Schuberts sange firehændig

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 05 - side 100-101

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

SCHUBERTS SANGE FIREHÆNDIG

AF RITA V. SECK

DA vi jo ikke har så overvældende megen god firehændig musik for børn, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at Schubert's sange egner sig fortræffeligt til dette brug. Her er virkelig noget børnene kan forstå, magte og holde af. Vi plejer nu at spille dem trehændigt, først spiller barnet med højre hånd, senere med venstre, en oktav højere end sangstemmen er noteret, men der er jo ingenting i vejen for, at begge hænder kan spille sammen. Et af goderne ved disse sange er, at akkompagnementet så godt som aldrig går så højt, at det forstyrrer eleven. Jeg plejer at bruge den dybe udgave, da barnet så kan synge med; ganske vist lider nogle af sangene klangligt under den dybe udsættelse, men børnene har glæde af at synge eller nynne med, og har man også den høje eller originaludgaven, er man jo godt hjulpen. Rent pædagogisk set har vi her et pragtfuldt materiale: stykker med rolige rytmer og langsomt tempo, med komplicerede rytmer i langsomt tempo, hurtige, jævnt flydende, stykker med få fortegn og med mange, for slet ikke at tale om det formale.

Og så har vi teksterne, som i sig selv er vel værd at kende. Ganske vist egner mange sig ikke til at genfortælles for børnene, for der er lidt lovlig meget med kærlighed og tårevand, f. ex. i Winterreise. Som en af mine elever sagde: »jamen han tuder jo altid«. Da jeg så forklarede ham, at det jo ikke var sjovt for manden, for hans kæreste var rendt fra ham, og når han nu havde glædet sig til at blive gift med hende - da var han tilfreds. Men jeg lærte, at vi hellere i den slags sange måtte undvære teksterne, der er jo også nok at glæde sig over, selvom man ikke er klar over ordene. I øvrigt er der ikke så få tekster, der egner sig fortrinlig til at genfortælles. Det, at de som regel ender sørgeligt, er kun et plus, for børn elsker sørgelige historier.

En af de taknemligste sange at gennemgå er Erlkönig. Først fortæller jeg børnene balladens indhold, så spiller vi den igennem, derefter viser jeg dem, at man tydeligt kan høre stormen suse, kan høre på dissonanserne, hvor bange drengen er, og skelne mellem faderens beroligende og den fæle elverkonges lokkende sang. Så spiller vi det hele igen og barnet må hver gang det skifter, sige, hvem det nu er der taler. Det er slet ikke så nemt for dem, som man skulde tro, for de har travlt med noderne og deres fingre, men på denne måde tvinges de til at høre efter og gøre rede for formen. Vi spiller det sådan flere gange igennem, til de er helt fortrolige med det. En af mine drenge sagde: »jamen var det virkelig elverkongen?« Så fortalte jeg ham jo, at det var stormens susen, træernes knagen, grenenes svajen og bladenes raslen, der fik den syge dreng til at tro, at det var elverkongen der talte til ham. Så viste jeg ham, at hver gang elverkongen taler, skulde det være helt pp, selv tilsidst, hvor han dog er vred. Deraf fremgår det, at det er i drengens tanker og ikke i virkeligheden, elverkongen er til. Børnene synes også det er spændende, at Schubert har vist os, hvordan drengen bliver mere og mere bange, ved hver gang at sætte ind på et højere trin end sidste gang. - Sådan gennemgår vi stykke for stykke sangen og glæder os over, hvor godt musiken passer til ordene. Det er interessant at se, hvor stærkt slutningen virker på børnene. Jeg ved ikke om de tror, at det alligevel er elverkongen, der f år f at i drengen, men den bratte afslutning er et chok for dem, også rent musikalsk, det kan jeg mærke på dem, hver gang vi spiller sangen. -

Forellen kan de næsten ikke få nok af, og hver gang vi spiller den, siger de det samme: det var synd for den lille forelle, at den blev fanget. Der Tod und das Mädchen holder de også af, og det morer dem at spille de to dele så kontrasterende som muligt. Heiden-Röslein har ovenikøbet den fordel, at den står i de større børns tyske læsebog. Frühlingstraum, Gute Nacht, for slet ikke at tale om Leiermann, er alle yndlingsstykker. Vi ser på melodierne, hvor smukt de bugter sig, hvor fint de enkelte led passer til hinanden, hvor morsomt klaverstemmen følges eller kontrasterer med sangstemmen, og vi ser på alt det rytmiske og melodiske, som er nyt i hver sang. Som regel spiller vi sangen en gang igennem, uden at jeg siger noget, for at barnet kan få lejlighed til selv at opdage noget, og det er morsomt, når de så udbryder: »det er smart lavet« og lignende, udtryk der i sig selv er mindre skønne, men til gengæld viser børnenes iver og begejstring. De er også meget stolte af at have opdaget noget, og vi gentager som regel stedet flere gange.

På denne måde lærer børnene en del af alle de dejlige sange, Schubert har skrevet, at kende, og de fortjener jo at kendes af mange. Desuden har de meget mere glæde af at høre sangene i radio, på koncert, eller hvis man er så heldig at have nogen, der kan synge dem for dem, når de sådan har fået dem gennemgået i timerne.

Børn holder jo meget af at spille firehændigt. Når vi spiller de almindelige småstykker, er det jo sjældent, at vi lærere kan begejstres for dem. Noget helt andet er det med Schuberts sange, her kan begge parter glæde sig over dem, og der er ikke noget, der opmuntrer børnene mere, end at se lærerens interesse og glæde for det stykke musik, de netop beskæftiger sig med.

Årgang 8/1933, nr. 05