Fra artisteri til popularisme

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 10 - side 237-242

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FRA ,,ARTISTERI"" TIL ,,POPULARISME""

AF JØRGEN BENTZON

HR. SVEN LUNN har i DMTs forrige Nummer stillet Spørgsmaalet om, hvad der kan anses for Maalet for den yngre Musiks Udvikling, og søgt at antyde et Svar paa dette Spørgsmaal.

Skønt jeg efterhaanden betænkeligt nærmer mig Grænsen for de Aar, hvor man med Rette kan gøre Fordring paa Prædikatet »ung«, føler jeg mig dog kaldet til at. forsyne hans Betragtninger med en og anden Kommentar.

Sven Lunns Synsmaade er i de store Træk ret klar: Den artistiske Musik, beregnet paa den snævre Kreds af specielt interesserede, fagligt orienterede Tilhørere har udspillet sin Rolle. Tiden kræver en lettere fattelig Udtryksmaade, »let Musik, lettilgængelig Musik, sjov Musik, Musik, der er social i den Forstand, at den kan glæde de mange«.

Der er intet overraskende i denne Betragtningsmaade. Den er et temmelig koncist Udtryk for den Reaktion, som maatte komme, som vi længe har vidst maatte komme. Et Tidehverv er endt. Et Blad i Musikkens Historie vendes. Fra »Artisteriets« Epoke er vi naaet over i »Popularismens«.

Lad os konstatere dette og kaste et Blik tilbage og fremefter. - Sven Lunn har ikke saa mange venlige Ord tilovers for 1920'ernes Artistik. At denne Periodes Produktion før eller senere maatte gennemgaa en alvorlig Sigtning, har vi alle vidst. Men lige saa sikkert som, at de obligate nogle og halvfems Procent skal i Brokkassen, er det, at den lille Rest, der virkelig har kunstnerisk Gehalt, ved den fornødne Tilvænning vil konsolidere og udbrede sin Magt over Sindene. Se blot til Stravinski. Naar S. L. i Almindelighed advarer de unge mod nu at skrive »moderne Kammermusik, ingen gider høre«, kan jeg, hvor meget jeg saa end selv efterhaanden føler mig fjernet fra den specifikt artistiske Indstilling, kun tiltræde hans Advarsel med et væsentligt Forbehold: Det er ikke uden Betydning, navnlig for den ganske unge Komponist, at der holdes en Genre aaben, hvor han uafhængigt, af brugsmusikalske og popularistiske Krav og Forskrifter frit kan give sig selv og finde sig selv som Kunstner, rent og skært, og at der opretholdes et Forum, det være sig nok saa lille, hvor øret holdes aabent, for saadanne frie artistiske Præstationer. Jeg er ganske klar over, at Reaktionen i sin nidkære Hede vil gøre sit yderste for at klippe denne Traad over og søge at intimidere de unge over i sine Geledder, men jeg maa lige energisk fastholde, at dette vil være baade kortsynet og uforsvarligt.

Og lad os saa kaste Blikket fremefter. Reaktionen er i fuldt Sving. Tilbageslaget, fra det »svære«, resp. »uforstaaelige« skal nu tvinge os over i det »lette«, resp. »overforstaaelige«. Det er, jeg beder det bemærket, navnlig dette, jeg ønsker at karakterisere ved Slagordet »Popularisme« der hermed lanceres til behageligt Misbrug. Jeg behøver ikke nærmere at oprulle det Perspektiv, denne Bevægelse aabner. Blot beder jeg Læseren tænke et øjeblik efter, hvad det vil sige, at den umiddelbare Forstaaelighed gøres til Kriterium for Kvalitet. Jeg ved saare vel, at Popularismens aabenlyse og maskerede Profeter vil prøve at afsvække denne Bevægelsens saare svage Side ved alskens Krav til haandværksmæssig og kunstnerisk. Kvalitet - ved Siden af Forstaaeligheden, jfr. Lunns Advarsel mod Berceuser og de unge Jazzofilers energiske væmmelsesdemonstrationer mod den »daarlige« Jazz. Jeg kan kun ønske dem Held og velsignelse i deres Bestræbelser. Om disse - saaledes, som Problernerne er stillet - har Udsigt til at krones med Held, er jo en anden Ting. - Popularismen kan med Støtte i Historien henvise til, at det faktisk er muligt at frembringe en Kunst, der er aldeles umiddelbart forstaaelig for det brede Publikum, og som alligevel viser sin høje kunstneriske Kvalitet ved sin magt over Sindene gennem Tiderne. Ja, man maa saa inderligt haabe for Bevægel.sen, at vort Kulturliv i den kommende Tid maa blive godt spækket med H. C. Andersen'er. Erfaringen viser imidlertid desværre, at der kun fødes nogle faa Styks af den Art i hvert Aarhundrede. -- Men naturligvis, er man lidt beskeden, stiler man ikke højere end mod det i øjeblikket jævnt underholdende, haandværksmæssigt anstændig gjorte Værk, kan man nok faa sine Fordringer tilfredsstillet. Det forekommer mig unægtelig, at Lunn ikke ser Skoven for bare Træer, naar han positivt efterlyser den underholdende Nutidsmusik. Der har vi jo den kære Jazz, som ingenlunde mere kan betragtes som ren Dansemusik. Den har jo iøvrigt sine egne Problemer. Jeg foragter skam ikke den, der »dyrker lidt hot«. Jeg vilde endog med hjertelig Akklamation modtage den unge Mand, der f. Eks. formaaede at frigøre hele denne særegne Genre for det mekaniske Eftersnakkeri, det ensidige amerikanske Modediktat, formaaede udaf egen Fantasi at skabe netop det, der føles helt og ægte født af vor Aand. Jeg tillader mig blot at konstatere, at han ikke har vist sig endnu.


Jeg kan ikke forlade Popularismen uden et lille Forsøg paa at belyse den sociologisk. Erfaringen - ikke mindst de Diskussioner, der har været ført her i Bladet - har helært mig om de rent æstetiske Betragtningers Utilstrækkelighed.

Jeg tør paastaa, at Popularismens Forudsætning er en almen vesteuropæisk Bevægelse. Et af dens mest tilspidsede, akute Symptomer er den tyske Nazisme. Netop Symptom. Bevægelsen selv er meget dybere - og videregaaende. Vi finder dens Kerne, naar vi afklæder Nazismen dens - unægtelig iøjnefaldende - specielle Attributer: Racesnakken, Knaldpatriotismen og den mere og mindre besynderlige Symbolik, og vi finder en Bevægelse, som gaar paa tværs af Landegrænser, paa tværs af de tilfældigt existerende politiske Partibaase. Dens inderste økonomiske Forudsætning er det betrængte Borgerskabs gradvise Sammensmeltning med Arbejderklassens bedrestillede Ende til en saare talstærk, indtægtsmæssig ret udifferentieret Mellemklasse, og den gamle Overklasses fremskridende Afsvækning. Et negativt, aandeligt Symptom er den eksklusive, borgerlige Intellektualismes Tilbagetrængning.

Jeg anser det for aldeles givet, at denne Bevægelse har endog særdeles gode Grobetingelser her i Landet; saa er det i denne Sammenhæng ret underordnet, om vi holder os fri af den specielle tyske Nazi-Symbolik eller ej. Dens Muligheder mangedobles derved, at det først i den aller seneste Tid synes at dæmre for vor Arbejderklasses Repræsentanter, at der findes et særligt klassebestemt Kulturproblem.

Popularismens Teori findes skarpest udtrykt i Kapitlerne om Kunst i Hitlers »Mein Kampf«. Den, der vil studere Popularismens Praksis, behøver ikke at gaa saa langt som til f. Eks. de tyske Radioprogrammer. Han kan nøjes med at holde sig til Familie-Journalen.

Den unge danske Koniponist af i Dag kan altsaa med Rette spørge: Er det virkelig saaledes, at jeg kun har Valg mellem et af to: enten at skrive en Musik, der - eventuelt ved gentagen Overhøring - kan forstaas og vurderes af de ca. 200 Mennesker, der møder til UTSs, Koncerter, idet jeg fromt haaber, at Værkets indre artistiske Kvalitet vil skaffe det en større Vennekreds som Tiden gaar. Eller at skrive en Musik, der skal være saaledes indrettet, at den straks, ved første Overhøring forstaas af Tivolis Abonniner, af Radiolytterne, eller at Arenas danseglade smaa Bourgøjsere.

Ja, hvis den unge danske Musik, hvad den jo har faaet Skyld for, vedkendte sig Populariseringen som sit Program, da var der ikke andre Udveje.

Men den gør Pokker, gør den! Og Gudskelov for det. Der er en anden Udvej, maaske flere. Jeg maa her naturnødvendigt tale i strengeste Forstand paa egne Vejne. Enhver maa klare for sig selv. -

I en Aarrække har jeg nu bekendt mig til Troen paa den aktive, musikalske Arbejdskreds som den sikreste Basis for en nutidig Musikudvikling. I min Praksis har jeg valgt Folkemusikskolens Form (1).

Min Tro er næret af mange Grunde, hvoraf jeg her skal gøre Rede for de vigtigste:

1) Det har længe været mig evident, at Popularismen maatte komme. At den herhjemme bekendte Kulør bogstavelig samtidig med at den »nationale Omvæltning« i Tyskland fandt Sted, er andet og mere end et Tilfælde. Det har i en Aarrække været mig klart, at hvis de traditionelle Musiceringsformer (Koncert, Radio, »musikalsk Underholdning« etc.) uforandret opretholdtes, vilde Popularismens Fordring om »almen Forstaaelighed«, »Lethed« osv. medføre nærliggende Fare for en exempelløs Forfladigelse af Smagsstandarden og en mere end beklagelig Forsjuskning af de produktive Kunstneres Evner. Herimod kan Arbejdskredsen danne Værn. Kravet om øjeblikkelig Forstaaelighed virker ikke her saa tvingende - og dræbende. Man har Tid til at samle sig om Værket, arbejde det igennem, knække en og anden Nød, behøver ikke at tage til Takke med en første den bedste Platitude. Der gives herved Komponisten et Spillerum for hans Evne, som. Popularismen ikke tilsteder.

2) 1 den aktive musikalske Arbejdskreds har Komponisten Lejlighed til et direkte Samarbejde med musikinteresserede Mennesker. Hvad der kommer ud af dette Samarbejde er naturligvis afhængigt dels af vedkommende Komponists Evne, dels af den musikalske Ydedygtighed og hele den almindelige Mentalitet i vedkommende Kreds. Selve Formen: musikalsk Arbejdskreds, er anvendelig overalt, fra yderste reaktionære til yderste revolutionære Kreds. Den er kun Ramme. Det, det gælder om for Komponisten, er at finde netop den Kreds, hans egen Evne, hans sociale Indstilling etc. stiller ham paa ret Bølgelængde med. Det vil i Praksis sikkert vise sig, at Kredsen danner sig saa at sige af sig selv, naar blot Porten - som f. Eks. i Folkemusikskolen - holdes vidt aaben, og naar man uden personlig Paatrængenhed eller Forcering giver de interesserede Mennesker Lejlighed til i Ro og Mag at opnaa den rent faglige Konsolidering af Begreberne, den ganske nødvendige musikalske Ydeevne, der fordres for at man kan komme paa personlig musikalsk Talefod med dem. At dette kræver et langvarigt Taalmodighedsarbejde, at dette stiller Krav til Komponisten om Udførelse af Arbejde, som forrige Aarhundredes »Kunstner« vilde vise fra sig med yderste Foragt som aldeles underkvalificeret, kan kun være en Fordel. Arbejdet stiller jævnt stigende Krav til Komponistens Evne, begyndende med smaa, overvejende pædagogisk eller brugsbestemte Ting gennem Værker, der lægger mere og mere Beslag paa den artistiske Evne, frem til det Værk, der netop udløser dlen Tankegang, den Mentalitet, der behersker den foreliggende Kreds, ja, som - forhaabentlig - ved Tonens HjæIp giver den større Perspektiv og Horizont.

Den positive Side af den Bevægelse, hvis negative Pol er Popularismen, er det sunde og fuldkommen rigtige Krav, at Kunstneren bør genvinde sin naturlige, rodfæstede Plads blandt de Mennesker, hvis Milieu, Vilkaar og Ideologi, han deler, og sorn han kunstnerisk er kaldet til at give Udtryk. Alt det med »den mod Stjernerne stræbende Ener« har vi efterhaanden faaet vel rigeligt af. Jeg overlader nu ganske til den produktive Kunstner selv at skønne over, om han mener at kunne naa denne Rodfæstelse bedst ved et positivt Arbejde i en egnet aktiv, musikalsk Arbejdskreds, eller ved en Anglen efter »den store Sukces« hos et tilfældigt bredt Publikum ved Hjælp af »let Musik, lettilgængelig Musik, sjov Musik«.

Det maa bemærkes, at man ikke med nogen Skygge af Ret kan indvende mod Arbejdskredsens Ide, at den er »udemokratisk« eller »usocial«, fordi den tager sit Udgangspunkt i den specielt interesserede Kreds - forudsat at denne Kreds principielt holdes aaben - Der er intetsomhelst urigtigt eller abnormt i, at en ny, fremadskridende Kulturbevægelse i første Omgang udformes af de aandeligt mest vaagne, af dem, der gider præstere et Arbejde og en Indsats for deres Ideologi. Erfaringen vil sikkert vise, at den Musik, der slaar igennem og breder sig indenfor Arbejdskredsene vil ogsaa være, den, der efterhaanden fanger det større, mere passive Publikum.

3) Lykkes det da paa Trods af Popularismens Agitation for fladbundede Underholdningsbetragtninger og aandeligt Dovenskab at skabe saadanne Arbejdskredse i videre Omfang - og Bevægelsen er omend langsomt, i god Gænge - kan vi med Rette tale om en ny Basis for det musikalske Kulturliv, eller rettere om en Retablering af en Tilstand, som forrige Aarhundrede har afbrudt, en Tilstand, som Svenn Lunn ogsaa gør forskellige Hentydninger til. Gennem et systematisk Samarbejde mellem de forskellige Kredse, kan der skaffes det virkelig gode, brugbare Værk en stor og sund Udbredelse, og ved Hjælp af god Organisation og Nutidens fortræffelige, billige Reproduktionsmetoder ligger det i Komponistens Haand at frigøre sig for alskens Forlæggervilkaarlighed. En Retablering af den sunde Tilstand, der herskede overalt i vor Verdensdel, før Forlagsvirksomheden etc.. gjorde Musik til offentlig Handelsvare. Og dog: noget ganske andet og meget bedre. En Tilstand, der tillader Komponisten at arbejde for sin Ide, den være sig socialt-agitatorisk eller mere intim kunstnerisk i et sundt, frugtbart Milieu, -- og ikke blot udnytter hans Evne til Fordel for et eller andet kirkeligt Embede eller til Forlystelse for en eller anden tilfældig, forædt fyrstelig Person. Lad os - med al skyldig Respekt for Fortiden - ikke undervurdere den forøgede Chance- nutidens Udvikling har givet os.

Og endnu ét: fuldbyrdes denne Udvikling, da - Franz Syberg og alle I andre, der ikke er angst og bange for Jeres lille Hassan med de skæve Ben - da kan vi i Sandhed give Dagbladskritikken den gode Dag, den saa inderligt fortjener. Kritikeren behøver iøvrigt hverken at frygte for Koncentrationslejr eller for sit rare lille Job. Han vil saamænd blomstre videre mange, Aar endnu, overbevisende Verden om sin Uundværlighed ved at rette Tempi i Mozart og ved at fortælle Offentligheden, om den debuterende Frøken X har et stort og behageligt Stemmemateriale, eller ej.

De ovenstaaende Betragtninger er ingenlunde nye, men er i de forløbne Aar fremsat adskillige Gange af andre og af mig selv i Skrift og Tale. Jeg var saa naiv at tro, at i hvert Fald de yngre herhjemme efterhaanden forstod et lille Kuk af, hvad det drejede sig om. Det er mit forfængelige Haab, at naar de er blevet gentaget - skal vi sige en fem-seks Gange til, vil der begynde at dæmre noget.

Rejser man heroverfor den Bebrejdelse, at disse Ting ikke er blevet sagt med tilstrækkelig detailleret Præcision, maa der svares, at det for en Kunstner er aldeles nederdrægtigt at skulle afgive Programerklæringer navnlig paa Tidspunkter, hvor han ingen Praksis har til Verificering af sin Teori eller overbevisende Resultater at fremvise, Livet er og bør være stærkere end alle Programmer. Hvilket afføder et Forbehold: Skulde nogen om ti Aar eller saa komme trækkende med en Sætning fra foranstaaende Artikel og forsøge at slaa mig med, at jeg alligevel handlede noget anderledes end jeg foreskrev, vil jeg tillade mig - at grine ham op i Ansigtet.

(1) At Folkernusikskolen har andre Funktioner og Formaal end at danne Basis for den producerende Kunst, og at den ikke med nogen Nødvendighed skal forestaas af en Komponist, bernærker jeg blot for en Ordens og Sikkerheds Skyld.

Årgang 8/1933, nr. 10