Lekture for jazzofile

LEKTURE FOR JAZZOFILER

Man bliver en smule overrasket ved at læse Robert Goffins »Aux frontiéres du jazz« (Paris 1932), idet man her under den kendte franske, journalistiske veltalenhed kun møder sagkundskab og rigtige domme. Bogen tager fat der, hvor to andre franskmænd (Coeuroy et Schaeffner: Le jazz. 1926) er holdt op, nemlig ved Paul Whiteman, og går indtil nutiden. Det afgørende vendepunkt i jazzens historie er opdagelsen af »hot«stilen, som Goffin ofrer flere kapitler. Han har en fortrinlig fortolkning af de store krav m. h. t. variations- og improvisationsteknik og personlig aktivitet, som jazzen stiller til de udførende musikere: »musikeren er ikke mere en reflex af komponisten, hans skygge, hans trofaste skrivemaskine; en ny, musikalsk marxisme kalder på de udførende, gør dem til tænkende, ordnende væsener, fulde af initiativ og god vilje; stadige skabere, hvis fund strax falder tilbage i intetheden, ingen passivitet, men liv, fantasi, følelse, rytme etc.«

Man får fotografier og karakteristik og kritik af alle de kendte bands og musikere. Goffin rammer atter her i pletten med sin kritik af Whiteman, der har forrådt den ægte jazz, og sin ironi over Jack Hylton (»som intet har at gøre med jazzen«). Som en protest mod den herhjemme så almindelige vildfarelse, at visse europæiske komponister skulde have forstået jazzen og taget ved lære af den, virker følgende lille nærbillede af Stravinski: »man tilgiver den uvidende mængde, men forstanden må give op, når en mester som Stravinski lader sig fotografere sammen med Hylton og forkynder, at han finder ham sublim og vil dedicere ham en af sine kompositioner. Er det ikke til at fortvivle over?«

S. M. K.