J.P.E. Hartmann Del 11

J.P.E. HARTMANN XI

AF RICHARD HOVE

Til de stort besatte Korværkers Gruppe. hører først, og fremmest Flertallet af hans Lejlighedskantater. Af disse er de fem - Kantaten ved Frederik VII's Bisættelse, Formælingskantaten, Universitetets Festkantate og Kantaterne ved Christian IX's 70 Aars Fødselsdag og Guldbryllup - absolutte Hovedværker i andet Afsnit af Hartmanns Livsværk.

Kantaten ved Frederik VII's Bisættelse op. 64b var færdigkomponeret den 13. December 1863, ikke en Maaned efter Kongens Død. Og selv om Recitativerne ikke hører til det bedste, Hartmann har ydet (mest paa Grund af H. P. Holst's utilladeligt fade Tekst) er Kantaten dog et Storværk, et værdigt Mindesmærke for hans kongelige Ven og Barndoms Legekammerat.

Første Sats er af en næsten overvældende Pathos. Som rungende Klokkeklemt falder Akkorderne og melder om det fortvivlede Danmarks Angst og Sorg. I Løbet af de ganske faa. Takter opstiller Hartmann de tre Billeder - det store Sorgens Raab: »0 Sorgens Syn!« - den nervøse Angst: »Kun ikke ham!« - og det sidste Suk. Det er Tonedigtning over en Tekst, ikke til en Tekst, for den taaler ikke godt at læses ret mange Steder i Kantaten. Derefter følger en mindre betydende Tenorsolo, hvor Teksten har været næsten uovervindelig, og værre bliver det i det paafølgende Recitativs Referat af Fr. VII's Herskergerning; men man maa. beundre Hartmanns glimrende Udnyttelse af Tekstordenes Muligheder i de sidste Strofer, hvor ogsaa Koret sættes ind. Den paafølgende Kvartet, »Herlige Tid«, har været meget beundret, den har en glimrende Behandling af Tekstens Deklamation, nien naar musikalsk ikke nær op til den paafølgende Sats Højder. Her er den ægte Hartmann. Det er Sangen om »Studenten lagde bort sin Bog«. (nodeeks.)

Sandelig man kunde kende »Skræp«, som der staar i anden Strofe. Men saa slaar Teksten atter over i det rent panegyriske, og det gaar ud over den paafølgende Kvartet. Derimod er de to sidste Satser helt paa Højderne, baade den tunge Koral, der lyser i Purpur og Guld gennem det sorte Flor, og det fortrøstningsfulde, men ikke sejrssikre Slutkor. Danmark var i Nød, og de bedste vidste med sig selv, at Fjenderne ikke som sidst blev lette at gøre til Skamme. - Og saa kom Nederlaget!

I et ganske lille, men meget smukt Værk, »Indledningsmusik til Festen i Anledning af Universitetets Solemnitetssals Udsmykning«, Tekst af Chr. Richardt, finder vi de første Spor af 1864 direkte udtrykt i Hartmanns Toner - ufatteligt, at man i Anledning af Genforeningen og Tiaars-Festerne for Genforeningen intetsteds har fundet dette skønne Værk frem - lige rent i Tekst og Musik - Ord talt lige ud af Tidens Stemning.

Sammen med det fortjener ogsaa at nævnes Kantaten til Orla Lehmanns Minde, komponeret i 1870; den bæres af den samme Stemning, men Tiden har allerede læget den første Smerte. Det er atter et Værk fra Hartmanns allerbedste Periode, som »Lejligheden« har dræbt. Der vil i en kommende Tid blive liden Aarsag til at beskæftige sig saa meget med Orla Lehmanns Person, at en Genopførelse vil være forsvarlig, og dermed er atter megen herlig Musik henlagt til Glemsel.

Men fra denne Glemselsdød burde man kunne redde den næste af de store Kongekantater - den, der almindeligt kaldes »Formælingskantaten«, og som er skrevet til Universitetets Fest i Anledning af Kronprins Frederiks og Prinsesse Lovisas Formæling, den 28' Juli 1869. Den er det første lysprægede Kunstværk efter 1864, og den er den praktiske Skandinavismes nye Sang efter den haarde Prøve, Samholdet i Norden havde været sat paa under den ulykkelige Krig. Til sin monumentale Holdning løftes den ogsaa af sin Tekst, der staar højt over H. P. Holst's til Fr. VII's Bisættelse. Foreningen af de to nordiske Dynastier opfattes symbolsk som en Forening af Norden. Denne tekstlige Holdning understreges i den indledende Eroshymne netop af, at det er Eros og ikke Amor, der besynges. Amor er den uartige Dreng, Eros den mægtige Gud, Alsejrer i Kamp. Det er et af Hartmanns mest plastiske Kor, med Vælde og Ynde har han formet Tonestoffet som en Fanfare og et Fanesving. Og derpaa følger Kernesatsen: »Søndringens Tid er forbi«, hvori Hartmann bringer det geniale Citat af Lindblads »Vintren rasat« - netop det af den Melodi, der har det store Drag over sig, med Udeladelse af det, der er ligegyldigt og næsten banalt.

I øvrigt er Kantaten ren Lyrik, i Romancen om Ulriksdals Skove og Duetten om øresunds lyse Nat og det lille skønne Mellemspil om Nattergalen i Haga synger Skandinaviens Sommerland sin Hymne til den, »som har Hjerternes Ild i sin Magt« - alt dette er ganske frigjort fra »Lejligheden«. Og saa er endda den Kvartet, der besynger den unge svenske Prinsesses Ankomst til Danmark, næsten det skønneste: »Hun forjog de Skyer, der nylig gik henover den danske Vang«. Det er det skønneste Kunstværk, Skandinavismen skabte, og det er Synd, om det glemmes.

Ti Aar efter sætter Hartmann Kronen paa sit Kantateværk. Anledningen var da ogsaa en saadan, at man fristes til at sige, at hans hele Liv havde været en Forberedelse til at løse denne Opgave. Aldrig har en'Kantatekomponist faaet. et Stof, der har staaet hans Hjerte nærmere, end Københavns Universitet stod Hartmann. Den Forening af Ærefrygt og Kærlighed, som udformer de ædleste Egenskaber i Mennesket, ejede Hartmann i rigeste Maal over for det Universitet, hvor han et halvt Aarhundrede tidligere gennemgik sin Ungdoms Udvikling, og i hvis Lys hans Liv var forløbet, hvis Lærere og Studenter var hans kæreste Omgangskreds og aandelige Kampfæller.

Nutidens Demokratisme forstaar maaske vanskeligt det aandelige Frimureri, der i forrige Aarhundrede herskede m-ellem Akademikerne. Det var et Frimureri, et Aandens Broderskab, der virkelig kunde fylde sin Mand, saa han følte dets Skaber og Grundvold som et aandeligt Kildespring, et himmelsk Lys, i hvilket Livets Gaader maatte ses for at finde Harmoni mellem den enkelte og de evige Love. - Og ikke alene var Hartmann efter sin Natur Manden, der var født og modnet til Værket; men han fik for en Gangs Skyld en Tekst, der heltud var ham værdig. Carl Plougs Kantatedigtning er af samme Stof og samme aandelige Rejsning som Hartmanns Musik, og de aabenbare Vanskeligheder, den næsten overalt i sine skiftende store Versemaal byder Komponisten, har kun været denne en Spore mere. En Mester i Tekstens Behandling var han fra sin første Begyndelse, og her bliver hver af de tunge Strofer ham en Inspiration.

Kantaten er i 9 Satser, hver for sig vægtige som et selvstændigt. Korværk og væsensforskellige, som de forskellige Perioder af Verdenshistorien de behandler. Det er svært. at genfortælle Hartmanns Musik i Ord, fordi den er saa nøje knyttet til Teksten, at det vilde blive en Genfortælling af Teksten og helst med dens egne Ord. Kantaten aabnes med en kort Sats, en Paakaldelse af Gud, den Almægtige, Lysets Skaber, det Lys, som Menneskeaanden bestandig higer -imod. Satsen har det ejendommelige udviklingskraftige, som er Hartmanns Hovedegenskab. Orkesteret aabner i bredt Maestoso B-dur Unisono med det Motiv, der bærer Raabet »Almægtige Gud« (nodeeks.)

Men først da de korte Vers er sungne, og Satsen sluttes med den gentagne Paakaldelse, ser man helt, at det er saa vældigt.

Anden Sats skildrer »Kulturen«s Vandring fra østens Palmeskygger over Havet til Hellas og til sidst til Rom. Og Strofe for Strofe lader Hartmann sin Musik inale et Fantasiens Sceneri til Teksten, fra Paradisklangene og Flodernes vandrende Vande til det faste E- dur Kor, der besynger Rom og corpus juris, Tankens faste Form. Medens dette Kor udvikler sig fra den rent lyriske Begyndelse til en objektiv Musik, saaledes som den rent skildrende Tekst til sidst forlanger det, saa er tredie Sats et af Hartmanns voldsomste Tonebilleder - Romerrigets Forfald. For den, der er vant til Hartmanns store nordiske Tonedigtninger, aabenbarer der sig her et nyt og ganske anderledes opbygget Tonesprog. Se blot Terts- og Sekstgangene til Teksten »Solstukne visne Digtningens Haver« (nodeeks.)

Og trods den Højspænding, der straks anvendes, lykkes det dog Hartmann at øge Vildskaben og Uhyggen. Det er en Solnedgang i Uvejrsskyer, da endelig »Oldtidens Vaarsol synker mod Nat«. Men efter den dystre D-moll Dæmring, skiller Skyerne sig, og en skøn Durovergang leder til Kantatens fjerde Sats, der i forklarede Toner synger om det Kristendommens Morgengry, som afløser det døende Hedenskabs Nattemulm. En Sopransolo bærer de dejlige Strofer over Korets og Orkesterets Akkompagnement (nodeeks.)

I og for sig er Midlerne kendte og prøvede, men en Dvælen i Stemningen, en Tro paa baade den tekstlige og den musikalske Sandhed Iófter denne Del op i et nyt straalende Lys, og overbeviser Tilhøreren on-i, at det store Skel er sat i Verdens Historie. Men med den kristne Kulturs Vandring naar vi nu Norden.

I Løbet af fire Takter G-dur - H-moll - G-dur - H-dur svinger vi over i en ny Verden; vægtige Akkorder i Es-moll - man bemærke stadig Hartmanns Brug af Toneartskarakteristik - indleder en Baritonsolo af den højeste Kraft - Vikingens Fart over Havet - Der er Sagaknaphed over de Strofer, hvori Hartniann her skildrer Nordens Kamptid, og Kraften er ikke lutter Primitivitet. Nodboen var psykologisk kompliceret, som den harmoniske Grund i Hartmanns Musik er det, og stolt og stejl; og som i Modstrofe skriver han saa den skønne Durstrofe om de unge vælske Klerke.

Efter Vikingetidens grumme Rytmer kommer saa i sjette Sats den ridderlige Hyldest til Kristian den første, Universitetets Grundlægger, og dermed slutter Kantatens første Afdeling.

Anden Afdeling aabnes med en stor Mandskorsats, hvori Reformationen prises; og nu nærmer den lange Udvikling sig sin Afslutning. I ottende Sats »Sang med Kor« med den vældige Melodilinie, der fører Slægternes lange Karavane op til Nutiden, findes igen et af de Steder, hvor man rives ganske med af den stærke Inspiration, der har grebet Hartmann. Teksten har været talt ud -af hans Hjerte, og med den. ham egne Varsomhed sætter han sotto voce Ordene om »I vor forhuggede Skjoldrand dog staa Navne, som Verden ej gleminer«. - Og saa slutter Kantaten med den storladne fantasi over "Vor Gud han er saa fast en Borg«. Atter ser vi Hartmanns geniale Greb paa at bruge det musikalske Citat. Hele Slutningskorets Stemning lægges fast ved de faa. Takter, han bruger af den gamle Kampsalme, - ingen er et Sekund længere i Tvivl om, hvor de to Kunstnere stod, der skabte dette Kunstvæ- rk, og hvad de vilde indprente deres Tilhørere. Derfor lever og opføres denne Kantate ogsaa den Dag i Dag, uden at behøve nogen Anledning i Universitetets Liv. Den er et nationalt Storværk og beviser saaledes, hvorledes et Lejlighedsværk ved indre Storhed kan frigøres for »Lejligheden« og blive selvstændig Kunst.

Dette er ikke sket for de to sidste Kongekantaters Vedkommende. Kantaten op. 84 i Anledning af Chr. IX's, 70 Aars Fødselsdag 1888 er i nogen Maade en Gentagelse af den store Universitetskantate, men den har ved Ernst v. d. Recke's Tekst faaet, et mere forsagt Skær med stærk Understregning af Danmarks Nederlag og Afmagt, og bærer i sit Anlæg et underligt Gammelmands Præg. Kan man tænke sig noget mindre opildnende end en Linie som »Bær da Spiret, Konge, som du plejer«?

Endnu har Hartmann Kraften i Eje, det indledende C-dur Kor inaa regnes mellem hans bedste, og Kvartetten »Og som i Natten ved Skt. Hans« er en for en Olding forunderlig skøn Sommernatsdrøm. Ellers bestaar Kantaten mest af vemodigt farvede Smaasoloer, der i høj Grad bærer Præg af det 1864, der dog nu laa næsten en Menneskealder tilbage i Tiden. De har sikkert berørt Hartmanns Indre dybt, men de giver Kantaten- et Præg af intim og personlig Henvendelse til den gamle Konge, som maaske nok var naturlig nok for Hartmann, der stod Kongehuset nær, men egentlig er i Strid med Kantatens Stilling som offentlig Tilkendegivelse.

Dette gælder i endnu højere Grad om den fire Aar senere Kantate til Kongens Guldbryllup. Den er endnu mere intim i Karakteren, endnu mere romanceagtig i Stilen. Den er et Gammelmandsværk - Bedstefadermusik -; overalt gløder Inspirationen under Asken, men Flammen - Flammen fødes ikke mere. Hartmann var »udkantatet«.

Men da havde han ogsaa i Toner forskønnet alle Nationens store Begivenheder i næsten et Aarhundrede, og bestandig havde Folkets Skæbne bevæget hans Hjerte og inspireret hans Kunst. Han er den største nationale Kunstner, vi har haft, og halvt vemodigt er det, man gennemblader disse store Kantateværker, hvor de skønneste Tanker er ofrede paa Fædrelandets Alter - ofrede til den store Glemsel, skønt man synes, at de var værd gerrigt at samle paa som en stor Skat. Og dog har der vel sjældent været skrevet en mere for deres Skaber taknemlig Musik. Den store Stemning, der lod disse Værker fødes i Hartmann, har de i bevægede øjeblikke bragt til vide Kredse, løftet dem op og ud over Dagligdagen, og saaledes blev deres Gerning vel gjort, deres Skæbne fuldbyrdet.

Foruden disse Hovedværker inden for Lejlighedskantaten har Hartinann komponeret endnu et betydeligt Antal Kantater til forskellige Lejligheder: Til »Weyses Minde«, med Benyttelse af Weyses Melodier - til Sørgefesten for Thorvaldsen - til Indvielsen af Studenterforningen, et ganske fremragende Arbejde - til Indvielsen af det nye kongelige Theater, sluttende sig til Elverhøj Ouverturen - til Indvielsen af Koncertpalæet - til Efterslægtsskolen - til Borgerdydsskolen - til de Massmanske Søndagsskoler - til 'Musikforeningen, en Kantate betitlet »Tonernes Verden« med en Række morsomme Citater af Klassikerne - altsammen store Værker, ofte med overraskende Musikværdier, undertiden til saa banale Tekster, at de er ganske fortabte. Chr. Richardt havde en ulykkelig Trang til at ville være vittig paa Vers, og det bliver endnu besværligere, naar Versene skal ud,sættes for Kor og Orkester, og Magdalene Thoresen, som Hartinann aabenbart beundrede meget i den sidste Periode af sit Liv - jævnfør Sangene fra »Solen i Siljedalen«, er ganske ude af Kontakt med Nutidens Udtryksform, og hendes højstemte Poesi er det næsten umuligt at tage saa højtideligt, som den er ment.

Men Formen satte sig saa fast, at den ogsaa kunde føre til et af de hos Hartmann uhyre sjældne kunstneriske Fejlgreb, til Gengæld et af de eklatanteste han nogensinde har begaaet. Jeg tænker paa op. 73 »Religiøse Sange og Billedtekster«. Medens de »Religiøse Sange« er gode, saa er »Billedteksterne« virkelig nogle af de Rimerier, hvormed »Illustreret Tidende«s Billeder ledsagedes, som for Eksempel Richardts bekendte Digt »Betids« - »Tænk Fastelavn er kommen igen!« Man tager sig til Hovedet, naar man ser disse Barnligheder sat ud for hele Apparatet med det fulde Orkester og Kor. Det er i Grunden ufatteligt, at Hartmann ikke har kunnet se, hvor urimeligt ukormæssige disse Vers var, og hvor kunstnerisk uforsvarligt dette Opus var.

Kantateformen, der var Hartmann kær og kendt fra hans første Ungdom, fik en stor og mangesidig Udvikling i dansk Musik i det nittende Aarhundrede. Oprindelig dominerede Kirkekantaten i den Form Schulz og Weyse komponerede den, men efterhaanden kom den verdslige Kantate i Forgrunden. Det var Mendelssohns »Die erste Walpurgisnacht« og Schumanns »Paradies und Peri«, der giver Gade de nye Signaler og for Alvor indfører det tyske »Concertstück« i dansk Musik; men mere end noget andet var det den Succes, der blev Gades geniale »Elverskud« til Del, der grundlagde denne Forms Yndest hos alle danske Komponister i det følgende halve Aarhundrede. Formen er i udpræget Grad upraktisk. Dens Grundlag er et Drama uden Theater, og dens Fordringer til Opførelsens Apparat, Koret og flere dygtige Solister, indskrænkede Værkernes Opførelsesmuligheder i saa høj Grad, at Komponisterne maatte være glade ved, at deres Værk opnaaede den eneste Opførelse for Musikforeningens Publikum, hvis kunstneriske Dom saa blev inappelabel.

Medens Hartmanns første Kantater er skrevet for Kirken og hans mange Lejlighedsarbejder i det hele hører til den ægte Kantatestil, saa har sikkert »Elverskud«s straalende Sejr været medvirkende til, at Hartmann i 1858 gik i Gang med et meget stort Arbejde i koncertdramatisk Form. Det var »Dryadens Bryllup« op. 60.

Grundlaget for Værket er et Uddrag af Paludan-Müllers dramatiske Digt af samme Navn, og dette Valg er ikke lykkeligt. Den store Digter var ikke musikalsk i sine Vers. De er ganske vist rytmisk faste, og Værkets Tanke er sikker, men i Stedet for at bringe en fantasibefrugtende Lyrik, er de langsommelige og træede. Det lyrisk musikalske er kun til Stede i Situation og Scene, ikke i Ordet, og da Scenen kun ses i Fantasien, stilles der i Vitkeligheden urimelige Krav til Komponisten. Hvorvidt forskellig er ikke denne Tekst fra de mange langt mindre logiske, men fantasirige og lunefuldt musikalske, H. C. Andersen leverede Hartmann. Naar H. C. Andersen skrev Vers, kunde de blive saadan, at Hartmann følte sig foranlediget til at meddele Andersen, at det var noget Vrøvl, og saa rettede Andersen paa det, og det samlede Resultat blev dejligt. Her er Versene upaaklageligt logiske og det samlede Resultat ofte kedeligt.

Det er muligt, at Hartmann har tænkt sig Værket opført scenisk, men det er ikke forsøgt - nu vil selv en saadan Opførelse næppe kunne redde det. Deklamationen af Paludan-Müllers Vers er selvfølgelig som altid hos Hartmann korrekt og gennemtænkt; men den savner for ofte den afgørende Inspiration. Det er, som om Hartmann her har søgt et egnet Stof, og med velberaad Hu valgt det, der syntes ham at indeholde alle Ingredienserne til en stor Kantate, ja næsten en Opera - der var kun den Mangel, at han selv ikke var født til Olympen.

Værket begynder uden anden Indledning end fire Risolutotakter med en Samtale mellem Pan og Hermes, hvori Konfliktens Forhistorie og Opstilling gives, dens Grundmotiv fremsættes, at »det Ringe bøder for det Høje«. Dryaden maa dø, for at Apollon kan genvinde Erkendelsen af og Glæden ved sin Guddommelighed og forlade Jordens skæbnesvangre Kaar for at vende tilbage til Olympens skyggeløse Himmel, til den evige skæbneløse. Klarhed. Dette er en ægte Paludan-Müller Tanke og ganske uhartmannsk. Naar man skal forsøge at gøre sig klart, hvad der har drevet Hartmann til at beskæftige sig med dette Stof, maa man vist søge det i det helt personlige, at Dryaden for hain har været et Udtryk for den Skæbne, der ramte hans Datter Sophie, N. W. Gades Hustru. Ligesom Dryaden hos Paludan-Müller maatte hun dø ung, just som hun havde knyttet sit Liv til det danske Parnas' Apollon og kunde vente, at Livets Sommer skulde bringe hendes Væsen til en lykkelig Udfoldelse. Værkets bedste Sats bliver da ogsaa den sidste, den hvor Koret synger den sidste Strofe om Liv og Død og begynder med den mørke Baslinie (nodeeks.)

Selvfølgelig er et saa stort Værk ikke godt uden gode satser, og selvfølgelig har det ikke ufortjent naaet den betydelige publikumsgunst, det faktisk har nydt. Der er i duetterne mellem Apollon og Dryaden meget smukke strofer, der sikkert opbyggede scenebilleder af bryllupsforberedelserne, og Dryadens afskedssang er et meget fint følt stykke musik, selvom jeg ikke synes, det er egnet til at tages ud af sin sammenhæng med den øvrige musik; men i forhold til andre hovedværker i Hartmanns produktion gør det et underligt uinspireret og villet indtryk, og nutidige opførelser har da ogsaa vist, at det er blegnet hurtigere end andre værker fra den samme periode.
(Fortsættes.)