Sangundervisning af smaabørn

SANGUNDERVISNING AF SMAABØRN

AF SIGRID RASMUSSEN

FOR det lille Barn betyder Sang først og fremmest en ren fysisk Akt; det bruger Stemmen, som det bruger sine Lemmer, og bruger den gerne sammen med disse i Leg og allehaande Beskæftigelser. Det lille Barn har en naturlig Tilbøjelighed for Klang, for Rim og for primitiv Rytme, men ikke megen melodisk Evne og endnu mindre musikalsk-æstetisk Fornemmelse; dertil kommer, at det helst synger alene og uden Kontrol; det er af Naturen en Ener og hævder sig i det længst mulige som saadan, om end det sker ubevidst.

Allerede med disse Kendsgerninger har man et Udgangspunkt for den første Sangundervisning: Det gælder at skabe Udløsning for den naturlige Bevægelsestrang og primitive Sangglæde, at udnytte og videre kultivere Klang- og Rytmesansen, det gælder at vække Melodisansen ved at aabne øret for Intervallerne og deres elementære melodiske Forbindelser, og endelig gælder det at lære de smaa Børn at arbejde i Flok. Den sidstnævnte Side af Sagen er ikke mindst vigtig. Smaabørns Mangel paa social Indstilling træder i de første Sangtimer stærkt i Forgrunden; det er en Charme ved Arbejdet, men rigtignok ogsaa en Vanskelighed, som man gør vel i ikke at underkende. -At der saa hurtigt som muligt skabes en Følelse af Samhørighed mellem Børnene er ikke blot nødvendigt for deres almindelige Velbefindende i Skolen, men en Betingelse, for, at der overhovedet kan arbejdes med dem. Arbejde og Samfølelse er gensidige Funktioner; det ses overalt i Skolens Liv, men intetsteds saa klart som i Sangundervisningen, hvor Faget selv paa een Gang kræver Tilstedeværelse af en Fællesvilje og sidder inde med de rigeste Muligheder for at udvikle den. Bedst forenes naturligvis de musikalske pædagogiske Hensyn, hvor Klasselæreren i 1. Klasse er saa musikalsk velfunderet, at han kan udnytte Sangen pædagogisk og indflette den musikalske Opdragelse som Led i den almene, hvad enten det sker ved, at han selv bestrider Sangtimerne eller blot arbejder i Kontakt med Sanglæreren.

Med Hensyn til den praktiske Udformning af Undervisningen gælder det, at den for Børnene maa tage sig ud som en Leg, for Læreren være et maalbevidst og planmæssigt Arbejde. Undervisningens Grundstamme er en Kæde af smaa Motiver, udarbejdet, saa de danner en sammenhængende Række Lytteog Syngeøvelser, i stadig Relation til de Smaamelodier, der efterhaanden inddrages i Undervisningen; i øvrigt opbygget efter Principper, vi senere skal komme tilbage til. Anvendelsen af disse Motiver er stadig den samme: Først gives Motivet som Lyttøvelse, derefter synges og bearbejdes det.

At Motivet anvendes som Lytteøvelse vil sige, at det meddeles af Læreren paa en saadan Maade, at samtlige Elever tvinges til at tilegne sig det gennem øret. Denne Del af Undervisningen er i øjeblikket betydelig vanskeligere, end den var for blot faa Aar siden. Smaabørn er jo i langt højere Grad parat til ydre end til indre Aktivitet, og med al den lydlige Uro, Børn - og i Særdeleshed Storbyens Børn - lever i, vænner de sig tidligt til at forholde sig til Lyd, uanset om det er Støj eller Musik, paa en af to Maader: enten lader de den ganske simpelt passere uden overhovedet at optage den i deres Bevidsthed, eller de reagerer over for den ved en eller anden ydre Handling. Det er et almindeligt Fænomen, der kan iagttages paa Gader og Stræder, at Børn raaber med Gadesælgeren, tuder med Trafikken, overdøver hverandre med Raab og al Slags Støj, synger højt og - musikalsk set - helt hen i Vejret, naar Radio eller Lirekasse spiller o. s. v. Herpaa beror det vel ogsaa, at uagtet en stadig voksende Strøm af Musik skyller over Landet, er et stedse mindre Tal af de Børn, der optages i første Klasse i Stand til at huske en Melodi end sige synge den. Evnen til aktiv Lytten kan ikke paaregnes at være vaagen, men da denne Evnes Tilstedeværelse er den absolute Forudsætning for musikalsk Kultur, maa det blive Sangundervisningens primære Opgave at vække og videredanne den. Det siger sig selv, at hvor en Evne skal opdyrkes i den Grad fra Grunden, som Tilfældet er her, maa de Midler, der gribes til, være simple og kraftige: en enkelt Tone, der ved sin Klangsubstans forundrer, et klart og skarpt Gade- eller Militærsignal, som vækker Genkendelsesglæde, et kort rytmisk Motiv, der ved sin Prægnans rammer øret, kort sagt Elementer, der hovedsagelig forholder sig til Sansningen og kræver et Minimum af aandelig Bearbejdelse, og som altsaa i den musikalske Opdragelse betyder det samme som den direkte Iagttagelse i al anden Smaabørnsundervisning. Der er mangfoldige Maader, hvorpaa Læreren kan kalde paa Børns Lytteevne; først og fremmest er den Maade, paa hvilken han bruger sin egen Stemme, virkningsfuld; overfor Klang reagerer Smaabørn hurtigt og villigt. Ligeledes spiller Tonehøjden en Rolle, og navnlig kan et Motiv faa. fornyet Interesse ved at flyttes fra et Toneleje til et andet. Raader man over Instrumenter, kan man til Afveksling spille Motivet; det er muligt paa et tidligt Tidspunkt at gøre Børn bevidste over for klanglige Ejendommeligheder, bl. a. ved at flytte samme Motiv fra et Melodiinstrument til et andet (Violin, Blokfløjte o. a.). Og Saa ved Hjælp af Teksten kan man saa at sige tilegne et enkelt Barn eller hele Klassen et Motiv, enten gennem Tekstens Indhold f. Eks. ved en direkte Henvendelse med Navns Nævnelse til et enkelt Barn, ved Indførelse af en for Klassen fælles Oplevelse o. I. - eller man kan opfordre Børnene til selv at digte Tekst til de Toner, de hører.

Er et Motiv paa denne Maade gjort tilgængeligt, for Børnene, skal det synges, og her kan man i første Omgang lade Børnene selv raade; der vil altid være en eller anden, der af egen Drift forsøger at gentage, og det videre Forløb kan man jo saa indrette efter disse Forsøg. Det er nemlig langtfra saaledes, at kun de sangbegavede indlader sig paa at synge efter, oftest er de mindst udrustede allerivrigst til den Slags øvelser, idet de jo slet ikke forstaar at vurdere deres egne Præstationer. Hermed melder sig imidlertid Elementarundervisningens næste store Problem: Smaabørns svigtende Evne til at bruge Stemmeorganerne. Antallet af »Brummere« og »Pibere« er i en normal første Klasse saa stort, at man gør vel i - i Stedet for at betragte dem som Undtagelserne - at anse dem for Klassens Kerne og ganske simpelt lægge Undervisningen an efter deres Behov. Det bliver derefter Lærerens Opgave - uden at svække disse Børns Aktivitet eller Glæde ved at være med - at udfinde, hvori deres Vanskeligheder bestaar, en Opgave, der kræver Taalmodighed, godt Humør, nogen Opfindsomhed og en hel Del pædagogisk Indsigt, men i øvrigt ikke er nær saa vanskelig, som den fra Begyndelsen ser ud til at skulle blive. Børnene deler sig nemlig ret snart for Lærerens Bevidsthed i Grupper: den største Del af disse tilsyneladende ubegavede Børn har blot ikke forstaaet at lytte; hvor hurtigt, de kommer i Gang, afhænger udelukkende af deres øvrige Evner og almindelige Udviklingsstadium. For de øvriges Vedkommende er det - bortset fra de enkelte helt ubegavede eller meget smaat begavede Børn, der findes i dette som i alle andre Fag - selve Brugen af Stemmeorganerne, der volder Vanskelighed. Disse Børn kan nok høre, kan huske og kende et Tema, kan udmærket godt kritisere deres Kammeraters Præstationer, maaske endog deres egen, men synge kan de ikke. I Almindelighed besidder de dog et eller andet Sted i Tonerækken en enkelt eller nogle faa Toner, som kan afgive Basis for et Arbejde med dem. Det gælder blot om for hvert enkelt Barns Vedkommende at finde dets særlige Toneleje, faa Barnet til selv at forstaa, hvori dets Vanskelighed ligger, og saa i øvrigt arbejde med det saaledes, at det selv faar Vilje til at virke med. Dette Arbejde inaa i hver eneste Time fra Timens Begyndelse til dens Slutning gaa sideordnet med det øvrige Arbejde, eller rettere, det maa indgaa organisk i dette. Der maa i Timens Løb stadig ske direkte Henvendelse til snart det ene snart det andet af disse Børn; f. Eks. kan man synge Barnets Navn eller en anden kort og let tilgængelig Tekst paa et Par Toner inden for dets særlige Leje og faa Barnet til at gentage eller svare paa samme lille Melodi, eller man kan henlægge det Motiv, man i øjeblikket arbejder med, eller et af de tidligere lærte til vedkommende Toneleje og lade Barnet synge det sammen med hele Klassen, med enkelte Kammerater eller helt alene o. s. v. Naar man først frem til Melodier, kan man af disse isolere et og andet lille Tema, som egner sig for denne Del af Undervisningen. Det er særdeles vigtigt, at disse øvelser, der jo navnlig i Begyndelsen af Aaret nødvendigvis maa optage en meget stor Del af Timen, ikke for Børnene tager sig ud som Enkeltmandsundervisning, men at den samlede Klasse ustandselig bringes til at interessere sig for og at medvirke i Arbejdet.

Dette lader sig imidlertid ikke gøre udelukkende ved auditive Midler; det er ikke naturligt for 6-7 Aars Børn at sidde stille og synge, endnu mindre at sidde stille og lytte. Smaabørn har en naturlig Bevægelsestrang og i deres medfødte Rytmesans et musikalsk Aktiv, der jo før jo heller maa tages i Brug og bringes under Kultur. Af den mest elementære Bevægelsesrytme, den regelmæssigt 2-delte som den fremtræder i Gang og Løb, kan improviseres en Mængde øvelser, idet Bevægelsen forbindes med Tekst (Tælning, korte Ordforbindelser i Gentagelse, smaa selvdigtede March-Rim o. s. v.), fremsagt eller sunget paa ganske korte Formelmelodier. Ogsaa den 2- eller 3-delte Arbejdsrytme er et vigtigt Element. i rytmisk Opdragelse; ved at lade Børnene udføre Arbejdsbevægelser (hamre, save, hugge Brænde o. s. v.), kan man forholdsvis let bringe dem til at skelne saavel Betoningens som Pausens rytmiske Funktion. Ogsaa Sprogets Rytme kan paa et meget tidligt Stadium gøres bevidst for Børn, idet de kan lære i Tale og Sang at skelne betonede og ubetonede Stavelser i 2- og 3-stavelses Ord, i korte-Sætninger og Smaavers. Sprogrytmen kan længe før Børnene kan læse - noteres paa Tavlen med Prikker og Betoningsstreger, f. Eks. vil Teksten »Nu bli'r det Sommer, saa skal vi i Skoven« rytmisk noteret se saaledes ud: (eks.)

Man kan omvendt først sætte en Rytme op med Prikker og Streger, derefter klappe den, trampe, marchere, slaa den paa Tromme, Tamburin eller andet Rytmeinstrument, og videre digte Tekst til. Føjer man saa Toner til, er Forbindelsen fuldendt, og intet normalt Barn vil kunne lade saadan »Musik« gaa upaaagtet, hen, selv den, der endnu hverken kan lytte eller synge, har i Rytmen, Teksten og Bevægelsen noget at holde sig til. Fra de simple 2- og 3-stavelses Ord til de sammensatte »ordnede Lege« er en Uendelighed af Muligheder for Kombinationen: Tekst-Toner-Rytme-Bevægelse. Spillemanden, Haandværkeren, Bonden, springende, løbende, flyvende Dyr o. s. v., alle kan give Ideer til saadanne øvelser, allerbedst naar man giver frit Løb for Børnenes Fantasi og Improvisationsevne og selv forholder sig som den, hvis Opgave er at udnytte og supplere det fremkomne Stof. Næppe nogetsteds stilles der imidlertid saa store Krav til Lærerens musikalske Personlighed som netop i denne Art Undervisning, idet han ud af en stor Mængde tilfældige Forslag og Indfald skal vide at vælge netop saadanne Elementer, som kan bringes til at tjene de musikalske Maal, og som samtidig formaar at samle Klassen ikke blot i en flygtig Interesse, men i et virkeligt Fællesarbejde. Det naturlige Standpunkt for en moderne Sanglærer maa vel være at betragte sit Fag som et Dannelsesfag, altsaa se det under en dobbelt Synsvinkel: en pædagogisk, der lader hvert enkelt lille Barn fremstille sig sorn et Væsen med medfødte musikalske Evner, der - smaa eller store - har Krav paa Røgt og Pleje, og en almen kulturel, øer stiller samme lille Bundt menneskelig Evne ind som et Led i Kultursammenhængen. Mens den første Betragtning maa gøre ham til en opmærksom Iagttager over for de musikalske Ytringer hos Børnene, stiller den anden ham straks over for et fagligt Krav af betydelig Rækkevidde. I Elementarundervisningen gør dette Krav sig saa meget stærkere gældende i øjeblikket, som der ikke foreligger noget tidssvarende Arbejdsstof, og det altsaa er hver enkelt Lærers Sag selv at fremskaffe det. Inden for det sædvanlige Skolesangstof er kun en forsvindende Del tilgængeligt for Smaabørn, væsentligt fordi Toneomfanget er for stort, men rent bortset herfra synes det - i Betragtning af den musikalske Situation overhovedet - ikke forsvarligt at begrænse den grundlæggende Undervisning dertil. Skabt inden for en relativ kort Musikperiode er dette foreliggende Melodistof baade i rytmisk og tonal Henseende tidsbestemt, og snævert afgrænset. og som saadan nok egnet til at indgaa som Bestanddel i Arbejdsstoffet, men ikke til helt og holdent at danne den Basis, hvorfra Vejene skal føre paa den ene Side mod Fortidens Toneverden, paa den anden mod Fremtidens Muligheder.

Saa vidt angaaende Principperne. Med Hensyn til musikalsk Opsætning og Sammenstilling af Rytmer foreligger der selvfølgelig en Række Muligheder; her skal kun antydes en af Vejene, samt vises et Par Eksempler paa Improvisation over en opgiven Formel, opstaaet i Arbejde med en Klasse Smaapiger i 6-7 Aars Alderen.

Med Udgangspunkt fra det for Smaabørn meget nærliggende Interval: den faldende lille Terts kan som Arbejdsgrundlag anvendes følgende Motiver og en Række deraf afledede: (nodeeks.)

Den ligeledes for Børn meget naturlige - trinvis stigende Tonerække spalter sig ved videre Behandling i Motiver af Dur- og Moll Karakter: (nodeeks.)