J.P.E. Hartmann Del 10

J. P. E. HARTMANN X

AF RICHARD HOVE

Men vi vender iilbage til Aarene efter »Liden Kirsten«. Sidst paa Aaret 1848 finder vi endnu en stor Komposition fra Hartmanns Haand. Skønt - stor og stor - det er ikke saa mange Sider Partitur, det drejer sig om; men det er et Kunstværk, der er stort efter sit Indhold. Talen er om »Fragment af Jesu Bjærgprædiken« op. 49. Teksten er taget fra Oehlenschlægers Digt, omtrent lige saa vilkaarligt som Brahms senere skærer ind i Goethes Harzreise, for at hente Teksten til sin »Rhapsodie«. Stykket er komponeret for Orgel, Sopran, Alt og Bas og et lille Mandskor. Koret har kun en lille Opgave - fire Gange fire Takter - hele Kompositionen bæres af de tre Solostemmer, hvor Hartmann i vidunderlig Grad viser sin Evne til at skrive skøn Sang og skabe sand og aandsbaaren Musik. Det er en Komposition, der fortjener at reddes fra Glemselen. Naar Stemmerne er tilstede, stiller den iøvrigt ikke store Krav til en Opførelse, og selv af Stemmerne forlanges der mere Skønhed og musikalsk Forstaaelse end Sangteknik. Værket er selvfølgelig utrykt, og ingen kender det.

Og dermed er vi ved Hovedformen for Hartmanns Komposition, den korte verdslige Kantate for Kor, Soli og Orkester, den Form, der med Aarene kom til at dominere mere og mere og for Eftertiden til sidst skjulte hele hans øvrige Værk.

Forud for op. 49 finder vi det endnu kortere Fragment af H. C. Andersens »Ahasverus«, der har faaet Titlen »Den sørgende Jødinde«. Det gør i første øjeblik Indtryk af at være lavet til en Musikforenings Koncert, hvor man har manglet et lille Kornummer til en Afveksling; men hvordan det end er blevet til, saa er det dog et meget musikrigt Stykke, som Hartmann da ogsaa viste sin Kærlighed overfor ved at tage det op til Revision tredive Aar efter i 1875. Langt mere raffineret og musikalsk mærkeligt er »De tvende Dugdraaber« - Digt af Schack Staffeldt - som Hartmann har komponeret for fire Solostemmer akkompagneret af 2 Fløjter, 1 Klarinet, 4 Bratscher, 3 Celloer, 1 Bas og Harpe. Det er nok det ejendommeligste Klangeksperiment, Hartmann har været ude i. Det er med dette Kammerorkester lykkedes ham fuldstændigt at fremtrylle den uvirkelige specielt Schack Staffeldtske Maaneskinsstemning. Værket er opført en Gang i Musikforeningen, men har maaske snarere været tænkt til privat Opførelse i en intim Kreds, hvor der fandtes musikalske Mennesker som magtede Opgaven. Et lignende Klangeksperiment, men unægtelig i en mere folkelig Stil, havde han allerede i 1833 beskæftiget sig med i »Den musikalske Landsbypige«, Sang med 8 obligate Instrumenter.

Ellers er det Kantaterne til Kongehuset, der udgør Hovedparten af denne Gruppe i den første Halvdel af Hartmanns Liv. Sørgekantaterne for Frederik den Sjette og Christian den Ottende - begge meget betydelige Arbejder, hvoraf den til Chr. VIII er bleven stillet uretfærdigt i Skyggen af den store Kantate ved Fr. VII's Bisættelse. Chr..VIII Kantaten, der jo ogsaa er fra 1848 og nøje slutter sig til de øvrige store Værker fra dette Aar, rummer betydelig Musik. Teksten er trods nogen obligat Svulst ikke nær saa slem som H. P. Holst's til Fr. VII, og man maa beklage, at denne Kantate saa hurtigt blev helt glemt. Det samme gælder ogsaa de andre Kantater til Chr. VIII's Hof. Der er en Sølvbryllupskantate, en Kantate til Dronningens Fødselsdag og en til Kongens, hvor det fremgaar af Teksten, at Majestæten har været syg og sengeliggende, men nu er i Bedring.

Danmark havde under Chr. VIII virkelig et Hof, og den æsthetiske Konge har ikke været uden Betydning for Kunsten, der altid har godt af at faa Opgaver. Der er for mig ikke nogen Tvivl om, at det har været udviklende for Hartmann at komme til at arbejde med disse beskedne Besætninger, som det var muligt at tage med til Sorgenfri, naar en Kantate skulde opføres. Ved Sammenligning med Kompositionerne i Slutningen af Trediverne ser man tydeligt, hvorledes Hartmann i disse Kantater lærer at fortynde sit Orkester, indtil han naar den næsten kammermusikagtige Klarhed, der atter er Betingelsen for hans Orkesterbehandling i anden Symphoni.

Sin skønneste Blomst sætter denne Stil i det sidste Værk i denne Form før Emma Zinns Død. Det er den Motet, Hartmann skrev ved sin Faders Død til Teksten:

»Quando corpus morietur
»Fac ut anima donetur
»Paradisi gloria.«

Et mere gribende Minde, baaret af stille Sorg og sikker Fortrøstning, har ingen Søn kunnet sætte sin Fader. Det er med Hensyn til Omfang ingen stor Komposition; men det er et af Hartmanns allerbetydeligste Værker, og det burde opføres hvert Aar. I dets første Form - dateret 14. og 15. November 1850 - er der kun Strygere til at ledsage Koret; men senere har Hartmann udvidet' Orkestret med 1 Fløjte, 2 Klarinetter, 2 Fagotter, 2 Horn og Pauker, og med denne Besætning blev det opført første, Gang i Frue Kirke Paaskedag 1852, nu ikke alene et Mindeværk for Faderen, men ogsaa for Hustruen. Thi allerede et halvt Aar efter August Wilhelm Hartmanns Bortgang var hans Svigerdatter fulgt efter ham ind i de dødes Rige. Og dermed gik Tæppet ned for det første store Afsnit af Hartmanns Liv. I toogtyve Aars Ægteskab havde Emma Zinn, den rige Mands Datter, i sit Livs Flamme ildnet, og formet Hartmanns Sjæl. Han var en af de største Kunstnere, Danmark har haft; men hun var lige saa sikkert en af de betydeligste danske Kvinder i det nittende Aarhundrede. Ved hendes Aands Glød var Slaggerne brændt ud af Hartmans Sind og Tanke; nu kom Sorgen over hendes Død som den sidste Prøvelse.

Ogsaa for Hartmann som Kunstner blev Hustruens Død en Begivenhed, der drog en Skillelinie i hans Liv og hans Værk. Slaget traf ham med fuld Voldsomhed. For tiende Gang var Emma gaaet. i Barselseng, og naar det gaar saaledes i en Familie, bliver det en Begivenhed efter Naturens Orden, som man ikke pyldrer over, navnlig da Emma selv var alt andet end pyldret; trods den lille sarte Skikkelse havde hun en vis robust Indstilling over for Livets Realiteter. Hun var fra den Tid, da Kvindesag var en Overflødighed, for Kvinden har altid haft Magten, naar hun havde Evnen til at bruge den. Men denne Gang blev det altsaa den store Alvor. Og Hartmann stod tilbage med den store Børneflok. Helt nye Byrder lagdes med Sorgen paa hans Skuldre, og hans Sind gennemlevede den sidste store Omformning, hvoraf han gik ud som den menneskeligt set største Kunstnerpersonlighed, Danmark har haft - i Sandhed intet menneskeligt var ham fremmed, i Glæder og Sorger havde han oplevet Livet helt ud. Ikke i nogen løs Bohéme-Tilværelse; men netop i den Hverdagens Alvor, hvor Livets Prøve skal bestaas.

Den umiddelbare Virkning var, at Hartmann ganske hørte op at komponere. Den rige Udvikling, han var midt i ved Fyrrernes Slutning, standsede nu brat, og paa det Tidspunkt, da vi, efter den voldsomme Dødens Cæsur, oplever, at Hartmann genoptager sin Kunstnergerning, er han bleven en anden; det fulde Gennembrud er sket. »Liden Kirsten« Stilen er ophørt for stedse; men den store Fremtid, Emma vidste laa og ventede paa ham, var kommet. Nu hun ikke var mere, var dens Time inde.

Først satte han hende det skønneste kunstneriske Mindesmærke: »En Sommerdag« en Idyl for Soli, Kor og Orkester med Tekst af Hertz. Det er en Gendigtning af Folkevisen »Jeg gik mig ud en Sommerdag -«. Saaledes tænkte Romantikken sig Folkevisen idealiseret. Den ramme Lugt af Muld, der klæber ved Folkevisen, og som er selve Middelalderens tunge Aandedræt, er forvandlet til lutter Blomsterduft. Hertz og Hartmann arbejder her ganske ens med Stoffet, og naar deres Maal, at give et Billede, hvis rene Farver og skære Skønhed paa intet Punkt fordunkles af nogen Skygge. Men medens det for Hertz er sket ret let og upersonligt i de faa Strofer, der har laant deres skønneste Ord.direkte fra Forbilledet, saa bliver det Hartmann, der kommer til at opleve den Følelsesintensitet, der er opstemt i det lille Digt, og som ogsaa har sine, Rødder dybt nede i de svundne Tider, hvor den sjældne. Lykke kunde lyse næsten ufatteligt paa Baggrund af alt for megen ond Skæbne. For ham var det store Under sket, og nu lød hans Ord med Digtets:

»Hav Tak, du lille Fugl, for du har sunget, ellers var mit Bryst af Længsel sprunget.«

Det svære Stem, Døden havde sat i Hartmanns Skabergerning, var overvundet. Han var kommet ind i Mindets dybe Dale, og vidste nu, at der var hans Hjértenskjær altid at finde. Han var friet ud af Smertens Land. Og

»Den allermindste Fugl af dem der vare sang fra Træet ned i Toner klare -«.

Dersom man tør digte om Livet, som Romantikerne gjorde det, saa vil jeg tro, at den der for Hartmann var »den allermindste Fugl« var Datteren Sophie, den Datter, der i Sind var sin Moders udtrykte Billede. I hendes og Gades lykkelige Hjem lød de Toner, der friede Hartmann ud af Sorgen og satte ham i Gang igen. - Det er at forstaa bogstaveligt, naar vi siger, at her lød de Toner, der satte Hartmann i Gang igen, thi hvor stor Forskel der end er mellem de to Veerker, saa er »Elverskud« dog en Forudsætning for »En Sommerdag«. Og i endnu højere. Grad gæder dette maaske om den lyse Sommerstemning fra »Et Folkesagn«. Her var' det Bournonville, hvis Lige til at sætte Komponister i Arbejde Danmark ikke har kendt. der fik narret Hartmann til at gribe Nodepennen paany. Det Samarbejde mellem Danmarks to største, Komponister, der her fandt Sted, er i Virkeligheden enestaaende i Musikhistorien, fordi de trods store aandelige Forskelligheder i deres musikalske Grundvold var dybt beslægtede. Deres Samarbejde blev derfor noget mere end selve dette Ydre, at de delte Balletten, saaledes at Hartmann overtog det underjordiske Trolderi, medens Gade beholdt det, der sker i Dagens Lys; de lod i Virkeligheden deres Ideer gensidig befrugte hinanden, de tog Farver fra hinandens Palet, saaledes at Værket blev en Eenhed trods Dobbeltheden. Rent thematisk har Hartmann fuldstændig Overvægten. Skønt han kun raader over en'Trediedel af Værket, naar han at komponere en selvstændig Ballet ud af sin Del; men alligevel kommer Gade ikke til kort, Solen skinner over hans Arbejde, og Balletten er hans og skal behandles under hans Historie.

Formalt hører »En Sommerdag« til en særlig Gruppe af Korværker, der kan siges at begynde med »Fragment, af Jesu Bjergprædiken«, og .hvortil jeg yderligere henregner »Hinsides Bjergene« fra 1865, »1 Provence« fra 1868, Formælingskantaten fra 1869, »Foraarssang« fra 1871, »Foran Sydens Kloster« fra 1872, »Sabbathstilhed« fra 1878 og sluttende med »Luther paa Wartburg« fra 1884. Det er Korværker af en særlig ren romantisk Tone uden Islæt af den nordiske Stil, som ellers næsten overalt bryder igennem hos Hartmann. Der er en mere yndefuld og poetisk Tone over dem, end Hartmann ellers anvender i sin Skrivemaade, og deres hele Form og særlig deres Melodidannelse øvede en stor Indflydelse paa andre'samtidige danske Komponister, navnlig paa en Komponist som Lange-Müller. Netop i disse Værker føler man dette Slægtskab stærkt.

I den lille »Zigeunersang« med Tekst af Goethe er Korets Opgave ganske ubetydelig, idet den er indskrænket til at gentage nogle faa Takter Omkvæd med den inspirerende Tekst »Wille wau, wau, Wille wo, wo, wo, Witho huu!«. Det er altsaa et Værk, som en Komponist kun kan tillade sig at komponere, naar han er Musikforenings-Formand og skal beskæftige et arbejdsløst Kor.

Paa lignende Vis er ogsaa »Foran Sydens Kloster« et ret uegentligt Korværk. Bjørnsons berømte Digt har jo ogsaa Grieg behandlet musikalsk; men det synes mig, at Hartmanns skabende Fantasi overgaar den yngre Mesters. Hartmann viser her paany sin mærkelige instrumentale Klangsans. Hele den indledende Dialog er kun akkom.pagneret af Klaveret, der ganske har den tørre, brændende lidenskabelige Klang, som udspringer af Digtets Grundstemning, en Opdyngning af Instumenter vilde her, selv i deres vildeste Opbud, virke mere forsonende end den skarpe, naadeløse Klavertone. Til Slutningsstrofen medtager Hartmann saa Klarinetter, Fagotter og Valdhorn - mere for at føre Stemningen over i en helt anden Verden end for at give noget Indtryk af Orkester; men Klaveret kunde simpelthen ikke i saa høj Grad, som det var nødvendigt, skifte Væsen, og over Blæserne er der noget nøgternt og usanseligt, som det ikke vilde have været muligt at føre saa skarpt frem, dersom der ogsaa var benyttet Strygere - Blæserne er netop saa objektive som Nonnernes Ord.

Men til Gengæld er de andre Værker rene Korværker, hvor Solister enten slet ikke eller kun sparsomt benyttes. Først er der »Hinsides Bjergene«. Det er skrevet til et religiøst farvet Digt af den dengang meget populære Forfatter A. Munck, der har leveret en Mængde Tekster til Datidens Komponister. Det indledende Thema har hos mig vakt Mindelser om Halfdan Kjerulf, men Linien frem til Lange-Milller føles, i alle Fald let af alle. Værket er af en fin, lidt stillestaaende Stemning, maaske stammende fra det Tryk Sorgen over 1864 lagde paa alles Sind i de Aar. Hovedsagen for os nu er den rene sangbare romantiske Tone; denne Gruppe Værker indeholder de mest sangbare Themaer Hartmann skriver, i de store Kantater tog han ofte forbavsende ringe Hensyn til det for Koret praktiske.

En anden Ejendommelighed, man skal lægge Mærke til ved denne Korgruppe, er den forskellige Skrivemaade, der præger Orkesteret, naar Hartmann regner med Massebesætning, og naar han har tænkt paa et mindre Kor af udsøgte Stemmer. Man forsynder sig ofte ved' at overbesætte Koret, saaledes at det ganske dækker det musikalsk lige saa vigtige Orkester. »En Sommerdag«, »Hinsides Bjergene« og »Sabbathstilhed« er skrevet for et delikat og gennemsigtigt Orkester, der ikke vil dække selv et ganske lille Kor., »I Provence« regner i sin festlige Stemning med noget større Glans og Kraft, og »Foraarssang« er for den fulde Besætning baade af Kor og Orkester; der skulde synges ud, naar'de to Venner, der dog var godt paa Vej til Støvets Aar, forkyndte, at »Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

»I Provence« er en straalende Hyldest til Rosernes og Romantikkens Land. Først synger et Damekor i yndefuld Dur om alle Provences, dejlige Roser, saa kommer et Mandskor, der i fyrige Rytmer og i Moll forherliger Kampen og dens søde Løn, og saa forenes begge Kor i fælles og festlig Begejstring. Det er et Arbejde fra Romantikkens sidste store Blomstring, og atter mindes man Lange-Müller og føler Kontinuiteten i dansk Musiks Udvikling.

I »I Provence« bruger Hartmann ligesaalidt, som i den 3 Aar senere »Foraarssang« Solister. Det er Koret alene, der fører Komponistens Tanke frem. »Foraarssang« har sin egen ganske ejendommelige Historie: Nytaarsdag 1870 skriver Hartmann til H. C. Andersen og gør ham følgende Forslag: »Du sender mig et nyt Digt, jeg sender Dig det componeret tilbage; saa ere alle Parter hjulpne; jeg har faaet Brev, Du har f aaet Svar derpaa, Verden har faaet et nyt Digt af Dig, og den kan jo ogsaa spille eller synge min Musik dertil, hvis den gider«. H. C. Andersen svarede straks med Digtet »Foraarssang«; men det varede ganske vist et Aar inden Hartmann havde færdigkomponeret musikken, - Skizzen er fra April 1870, men Partituret er dateret 6. Februar 1871.

Digtet virker ved Gennemlæsningen lidt tørt, stakaandet og skematisk; men Hartmann vidste akkurat, hvorledes Drømmene drog gennem H. C. Andersens Sind, selv naar de ikke efterlod sig saa stærke Spor paa Papiret, og han lader denne Gammelmandsdrøm stige frem i Toner, saa vi faar at føle og forstaa, at for disse to var »Ungdomstiden aldrig forbi«.

Først et lille Forspil, tungt og dystert, den knugende Vinter, og Koret begynder i sort Moll at fortælle, at »end ligger Jorden i Sneens Svøb« - men straks i anden Linie begynder en anden Aand at røre, paa sig - »lystigt paa Søen er Skøjteløb« - endnu en Vinterlinie - »Træerne pranger med Rimfrost og Krager« - men saa tøer Mollstemningen aldeles i Løbet af to Takter, hvoraf den ene medgaar til en vældig, molto crescendo, Paukehvirvel, og i Allegretto grazioso og C-dur forkynder de to Kunstnere nu: »Men i Morgen bestemt det dager« Hartmann gentager med Eftertryk »bestemt det dager«, og nu udvikler Foraaret sig i en saa rivende Fart, at det næsten tager Vejret fra Tilhørerne, og man er lige ved at protestere: dette her gaar for rask. Indtil man opdager, at det er en Digterdrøm, at det er hele Aaret - hele Livsaaret, der vælder op i Hjerterne som et udødeligt Minde, og medens H. C. Andersen kun naar at markere hvert Livsafsnit, saa sværmer Hartmann og klæder Digterens Drøm i de skønneste Toner, han nogensinde har haft. Hver Strofe er en Beundring værd; stands for Eksempel ved Løvspringet: »0, hvilket Kys af den varme Sol« og se den harmoniske Mangfoldighed og den lette frie Stemmeføring, saa forstaar man, at Hartmann blev saa beundret som Komponist. Derefter kommer det gribende øjeblik, da Gøgen i den nyudfoldede, Skov spaar, at de skal leve i mange Aar. Den varme Livsflamme griber den gamle Digter, og han jubler: »Verden er ung, vær ung med de Unge!« og saa kommer Strofen: »Aldrig er Ungdomstiden forbi! «

»Solskin og Stormvejr, Glæde og Smerte, der er en Verden lagt i vort Hjerte« - nu omspænder den lille »Foraarssang« det hele Liv, og hvor synger Hartmann skønt. i dette Værk, der er en Jubel og et dybt Aandedrag i disse Strofer, som faa andre Steder - sandelig, hans Ungdomstid var aldrig forbi.

Aldrig forbi - syv Aar efter, da vi møder det næste Værk, jeg regner til denne Gruppe, »Sabbathstilhed«, er dog Ungdommens Tone vegen for en ganske anderledes tung Stemning. Det er i Amoll Sonatens Dage, med Lidenskab og Mismod, Grublen og Trøst. Trøst er det Hartmann søger i »Sabbathstilhed« - og Fred. En dyb og stille Klang er draget ham forbi, medens det grønnedes om ham derude i Nærum. Partiturskizzen er fra Sommeren 1878, medens det færdige Partitur med de mange karakteristiske Omlægninger er fra Sommeren 1879. De to Manuskripter giver en enestaaende Lejlighed til at iagttage Hartmanns Arbejdsmaade med Orkesteret, hans stedse levende Fantasi og vaagne Kritik overfor sit eget Værk.

Men tilsidst kommer alligevel med hele den gamle Kraft og Musikglæde »Luther paa Wartburg«, et rent Kunstværk som ikke trænger til personlige Fortolkninger. Det er fra Begyndelsen af 1884, da Hartmann lagde sidste Haand paa A-moll Sonatens Finale. Endnu var han i sin Kunsts fulde Styrke, hans Skaberkraft var usvækket, og selvom han ikke fornyede sine Tanker og Themaer, saa fremsatte han dem dog med en levende Overbevisning, der gør os til ligesaa taknemlige Tilhørere til hans sidste Værker som til de Manddomsværker, hvor han Trin for Trin erobrede det Land, som nu var hans ubestridte Eje.

(Fortsættes.)