Svar til Sven M. Kristensen

SVAR TIL SVEN M. KRISTENSEN

Der kan være en hel'del at indvende mod Sven M. Kristensens svar (DMT. Nr. 6) på mit indlæg mod artiklen: moderne æstetik og musik.

Således forsøgte jeg ved et enkelt exempel (Carl Nielsen, Espansiva) at vise, at der ikke behøves to rytmer for at danne en ny rytmisk spænding. Selvfølgelig opstår der kun spændinger ved kamp mellem mindst to kræfter, men een rytmisk linie kan indeholde både to og flere spændingsvirkende kræfter. En rytmisk spænding kan jo (som fx. hos C. N., espansiva) tænkes opstå, ved at den ene rytme griber ind, før den anden har levet sin tid ud, og ved at rytmen stadig snævres indtil sprængning. Spændingen ved den stadige forkorten af rytmeværdierne (hvilket i principet er den samme spænding som i primitiv negermusik) får hos C. N. sin udløsning i temaindsættelsen.

I mit indlæg mod K.'s artikel spurgte jeg udtrykkeligt om grunden til K.'s holdning overfor Carl Nielsen; men heller ikke i sit svar har K. fundet det ulejligheden værd at tage stilling til spørgsmålet. Det er selvfølgelig altid lettere at ignorere (som K. gør det) fremfor at tage et standpunkt, hvorom der kan diskuteres; men det er dog forbløffende, at den mands livsværk, der for så mange er blevet kulturbasis, i en artikel, der behandler de sidste årtiers musik, kun »omtales« med lunken tavshed.

Videre siger K., at den monotone grundrytme hos negrene er passiv og ingen aktiv, spændingsbetinget virkning har, - ja, at det endog er komplet umuligt, at grundrytmen alene kan være en spænding; - men sagen er den, at netop her kan vi have urtilfældet af rytmik, aktivt virkende på mennesker.

- Adskillige steder i afrika finder man denne aktiviserende anvendelse af grundrytmen: ved at rytmeværdierne stadig forkortes og ved stigende dynamik, bringes den fremkaldte spænding til bristepunktet, og den påfølgende udløsning bliver enten extase eller omsættes i krigerisk handling.

K. giver det endvidere udseende af, at jeg har misforstået ham, når jeg har skrevet, (angående rytmiske systemer og spændinger) at K.'s lovbundne systemer er: rytmiske spændinger på ]baggrund af den monotone grundrytme. Faktisk har K. skrevet (DMT. nr. 4 s. 64 midtvejs): »for de rytmiske spændinger er den monotone grundrytme det samme, som tonaliteten er for de melodiske og harmoniske spændinger, nemlig systemet, baggrunden, som giver spillet relief.« Og når man ved, hvilken altovervejende betydning tonaliteten har for både melodiske og harmoniske spændinger, vil det sige, (efter K.'s ord) at den »monotone grundrytme« er grundlaget for al rytmisk spænding, altså at grundrytmen er identisk med alle rytmiske lovbundne systemer, og det er naturligvis ganske meningsløst.

K.'s forklaring på atonal musik er heller ikke tilstrækkelig, om end hans »tagen afstand« fra atonalitet og lovløshed i musiken, kun kan være mig sympatisk. Al levende musik er jo lovbunden; men hver ny musikstil. får først sin forklaring og teori efter at de praktiske forsøg er gjort. Det vil naturligvis også være tilfældet med den ny musik nu, og både teorien og æstetiken mangler forklaring på adskillige forekomster (deriblandt ikke mindst tonale).

Muligvis er det endnu manglende teoretiske forklaringer, der så øjensynlig får K. til at skære næsten alle nutidige stilretninger over en kam med ordene: atonal, passivistisk, - sikkert er det ogsaa det, der forårsager, at K. ikke gør forskel på de tilfældige komponisters tilfældige systemer og på de naturlige, lovbundne systemer, (der også findes på grundlag af 12-tone-skalaen) hvis principer endnu kun i de groveste træk er klarlagte. - Forøvrigt er der vel næppe mere grund til at spilde mange ord på atonalitet og atonal musik, så hvorfor danse om et halvtslukket bål, når der er så mange andre og mere positive opgaver at tage op.

I mit første indlæg har jeg fulgt K.'s definition af jazz: »hot jazz«, og følger den også her; men for at klargøre hvilke indflydelser, der har været på jazz, må man tilbage til den exotiske jazz: den, der findes i afrikas urskove, - og videre til forrige århundredes amerikanske negermusik (med europæ-isk-romantisk. indflydelse) og endelig til det, K. kalder »den gamle jazz«, stilen fra 1920 - den jazz, der (med europæisk-impressionistisk indflydelse) blev angelsaxisk kulturfaktor; - og så har vi grundlaget for stilen »hot jazz«. - Det der dog især har interesse her, er spørgsmålet: hvad er jazz, og hvad bør jazz være i europas, specielt. danmarks, musikliv?

Her har jeg gjort mig skyldig i en unøjagtighed, der ganske vist i realiteten ingen betydning har, men som dog altså kan føre til misforståelser; jeg har nemlig gjort K.'s udtryk: »jazz behandler rytmen på ægte folkelig måde«, til: »jazz er ægte folkelig.« Nu skriver K. i sit svar (DMT. nr. 6 s. 144): »jeg har ikke hævdet, at jazz er ægte folkelig«; - men naturligvis er jazz ægte folkelig - for negeren i hvem jazz er opstået, og for hvis mentalitet selv en ret raffineret rytmebehandling er en ligefrem og naturlig ting.

Det er jo sådan, at rytmen og dens behandling er hovedelementet i jazz, ja igrunden det eneste særprægede og specielle; (harmoniken er overvejende impressionistisk - altså passivistisk! - og melodiken, om end ikke overalt passivistisk, så dog f2elleseje for en stor del folkemusik) men for at rytmens anvendelse kan kaldes ægte folkelig fx. i danmark, må selve rytmen enten være udsprunget i det danske folk, eller i en sådan grad beslægtet med, eller forandret i forhold til, dansk mentalitet, at det danske folk kan tilegne sig den og elske den. Det er imidlertid ikke tilfældet, og med undtagelse af højst 1 0100 jazzologer -og jazzinteresserede, står danskeren lige så fjern fra jazzens rytmebehandling som fra syd-arabisk melodik.

Jazz er, som neger-folkemusik, naturlig og levedygtig; men som europæisk kulturfaktor, må den berettiget kaldes degenereret. Det er jo degeneration, når en kultur bliver så åndsfattig - og gold, at den ikke indefra kan forny sig selv, men må søge fortsættelse i en så fjerntstående kultur som negerens.

For at kunst bliver folkelig, må der finde tillæmpelse og vexelvirkning sted mellem et folk og kunsten, og mon det ikke er det, der er ved at ske i den europæiske musik nu? Eet er givet: hvor der sker en sådan vexelvirkning, vil et så ydre »problem« som »jazz« eller,»ikke jazz« snart være glemt.

Vagn Holmboe.