Vi unge og kritiken

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 05 - side 110-110

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

VI UNGE OG KRITIKEN

Naar jeg blander mig i den standende Strid om Dagbladskritiken, er det for at belyse dette Spørgsmaal fra et praktisk-økonomisk Synspunkt. Forholdet er jo nemlig det, at for den store Del af Musikerstanden er Musiken ikke alene en Kunst, men ogsaa et Erhverv. Kun faa iblandt os er saa lykkelige, paa Grund af økonomisk Uafhængighed eller borgerligt Erhverv, at kunne udøve deres Musik paa rent idealistisk Grundlag, og det er betegnende, at det netop er disse faa, der har rejst Kampen mod Kritiken; er det mon ikke, fordi Kritiken for dem har langt, mindre praktisk Betydning end for os andre?

For den unge Musiker er der nutildags kun to Maader at skabe sig en økonomisk Eksistens paa: enten maa han blive Pædagog eller se at faa en fast Stilling. Men disse Maal naar han kun, hvis det lykkes ham at give sit Navn god Klang i Offentligheden. For den kendte Mand staar alle Døre aabne, den ukendte bliver holdt udenfor, han faar ingenting, fordi han er navnløs, og da han intet faar, forbliver han i sin Ubemærkethed. Men Offentligheden henter sin Viden hos Pressen. Man kan beklage Pressens alt overvejende Indflydelse, men den er en Realitet. Den unge Musiker, der søger Stilling eller Legat, har stadig intet bedre Aktiv end Avisudklip, og alle Musiklærere ved, at en god - eller bare halvgod - Kritik hjælper bedre end dyre Annoncer.

Koncerterne giver for Tiden kun sjældent Indtægt, men deres reklamemæssige Betydning er usvækket. Der er jo nok mange ældre, hvis Navne gennem Pressen er saa indarbejdede, at de nu kan undvære den, men vi unge skal være forsigtige med at kaste Vrag paa dens Støtte. Kritiker er jo ganske vist ikke altid gode; men er det som Regel ikke saadan, at den virkelige Dygtighed alligevel bliver nogenlunde anerkendt, om ikke straks saa dog efterhaanden?

Der kræves stadig saglig Kritik i et Fagblad som Afløser for Dagbladsanmeldelserne, men en saadan Kritik, der kun vilde blive læst af Kolleger, kunde ikke gavne os unge, thi Offentligheden, som vi skal leve af, vilde da forblive i Uvidenhed om vor Eksistens.

Da jeg ikke ønsker at blive mistænkt for at ville indynde mig hos Pressens Folk, fremkommer dette Indlæg anonymt. x.

Årgang 8/1933, nr. 05