J.P.E. Hartmann Del 13

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 10 - side 217-233

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

J. P. E. HARTMANN XIII

AF RICHARD HOVE

»Valkyrien« havde som al stor Kunst i Danmark svære Fødselsveer at gennemgaa, inden den naaede til scenisk Liv. Da Balletten efter hele sit Indhold repræsenterede noget nyt, var man meget betænkelig ved at lade den komme frem, ja, man søgte ved de mest udspekulerede Smaaligheder at hindre denne Fornyelse af de tilvante Former. Bournonville har ikke uden Bitterhed skrevet »Valkyrien«s sceniske Forhistorie, en Fortælling om et økonomisk Tovtrækkeri om Iscenesættelsens Omkostninger, som desværre ikke er enestaaende i dansk Theaterhistorie.

»Valkyrien« blev altsaa en Succes - en af de største i dansk Ballets Historie, og da det for Alvor kneb for det kongelige Theater, besluttede Bournonville at forfølge Sejren, og han veg ikke tilbage for at fordoble den økonomiske Risiko, fordi han vidste, at Theateret aldrig maa synes fattigt, selv om det vel altid har været det.

1 1867-68 var det kongelige Theater, som det siden saa ofte skulde ske, ude i en svær Krise. Tiderne var fattige efter den ulykkelige Krig, og som altid, naar der skulde spares, faldt Rigsdagens øjne omgaaende paa det kongelige Theater. Der blev nedsat en Kommission, der var ganske uden Forbindelse med Theaterets Kunstnere, og som særlig kastede sit Blik paa Balletten som et overflødigt Led i det kongelige Theaters Kæde af skønne Kunster.

Paa dette Tidspunkt opstaar hos de ledende ved Theateret som sædvanligt den Ide at grave en rigtig gammel Succes op, og man anmodede Bournonville om at nyindstudere Claus Schalls og Galeottis i sin Tid saa berømte Ballet »Lagertha«. Det tjener til Ære for Bournonvilles skarpe Blik for det dramatisk rigtige, at han satte sig imod denne Ide, og han gjorde i Stedet for en Indsats for Ballettens Liv, der.virkelig var det store Spils Indsats værd. Han saa, at dersom man skulde føre et Bevis for en Kunstarts Berettigelse til Statens Støtte, kunde det kun ske ved at skabe det store Kunstværk, som kan samle hele Nationens Interesse om sig.

Bournonville udformede derfor sin anden store nordiske Ballet »Thrymskviden«. Her er han gaaet endnu længere tilbage i Sagnhistorien end i »Valkyrien«. Medens »Valkyrien«s Hovedpersoner er Mennesker, er det i »Thrymskviden« alene de nordiske Guder, der optræder, og i sin Umættelighed har Bournonville villet have hele den nordiske Mytologi behandlet paa en Aften. Resultatet er ikke udeblevet - for en Gangs Skyld staar vi over for en Ballet, der er overmættet med Handling; men denne Balletdigtning stillede til Gengæld Hartmann en Kæmpeopgave, som der ikke er givet Mage til. Det thematiske Stof, der medgaar til »Thrymskviden«, er af uhyre Dimensioner, og han kaster da ogsaa paa Baalet, alt hvad han ejer af musikalsk Mangfoldighed.

Men lad os først se paa Ballettens Fabel. - Der indledes med en kort dramatisk Scene af H. P. Holst, »Nornerne«, der i Ord giver Lejlighed til at fortælle om Ballettens Ide: Kæmpelivets Undergang i Nord - Overgangen fra Hedenskab til Kristendom. I sig selv er det ikke noget helt godt Thema, for der er noget om Oehlenschlægers Replik om den »lumre Munkepest fra Syd«, det er som om Udgangen af Asalæren altid har trængt til at forsvares. Efter den vældige skæbnebestemte Undergang for Guderne kommer Gimle for hurtigt og for haandgribeligt - fra Ragnarok vaagner man ikke saa let til Gimle, som man fra Braavallaslagets store Manddræbning kommer til Valhal - allerede heri er en af Svaghederne givet, og et Ragnarok, der ses fra den bundne Lokes Leje, er intet Ragnarok, for i det er Loke løst. Men det er for sent at ville diskutere Mytologi med Bournonville, og vi maa tage H. P. Holst for hvad han er, og høre hans Norner forkynde om den store Pans Død i »en Bjergegn i Silevaag«, og mens Vikingen Eigil og hans Hustru Ausa efter et privat ægteskabeligt Opgør drager til det hellige Land paa Vikingeskibet, begynder det Spil, som Nornerne fortalte om.

Det begynder i Vølven Volas Hule med Ildaandernes Dans. Hovedpersonen i Balletten er Loke, og Ilden, Flammen, er det bestandig tilbagevendende Symbol, en ægte Ballettanke. Det er den lurende Ild, der slaar ud i Flamme og har Flammens rytmiske Mangfoldighed over sig, der karakteriseres ved Ildaanderne. De forbereder Spaakvindens Sejdkogning; men saa'kommer Loke selv, og han har andet for. Han ønsker at se Volas Døtre, og de fem kommer og modtager hver et at Sansernes Symboler - en typisk Balletide - og dermed opstilles den første store Ensemblescene »Sansernes Dans«.

Allerede hertil har Hartmann brugt en forbavsende Mængde fastopbygget musikalsk Stof. Det er den afgørende Forskel mellem »Valkyrien« og »Thrymskviden«, at' »Valkyrien« indeholder en Række skarpt udformede Dan&escener med ret store recitativiske Mellemspil, medens »Thryniskviden« næsten ustandseligt arbejder med skarptudformede rytmiske Satser, Satser der efter deres Karakter er baaren af en bestandigt omskiftelig og fornyet Bevægelsesenergi. Man kan altsaa i »Valkyrien« tale om en Reminiscens af en Operastil, som slet ikke findes i »Thrymskviden«, der trods den. komplicerede Handling,, som kunde kreeve større mimisk Forklaring, udelukkende er opbygget af rene Balletthemaer, der kun ganske enkelte Steder afbrydes af symphoniske Indskud.

Betingelsen for at kunne gennemføre denne Skrivemaade er, at Balletten i og for sig ingen Handling har, men at alt hvad der sker paa Scenen kan opfattes som Symboler, hvis Betydning er umiddelbart forstaaelig og bekendt for Tilskuerne. Denne Forudsætning kunde man arbejde med overfor det kongelige Theaters Publikum i 1868, idet man med Rette kunde gaa ud fra, at den nordiske Mytologi var det bekendt, men denne Forudsætning holder i Dag næppe Stik og har aldrig kunnet have Gyldighed for et udenlandsk Publikum, som for at følge Handlingen skulde have et vidtløftigt Kursus i Eddaens Sagnkreds. Derfor vil jeg mene, at »Valkyrien« har mere scenisk Leveevne end »Thrymskviden«, selvom Indholdet af absolut Musik i »Thrymskviden« er større.

Efter at »Sansernes Dans« er endt med en »fantastisk Gruppe«, aabenbarer Loke sit Ærinde; han, den ubestandige, er kommen for at bejle til Volas sjette Datter. Vola er mistænksom, men Loke - halvt Gud og halvt Dj2evel - forsikrer om sin Oprigtighed, og Flammens straalende Lys lokker nu Sigyn ind, den dejligste af Vølvens Døtre - hun danser sin første Solo - hør en allegro festivo, og erkend hendes unge Spændstighed. (nodeeks.)

Loke, der i hulens skjul har nydt denne udfoldelse af Livets vaar, »søger ved ømme Udtryk og fromme Miner at vinde hendes Hjerte« - et herligt Thema, som, skønt det er Akkompagnement til et af de mimiske Handlingsmomenter, dog er saa ideel Ballet - tøjlet Bevægelse. (nodeeks.)

Loke binder Sigyn til sig med en Guldkæde - men da aabner Hulens Baggrund sig med et Tordenbrag, og vi oplever i en vældig Scene Thors Fiskefangst efter Midgaardsormen paa »det vilde fraadende Hav oplyst af Lynglimt« - Handlingen er bekendt, og efter det furiante symphoniske Billede lukker Hulen sig atter under Tordenbrag, og Ildaanderne bringer Loke Thors Hammer. - Men nu kommer Jættefyrsten Thrym omgivet af Jætter - Hartmanns Jætter træder haardere end Fafner og Fasholt -- hør hvor det drøner i Bjærgene. (nodeeks.)

Derefter følger en grotesk Scene - Jætterne er i nordisk Opfattelse i Besiddelse af den taabelige Overdrivelses Humor og Tykpandethed. - Men Thrym, som ikke kan gribe Hammeren, klager nu over sin Ensomhed til Loke, der dysser ham i Dvalesøvn og i Drømmen viser ham Fréja i Brejdabliks evige Solskin. - 14 Takter efter at Thryms Livvagt er marscheret bort til Jættemotivets Tonemasse følger Gudeverdenens himmelblaa Harmonier - hvilken uhyre musikalsk Kontrast! (nodeeks.)

Her tager nu en helt ny Handling fat. - Fortællingen om Freyr og Gerdas Kærlighed; men da Alfer sætter Brudekransen paa Gerdas Hoved, kommer Skirner og melder Thors Ankomst. - Thor kommer. - Hans Kraft er karakteriseret i et pragtfuldt Motiv - sammenlign det med Jættemotivet og se et Eksempel paa den thematiske Mangfoldighed: (nodeeks.)

Hartmann bruger sine Themaer frit ledemotivisk altsaa i Modsætning til Wagner, hos hvem Ledemotiverne hænger ved Personerne som Fiskelim. - Gerda den jættefødte, trøster Thor, og Skirner sendes til'Jothunheim for at tilbagekøbe Hammeren med hendes Hovedguld - Gudeverdenen genfinder Saligheden - og Hulens Baggrund lukkes.

Saa vaagner Thrym i Hulens Mørke ophidset til den højeste Lidenskab ved Synet af Frejas Skønhed, og det er i Sandhed Jættekærlighed, der flammer i den rivende Allegro, hvor Loke forgæves søger at berolige den ubændige. Elsker. Først da han foreslaar ham en Elskovshandel, hvor han for Mjølner skal købe, sig Freja, finder han et Ræsonnement, som Trolden forstaar - her er den naturlige Løsning - Vare og Pris er hinanden værd. Og saa kommer Skirner paa den ottefodede Sleipner - susende Trav i Orkestret fra pianissimo til fortissimo - han rider stærkt og staar rank i Hallen for at indfri Hammeren med Hovedguldet, men Thrym har en anden Pris paa Hammeren - Strofe for Strofe falder Replikkerne i Orkestret med den mest blændende, Karakterisering - det korte Thema, der er Hartmanns Styrke, finder her sin fuldkomne Anvendelse - men Skirner maa trække det korte Straa, Hammerens Pris er sat, og han kan ikke betale den, altsaa maa han ride tilbage, og Sigyn følger med ham som Jætteverdenens, Sendebud til det sollyse Valhal. - Men Jætterne holder et brølende Drikkelag som Forskud paa Thryms Bryllup med Freja.

Anden Akt er Ægirs Gæstebud. - I Gudernes Verden er der ingen Tid - medens vi forlod Jothunheims Nat og de drikkende Jætter, vender vi os, da Tæppet gaar op for Ægirs Borg, til den evige Middagstime. - Under en straalende Sol sender Havet lange Dønninger mod Dæmningen, der er prydet med Koraller og Havblomster, og her har det blaa Hav atter inspireret Hartmann til en af hans dejligste Orkesterscener. (nodeeks.)

Freyr og Gerdas Bryllup skal fejres i.Ægirs Borg i alle Guders Nærværelse. - Ægirs Datter modtager Volas 5 Døtre, der er kommen før deres Søster Sigyn, som dog red med Skirner paa Sleipner, den hurtigste Ganger, men snart er ogsaa de der og omringes af de nysgerrige, og pludselig'staar ogsaa Loke iblandt dem og ordner listigt Traadene i sit Spind. Men saa høres fjerne Trompeter - Gudernes Skib nærmer sig, og Ballettens Højdepunkt, Gudernes Triumfmarsch, folder sig ud. - Dette musikalske Pragtværk, en Hymne om Mænd og Vaaben, er et af de mest kendte Musikværker i den danske Musikromantik. Det er derfor ganske overflødigt, at forsøge paa at beskrive dets Virkning eller gendigte dets Indhold, derimod er der maaske mange Læsere, der ikke ved, at det Strofe for Strofe illustrerer den fremadskridende Handling, det højtidelige Ceremoniel ved Gudernes Modtagelse paa Ægirs Borg. Ved selve Marschthemaets Begyndelse stiger Guderne i Land, Freja fulgt af Brudeparret. - Ægir modtager sine Gæster og lader Guldhornene bringe til Velkomst. - Ved Marschens Trio, det vidunderlige Hvilepunkt i den vældige Toneudfoldelse, drikker Odin af Guldhornet og rækker det til Frigga. Naar man ved det, faar man det rette sakrale Drag over denne Strofe - det er Ritus, hellig Handling. (nodeeks.)

Men da Loke vil deltage i Ceremonien, opstaar der Spænding i spillet. Marschthémaet genindtræder paa en Basis af C Moll, og ved dets Gentagelse demonstrerer i Musikken den opadskridende Trillekæde i Bassen tydeligt, hvorledes Hærfader overvinder sin Uvilje og anerkender sin engang foretagne Kuldlysning af Halvguden Loke. - Han rækker Loke Hornet, men den krænkede tømmer Velkomstbægret ud i Sandet.

Akten er ellers ligesom »Valkyrien«s tredie Akt den egentlige Danseakt; efter den festlige Indledning udfolder Handlingen sig i Solo- og Ensembledanse i rig Mangfoldighed. - Først en højtidelig Bryllupsdans - derefter Gerdas pragtfulde Solo.

Ægirs Døtre danser med blide Bølgerytmer og kaade Skvulp, indtil Sigyn tager Førerskabet i Dansen, denne Gang med en uskyldig Ynde, der viser en anden Side af hendes Karakter end den allegro festivo, hvormed Bournonville og Hartmann præsenterede, hende ved hendes første Entre. (nodeeks.)

Men nu træder Loke i Forgrunden og faar Volas Døtre til at vise deres Kunst. Han danser med dem og beruser dem med en Trylledrik, saa Dansen gaar over i en forrygende bacchantisk Galop, som stiger til Vildskab. Freja opfordrer til at holde inde, men Loke opfordrer til at fortsætte, ja, byder Freja et Bæger af Trylledrikken, for at hun rigtig kan tage Del i Dansens Beruselse, - Freja kaster Bægret for Lokes Fødder, - Guderne rejser sig i Harme og vil forjage Loke fra Festen, og da Thor griber Vidars Spyd for at gennembore Loke, forvandler han sig til en Slange og snor sig ned mod Strandbredden. --Festen er ødelagt. Guderne vil Hævn.

Men nu bryder den dybtgaaende Mangel paa dramatisk Logik afgørende frem. - Da Tæppet gaar op for tredie Akt, gaar Sigyn rundt med en Vandkande og vander Blomsterne i Frejas hellige Lund - i Sandhed en guddommelig Beskæftigelse! - Loke kommer til, og Situationen bringes ned paa et inderligt smaaborgerligt Niveau, som i Virkeligheden er afgørende karakteriseret ved Vandkanden. De elskende - Loke og Sigyn - er klare over, at Loke har forløbet sig ved AEgirs Gæstebud, men Sigyn vil gaa i Forbøn for. sin uheldige Forlovede hos Gudinden - der kan jo saa let ske Fejltrin for et ungt Menneske ved saadan en Fest - -- Ak, hvor er Eddaens skæbnestrænge Stil nu henne? Hvor er Gudernes Vrede og Hævn? Hvor et Luen, den nordiske Loke?

Men nu maa, Bournonville tilbage til »Thrymskviden«, som han havde glemt for »Ægirs Gæstebud«. - Skirners Budskab, som han ved Begyndelsen af anden Akt lovede at gemme til et belejligere Tidspunkt, maa nu frem. - Thors Hammer træder atter i Forgrunden. - Efter at have søgt og faaet Frejas Tilgivelse lover Loke at ville prøve at vinde Hammeren tilbage ved den kendte List, hvor Thor skal træde i Skønhedsgudindens Sted som Jættens Brud. Thor afslaar denne Nedværdigelse og hensynker i Mismod og Grublen - da lyder Heimdals Horn. Valkyrien Rotha i Spidsen for Valkyrier og Einherier kalder til den store Strid med Surtur, og da Mjølner maa fremskaffes til Ragnarokkampen, gaar Thor ind paa at bruge Lokes List, og medens han i Spidsen for et Følge bestaaende af Loke, Sigyn og Gerda drager til Jothunheim paa Bryllupsfærd, opfører Freyr, Skirner og Heimdal sammen med Valkyrier og Einherier en drabelig Vaabendans til Frejas Ære.

Med denne tredie Akt sker der et afgørende Fald baade i den dramatiske Udvikling og i Musikken. Det synes, som om Hartmann baade har følt, at Gangen i Dramaet manglede Logik, og at han har faaet travlt. Bournonville var en stræng Herre, han taalte intet Driveri hos sine Komponister; vilde de ikke skrive sig færdige til Tiden, saa kunde en anden tage, fat. Det ses ligefrem af »Thrymskvide«-Partituret, at det er bleven Hastværksarbejde. Allerede her og i endnu højere Grad i fjerde Akt støtter Hartmann sig paa tidligere brugte Themaer, hvis Berettigelse kan være utvivlsom, men som alligevel fø-les som en Afspænding efter det mægtige Stof, de første Akter bragte. Selvfølgelig er Akten fuld af god Musik - en yndefuld om end lidt konventionel Alfedans, den meget smukke Scene, hvor Loke og Sigyn beder om Frejas Tilgivelse, og den elegante Sats, hvor Træblæserne med blændende Elegance følger Loke og Sigyns Dans som Thors Brudeterner, og endelig de to store Højdepunkter, Valkyriemarschen med de krigerske Trompeter, og den blide Trio, hvor »Rotha skiller de elskende« (læg Mærke til, hvor Scenen i denne Akt opbygges' af Tableauer og ikke af Dans), og den festlige Vaabendans, der danner Aktfinalen. - Men underlig svag er den E-Moll Sats, der skal karakterisere Thors Mismod over Hammerens Tab,'og dog gentager Hartmann dette Motiv ved Thors Indtræden paa Idasletten i sidste Akt.

Og saa sidste Akt - det underligste Konglomerat af godt og ondt i dansk Musik. - Først Jættemarschen fra første Akt som et monumentalt Forspil, saa Ildaanderne, der forbereder Thryms Bryllup - Musikken fra Begyndelsen af første Akt - og saa pludselig og vældig som en Geyser Bryllupsmarschen for Thor og Thrym, maaske Ballettens genialeste Indfald. - Det er den tredie store Marschidé i Balletten - først Jættemarschen, saa Gudernes Triumfmarsch og nu til sidst Mødet mellem de to uforligelige Verdener i en pathetisk-humoristisk Forening. - Jætternes, raa Brøl og Guderne tunge Purpur opbygger det vældige musikalske Klangbillede, hvor det kolossale ikke er raat og det pompøse ikke pathetisk, og allerkosteligst er den korte »Trio«, hvor den forelskede Thrym vil løfte Sløret paa Thor, men skræmmes af hans lynende øjekast.

Skæmten gaar sin Gang, Thor tømmer Mjødhornet og spiser Sulet op og faar endelig Hammeren i Haanden, og saa følger den store Dræbning. - Thryms Hal styrter sammen, og Thor og Loke ses i Maaneglansen drage over Regnbuebroen.

Her ender »Thrymskviden«, og den ender med stor musikalsk og scenisk Virkning, men desværre havde Bournonville endnu en Handling at skulle fuldføre, nemlig Legenden om »Ægirs Gæstebud«. Efter den obligate Overgang med Taager og Skyer med et for Resten meget smukt Thema gaar vi saa i Gang med Ragnarok - set fra Volas Hule. - Tableau efter Tableau ruller frem i Scenens Baggrund - Scener som kun kan forstaas, naar man er fortrolig med den samtidige Billedkunsts Fremstilling af Emnet - hvem aner nu, hvorledes Asatyr ser ud, og har noget Indtryk af, at det er ham, der kommer med 12 Einherier? Det er ganske som Nanna og Baldur, der optræder i Slutningsscenen, - dersom man ikke er fortrolig med Frølichs og Freunds Fremstillinger af den nordiske Gudekreds, vil det være Tilskuerne umuligt at ane, hvad det er for Personer, der optræder.

Bournonville griber saa til den uheldige Omdigtning af Sagerne, at han lader Loke fejgt flygte fra Thors Side, lader ham forgæves tigge om Husly hos sin Svigermoder, og lader tilsidst Ildens Gud binde af Ildaander. Og imens udspiller Ragnarok sig i Baggrunden af Hulen, der lukker sig op og i, som det nu kan passe til Handlingen.

Ragnarok fuldbyrdes i »røde Flammehvirvler og mørke Røgskyer«, og i den Drapering indhyller ogsaa Hartmann sin Musik. Det kvalmer med tykke Tremoloer paa formindskede Septimakkorder, og Piccolofløjten hvirvler afsted i femtonige Løb ovenover - engang imellem slaar et Ildglimt af et Thema igennem, men straks efter tager Røgskyerne Magten, og da Verden er gaaet under, vaagner den daanede Sigyn og holder en Guldskaal - mindre kan ikke gøre det - under Slangen, der ogsaa overlevede Ragnarok, og staar i Tableau ved den fængslede, men levende Loke, medens Vola nu endelig finder, at hiin er overflødig og synker i Jorden.

Saa mangler kun Gimle. - De obligate Taageskyer kommer og gaar, og Morgenrøden oprinder over den fornyede Jord. Endnu engang skriver Hartmann et stort Thema - en vældig A-Dur Melodi - stærk og mild som Foraarssolen, og Harperne overgyder den med et Drys af Æbleblomster. En yndig og frydefuld Sommerdag bryder frem, og Balletten ender med, at alle Guder tilbeder Solen, Alfaders øje. - En stor Vandring er endt - fra den utæmmede røde hvæsende Flamine, som aabner første Akt i den mørke Hule -til den milde Sol i den nordiske Skærsommer - en dejlig Vandring trods alt.

Men saa helt et Kunstværk som »Valkyrien« er »Thrymskviden« ikke. Bournonvilles Overgreb mod Eddaen er for store, og den logiske Vaklen i Dramaet har ogsaa gjort Musikken usikker.

Hvorledes Værket vil virke paa Nutiden, tør jeg ikke dømme om. Mange Scener, som har været næsten uløselige for Samtidens Theater, eller som i Datidens Løsning vilde være uacceptable for Nutiden, kan selvfølgelig med Drejescene, Film og alle moderne Hjælpemidler bringes til stor Virkning; men selve den opgave, scenisk at fremstille en Verdensundergang, er jo umulig. Ragnarok kan maaske føles som en aandelig Oplevelse, men naar det skal ses, vil Dimensionen altid svigte. Denne Del af »Thrymskviden« er Idedigtning og ikke Ballet, og Hartmann har ogsaa følt det, for han har taget det vældige Stof, som var gaaet ham i Blodet, og som havde optaget hans Fantasi og Tanke, op til fornyet og afgørende Behandling. Ud af »Thrymskviden«s »Flammehvirvler og mørke Røgskyer« klarede sig et kunstnerisk Storværk, hans mægtigste Indsats overfor Gendigtningen af den nordiske Mytologi - Korværket »Vølvens Spaadom«.

»Thrymskviden« er et helt Kapitel i dansk Theaterhistorie, den rejste en Pressestorm, som var noget ganske ukendt i den Tids Theaterhistorie. I store Tidsskriftartikler diskuteredes Bournonvilles Overgreb mod Eddaen. Georg Brandes foreslaar i sin Anmeldelse i »Illustreret Tidende«, at Bournonville skulde have nøjedes med at lave en Enakts Ballet over Thryms Bryllup, men indrømmer, at Handling og Musik saa ganske'betager Publikum, at der ikke levnes nogen Tid til at forarges over Urimelighederne. - Og Successen holdt. 25 Gange gik »Thrymskviden« i sin første Sæson for udsolgt Hus, og musikalsk ansaa. Samtiden den maaske for Hartmanns største Indsats. Det vældige Højdepunkt, som Balletmusikken her var drevet op til, var ogsaa nogenlunde enestaaende, det sidestilledes med Beethovens »Prometheus«-Musik, som vel nok de færreste kendte - men Sammenligningen med Beethoven viser, hvor højt man maatte op for at finde en værdig Maalestok for Hartmanns Indsats med dette Værk.

For Hartmann var det altsaa ikke det sidste Ord i denne Sag. Han saa Eddaens Skikkelser i et ganske andet Lys end Balletscenens kulørte Solopgang over det Bournonvilleske Gimle.

»Vølvens Spaadom« er komponeret til en Studentersangforenings Færd til Lund - det er altsaa atter et »Lejlighedsværk« - men det maa have ligget fuldt færdig i Hartmanns Underbevidsthed, saaledes at han paa forbavsende kort Tid kunde bringe dette til sin mindste Del fuldkomne Kunstværk paa Papiret.

»Vølvens Spaadom«, der er skrevet for Mandskor og stort Orkester uden Solopartier, bestaar af fem Satser udvalgt af Winkel Horns Bearbejdelse af den ældre Edda. Den er opbygget som en stor Stigning mod den afsluttende Gimle Vision. Fra Vølvens Mørketale, der stykkevis udleverer Glimt af den fjerneste Tid, da Odins øje blev givet i Pant mod Visdom, til Verdensskaberens gennem Kampe lutrede Livsorden, føres vi i korte, men uhyre koncentrerede Satser.

Medens man undertiden hos Hartmann har Følelsen af, at hans musikalske Oplevelsesevne var større end hans rent formgivende Formaaen, saa rammer her i enestaaende Grad Form og Fantasi deres Maal; hver Sats er en sluttet Enhed og Værket en uløselig Helhed. Musikalsk fuldkommengjorde han Romantikkens Billede af Nordens Gudeverden, en Verden af ond Skæbne, der finder sin endelige Forløsning i sin Undergang. Første Sats er selve Myternes Urgrund - Vølvehs halvt uforstaaelige Ord, der kommer fra Taagen, Mørket og Kulden - Orkestrets famlende Begyndelse - og stiger til Storm. Gang paa Gang brænder Hartmann Melodiliniernes Nonespænding ind i Sindet, det er som at løfte paa en urimelig Byrde for hver Gang at finde den uflyttet ved Vølvens »Ved I ogsaa det?« Vi mærker med det samme, at der staar et andet Vejr over »Vølvens Spaadom« end over »Thrymskviden«. Fra Theatrets kulissebegrænsede Rum og Rampelysets forkerte Farver er vi kommet ud under aaben Himmel - ogsaa lier begynder vi i en »Bjergegn i Silevaag«, men her er Klipperne af Granit, medens Holsts var af Pap - og her er ingen Brug for nogen "Handling«. - Musikken udspringer af Urgrunden.

Lige saa dyster og graa Indledningen er, lige saa farveprægtig er Satserne 2 og 3 i deres mere faste Skildring af et Motiv. Hele Stem.ningen gives af Eddateksten, og Tekst og Musik hører saa nøje sammen, at det er umuligt at undgaa at bruge Teksten til at karakterisere Musikken. Anden Sats begynder med det plastiske Motiv afgrænset af de voldsomme Harpeslag - det staar som en stormpisket Sky paa et klassisk Relief, stiger i Styrke, som en Bue, der spændes og lader Pilen syngende flyve. Umiddelbart derefter følger som idemæssigt Kontrapunkt den klangmættede Blæserepisode. (nodeeks.)

De første Takter har en truende Spænding - de andre en Gudero over sig, som giver det underlige Drama om Guldveigs Drab i knappeste Form, og da Koret sætter ind, kommer en tredie rytmisk Tanke, sorn man efter Indledningen vel mindst ventede; men der er en mærkelig Spændkraft i den indtrædende Triolbevægelse, der er Masse, der bevæger sig, som fjedrede den overfor Tryk. Man forstaar, at det var forgæves, at »Vanerne for frem« - denne underlige Strofe, der dukker sig og hæver sig som en Baad i høj Sø - skyder ned i det sorte Vanddyb og hæver sig i det hvide Skumsprøjt: (nodeeks.)

Og da Muren var brusten gaar de hellige Guder til Højsædet - ti Takter Allegro gør det her ud for en Gudernes Triumfmarsch, og over Hlidskjalf rejser der sig Storm; pragtfuld er Opbygningen af Spændingen, medens der i de knappeste Sætninger fortælles om Frejas Salg til Jætterne - Fafner og Fasholts Trin høres i Orkestrets 5 Takters Mellemspil. Thor slaar til med Hammeren, og Gudernes Tusmørke bryder frem, »svorne Eder brødes, givne Ord og Løfter, alle faste Pagter, alt hvad aftalt var, brødes«! Efteraarsstormene har med graa Skyer dækket Gudernes blaa Himmel og i brune Ka Pper, med Haaret blæst frem over de dødblege Ansigter rider nu Valkyrierne frem. - Ekstasen er over Vølven, Uhyggen lyser ud af hendes Stemme, da hun fortæller »Valens Møer saa jeg, viden fra de stevned«. Her bruger Hartmann det samme Thema, som han brugte, da Valkyrierne red frem paa Idasletten i »Thrymskviden«, men her bruger han det i Moll, medens det i Balletten var i Dur, og Forskellen er uhyre, netop saa uhyre, soni den er mellem en Flok Balletpiger i Rustninger over kulørte Kjoler og i flatterende Projektørlys, og selve de bedske Dødsherolder, der melder sig uvelkomne i Sneskyerne en Vinterkvæld. Den ostinate Basrytme hamrer Uhyggen ind over en dødsviet Verden - man føler, at dette er et Genis Værk - Stemningen er drevet op til et Højdepunkt, saa man synes, at derudover kan der ikke naaes. Nu er Indledningen til Ragnarok skildret, og man forlanger det unaaelige - Ragnarok selv. Det skriger i os, at det umulige maa, ske. Det fantastiske Pres, som denne Valkyriesats har dannet, maa udløses i en aldrig hørt musikalsk Fantasi over Verdensbranden og det store Kaos' Tilbagevenden - men Hartmann veg. - Da Ragnaroks Time kom, veg han tilbage for paany at fortabe sig i »røde Flammehvirvler og mørke Røgskyer«, han afs Pænder paa en mærkelig Maade hele Eddaens Tryk og Uhygge i en stor Overgang, som ikke mangler Styrke, han vender sig bort fra hele den Stemning, der har været over de første fire Satser - gaar til den fulde og rige. A-Dur Klang med høje sprøde Harpetoner og slutter Værket med den store Gimlefantasi - Sangen om den dømmende Alfader. Han har dermed understreget sin egen Stilling til den nordiske Mytologi, den som ogsaa var Grundtvigs: at Gimlefantasien kroner og forklarer hele den nordiske Gudelære - det er den danske Kunsts Guldaldertanke, der finder sit musikalske Udtryk i Hartmanns »Vølvens Spaadom «, og netop finder den og maa, finde den i et Værk, der skyder Ragnarok i Baggrunden og under Gimles nye Sol »siger, hvad der skal være helligt paa Jord«.

»Vølvens Spaadom« blev øjeblikkelig grebet og vurderet som Hartmanns Hovedværk og konkurrerede i lange Tider med »Elverskud« i Folkegunst. - Nu har det gennemlevet en Hvileperiode og staar maaske Tiden fjernere end Gades Værk, fordi det alvorlige Kendskab til Nordens Mytologi, som det forudsætter for tilbunds at forstaas, for Tiden ikke er i Kurs, men dets musikalske Værdier er i sig selv saa store, at det vil bevare sin Kraft, selvom Teksten blev et uforstaaeligt Sprog. Vendte Teksten tilbage til Runerne - den er ristet i en Musik, der er uforgængelig som Bautastenens Granit.

I Perioden er endnu et stort Værk uomtalt tilbage - det er den sidste Ballet »Arcona«. Den er ikke som i de andre Grupper Slutstenen paa Værket - den er Efterslæt efter den store Høst. Efter »Thrymskviden« var Bournonville oplagt til at forfølge Sejren og opfordrede allerede Aaret efter Hartmann til at komponere Musikken til »Cort Adeler i Venedig«; men Hartmann var træt af Genren - han længtes efter andre Former, baade i vokal og instrumental Retning for ikke »tilsidst at blive monoton og kedelig for mig selv og andre«. Han foreslog saa Bournonville at lade sin ældste Søn Emil komponere Balletten, idet han paa det kraftigste kautionerede for Sønnens Talent; men Bournonville lod som bekendt Heise komponere Balletten.

Dog lykkedes det endnu engang Bournonville at faa Hartmann til at skrive Ballet - det var i 1875, da nogle Aar havde fjernet Hartmann fra »Trymskviden« og »Vølvens Spaadom,«. - Balletten var »Arcona«. - Teksten var taget fra Ingemann, og ligesom ved Teksten til »Erik Menveds Barndom« viser det sig meget svært at presse en stor Roman sammen til en Ballet. - Alt for meget forstaas kun ud fra nøje Kendskab til Romanen, og er man tilstrækkelig fortrolig med Romanen, savner man for meget i Balletten. - Balletten kræver en Handling, som er tænkt for denne vanskelige Kunstart, ellers hævner den sig, som den saa ofte har gjort det, ved at Værket falder i Stumper. Man ser alt for tydeligt, hvilke Scener det er, der har inspireret Balletdigteren, fordi de havde en mimisk-plastisk Tanke, der lader sig realisere, og hvormeget der blot er Fyld, med den eneste Opgave at forhindre Handlingens spinkle Traad i at briste.

Her i »Arcona« er f. Eks. den første Scene med Saxo, der skriver paa »Gesta Danarum« en Kærnesats fra Hartmanns Haand, et dansk Sidestykke til Pirmen, der skriver Ruslands Historie i »Boris Godunof« - musikalsk lige saa fuldvægtig; men det kniber straks efter at komme over Bisp Absalon, naar han ved Synet af en økse i Saxos Celle maa give sine Følelser Luft i en krigerisk Dans. Balletten skrider iøvrigt frem med en Blanding af godt og ondt. De to første Akter foregaar paa Sjælland og giver Lejlighed til at skrive en lyrisk og pastoral Musik, som dels er fri for de to forrige Balletters oldnordiske og tunge Præg, - Følelsen af Masse er ikke saa udtalt i »Arcona« - og dels paa Grund af Dansens levende Rytme alligevel ikke paa noget Punkt er kommen til at ligne »Liden Kirsten«, hvad ellers Scene og Milieu godt kunde have vist hen til. Ballettens musikalske Kulmination indtræffer i Sejrsdansen efter Svantevits Fald - en i Mazurka, som er et absolut Højdepunkt i Hartmanns Musik til Dans. - Iøvrigt indeholder Balletten ædel og trofast Kærlighed med tilhørende Romancer - Tempeldanse -, og i den store Krise »Danmark dejligst Vang og Vænge« - denne Gang pianissimo soin et Drømmesyn i Kælderfængslet, under Svantevits Statue. Bournonville glemte aldrig den Melodis Virkning i Balletten »Valdemar« -- i de store og afgørende øjeblikke skulde den med.

»Arcona« blev Hartmanns sidste Ballet. Genren morede ham ikke mere. Han havde løst dens Problemer til Bunds, og dens Mangler har sikkert irriteret ham mere end dens Fortrin; inen den havde givet ham Mulighed for paa afgørende Vis at forløse en væsentlig Side af' sit musikalske Stof. Hans »oldnordiske« Musik kunde kun i denne Forni faa sit fulde frie Løb. Balletternes barokke og virkeligheds-fjærne Handlinger gør Hartmanns Fantasi fri. Ingen kritisk Vurdering kan standse hans Tankes frie Løb - det er jo kun Balletmusik - og ingen kan forhindre ham i paa ethvert Punkt af Handlingen at drage Ideen frem, saaledes at den symphoniske Tanke kommer til at herske over Dansebenene. - I Virkeligheden var hans Stilling ideel i dette Samarbejde mellem de to Kunstarter, der altid har hørt saminen, Dansen og Musikken. Han var for gammel til at lade sig kommandere af Balletmesterens Luner, han var en taknemlig Beundreraf den samme Kunstners geniale Fantasi, og saaledes opstod Hartinanns vældige Indsats i den Kæde af nationale Balletter, som intet andet Land har Mage til - Dansens guddommelige Muse havde besøgt vort Folk.

Vi har nu sluttet Gennemgangen af'Hartmanns Hovedværker, og naar vi skal prøve at faa et samlende Overblik over dette mægtige Livsværk, kan vi ikke undgaa at føle, at vi i denne ene Mands Indsats har gennemgaaet og oplevet den musikalske Romantiks Historie i Danmark. - Hartmann er født i det Aar, Beethoven fuldførte »Fidelio« - fire Aar før Haydns Død, og han døde, da Debussy fuldførte »Pelléas et Mélisande«, og da Stravinski var en haabefuld Yndling paa 18 Aar. - Han førte i sit Værk den danske Musiks Linie roligt ogstærkt gennem en Musikkens Krise, som strakte sig over et Aarhundrede, og han førte den paa en Maade, saa en særpræget dansk Musik blev bevaret, hvor den maaske ellers var kommet til at ligge underfor overmægtige Paavirkninger sydfra. Hans Udvikling er modsat alle Romantikernes, der alle begynder med at øse af en straalende Ungdoms Overskud af geniale Indfald og ender med at pine Talentet foren endnu ubrugt Variation af det forlængst sagte.

Hans Liv er aandelig Vækst, og medens en Brahms, der ogsaa havde Vækstens Evne, og som ogsaa forbandt Klassicisme med Nutid, bliver bestandig subjektivere i sine sidste Værker, stiger Hartmanns Objektivitet med Aarene. De fleste af hans store Værker fra den sidste Trediedel af hans Liv er »Brugsmusik« - Kantater til en bestemt Lejlighed, skrevne for at opføres een Gang og saa have gjort deres Gerning. Deraf kom noget af hans Musiks Skæbne. Det var i Aarene, efter hans Død, som om hans Musik glemtes - den skrumpede ind til nogle faa Numre, som bestandig gentoges, og Indtrykket af hans. mægtige Personlighed udviskedes. Ti Aar efter hans Død er Interessen for hans Kunst paa Lavmaal, men paa en mærkelig Maade synes Carl Nielsens Gennembrud i Aarene omkring Verdenskrigen at have aabnet Folkets Sind ogsaa for den store Linie i Hartmanns Værk. Fra 1920 stiger Antallet af opførte Værker af Hartmann stadig, og i Dag vil næppe nogen dansk musikinteresseret være i Tvivl om hans afgørende Betydning for dansk Musikudvikling.

Der-har ofte været en Tilbøjelighed til at ville regne Hartmann for en Slags Amatørkomponist. Det er, som om man ikke har kunnet komme over, at han ikke »ernærede sig i Faget«. Den unge cand. jur. benævnes i Datidens Presse bestandig »Sekretær« Hartmann efter den beskedne Stilling, han havde i den borgerlige Indrulleringskommission. Betegnelsen følger ham egentlig, lige til den ombyttes med Professortitlen, og dog havde han som Musiker beklædt Organistembede ved en københavnsk Hovedkirke siden sit nittende Aar; men at være Organist har i Datidens København ikke været saa fint som at kaldes »Student«, som han kaldes i Omtalen af »Ravnen« fem Aar efter, at han var bleven Jurist - eller »Sekretær«, som han benævnes efter at være blevet Weyses Efterfølger ved Frue Kirke. I hans Uddannelse er der sikkert heller ikke mere autodidaktisk end hos andre Komponister, der havde noget virkelig selvstændigt, at sige. Han var først Elev af sin Fader, der som kgl. Kapelmusiker og Organist og ikke ubetydelig Komponist sikkert har haft al den Skole, man i Datiden kunde forlange. - Han har gennem Faderen arvet Slægtens store Tradition fra Johan Ernst Hartmann, om hvem Sehulz sagde: »Dieser Mann war ein wahres Geni und hatte den Satz mit allem, was dazu gehbrt ganz in seiner Gewalt«. Johan Ernst har sikkert været Sønnen Wilhelm Hartmanns Lærer - han var 18 Aar, da Faderen døde - og J. P. E. Hartmann fremhæver i sin Levnedsbeskrivelse ved Doetorudnævnelsen i 1874 netop den fortrinlige Undervisning, han modtog af sin Fader; og da han voksede fra Faderen, blev Weyse ham en værdifuld Mentor. Det er svært at opfatte Hartmann som værende mere Autodidakt end f. Eks. Gade og Heise, der var Elever af Berggreen; men udenlandske Lærere havde han ganske vist ikke.

Selv blev han Lærer i Musikteori ved det Siboniske Konservatorium i 1828, og fra det nye Musikkonservatoriums Start i 1867 og til sin Død var han her Lærer i Kontrapunkt. Han deltog som ung med Iver i den dengang i Komponistkredse saa yndede Sport at skrive Gaadekanoner, og der findes mellem hans efterladte Papirer bl. a. en »Canon duplex a 8 vocibus«, som viser hans Mesterskab paa dette Omraade, og han dyrkede den fornemme Stemmeføring med stedse stigende Mesterskab til sine Dages Ende. At man pletvis, navnlig i hans Salmer, finder Vendinger, som man nu aldrig vilde skrive, skyldes, at der for Romantikerne slet ikke eksisterede »Kirkestil« i vor Forstand - den følelsesbetonede harmoniske Akeent var netop deres Middel til Udtryk; det faldt dem ikke ind, at Kirkekunst skulde være objektiv; Gudsdyrkelse var for dem i første Række subjektiv.

Hartmann førte gennem Romantikken. Han udgaar fra Oehlenschlægers Digtning, nærer sig af dens højeste Kraft, og fører ved sit Livs Længde den levende Paavirkning fra dansk Digtnings Guldalder op til vore Dage. Han bringer os i umiddelbar Berøring med den Aand, der skabte Guldhornene, Hakon Jarl, Nordens Guder- (i de store Balletter) og Yrsa, men han omfatter den helt og giver et ligesaa fuldt Udtryk for Oehlenschlæger i »Fragment af Jesu Bjergprædiken« og følger Digterkongen i hans brogede Fantasibilleder i »Fiskeren og hans Børn«; men skønt han her beskriver et spraglet østerland, en »Aladdinmusik« skrev han ikke; den sejrrige Ungdom havde han ikke. Han var en helt anderledes reflekteret Kunstneraand. Det tunge, det gennemglødede, var hans inderste Væsen. Det kunde blive voldsomt og vildt, men var egentlig aldrig ungdommeligt. Den Ungdomstid, der aldrig var forbi, var Sindets Opladthed, Evnen til at føle ungt, hvor stor Hjertets Rigdom var. Heldet, som er Aladdins Hovedegenskab, havde Hartmann ikke, og han har næppe savnet det, det vilde have brudt hans store Ethos. Hans Sind var mere en glødende Hede end de blændende Flammer, selv om ogsaa de undertiden blæser os imøde.

Hans Kunst er ikke Selvanalyse, men Meddelelse af Livsresultat. Kunsten er det eviges Spejlbillede i Tiden. Her er en afgørende Forskel paa Kunst, som er en Oplevelse, en Aabenbarelse, et Lysskær, der falder paa Sjælen, og Kunstværket, som er Menneskets Forsøg paa at fastholde denne Aabenbarelse, der er af religiøs Natur, og som, saa længe vi kender Menneskets Aandshistorie, har været opfattet som saadan. Kunstværket er en Kapital, der ligger fra Slægt til Slægt, og hver Gang det med aabent, Sind tages frem paany, er det værdiskabende for Samtid og Fremtid. Men medens Kunstens Kapital i Arkitektur, Skulptur, Maleri og Digtning er umiddelbart tilgængelig, er Kunstens Værdier i Musik og Drama Anvisninger, der skal hæves ved et indskudt Mellemled - Reproduktionen. Faar dette Mellemled for megen Magt og opfatter sig selv som selvstændigt, indtræder der Perioder af Uligevægt og Forfald - Spejlbilledet udviskes og forfalskes.

Hartmann døde i det ny Aarhundredes første Foraar. Den 10. Marts 1900 var hans Livslys brændt ned. Efter tre Døgns Bevidstløshed standsede Livets Flod sit rolige Løb. Maalet var naaet, og Danmark følte og forstod, at en af Folkets store var gaaet bort. Ikke en Stridsmand, men en rig og mild Mand, der havde udøvet en Tjenergerning i sit Kald, forvaltet sit Pund redeligt, saa det havde givet rig Frugt.

En graa Martsdag med Sneslud fra Nordøst førtes hans Legeme fra Frue Kirke til Graven ved Garnisons Kirke - tilbage igen til hans Ungdoms Udgangspunkt. Hele hans Liv var gaaet mellem de to Kirker. Paa Københavns Gader havde han drømt sine Kunstnerdrømme.

Ingen Rejse havde givet ham de store Impulser, kun hans Sinds forunderlige Stemthed havde baaret ham gennem hele Danmarks Historie - fra Eddaens fjerne Tider til det Aarhundrede, der bragte baade Vækkelse og Nederlag for det Folk, hvis Sjæl koncentreredes i hans.

Stiftprovst Pauli gik i sin Tale ved Hartmanns Baare ud fra en af Davids Psalmer, hvori det hedder: »Jeg tænkte paa de fordums Dage, og jeg vil komme min Strængeleg i Hu om Natten«. Det kan være denne lille Afhandlings Motto ogsaa. I en Nattetime, hvor Vægterne af Stjernernes Stilling tager Varsel om den paany gryende Dag, kan det være godt at tænke paa de fordums Dages Herlighed, at mindes et Danmark i Krise og materiel Nød, der havde Kraft til at »komme sin Strængeleg i Hu« og fostre lysende Udtryk for dansk Aand og dansk Væsen og deraf tage Mod til at tro, at det i Nationens Liv maa være, som Hartmann en Gang sagde om Guds Rige, at der er aldrig Døden det sidste, men Livet og Sejren.

Hermed er Hartmann-biografien afsluttet. Den vil udkomme som selvstændig bog, suppleret med en fuldstændig Hartmann- bibliografi udarbejdet af kontorchef Alfred Nielsen. Nærmere meddelelse se følgende hæfter af DNIT. (Red.)

Årgang 8/1933, nr. 10