Musikkritikken

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 05 - side 102-110

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

MUSIKKRITIKKEN

AF JØRGEN BENTZON

GUSTAV HETSCHs og Povl Hamburgers Indlæg om Musikkritikkens Stilling i Nutiden viser i al Fald med temmelig iøjnefaldende Tydelighed, at nogen egentlig Enhedsfront danner Kritikerne ikke - i hvert Fald ikke naar man tager Emeritusserne med. Paafaldende er det ogsaa, at den ældre gør sig til Talsmand for ret gennemgribende Reformer, medens den yngre forsvarer temmelig traditionelle, konservative Synspunkter.

Naar man skal tage Stil Iing til de rejste Spørgsmaal, er det naturligt først at spørge om, hvilken Betydning Kritikken overhovedet har haft for Musiklivet i videste Forstand. Som Minimum kan man sige, at den har betonet Musikkens, specielt Koncertlivets Betydning som Kulturfaktor derved, at Pressen til Stadighed har beskæftiget sig dermed, og at den har værnet Tribunen mod det rene Dilettanteri. Nu er det et Faktum, at Forholdene i Løbet af de sidste 10 Aar har ændret sig i meget væsentlig Grad.

Medens Hetsch - ligesom jeg - anser disse Ændringer for afgørende, anerkender Hamburger vel, at saadanne Ændringer er sket, men han anser dem ikke for gennemgribende nok til, at de kan motivere en Omlægning af Pressens Forhold til Musiklivet. Det falder mig svært at forstaa, at et saadant Standpunkt kan opretholdes. Lad os blot se paa Radioen:

Det er en ubestridelig Kendsgerning, at Antallet af Mennesker, der til Stadighed hører Musik - ogsaa specielt god Musik - takket være Radioen er steget enormt sammenlignet med tidligere. Man behøver blot at sammenligne Forholdene indenfor ens egen Bekendtskabskreds før og nu for at overbevise sig herom. Og jeg troede ærlig talt alle var enige om, at Radioen ikke blot havde slaaet et Par Koncertinstitutioner ihjel, men at den overhovedet har skubbet hele det frie Koncertliv bort fra dets centrale Stilling godt ud mod Periferien i Musiklivet. Hvad nytter det at henvise til, at Antallet af Koncerter i København er det samme som for 30 Aar siden, naar Forholdet - takket være Stigningen i Publikums Antal - er det, at medens Koncertlivet tidligere tilfredsstillede op mod 100 % af den danske Befolknings samlede Musikforbrug, tilfredsstiller den nu højt regnet nogle faa Procent. Og Hamburger er jo enig i, at det er ligegyldigt i denne Sammenhæng, om Musikken høres transmitteret eller direkte, saa vi kan slippe for at optrevle den gamle Diskussion om »levende« og »mekanisk« Musik. Det virker ganske umiddelbart absurd, at medens det Musikstof, der høres af Hundrede Tusinder praktisk talt (nemlig bortset fra Stærekassekoncerterne og ganske enkelte andre Ting) lades uomtalt og »ukritiseret« af Dagspressen, beskæftiger denne sig Spalte op og Spalte ned med Musikpræstationer, der i bedste Fald høres af nogle faa Hundreder. Hvis man ikke ganske kynisk vil vedkende sig det Standpunkt, at Koncertanmeldelsen blot er en Slags Kvittering for Koncertannoncen, maa man jo motivere det besynderlige Misforhold derved, at det, der præsteres i det utransmitterede Koncertliv, er betydningsfuldere for det musikalske Kulturliv end Radiostoffet. Men hvem tør hævde dette? Er Forholdet ikke anerkendt det, at det allermeste af, hvad der laves i Koncertsalen, hverken sker til Ære for vedkommende Kompositioner eller Publikums »Opdragelse«, men udelukkende for at vise, hvorledes vedkommende Koncertgiver er i Stand til at udføre nogle ofte til Lede fortærskede Travere.

Jeg er ganske enig med Hamburger i, at Vejen til en bedre Musikkultur ikke gaar gennem en Overøsning af det naive Publikum med usorteret Musikstof. Og han synes at være lige saa enig med mig i, at Publikum først og fremmest trænger til en Vejledning overfor saadant Stof. Men Spørgsmaalet bliver saa netop det, om den traditionelle Musikkritik er den egnede Form for saadan Vejledning, og hvis man erkender, at den ikke er det (og Hamburger synes jo tilbøjelig til at give Spillet fra sig) hvad den saa overhovedet er værd.

Kunde det tidligere med en Skygge af Ret hævdes, at Dagbladskritikken spillede en Rolle for det offentlige og private Musiklivs Niveau, gælder dette i hvert Fald ikke mere. De afgørende Faktorer er nu Radioledelsen og det pædagogiske Arbejde, der udføres i Skoler, privat Undervisning, Konservatorier, Folkemusikskole etc.

Hvis det virkelig er rigtigt, at det har saa urnaadelig Betydning, at offentlige Musikpræstationer kritiseres i Dagspressen, maatte man dog kunne spore de mislige Virkninger af, at det store Radiostof nu snart i en halv Snes Aar er ladt uomtalt, men hvor er disse Virkninger? Hvad vilde der overhovedet ske, hvis ogsaa Anmeldelserne fra Koncertlivet bortfaldt? Bortset fra den nærliggende Mulighed, at der ikke vilde »ske« nogetsomhelst, er jeg tilbøjelig til at tro, at en hel Del Herrer og Damer, der nu blot for at se sig selv og sine Præstationer omtalt i Avisen slæber Venner og Bekendte ved Haarene hen og gabe i en Koncertsal, vilde høre op hermed, altsaa at vi, blev fri for en Del »Musik-Proletariat«(1).

Det vægtigste Argument for Opretholdelsen af Musikkritikken under den nuværende Form er det, at Musikerne ikke ønsker Forandring. Af samme Grund er disse Ord fuldt saa meget rettet mod Musikerne som mod Anmelderne. Heerup har karakteriseret Musikernes Forhold til Pressen som »bundforlorent«, og jeg kan af Hjertet underskrive hans Dom. Man spiller i et Lotteri, og hvis man taber, giver man Lotteriet og ikke sin egen Godtroenhed Skylden. Musikerne bejler til et Naadens Ord fra Personer, hvis Kompetence, ja undertiden Oprigitighed, de Mand og Mand imellem ikke bliver trætte af at diskutere, ja ofte bestrider. Denne Tilstand er uværdig. At Kritikken har Betydning for Musikerens Økonomi er et nøjagtig lige saa godt eller lige saa skidt Argument, som at den har Betydning for Anmelderens Økonomi. Og hvad specielt den evigt gentagne Henvisning til, at Anmeldelser skaffer Elever, angaar, turde det dog næsten være overflødigt at pege paa, at Evne til at spille paa Koncert ikke er ensbetydende med pædagogiske Evner, og at det er en Usømmelighed vedvarende at spekulere i Publikums Vrangforestillinger paa dette Punkt.

Man maa dog nok regne med, at adskillige dels under Hensyn til det radikale i et saadant Skridt, dels under Paaberaabelse af, at der dog er meget indenfor Koncertlivet, der har en saadan Interesse, at det bør omtales offentligt, vil gyse tilbage for den fuldstændige Afskaffelse af Pressens Musikomtaler, men vil foretrække at søge disse reformeret paa en saadan Maade, at de bedre svarer til Tidens Krav. Jeg kan her henvise til det i Gustav Hetsch' Artikel anførte om samlede ugentlige Musikoversigter. Det vilde ikke være unaturligt, om de store Dagblade havde en eller flere musikalsk sagkyndige, fast lønnede Medarbejdere, der havde til Opgave at holde Offentligheden à jour med dels hvad der forestod af vitterligt betydningsfulde Begivenheder indenfor Musiklivet (ikke blot Koncertlivet), dels at fremhæve de af de stedfundne Præstationer - eller Kompositioner -, der havde hævdet sig særlig smukt. Denne Metode hviler paa den sunde, ja næsten selvfølgelige Betragtning, at hvad der ikke er værd at høre paa, er heller ikke værd at omtale offentligt. Den har desuden den Fordel, at man ved at koncentrere Omtalen om det positive kan udnytte den unægtelig ret beskedne Spalteplads, Redaktionerne for Tiden skænker Musiklivet, mere rationelt. Der maa kunne blive Plads til almindelige Betragtninger over musikalske Tilstande, derunder de i Nutiden saa betydningsfulde pædagogiske Bestræbelser; der maa kunne blive Plads til Anmeldelser af Musikalier, og den saakaldte »Brugsmusik« maa kunne inddrages under offentlig Omtale. For blot at nævne nogle af de Ung, der praktisk talt savnes nu. Hamburger henviser til, at f. Eks. »Politiken« arrangerede Jådes aabne Sangtimer i sin Tid, gav Plads for Diskussionen om levende contra mekanisk Musik etc. Ganske rigtigt og særdeles fortjenstfuldt; men det er dog Undtagelsesfænomener. Som Argument forekommer denne Henvisning mig iøvrigt ikke at være ganske ufarlig i en Kritikers Mund. Den synes nemlig at være et temmelig tydeligt Indicium for, at Bladredaktionerne ikke er slet saa blinde og døve overfor Reformer og nye Tanker, som Anmelderne gerne giver det Udseende af, naar det gælder om at dække over en paastaaet Mangel i Udøvelsen af deres egen Virksomhed.

Det siges, jfr. G. Hetsch, at Kritikerens Magt faktisk er den samme, hvad enten Midlet er »Omtale - ikke Omtale« eller »god Omtale daarlig Omtale«. Dette er rigtigt. Intet System, intet nok saa fint specificeret Krav om »saglig Begrundelse« o. l. kan hindre Talentløshed eller Samvittighedsløshed i at gøre Ulykker. Nærer man afgørende Frygt for Vilkaarligheder i Pressens Behandling af Musiklivet, er der kun een Udvej: Væk med Dagbladsomtalen (2).

Det kan imidlertid ikke hævdes, at en saadan reformeret Dagbladskritik blot er »det samme paa en anden Maade«. Bortset fra de øjensynlige Fordele ved at Spaltepladsen kunde udnyttes mere rationelt og med bredere Horizont end det nu er Tilfældet, vil det paa andre væsentlige Punkter betyde en Frontforandring. Hamburger hævder, at end ikke en positiv Vejledning kan foregaa, med mindre den »bestandig gaar Haand i Haand med, ja bliver ledet af »Kritik«, af forudgaaende Prøven, Dømmen, Vælgen, Vragen, Sætten Tingene paa Plads«. Ganske rigtigt for saa vidt nemlig al Aandsvirksomhed forudsætter en stadig Udvælgelse. Men Formen for denne Udvælgelse er ikke betydningsløs. Naar man henvender sig til Offentligheden er det ikke ligegyldigt, om man gør den bekendt med hele Udvælgningsprocessen, eller om man blot præsenterer uden Udvælgelsens positive Resultater. Vi er her ved et centralt Problem, som jeg gerne vil belyse lidt nærmere ved en Betragtning dels af Pressens traditionelle Forhold til Værkerne, dels dens Forhold til disses Udførelse.

Værkerne.
Jeg ser her foreløbig bort fra den samtidige Musikproduktion, som jo ogsaa kun udgør en ringe Procent af det af Dagspressen behandlede Musikstof. - Hamburger citerer en tidligere Udtalelse af mig: »Vi kan allesammen høre, at Klassikerne er gode«; lad mig supplere den saaledes: »ja, og vi kan allesammen høre, hvilken Musik, der er »klassisk (i videste Forstand)«. Dette ligger nemlig for Uden før ca. 1900 saa nogenlunde fast. For den, der vil vejlede Publikum overfor den Slags Værker, burde med andre Ord den kritiserende

Udvælgelse ikke volde større Vanskeligheder. Det kan iøvrigt med Rimelighed forlanges af vedkommende, at han lægger Tøjler paa sine for udprægede Smagsejendommeligheder, hvor det drejer sig om Værker, hvis Mesterkvalitet kun Taaber vilde finde paa at bestride. Det er rigtigt nok, at der finder Forskydninger Sted i Vurderingen saavel ved som indenfor Parnassets Grænse. Lad os dog være klare over, at i et stort Antal Tilfælde er saadanne »Omvurderinger« hverken mere eller mindre end forbigaaende Modeluner hos en toneangivende Musikerklike, og at der ikke er fjerneste Anledning til at gøre det brede, naive, Publikum delagtigt i den Slags artistisk Tevandssnak. En Omvurdering kan undtagelsesvis være Udtryk for en dybere, almindelig Brydninger i Aandslivet; men vil man give denne Udtryk overfor Publikum, sker det dog ogsaa bedst ved en positiv Propaganda for den Kunst, som tidligere Livsopfattelse har stillet i Skygge, og ikke ved den temmelig øde Beskæftigelse at veje Klassikerne mod hinanden og give dem Karakter. Publikum er i hvert Fald bedst tjent med, at Klassikernes indbyrdes Størrelse debatteres saa lidt som muligt, og der skal en overordentlig Autoritet og overordentlig tvingende Grunde til, før man tør handle imod denne Regel. At dette ikke anerkendes af den traditionelle Kritikermetode, der er vant til stadig at afbalancere positivt og negativt, er en given Sag. Men jeg kan med min bedste Vilje ikke - og navnlig ikke paa nærværende Tidspunkt - se Nytten af Fænomener som f. Ex. Seligmanns meget omtalte, besynderlige Jubilæumskronik over Wagner, eller Hoves stadige smaa venlige Spark til Gade i Hartmann-Artiklerne. Blot for at nævne et Par Exempler.

Udførelsen.
Ogsaa i Omtalen af denne kan man med Rette spørge, om den traditionelle Kritikermetode kan staa uforandret for en Nutidsbetragtning. Det drejer sig her knap saa meget om Bedømmelsen af Præstationer for en halvprivat Kreds, men mere om de Musikforanstaltninger, der henvender sig til et stort, overvejende naivt Publikum (som f. Ex. de offentlige Radiokoncerter). Hvis man erkender, at Formaalet med saadanne Foranstaltninger er at lære »Folket« Musikkens Storværker at kende og umiddelbart at nyde og opleve disse, maa Omtalen have en saadan Form, at dette Formaal ikke bringes i Fare. Men det gør det afgjort, hvis Opmærksomheden i for høj Grad koncentreres om Udførelsen. Man véd det fra sig selv, at man overfor et klassisk Værk, man kender Tone for Tone, kan gribe sig i at sidde og kun høre efter, hvordan det bliver udført. Denne Indstilling kan for Kritikeren ved Tilvænning blive ganske naturlig; men den er og bliver ufrugtbar og bør ikke forplantes til det store Publikum. Jeg tvivler ikke paa, at Kritikeren i bedste Tro af Verden mener, at han med sine uforgribelige Meninger om Beethovens Tempi, Mozarts Stil etc. opdrager Publikums »Smag«. Intet kan være mere fejlagtigt. Han lærer kun det naive Menneske at tvivle paa sin egen Oplevelses Ægthed, at tro, at det er »fint« at kunne »kritisere«, og Resultatet er i ni af ti Tilfælde kun Usikkerhed og en Masse umoden Eftersnak. Men, kan man sige: de udøvende Musikere lærer noget deraf. Jeg vil i Virkeligheden snarere mene, at meget af det vitterlige Skaberi, der florerer ved Udførelsen af Klassikerne, har sin Rod i Kritikkens evindelige Puslerier med Millimetermaalet. Hvilken Ulykke, hvis en Mand en skønne Dag kom til at spille en Beethoven-Symphoni »lige ud ad Landevejen«!

Den forsvarlige Omtale af den Slags Foranstaltninger er som sagt en passende forhaands Vejledning og en senere Fremhævelse af en særlig fremragende Præstation. Man kan vel - forudsat at en saadan Reform gennemføres - ikke bestride Pressens Ret til at tage Afstand fra en positiv misvisende Præstation under Forhold, hvor man med Rette kunde forvente Kvalitet, men jeg mener, at det traditionelle Pilleri og Hakken fra hinanden overfor Præstationer, der uden at være fremragende dog har Niveau og gør Rede for Værkets Tanker paa en for det ublaserte Menneske forstaaelig Maade, gør positiv Skade.

Jeg har udskudt Spørgsmaalet om Kritikkens Stilling til den samtidige Musik til særlig Behandling. Af flere Grunde. Først og fremmest fordi man egentlig kun her er berettiget til at anvende Ordet »Musikkritik« i snævrere Forstand. Det øvrige er jo - da den ældre, fastslaaede Musik ikke eller sjældent »anmeldes« - ret beset overvejende »Musikerkritik«. - Spørgsmaalet er altsaa ogsaa her, om den Maade, hvorpaa Dagbladene beskæftiger sig med den samtidige Musik, er gavnlig og tidssvarende. Det erkendes, at de vanskelige Vilkaar, hvorunder Dagbladenes Musikanmeldere arbejder, gør det ganske særligt svært for dem at behandle den nyeste Produktion paa en tilfredsstillende Maade. Mere indgaaende, faglige Betragtninger faar de ikke Lov eller ikke Plads til at skrive; det flygtige Indtryk, den eneste Opførelse giver dem, skal i Huj og Hast omsættes i nogle faa Ord. Resultaterne maa ogsaa gennemgaaende siges at være derefter. Selvom man gav Hamburger Ret i, at »Tiden« ikke kan undvære en vis Kvantitet af Kritik, maa man billigvis yde »Tiden« den Anerkendelse, at den er temmelig nøjsom med Hensyn til Kvaliteten. Og lad os være glade for det; hvilke Tilstande ellers, især her i det lille Danmark, hvor nye Kompositioner ikke anmeldes udenfor Dagspressen.

Spøg tilside! Der er faktisk ikke meget ved den Kritik, der skrives over Nutidskompositioner. Jeg beder den Komponist staa frem, der med Sandhed kan sige, at han har lært noget - positivt eller negativt - af Kritikken. Hvilken Betydning har Kritikken set fra Komponistens Synspunkt? Den gør Reklame for hans Navn. Hverken mere eller mindre. Hvad den skriver om ham spiller ikke den afgørende Rolle, blot den skriver. Exempelvis: Jeg har gennemgaaende haft en god Presse herhjemme; Riisager har gennemgaaende haft daarlig Presse. Men vil nogen for Alvor tro, at Riisager har haft væsentlig mindre Nytte af sine Skældud end jeg af mine »Laurbær«? Man maa. her i høj Grad regne med Redaktionens Lov. Mange Mennesker, der har læst en rosende Omtale af mig og senere hører en af mine Kompositioner, vil utvivlsomt udbryde: »Gud Fader bevare's! Skal det være godt!«; medens de i en tilsvarende Situation om Riisager vil sige: »Naa - hvad! Det er da ikke saa slemt, eller i al Fald ikke værre, end den Slags Ting plejer at være!« Livet er nu engang et muntrere Puslespil, end vi med vore firkantede Hjerner gerne vil gøre det til. Hamburgers Ord: »Tiden kan ikke undvære Kritik« vil jeg erstatte med følgende: »Saalænge Komponisterne skriver for en ubestemt Offentlighed, kan de ikke undvære et vist Maal af Reklame«. Men nu har vi jo den kære Radio, der med sine regelmæssige Udsendelser af moderne Værker meget hurtigt kan opnaa at gøre en Komponist berygtet over hele Landet. Vi har med andre Ord, takket være de nye Tilstande, ikke nær saa megen Brug for Pressen som tidligere(3).

Hvorfor kunde Æskylos og Sofokles »klare sig« uden Presse og Anmeldelser? Af den ganske simple Grund, at hele den daværende »Offentlighed« under de smaa Forhold kunde rummes i Teatret. De havde med andre Ord ikke den Brug for Reklame som Nutidens Digtere (og Komponister), der skriver for en ubestemt og større Offentlighed. Behøver man egentlig at sige mere om den Ting? Nej, Exemplet er ikke særlig heldigt valgt, men hvorfor bruge stærkere Argumenter end nødvendigt? Hamburgers Udtalelser om Musikkritik og Kulturforfald er ikke fremsat med den Klarhed, man kunde ønske, naar saa storslaaede Synspunkter føres i Marken (4). Men hvis Meningen er den at motivere Kritikerens Beskæftigelse med Komponistens Frembringelser saaledes: »Min Ve, du er et Forfaldsfænomen, ergo skal du kritseres«, ligger det unægtelig snublende nær for Komponisten at svare: »Min kære, hvis jeg virkelig er et Forfaldsfænomen, er det saamænd ingen Nytte til, saa du kan saamænd lige saa godt lade det være!« Forfalds- og Undergangshypotheser - deres Værdi iøvrigt ganske ufortaft - kan maaske forklare Kritikkens faktiske Tilstedeværelse i Nutiden som Forfaldssymptom, men de fører os ikke et Skridt videre i Spørgsmaalet om Kritikkens Undværlighed. - Ligervis som »Forfald« og Raaddenskab nok kan forklare, at der gaar Svamp i et gammel Hus, men ikke siger noget afgørende hverken om Svampens Berettigelse eller om Svampens Uundværlighed(5).

Jeg ser iøvrigt ingen tvingende Grund til at være makaber. Føler man Reklamesynspunktet utilfredsstillende, og tør man fra Pressens Side prætendere, at Kritikken af den samtidige Musik skal være noget mere, f. Ex. en Vejledning for Komponisten og hans Publikum eller en overfor Fremtiden nogenlunde forbindende Kvalitetsdom, maa der fordres en grundigere Indlevelse i Værkerne, før Dom afsiges, og større Faglighed i Betragtningerne. Lader dette sig ikke gennemføre under de Vilkaar, Dagspressen formaar at byde Musikanmelderne, maa Kritikken forsvinde.

Man kan saa endelig spørge, om der er Grund til at arbejde for at bringe en af Dagspressen uafhængig, faglig Musikkritik til Eksistens. Jeg stiller mig meget tvivlende her. Det kan vel ikke bestrides, at en begavet Kritiker kan gøre Nytte ved en saadan Behandling af Samtidens Musik, men det er nu engang svært at sige noget virkelig karakteriserende om Musik med Ord, og virkelig Kritikerbegavelse er et yderst sjældent forekommende Fænomen. De Prøver paa den Slags Kritik, man har set, navnlig i Tyskland, virker gennemgaaende meget lidt opmuntrende. Ensidighed og Pedanteri gaar her Haand i Haand.


Jeg saa meget nødigt denne »uundværlige Nutidsfaktor« omplantet til Danmark.

For at resumere de anførte Betragtninger:

Pressens nuværende Musikomtaler giver et misvisende Billede af, hvad der er væsentligt og uvæsentligt i Musiklivet. - Den Form, hvorunder Omtalen foregaar, gør i et stort Antal Tilfælde positiv Skade. - At der baade her og hist er forbundet visse økonomiske og andre lige saa lidt ideelle Interesser med en Opretholdelse af den nuværende Tilstand, er ikke noget afgørende Argument mod Ændringer. - En mere tidssvarende og gavnlig Form for Musikomtaler kan kun naas ved gennemgribende Reformer omfattende saavel de Fænomener, der omtales, som Formen for Omtale. - Saadanne Reformers Succes vil dog stadig være afhængig af vedkommende Pressefolks Indsigt og kritiske Talent. - Viser Reformerne sig ufyldestgørende eller nærer man paa Forhaand Mistillid til deres Værdi, er der kun een mulig Udvej: Bort med Kritikken.

Musikken som menneskelig Kulturfaktor vil ikke gaa i Graven med den.

Fodnoter:
(1) Som Hamburger mener, vilde blive større, hvis man erstattede Kritikken med et »Referat«. 'Men det mener jeg rigtignok ingenlunde, man bør. Jeg maa her præcisere en principiel Modsætning mellem Hamburgers og min Opfattelse:
Han mener, det er et Offentligheden vedkommende Anliggende, at Frk. X. debuterer. Jeg mener højst det er det, hvis hun viser sig at give Løfter udover det almindelige.

(2) Hamburger henviser til, at dette Resultat kan opnaas ved at Musikerne enkeltvis - frabeder sig Kritik. Dette vilde være fuldstændig rigtigt, hvis Presseomtalen var at anse som et privat Mellernværende mellem Avisen og Musikeren. Men ser man Kritikken under Synspunktet: Vejledning af Offentligheden, er Tankegangen aabenlyst uholdbar. Jeg sætter den - ingenlunde usandsynlige - Situation, at det netop var de bedste Kunstnere, de som ifølge erhvervet Navn og Position uden Vanskelighed kunde undvære Kritikkens Reklame, der frabad sig Kritik. Pressen maatte altsaa stadig skrive, - men kun om Middelmaadigheden. En i Sandhed værdifuld Vejledning!

(3) Dertil kommer - men dette er min ganske private Overbevisning -, at Komponisterne i den kommende Tid sikkert i stigende Grad vil lægge deres Virksomhed an paa et praktisk Arbejde, som bringer dem i direkte Forbindelse med et musicerende Publikum. En nærmere Udvikling af denne »Flugt fra Offentligheden« og dens forskellige Former, kan jeg imidlertid ikke komme ind paa her, da det vilde føre alt for vidt.

(4) Det er navnlig det sidste Trøstens Ord, der daarligt kan rimes sammen med, at den vesterlandske Kultur »ganger mod Hæld«. Hvis dette skal forstaas i Retning af Undergang (Spengler) skulde man ikke tro, der var meget at trøste sig med.

(5) For jeg tør jo ikke haabe, at Hamburger vil gøre mig den Glæde at paastaa, at det er Kritikken, der i Nutiden frembyder den aktive Garanti for, at det ikke gaar rent, eller mere omgaaende ad Hel - - til.

Jeg havde for Resten glædet mig til en lille Debat med Hamburger om de objektive Retningslinier for Kritik af Nutidsmusikken, navnlig om Underholdningsmomentets Betydning i Bedømmelsen. Men efter de Udtalelser, H. har fremsat i sin sidste Artikel om, hvorledes »Underholdning« i den givne Sammenhæng skal forstaas, maa jeg desværre renoncere, idet Diskussionsemnet nu forekommer mig alene at være indskrænket til Spørgsmaalet om Tilladeligheden af besynderlig Sprogbrug. At Kritikeren skal lytte efter »et Indhold«, et hemmelighedsfuldt »et eller andet« i Kraft af hvilket, Musikken kan tjene til Underholdning for Menneskenes Børn, det vil sige (fremb. af mig) paa en eller anden Maade sætte Sindet i Bevægelse« - det er ikke noget, Hamburger har fundet paa. Den »objektive Retningslinie« har været benyttet før baade Hamburger og jeg blev født. Dens Værdi beror alene paa, om den benyttes med Indsigt, flair og Talent. Men Hamburgers Talent skal jo ikke diskuteres her.

Iøvrigt vil jeg gerne benytte Lejligheden til at rette en Misforstaaelse. Det er ikke karakteristisk herhjemme, at netop »de ældre unge« lukker sig inde i Elfenbenstaarnet og overlader de yngste at varetage det rent brugsbestemte. Jeg vilde snarere sige tværtimod. Naar f.Ex. jeg forsvarer Komponistens Ret til stadig at skrive rent artistisk (d. v. s. uafhængig af Brugsformaal), er det netop i første Række af Hensyn til de ganske unge, der kun med Vanskelighed kan opnaa det fornødne Haandværk og den personlige Udvikling, hvis man straks alene henviser dem til det rent brugsbesternte. løvrigt vilde det interessere mig, hvad de unge selv (Koppel, Holmboe, Syberg, Tarp o. s. v.) mener om den Ting.

Årgang 8/1933, nr. 05