Svar til Vagn Holmboe

Af
| Årgang 8 (1933) nr. 06 - side 143-144

SVAR TIL VAGN HOLMBOE

AF SVEN M. KRISTENSEN

DET er måske lykkedes Vagn Holmboe gennem misforståelser og forkerte citater at give nogle af læserne det indtryk, at min artikel om moderne æstetik og musik har været en ophobning af »uklarheder og modsigelser«. Jeg bliver nødt til at rette en del af disse fejltagelser. Holmboe har ikke forstået, hvad en »spænding« er. Det viser hans udtalelse om, at »grundrytmen alene kan jo være en stærk spænding for sig«, hvilket naturligvis er komplet umuligt, da en spænding kun opstår ved en kamp mellem to kræfter, fx. to rytmer (jfr. min artikel s. 63 midtvejs og s. 64, hvor jeg har givet den ønskede »nærmere begrundelse«). Den monotone grundrytme hos negrene har i sig selv en virkning, men ikke en aktiv, spændingsbetinget, virkning. Den virker passivt, hypnotiserende, ligesom impressionismens klangvirkninger. Derpå beror Holmboes fejltagelse.

Endvidere mener H., at rytmiske spændinger forekommer i overflod i den europæiske musiks historie, også anvendt som princip; men sandheden er den, at de kun forekommer spredt, fx. hos Händel, Mo

zart, Schumann, og aldrig som bærende princip, således som hos Stravinski og i jazzen. H. tror øjensynlig, at enhver klassisk melodi må danne spænding i forhold til taktslaget, fordi disse to rytmer ikke falder sammen. Men det er forkert, da melodiens betoninger i klassisk musik næsten altid falder sammen med taktslagets betoninger. De t G rytmer er ikke i strid med hinanden, altså ingen spænding.

Man kan teoretisk set godt hævde, at der i »atonal« musik (a: musik på grundlag af en tolvtoneskala) kan dannes systemer og altså mulighed for melodisk spænding. Forholdet er det, at hver komponist, ved blot at vælge en tilfældig tone i tolvtoneskalaen til centrum, danner sit eget, subjektive system; men dette system forstås kun af komponisten selv - og ved intenst arbejde måske af enkelte andre. For offentligheden er det uden interesse. Det er individualisme i tilspidset form, det er romantik (jfr. den individualistiske moral,- der går ud på, at hvert individ danner sit eget moralske system).

Den kendte dom over jazzen, »den degenererede salonmusik«, bliver ikke rigtigere, fordi den bliver gentaget uden vedføjelse, af argu

I

menter. H. s udtalelser om jazzen tyder i det hele taget ikke på klarhed. Først kalder han den exotisk, så er den angelsaxisk kulturfaktor, så er det negermusik, den har influeret på Stravinski (det var nu den gamle jazz, stilen fra 1920), den dyrkes kun af et falleret bourgeoisi o. s. v. Sandheden er, at jazzen er en ganske speciel art musik, opstået i U. S. A. i det 20. århundrede ved et møde mellem europæisk musik og de afro- amerikanske negres; den er en kunst i stærk udvikling, og den dyrkes fortrinsvis -ikke af et falleret bourgeoisi, men af det publikum af unge mennesker, som den moderne musik først og fremmest skulde søge at få i tale.

H. har tillagt mig følgende åndrighed: »lovbundne systemer« er »rytmiske spændinger på baggrund af den monotone grundrytme«. Det er dels ganske meningsløst, dels står det ingen steder i min artikel. »Lovbundne systemer« omfatter naturligvis alle tænkelige musikalske systemer: kirketoneart, dur-og-moll, pentatonik, grundrytmesystemer osv. Men lovløs kunst findes ikke.

En anden fejltagelse. Jeg har ikke hævdet, at jazzen er ægte folkelig. Derimod har jeg skrevet, at jazzen anvender de rytmiske spændinger på en ægte folkelig måde. Det er dog noget andet - og rigtigt. Stravinskis rytmik fx. er jo ganske anderledes raffineret, sammensat, indviklet.

H. ender med at sige, at der er så mange tegn på blomstring i den unge danske musik. Ja, det er jo det, man har så vanskeligt ved at få øje på. Hensigten og viljen er sikkert god nok. Men resultaterne? Der har måske aldrig i dansk musiks historie været et så klart syn på musiken som nu (takket være »neue sachlichkeit«), men der har heller aldrig været et større. svælg mellem tidens musik og det modtagende publikum, end ikke i den her i bladet så dybt ringeagtede »elfenbenstårn«-periode. Det er denne kendsgerning, jeg i min artikel har søgt at give en teoretisk-æstetisk forklaring, og så leenge Kurths teorier og mine ræsonnementer ikke er skudt i sænk, nødes man til at -anse den »tyske« fløj af den moderne musik for at være en rest af romantiken.