Hvordan og hvorledes?

HVORDAN OG HVORLEDES?

AF SVEND ERIK TARP

SVEN LUNN har i sin Artikel »Hvad er Målet?« (D.M.T., Nov.) atter berørt det brugsmusikalske Problem, idet han bebrejder Komponisterne, at de fremdeles arbejder rent artistisk. i St. f. at skrive Musik for Folket. Hvis jeg har forstået Hr. Lunn ret, mener han, og her er jeg enig med ham, at Sagen ikke er afgjort ved at sysle med 12-Takters Perioder for halvanden til to Blokfløjter - en Syge, der har hærget, Landet i de senere Tider. Af og til præsenteres vi på Koncerter og musikalske Underholdninger for denne Form for Brugsmusik, der oftest forekommer mig at virke som et lidet tilfredsstillende Surrogat for »rigtig« Musik; det gøres gældende, at Genren har sin Berettigelse som Amatørføde - jeg tror blot ikke på, at Amatørerne, - frit stillede - vil finde på at spille disse Stykker og lade sig nøje med »Surrogater«. Det er derfor ofte en Smule forbausende at se, at Komponister, der dog kan skrive høreværdig Musik i større og mere differentierende Former, mener at gavne sig selv og andre ved at befatte sig med sligt Lapperi. På den anden Side må der, udfra en nøgtern, uromantisk Betragtning være noget utilfredsstillende i at sidde og skrive Musik, som kun kan værdsættes af en snæver Kreds af Kaldsfæller; men nu mener Hr. Lunn altså, at der findes andre uopdyrkede Felter indenfor Brugsmusiken, og dette Synspunkt kan jeg forsåvidt dele, som jeg ved Brugsmusik ikke udelukkende forstår Kanon'er og Blokfløjteduetter men overhovedet enhver Form for god og underholdende Musik, der kan bruges - det være sig så til Koncertopførelse, til Radio, Film, Dans o. s. -v. Navnlig indenfor den lettere Radiomusiks Område ligger der sikkert uløste Opgaver, hvis Betydning og utvivlsomme, Rentabilitet tilsyneladende ikke er gået op for Flertallet af.vore Komponister; men måske også kun tilsyneladende; måske er det mangen en dansk Komponists Drøm at skrive folkelig Orkestermusik, han er blot i Tvivl om, hvorledes han skal gribe Sagen an. Hr. Lunn foreslår en Transfusion fra Jazzen, der retfærdigvis må indrømmes at have glødende Beundrere, men som utvivlsomt også har mange fanatiske Modstandere, og bortset fra Filmsmusiken (som jeg om lidt skal komme tilbage til) er det jo ikke i første Række Jazzorkestrenes, men. fortrinsvis Radioorkestrenes Repertoire Opmærksomheden ønskes henledt på, og her foreslår Hr. Lunn blot Komponisterne at skrive let og populær Musik uden nærmere Angivelse af, hvorledes han ønsker dette Begreb opfattet. Her er altså et Spørgsmål, der først og fremmest må klares: Hvad vil det sige at et Stykke Musik er »let« og »populært« - eller har Chancer for at blive det? Vel oftest, at det betjener sig af velkendte og traditionelle Virkemidler. Det næste Spørgsmaal bliver så, hvor langt Komponisten kan strække sig uden at kollidere med det Komplex, som under Navn af »kunstnerisk Samvittighed« siden Tidernes Morgen har hørt med til enhver skabende Kunstners Udrustning. Men antager vi nu, at det virkelig er lykkedes Komponisten at finde et tilfredsstillende Kompromis mellem, hvad Samvittigheden dikterer ham, og hvad han mener, at Publikum kan »tage«, så kommer altså det spændende øjeblik, hvor Arbejdet skal bestå sin Prøve; blandt Kolleger vil Komponisten p. Gr. af sin »Leflen for Publikurn« muligvis blive betragtet som en Frafalden, en samvittighedsløs Epigon, Pastichemager o. s. v., ligesom Kritikerne sikkert vil få travlt med at finde Forbillederne frem og føle sig krænkede på disses Vegne. Så er der endelig det i denne Forbindelse vigtigste Spørgsmål, nemlig hvad Publikum siger (1).

Nu er samme Publikum som bekendt ikke en ensrettet Organisme for hver én, man forlyster, er der to, der forarges - eller omvendt og en Del af Publikum (de musikalsk bedst trænede) vil utvivlsomt afsige samme Dom som Fagfolkene og Kritikerne, medens en anden Del - den største - måske nok vil kunne udholde at høre på Kompositionen, men ikke desto mindre, stillet overfor Valget, altid vil foretrække, hvad den har hørt før og er fortrolig med; altså »Nissernes Vagtparade«, »Victoriamarsch«, »Sølvfisken«, o. s. v. Vi står da muligvis overfor det Tilftælde, at der overhovedet intet Publikum bliver til disse ny Forsøg på at skabe let Musik. Denne pessimistiske Betragtning taber dog noget af sin Vægt, når man ser den Beredvillighed, hvormed Publikum tager enhver ny »Komposition«, der udgår fra D'Hrr. Dan Folke og Norman-Andersens Fabrik, til sit Hjerte. Her mener Hr. Lunn, at Komponisterne blot behøver at tage sig sammen, så vil de som ingenting kunne slå de priviligerede Filmskomponister ud. Så let går det nu ikke; mon ikke adskillige danske Komponisterhar stor Lyst til at skrive Filmsmusik, om de blot måtte få Lov dertil? Men Filmsselskaberne ser ingen Grund til at gøre nogen Forandring på dette Punkt, sålænge de - og vi andre med - både før og efter en dansk Films Premiére kan læse i Aviserne, at »for Musikens gode Kvalitet borger D'Hrr. Dan Folke og Norman-Andersen«. - Vi er her atter inde på Jazzens Område, og i denne Forbindelse har Hr. Lunn også fået Plads til et lille Hip til det »jazzfjendske« Konservatorium. Disse - i den senere Tid ret hyppige - Angreb stammer, betegnende nok, oftest fra Folk, der ikke selv har gennemgået Konservatoriets Uddannelse, og som derfor ikke kan formodes at have særlig indgående Kendskab til denne Læreanstalts praktiske Virksomhed og Arbejds- metoder (2) . Dersom de, der har nydt Konservatoriets Undervisning, er tilfredse med, hvad de har lært, kan udenforstående vel også være det, og forøvrigt nærer jeg - indtil jeg bliver overbevfst om det modsatte - den Anskuelse, at dersom en Mand indfinder sig på Vestre Boulevard med en Saxofon og ønsker at få at vide, hvordan han skal traktere den, skal Konservatoriet nok vide at skaffe ham fornøden Undervisning; han må ganske vist forpligte sig til tillige at modtage nogen Undervisning i Musikhistorie, Teori, Klaver (og måske, Klarinet), men det kan han vel næppe tage Skade på Sjælen af.

Men tilbage til Hovedsagen. »Hvad findes der af moderne dansk let Musik udover Dansemusiken?« spørger Lunn, og det skal villigt indrømmes, at det ikke kan blive til ret meget, og ingen vilde i højere Grad end jeg bifalde, om det kunde lykkes Komponisterne at få Tag i et større Publikum. Jeg tror, som sagt, blot, at Forudsætningen herfor er, at der søges Tilknytning til svundne Tiders Udtryksmidler, og Spørgsmået bliver så, om Musiken og Komponistvirksomheden vilde lide Skade derved, således som Forholdene er for øjeblikket; thi lad os blot være enige om, at på såre få Undtagelser nær, kan vi næppe opvise nogen Komponist herhjemme, som i den Grad er benådet med nyt og personligt Musikindhold, at han kan sige sig fri for at få sine bedste Indfald andetsteds fra; og jeg kan ikke indse, at det i højere Grad er kunstnerisk forsvarligt at kopiere Stravinski, Bartók, Hindeinith og Carl Nielsen end Händel, Haydn, Weber eller Bérlioz. Når vi med Glæde hører på en Tonika-Dominant-Virkning i en klassisk eller romantisk Komposition, er det så i Grunden ikke en Smule skabagtigt at forarges over den selvsamme Vending, fordi den forekommer i et Stykke, der tilfældigvis er skrevet i 1933 - naturligvis forudsat, at den ikke kontrasterer stilistisk til Satsens øvrige Indhold? Sluttelig må det vel blive en Smagssag, hvorvidt man sætter mest Pris på
Efterligninger af ældre eller nyere Stilarter; men dersom man, i Håb om at udvide sin Tilhørerkreds, vælger at tage sin Tilflugt til de prøvede Midler, må man gøre sig klart, at den ny Musiks Udvikling vil komme til at foregå langsomt - uden at den dog behøver at standse helt; thi den Omstændighed, at en Komponist af og til henvender sig til et større Avditorium og tager et vist Hensyn til dettes Forudsætninger og Indstilling, behøver jo ingenlunde at udelukke ham fra tillige at dyrke den mere artistiske og experimenterende Genre og derved efter Evne søge at bidrage til den videre Udvikling. (Er Kravet om »Udvikling« - fra en Generation til den følgende, eller snævrere: fra en Komponists første Arbejde til det næste - et romantisk Rudiment?) Man kunde vel også tænke sig, at Publikums Interesse for en Komponist, når den først var vakt gennem et Stykke lettere tilgængeligt Musik, efterhånden lod sig overføre på samme Komponists mere artistiske Frembringelser.

Jeg må indrømme, at der indenfor Området: Let Musik contra artistisk Musik, har tårnet sig Problemer op, som det ikke er givet enhver arme Komponist at klare; men - det påstås i ramme Alvor, at en af Kritikerens fornemste Opgaver just er den, at vejlede Komponisten. Lad os derfor stille D'Hrr. Kritikere og andre kloge Hoveder følgende konkrete Spørgsmål: Ved hvilke Midler skal man søge at gøre Musiken mere letfattelig? - Hvor langt tør man gå tilbage i harmonisk, rytmisk og melodisk Henseende? - Hvilken Stil skal man helst søge Tilknytning til??

Jeg tør vædde på, at Svarene vil blive ligeså mange forskellige, som der er Kritikere.

(1) Lad mig her lige nævne, at et artistisk Værk altid er sikker på at have et - ganske vist begrænset - Publikum, nemlig Medlemmer af D. U. T. + Richard Hove + den i særlig Grad interesserede eller snobbistisk indstillede Del af Publikum.

(2) Helt hen i Vejret er det således at antage, at man ved Indmeldelse på Konservatoriet forskriver sig med Hud og Hår samt for Tid og Evighed til visse kanoniserede musikalske Idealer og Grundsynspunkter.