stærkere Stemning komme til Orde, den savner med andre Ord det passionata, der er over første Symphonis Andante i dennes Midterdel. Her er det en Nocturne, hvor Harmonien ikke brydes, en Sommeraftens Sang efter den Dagens Møje og Kamp, som opfyldte den forudgaaende Allegro. Til sidst opløser Satsen sig i brudte Akkorder, og lader den fuldkomne Hvile brede sig over Natur og Sind.

Men saa kalder Intermezzoets morgenglade Horn, og atter virker Tonearternes Sammenstilling umiddelbart som den karakteriserende Grundvold. Fra Andantinoens stille drømmende A-moll, føres vi atter tilbage til E-durs Morgenlys. (nodeeks.)

Nu, de mange Aar efter, kan vi ikke lade være med at tænke paa Grieg, og maaske skal Stykket ogsaa ses i Lyset af den nye Begejstring for Norge, den der i de kommende Aartier skulde sætte dybe Spor i dansk Musik, efterhaanden som vore Komponister blev grebne af den nye norske Lyrik og fortonede den ved Hjælp af stadige Laan fra den norske Folkemusik; men ogsaa. her har, som Grieg skrev »den unge nordiske Slægts Drømme først foresvævet Hartmann«, og ført ham vidt ud fra Danmark i denne pastorale Sats. Man kan her foretage en frugtbar Sammenligning mellem denne Sats og Trediesatsen i A-moll Sonaten, deres Stilling i Værket er den samme, en Hvile i Naturen, et friskt Vindpust fra alt, hvad der grønnes - men hvor forskellig er ikke den Natur, Hartmann har set sit Sind glad i.

Det er ingenlunde et Forsøg paa at skrive norsk Musik; det var der ingen, der i 1848 vidste hvad var; men det er et Vift af Fjeldluft, en Forudanelse, ikke en Efterklang. Eller er det hele blot en Hornklang fra en køligtklar Efteraarsmorgen, hvor det fjerne rykker nær, nye Farver lyser og spiller i Dugdraaberne, der sidder i de utallige Spind paa Marken? Hvad det saa er, det er et kønt, og klartklingende Musikstykke, og det er ligesom Andanten et Mellemspil i Symphonien, og nu kommer Finalen og optager Traaden fra Førstesatsen.

Finalen er en Rondo, hvilket dengang var en usædvanlig Symphonisats, og ligeledes noget sjældent hos Hartmann, der ikke siden Ungdommen havde beskæftiget sig med denne Form. Satsen begynder pianissimo - det gjorde den ogsaa i første Symphoni - med et seksten Takts Thema (nodeeks.)

og længe holder Hartmann Satsen piano - Themaet gaar i Opløsning, dets Elementer holder Spillet i stedse stigende Spænding. Først 64 Takter fremme møder vi det første forte og den første Indtræden af Basunerne. Det er en Omskrivning af Hovedthemaet, dets egentlige fuldkomne Udformning, og det ser et øjeblik ud, som det nu skal være Alvor, Musikken samler sig i haard harmonisk Styrke; men snart er Spændingen atter afviklet, og en helt ny Farve træder til. Et Spil mellem de dybeste Basser og høje Klarinetter, solistiske Passager afløses af raffineret Orkesterklang. Partituret bliver mere og mere aabent. Intetsteds har Hartmann skrevet for stort Orkester med saa mange Pavser; i det hele taget maa det vist siges, at vi her staar over for det første moderne Klangeksperiment i dansk Musik. Saa lukker Stemmerne sig atter sammen, og i flyvende vivace og piano med hvasse Accentueringer er vi igen paa Indledningsthemaets Grund, og nu sker det - efter cirka 250 Takters Forløb naar Satsen sit Højdepunkt. Medens Strygerne fortsætter deres motiviske Spil, udvider Hartmann Rytmen fra 2 /4 til
3/2 og i Løbet af de faa Takter, det varer, lyser der Koral ud af Partituret - kun 14 Takter; men pludselig forstaar man, at man er ude paa langt Sigt, at Satsen bygger paa noget ganske andet end det »Spil«, der-.opfylder den, at den er et Indslag af en Tid, der var fuldt saa mærkelig, som Verdenskrigen har været det for os. Den tredie Revolutions Bølger gik over Europa, og selv i Nyhavn kunde det give en Uro i Sindet, som aldrig før havde været kendt, den Art Uro, der piner des mere, jo mere man vil snakke sig fra den. Følelsen af en stor Tid og af en stor Tids Uro har skabt Finalen paa Hartmanns anden Symphoni.

Jo mere Satsen - som er meget omfangsrig - nærmer sig Afslutningen, des mere bliver det klart, at dette er Udslaget af en for Hartmann ny og ganske fremmed Oplevelse, indtil han endelig i det .store Allabreve- Coda folder Fanen ud og hylder en ny Tid, en Tid, der staar i Dur, og som er præget af en større Mangfoldighed, en rigere indre Bevægethed end den klassiske, og af en uromantisk Karskhed - ak, kun saa kort skulde denne Fornyelse vare for Hartmann, paa hans samtidige paa Musikkens Omraade i Danmark fik denne Tid slet ingen Indflydelse. De forstod aldeles ikke, at her foregik noget mærkeligt nyt. Symphonien blev opført een Gang, og man konstaterede atter, at Hartmann desværre ikke kunde komponere selvstændigt uden straks at skulle skrive komplet uforstaaeligt for musikalske Mennesker. Symphonikeren Gade, der umiddelbart herefter træder til i Musikforeningen, har aabenbart delt den almindelige Mening, idet han i sin fyrretyveaarige Funktionstid følte lige saa lidt Trang til at studere dette Partitur nøjere, som Frølichs Symphonipartitur - og her var dog de to eneste virkelige Symphonikere, Danmark havde i denne Periode.

Hvordan det i øvrigt gik til, naar der dengang skulde være Koncert i Musikforeningen, faar vi et Indblik i ved at læse et udateret Brev til Collin:

»Angaaende dit Forslag har jeg i Dag talt foreløbigen med Lanzky. Han kan først i Morgen skaffe mig at vide om Partituret til Spohrs Symphoni i Es-dur er kommet hertil. Han har nemli, udsat saa længe, at begynde paa Udskrivningen af min Symphoni - der har været færdig siden sidst i August i Aar - at han umulig kan faa. den færdig til at kunne gives Løverdag 8te Dage. For at kunne benytte denne Dag, maatte vi altsaa ombytte Repertoiret for den 2den og 3die Concert; men dette kan ikke ske, uden at Spohrs Symphoni er her. En anden Udvej, som L. foreslog, blot at ombytte Helsteds og min Symphoni, og for Resten lade Concerterne 2 og 3 staa ganske uforandrede vilde jeg af andre Grunde grumme nødigt gaa ind paa. L. fortalte mig, at Glæser i næste Uge sandsynligvis hver Dag vilde holde Theater prøve paa sin Opera, saa at han vel ikke er god at komme nær i denne Tid, mindst naar det forlanges, at han skal sætte sig ind i nye Sager, hvilket dog ogsaa Helsteds Symphoni er for ham. -«

Naar selve Musikforeningens Formand ikke kunde sikre sine Værker en bedre Behandling, kan man let tænke sig, hvorledes det maatte gaa med mindre Aander, som maaske i endnu højere Grad trængte til at støtte sig paa en omhyggelig- gennemarbejdet Udførelse, hvis de ønskede at vække Opmærksomhed for deres Værk.

Symphonien faar to direkte Følger i Hartmanns Produktion - for det første Omarbejdelsen af første Symphoni, for det andet Koncertouverturen i C-dur. Da Hartmann har faaet E-dur Symphonien spillet, har den givet ham Anledning til at se tilbage paa hans første Arbejde i denne Form, og det har syntes ham saa betydeligt, at han har ofret et stort Arbejde paa at klarlægge og uddybe de Tanker, der for femten Aar siden optog ham, og han viser her sin overordentlige Evne til at bearbejde sig selv. - Først har han ofret den tunge Introduktion- og skrevet en ny, der er thematisk bestemt af Førstesatsens Hovedthema, og tillige udarbejdet med en delikat Instrumentation, et Minde om en lykkelig Ungdom, som den staar for en Mand, der har naaet. Livets Middagshøjde. Den oprindelige Introduktion, der var uden logisk Tilknytning til Symphoniens øvrige Stof, men var tænkt som den højtidelige. Prolog til et Storværk, erstattes af et halvt vemodigt Smil over at have opfattet sig selv saa drabeligt; men ellers er der intet, der tyder paa, at Tankegangen fra den Tid er overvunden og forladt, tværtimod - G-moll Symphonien var et Livsresultat, og som saadant. fremsætter Hartmann det ogsaa i Bearbejdelsen, der ellers i alt væventligt beror paa den i rent teknisk Henseende større Beherskelse af det musikalske Materiale, han nu havde naaet.

Koncertouverturen i C er derimod i sit Nodebillede i Partituret en direkte Afledning af E-dur Symphoniens Finale. Det er et af Hartmanns lykkelige og let tilgængelige Værker, maaske hans sikreste Orkesterværk, problemfrit, glansfuldt, og i sit straalende Dur-Lys opgør det paa en Maade E-dur Symphoniens Resultat, og Tidens - Revolutionerne var forbi, og en kortvarig Gimledrøm drog over Danmark. Ouverturen har oplevet et forholdsvis stort Antal Opførelser, og vilde ogsaa nu være et godt Repertoirestykke, hvis den ikke som de fleste af Hartmanns Værker var utrykt og dens Fremtrængen i videre Kredse dermed væsentligt hæmmet.

(Fortsættes.)

Årgang 8/1933, nr. 05