Musikfesten i Amsterdam. 9.-15. juni 1933

MUSIKFESTEN I AMSTERDAM

9.-15. JUNI 1933

Når man for første gang drager til international musikfest, hvor programmet udelukkende består af ny musik, sker det i forventning om at blive præsenteret for et udsnit af de mest tidstypiske skoler og retninger samt at blive stillet overfor karakteristiske nationale udtryksformer. Men hvad sker? Man konstaterer en »international-musikfest-stil«, som behersker størsteparten af programmerne, og som *består af følgende ingredienser: overlegen orkesterteknik, kontrapunktiske og tildels rytmiske udspekulertheder - samt impressionistiske klangorgler, der ikke løser det harmoniske problem, som tilligemed problemet: form må siges at være ny musiks øjeblikkelige achilleshæl. På det rytmiske og melodiske felt er der de sidste år foregået en klar udvikling, der sandsynligvis må tilskrives Bartóks på disse punkter nyskabende og grundlæggende indsats. Stravinski, der var repræsenteret med sin salmesymfoni, har løst samklangens og formens problemer på sin måde, der tilsyneladende ikke lader sig overføre til andre og således ikke rummer udviklingsmuligheder udover hans egen produktion. Givet er det ihvertfald, at der på musikfesten sporedes stor usikkerhed med hensyn til formen, ligesom samklangen stadig domineres af Richard Strauss'ske harmonikomplekser.

En mand som Krenek (Gesange des spåten Jahres) er faktisk i sin dekadente harmonik nået til denne subjektive stils absolutte endepunkt. Morsommere bliver det ikke, når det er Schånbergs teorier, der danner grundlaget, således som det i høj grad var tilfældet hos Koffler (Verånderungen einer 12-Tonreihe fi-ir Streichorkester), og i mere afbleget form hos L. Marie, Paz og Krejci (kammermusik); disses værker var stærkt præget af expressionistisk instrumental rutine i en kaotisk-harmonisk form.

Andre forsøg på løsning af det harmoniske problem betegnede en række værker, der enten gav udtryk for et broget sammensurium af alle mulige heterogene stilarter, eller som helt og fuldt bekendte sig til en svunden musikperiode. Til den første gruppe må regnes Sigtenhorst-Meyer og Diepenbrock (1862-1921), hvilken sidste ifølge musikfestens officielle program ønskedes betragtet som grundlæggeren af den moderne musik i Holland. Begges værker (a capella. kor) balancerede mellem førpalestrinensisk polyphoni og senromantiske harmoniske og modulatoriske komplekser. Repræsentanter for den anden gruppe var Rudolf Mengelberg, hvis »Missa. pro pace« var et højst pretentiøst og direkte ubehageligt klangsvælgeri, snart rent wagnersk, snart en fuldkommen plan- og stilløs opereren og moduleren med rene treklange, og Cartan, der i sit »Pater noster« behagede sig i harmonisk besternte sekvensrækker. I samme forbindelse kan nævnes de to englændere Walton og Chisholm (henholdsvis korværk og dansesuite for klaver og orkester), som bekendte sig til de samme principper som Cartan og I~Iengelberg, blot i forstærket grad (konstant fff!).

Fra kontrapunktikkens overdrev blev man præsenteret for værker af Robert Gerhard og van Lier - grå farver på grå baggrund. Frantisek Bartos viste en udpræget illustrationsevne og -fantasi i en teatersuite for orkester, der begyndte som Bartók, men desværre endte som Liszt. Landrés symfoni var et dygtigt musikerarbejde, hvis lyriske melos måske kunde lede tanken hen på Høffdings værker.

~-lusikfestens mest interessante oplevelser fik man af Kadosa (klaverkoncert), Petrassi (partita per orchestra), Kauffmann (orkestersuite), von Borck (do.) og tildels Copland (klavervariationer). Hos dem alle fandt man en sund opfattelse og behandling af musikkens elementer og elernentære, virkemidler, frisk og naturlig intervalfornemmelse og en umiddelbart fængende rytmeglæde, hvorimod de harmoniske og formale problerners behandling viste tidens typiske svagheder, kun Petrassi viste en overlegen beherskelse af stoffet. Hos Kadosa mærkede man komponistens vanskeligheder med klaverstilen, vanskeligheder, som sikkert står i meget nøje forbindelse med samklangens og formens hele usikre stilling.

Af en ganske ung hollænder Mul (f. 1911) hørte man et meget velformet o.g stilrent arbejde for kvindestemmer med fløjte. Blandt de repræsenterede kvindelige komponister var der to polære modsætnin er, Marcelle de Manziarly. hvis

klaverkoncert var et ret tørt arbejde, uinteressant instrumenteret med dårlig balance mellem klaver og orkestersats; man bemærkede her en udspekuleret rytmisk beregningsevne, der stillede komponistinden i skarp kontrast til Ruth Crawford, der i nogle sange viste en paa alle punkter primitiv musikfølelse; sidstnævnte gav indtryk af at betragte det musikalske råmateriale fra sin egen personlige synsvinkel.

Udenfor den egentlige musikfests program, men med naturlig tilknytning dertil, var kongressens deltagere af den lokale Wagnerforening indbudt til at overvære prerniéren paa Willem Pijpers symfoniske drama »Halewijn«. Komponisten har her sat sig en meget sammensat opgave: gennem den musikalske behandling af et, i tendens og indhold utiltalende stof, vokalt at komme så nær som muligt til den naturlige tales modulationer, og instrumentalt, gennem en overraffineret, solistisk instrumentation o-,,, højt udviklet ledernotivteknik, at skabe den musikalsk psykologiske baggrund for handlingen; at forbilledet har været Debussy, viste sig til overflod i selve formen, der ligesom i »Pelleas og IIelisande« var karakteristisk ved de mange, gennem korte instrumentale intermezzi sammenkædede scener. En fornyelse af den musikdramatiske genre betegnede »Halewijn« altså ikke, og de momentvis gode rytmiske og melodiske indfald var ikke nok til at sikre værket en mere indgående interesse.

Udførelsen af de forskellige værker virkede gennemgående klart og overbevisende. Langt det største læs trak Concertgebouw- orkestret, der under de skiftende dirigenter viste sig sorq et overordentlig smidigt, veldisciplineret og teknisk såvel som musikalsk overlegent ensemble, hvorimod kammermusikken i nogen grad led under en mangelfuld interpretation. Blandt dirigenterne hævdede Willem Mengelberg med glans sit ry ved sin rigt gennemarbejdede fremførelse af Stravinskis salmesymfoni, ligesom hans unge landsmand van Beinum. afslørede sig som en strålende dirigentbegavelse, som vi absolut bør få at høre ved lejlighed herhjemme (Stærekasse-koncerterne?).

Hvis man nu vil spørge om hvilket hovedindtryk musikfesten efterlod, må svaret-vel blive, at nogle egentlige revolutionerende tendenser synes ikke at være til stede, snarere synes vi at befinde os i en rolig udviklingsperiode, hvor melodiens og rytmens problemer søges løst på generel, objektiv basis, medens samklangens og formens problemer foreløbig kun løses subjektivt. Dog er det måske farligt at ville udlede almengyldige tidstypiske symptomer af en musikfest som denne, hvis program i og for sig ikke behøver at være spejlbillede for den øjeblikkelige situation, men meget vel kan tænkes kun at være et udtryk for den høje censurkomites øjeblikkelige indstilling og smag.

Censurkomité 1933:

Max Butting, G. Francesco Malipiero, Willem Pijper, Roger Sessions og Vaclav Talich.

I den ny Censurkomité 1934 sidder bl. a.:

Nadia Boulanger, Wladimir Vogel, Hilding Rosenberg.

Sv. Erik Tarp. Herm. D. Koppel.