Hvad er maalet?

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 09 - side 197-200

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

HVAD ER MAALET?

AF SVEN LUNN

Hvis man overhovedet vil anerkende en folkelig Udviklingstanke i Forbindelse med den nye Musik - og ikke blot med Musiken, men ogsaa med Musik- og Koncertlivet - saa maa man - med særlig Henblik paa hjemlige Forhold - have Lov at spørge: Hvad er Maalet? Hvis den nye Musik skal betyde noget mere end blot øjeblikkelig Underholdning til Glæde eller Ærgrelse for en meget snæver Kreds, skal være et Skridt i en Udvikling, hvor er det saa den skal hen? Det er en sørgelig Kendsgerning, at der, naar der til en Koncert paa Programmet staar moderne Kammermusik, kun kommer faa Tilhørere; efterhaanden færre og færre. Og dog bliver de hjemlige Komponister med ukuelig Optimisme ved med at skrive Kvartetter, Duoer, Trioer o.s.v. Regner de med, at den døende Interesse for den Slags Musik atter snart vil vaagne, at de Haydnske Former vil opleve en Renæssance naar de fyldes med Bartóksk Indhold, eller mener de, at de kan arbejde dem hen til en Musikstil og Musikform, som kan have Interesse for det store brede Publikum? I saa Fald nærer de Illusioner, der sikkert aldrig kan blive til Virkelighed. Interessen for Musik ligger hos vor Tids Publilcum i et ganske andet Plan end det, hvor Komponisterne færdes. Og den Vej den artistiske Musik har taget i de senere Aar lover ikke godt for, at den nogensinde vil blive populær. Den har fjærnet sig mere og mere fra, hvad et almindeligt Menneske opfatter som sundt og naturligt og kan derfor kun nydes af den, der i Forvejen er inde i Tonekunstens Mysterier, og som derfor rent intellektuelt kan vurdere hvad der bydes paa. Og naar Nydelsen kun er intellektuel, kan man ikke forlange, at Musiken skal have Interesse udenfor Musikernes egen Kreds.

I rammeste Alvor mener jeg, at det vilde være til stør Støtte for Musiken, om Komponisterne var indstillet paa, at de skulde bringe Penge ud af deres Kunst.

Musik har altid - indtil Romantiken - været en Handelsvare, og Prisen afhang af Varens Kvalitet og Markedets Konjunkturer. Der skal være Omsætning i Foretagendet - ligesom i en almindelig Grønthandlerbutik. Tilbud og Efterspørgsel skal balancere pænt med hinanden.

Nu er det selvfølgelig svært at tale om Forbrug i Musik, navnlig i en Tid som vor, hvor man i højeste Grad lever paa Fortiden. Musik forbruges ikke i samme Forstand som f. Eks. et Pund Svedsker. - Men denne Leven paa Fortiden er ganske unaturlig. Ligesom vi helst læser Literaturen fra vor egen Tid, burde vi ogsaa dyrke Musik fra Nutiden. Saadan var det tidligere og saadan burde det ogsaa være nu, men det kræver rigtignok, at Nutidens Musik skulde have en anden Karakter end den, den har i øjeblikket. I det 18. Aarhundrede saa man paa en Sonate, en Kvartet el. lign. paa samme Maade, som man nu ser paa en Novelle i et Ugeblad. Man spillede Stykket, glædede sig over det, men næste Gang man skulde spille op, fordrede man noget nyt. Kun det, der er skabt af de store Enere: Bach, Händel, Haydn, Mozart, Bachs Sønner o. s. v., kan taale, at man fordyber sig i det. Resten - det som den umaadelige Hob af Smaaaander producerede og som ganske beherskede Datidens Musikliv - er kun at opfatte som letlæste - og letglemte - Short-Storys. Men de smaa havde deres store Berettigelse, fordi man dengang var besjælet af samme Nyhedstrang, som vi nu har overfor Literaturen. Man kunde ønske, at denne musikalske Nyhedstrang vilde opstaa, igen, men dertil kræves et intenst Arbejde fra de skabendes Side.

Der er saa faa moderne hjemlige Komponister, som arbejder journalistisk. Det vil sige, at de skriver Musik, som er beregnet paa et ganske bestemt Publikum som har en ganske bestemt Smag. Naar Bjærget ikke kommer til Muhamed, maa Muhamed komme til Bjærget. Og Muhamed - i dette Tilfælde Komponisten - vilde staa sig ved at gaa til Bjærget, som her repræsenteres af det store Publikum. Der er nok nogle, som har været inde paa at skrive for en let Besætning, men hvad nytter det, at Musiken kan spilles, naar den i sig selv er utilgængelig? -- Hvad nytter det, at Glasset er kønt, naar Vinen alligevel er sur.

Man kan bebrejde Komponisterne, at de ikke skriver let Musik. Der er i øjeblikket en Trang til let Musik, som er større end maaske nogensinde før. Hvad findes der af moderne let Musik udover Dansemusiken? Tro ikke, at Danskerne er umusikalske eller uinteresserede i Musik, fordi de ikke synger eller gør noget alvorligt for at komme i Kontakt med god Musik. De er blevet nøjsomme. Folk der i det daglige kan nøjes med Kaffe- og Smørsurrogater, nøjes ogsaa med Musiksurrogater. Men de skal nok vide at faa Smag for den rene Vare, naar den bydes dem. Den lette Musik er den Stimulans, der tiltrænges i Pauserne mellem det nervøst forcerede Arbejde. Ikke det dybsindige tankevækkende - Brahms og Wagner - men spirituelle Champagnetoner. Men hvorledes faar Folk deres Trang til let Musik tilfredsstillet?

Intet kan bedre end Radioprogrammerne vise, hvad det i Virkeligheden er, Folk maa nøjes med, naar de ikke skal have gedigen Kost. Se f. Eks. blot paa Radioens musikalske Program en tilfældig Sommersøndag.

Hvad er det saa, der bydes paa: Kompositioner af Dvorak, Strauss, Kalmann, Lehar osv. Det er endda det bedste. Hovedparten i Programmet udgøres af Stykker som: Holzmann: Onkel Sammy (Marsch), N. Dorstal: Servus Wien (Potpurri over populære Wienermelodier), Jessel: Tinsoldaternes Parade, Wehle: Tændstikkernes Parade, K. Noack: Nissernes Vagtparade, Fr. v. Blon: Victoria Marsch, A. Nylen: Det lille Egern, Vibeke Frimodt: Paa Udflugt, Audrian: Ouverture til »Lykkebarnet«. S. Jones: Udtog af »Geisha«, Ernst Steffen: Zwei Augen, Södermann: Morgonen og Ser jag stjärnorna, P. Gyllenhammer: Höbärgning, A. M. Myrberg: Kättil Rose och Atte Troll, o.s.v.

Ret nedslaaende! - Ikke? - Men der er næppe Grund til at bebrejde Radioen noget. Den øser af de Kilder, der findes. Skal der fremskaffes let Musik til en Sommersøndag, saa er der ikke meget andet at tage af end Salonmusik og Operetteudtog fra Slutningen af det forrige Aarhundrede. Skal man endelig bebrejde nogen noget, saa maa det være vor Tids Komponister, at saa faa, af dem forstaar at servere let og god Kost i en tiltalende Anretning.

Mellem den Musik, der bruges til Films, Operetter, Revuer o. l. og den de seriøse unge Komponister opvarter med ved deres Koncerter, er der et stort Spalt. I Reglen ser de seriøse med Foragt paa »Filmsmusikerne« og holder stejlt fast ved deres fra Fædrene overleverede Former, som de prøver at fylde med nyt Tonemateriale. En haabløs Ide. Efter fattig Evne skriver de løs i Bartóks, Hindemiths eller Strawinskys Stil. Ogsaa en haabløs Ide. Det har aldrig nyttet, at Smaaaanderne har prøvet at gaa videre i de Sko, de store har udtraadt. Eftersnakkeri bliver aldrig Kunst. Vil de opnaa. noget, maa de hellere søge Tilknytning til »Filmsmusiken« eller den af mange saa foragtede Jazz. Det er rigtigt nok, at Carl Nielsen ikke skrev en Tango. Men var han blevet mindre, hvis han havde gjort det? I sin Tid var Valsen en Vulgærdans. Hvem tænker nu paa det? Mozart skrev en Vals, dengang man endnu saa ned paa denne Dans. Hvem foragter ham for det? Beethoven leverede Dansemusik til Hofballerne. Gaar Glorien af ham for det? Efter at Schubert havde skrevet sine vidunderlige Brugsvalse, spaltede Valsens Udvikling sig i to Retninger, Strauss og Chopin. Hos Strauss naaede Valsen sit Højdepunkt til praktisk Brug. Hos Chopin blev den idealiseret. Hvem idealiserer Tangoen? - Naar en Kunstart er blevet tynd i Toppen fornyr den sig selv nedenfra. Det gælder Literatur, Malerkunst saavel. som Musik. Musiken har altid fornyet sig selv ved Blodtransfusion fra Vulgærmusiken. Det samme bliver Tilfældet nu. Og Blodet hentes fra de samme Kilder, der ligger til Grund for Jazzen, nemlig den primitive Musik.

Det nytter ikke at nægte det. Landet ligger saaledes, at »Filmsmusiken« vinder mere og mere Terrain. Ikke blandt det store Publikum, der har den sejret, men blandt de udenlandske, moderne Komponister. »Filmsmusiken« bliver bedre og bedre.

Det er derfor fuldstændig i Skoven, at alle de danske Films med eller uden Liva Weel, Else Schouboe eller Marguerite Viby forsynes med Toner af Normann-Andersen og Dan Folke, medens Komponisterne herhjemme anvender deres Kræfter paa Kammermusik ingen gider høre. Hvis de talentfulde unge for Alvor tog sig sammen, kunde de med Lethed slaa de to ovennævnte Gentlemen ud. Og var det en Skam? - Absolut ikke! - For det første gjorde de en Velgerning derved, og for det andet kan jeg for min Død ikke indse, at der skulde være noget uredeligt eller usædeligt eller andet galt i at skrive en Tango - eller dyrke lidt »hot«. Og var der saa en eller anden, der gjorde Oprør mod et forældet Konservatorieideal ved det, ja saa var det kun godt. Det er en kendt Sag, at Jazz er et uartigt Ord paa Det kgl. danske Musikkonservatorium. Hvor taabeligt. Men de unge - de af dem der betyder noget og som har gennemgaaet denne Anstalt - skulde vel efterhaanden være saa udviklede, at det er gaaet op for dem, at det ikke alt sammen er gylden Visdom, hvad man faar serveret derinde.

Maalet er ikke den rent artistiske Musik: Sonater, Symfonier, Kvartetter, Klaver- og Violinkoncerter. Men lad os paa den anden Side ogsaa blive fri for flere Berceuser, Romancer og Andante religioso-er. Det vi trænger til er let Musik, lettilgængelig Musik, sjov Musik, Musik der er social i den Forstand, at den kan glæde de mange. Vejen over den »artistiske« Musik er ikke tilraadelig. Denne Flugt paa det uvisse op i Stratosfæren kan godt ende med et brat Fald, der bliver saa meget des voldsommere, jo højere man kommer op.

Årgang 8/1933, nr. 09