Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 07 - side 170-171

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MEKANISK MUSIK

VED MAG.ART. JURGEN BALZER OG TORBEN GREGERSEN

ijecca: (The Scandinavian Decca Agency)
Cl.: Columbia (Skandinavisk Grammofon A/S)
HMV.: His Masters Voice i

Pol.: Polydor og Polyphon (Nordisk Polyphon A/S)
Br.: Brunswick

11 Beethoven: Symfoni no. 1, c-dur, op. 21. (Pol. 95093-95 å 6,50 kr.).

En nydelig, omend på sine steder lidt klangligt forceret indspilning ved Berliner Filharmonikerne under ledelse af Hans Pfitzner.

/1 Beethoven: Klaverkoncert no. 4, gdur, op. 58. (HMV. DB. 1886-80 å 6,50 kr.).

Som den tredje i rækken af Beethovens klaverkoncerter publicerer HMV. her g-dur koncerten med Arthur Schnabel som solist, akkompagneret af Londoner symfoniorkesteret under Malcolm Sargent. Det er en helt igennem kultiveret gengivelse og teknisk set vellykket.

11 Schubert: 2 sange med orkesterledsagelse. (Pol. 95479, 6,50 kr.).

En ganske henrivende indspilning af »Den Unendlichen« og »Du bist, die Ruh'«. Heinrich Schlusnus er en fremragende Schubert-sanger.

// Brahms: Kvartet i c-moll, op. 51, no. I. (Cl. LX 228-31 å 6,50 kr.).

En skøn optagelse ved Lener kvartetten. Musikalsk og teknisk lige fremragende. Ikke en nuance går tabt.

11 Chopin: Sonate i b-moll. (Pol. 95480 -81 å 6,50 kr.).

2 udmærkede studieplader i Alexander Brailofskis gengivelse. Prestofinalen er jo i sig selv ikke særlig egnet til grammofonoptagelse, resultatet er derfor ikke uden mangler. De tre første satser står derimod upåklageligt.

1/ Massenet: Af »Manon«. (Pol. 66917, 6,50 kr.).

Pladen indeholder »Fabliau de Manon« og »Voyons, Manon, plus de chiméres« sunget af Clara Clairbert fra Brysseler operaen, der i sommer var Tivolis ga.,st. Stemmen er lidt skarp i højden, men ikke uden charme, gengivelsen god.

11 Henri Rabaud: Af »Marouf«. (Cl. D 15035, 6,50 kr.).

Det kgl. teater har engang truet med at opføre »Marouf«. Det blev ikke til noget og efter den foreliggende optagelse at dømme gør det heller ikke noget. Den viser atter engang, hvor farligt det er for en komponist at give sig i lag med et orientalsk stof. Georges Thill fra Pariser operaen lægger sin skønne tenor til. For hans skyld er pladen høreværdig.

/1 Ernest Bloch: Klaverkvintet. (HMV. DB 1882-85 å 6,50 kr.).

Ernest Bloch, af fødsel fransk schweizer, senere amerikaner, er en af vor tids interessanteste komponister af den nu lidt ældre generation. Kvintetten (1923) er et overgangsværk. Fra den første periode er især bevaret en stærk påvirkning fra den franske impressionismes harmonik, en vis trang til farvevirkninger spores ligeledes i anvendelsen af kvart-tone motiver. Af den senere periode finder vi en momentvis mere uddybet polyfon behandling af stemmerne og rytmisk koncision. Karakteristisk for Bloch er hans evne til stadig at hinde sin rige fantasi inden for en klassisk formgivning, en af de ting, der gør, at dette tresatsede værk af ca. 30 min. varighed ikke virker trættende.

Udførelse og optagelse er begge lige fuldendte. For det kunstneriske står Pro Arte-kvartetten med Alfredo Casella ved klaveret, for det tekniske His Masters Voice, der her med f uld ret nævnes ved siden af de udførende kunstnere.

11 Maurice Ravel: »Chansons Madécasses«. (Pol. 561076-77 å 4,50 kr.).

Disse sange er komponeret 1926 for en stemme med kammerbesætning. Texterne er franske gendigtninger af folkesange fra Madagascar. Den første er en kærlighedssang, den anden en krigssang, den tredje naturlyrik. Musikken hører til Ravels bedste; om den er påvirket af Madagascars folkernelodik, tør jeg ikke afgøre; det lyder ikke sandsynligt. Udførelsen ved Madeleine Grey og et kammerensemble under Ravels egen ledælse er fuldendt smuk. Også teknisk er optagelsen god.

11 Kurt Atterberg: Syrnfoni no. 6, op. 31. (Pol. 95193-95 å 6,50 kr.).

. Atterberg er utvivlsomt en meget be

tydelig symfoniker og samtidig uhyre produktiv. Hans 6' symfoni er skrevet til Schubert-året 1928 som hans 31' værk. Den kan næppe siges at være helt på højde med hans bedste værk inden for denne genre: den 4' symfoni, »sinfonia piccola«. Denne 6' symfoni består af to hurtige ydersatser og en langsom mellemsats. Første satsen bærer vidne om en betydelig teknik, men mellernsatsen virker mest umiddelbar. Finalen er ikke Atterberg helt værdig; den virker stærkt konstrueret og forfalder af og til til banaliteter. Optagelsen er fortræffelig med en fænornenal rumklang. Berliner filharmonikerne under komponistens egen ledelse yder værket fuld retfærdighed.

11 Jazz. I de sidste måneders jazznyheder er der en vis stilstand at spore, der kommer stadig plader af høj kvalitet, men sensationerne udebliver. Morsomt er det at sammenligne Ellingtons og Armstrongs indspilninger af samme melodi, »I've got, the world on a string« (Cl. & HNIV.), den første rolig med stærke harmonisk-klanglige virkninger, den anden urolig og explosiv som et typisk værk af jazzen store individualist. Ny og foreløbig ukendt er Benny Carter, hvis »Swing it« (Cl.) særlig udmærker sig ved god instrumentation og refrænsang. Ny herhjemme er også Baron Lee. At dømme efter hans første plade, der er kommet hertil, »Wil waves« (Br.), er det et fremragende orkester, der ~metider minder om Ellington, et orkester, der i lige grad behersker kor- og solostil. Af de engelske orkestre er det stadig kun Roy Fox og Lew Stone, der har form over deres arrangementer. Den første møder med »I raised my hat« (Decca),, en nydelig spændstig melodi, den anden med »The language of love« (Decca) i en raffineret instrumentation, der fint udnytter kontrasten mellem trompetkor og solosax. Paul Whiteman må nu vende sig til fortiden for at henlede opmærksomheden på sig. »A night with. Paul Whiteman« (HMV.) er en potpourri over hans gamle successer og har som sådan historisk interesse. Dansk jazz har ikke udmærket sig på plader i den sidste tid. Tuxen er faldet i med den internationale smagløshed »Køb de arbejdsløses blad« (Pol.), som han spiller med en blanding af »arbejdsløs« vemod og militærtone. Bagsiden er heldigvis storartet. »Going« viser, at han kan spille en ordentlig foxtrott.