Til Vagn Holmboe

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 08 - side 185-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

TIL VAGN HOLMBOE

De exempler, Vagn Holmboe anfører på rytmisk spænding i en enkelt rytmisk linie (fra Espansiva og negrenes extase-rytmik) er jo kun camouflage. En indsnævring af rytmen, således som det finder sted i disse exempler, virker kun, fordi den ses på baggrund af den uindsnævrede rytme. Når man har grundrytmen i kroppen, behøver den jo ikke at få akustisk udtryk. Jfr. jazzens »break«.

Holmboe er fornærmet, fordi jeg ikke har omtalt Carl Nielsen. Det skyldes kun, at C. N. ikke er særlig interessant for det, jeg vilde oplyse om. C.N. har jo faktisk alle sine dage fortrinsvis betjent sig af de melodiske og harmoniske spændinger på det almindelige tonale grundlag (atonal har han aldrig været), og undertiden af rytmiske spændinger, således som de anvendes af Brahms.

At en kultur bliver så »gold, at den ikke indefra kan forny sig selv, men må søge fortsættelse i en fjerntstående kultur«, er velkendt fra historien. Holmboes raceteorier er ikke meget bevendte overfor spørgsmålet om jazzens betydning for europæisk musik. Der foregår i øjeblikket en internationalisering, og jazzen har - om end kun i sin danske form - erobret masserne. Lad os blive fri for enhver art nazisme.

Sven M. Kristensen.

Hermed må denne diskussion betragtes som afsluttet. Red.

Årgang 8/1933, nr. 08