Musik er musik (når det altså er musik)

MUSIK ER MUSIK

(NÅR DET ALTSÅ ER MUSIK)

AF KNUDÅGE RIISAGER

DET er vist nok sandt, at når man slår i en flok, hyler den, der rammes. I hvert fald har jeg følt mig truffet af Sven Lunns artikel »Hvad er målet« - og det er der måske også andre, der har - det er altså derfor, jeg nu skriger op. Ikke så meget til et forsvar som til en bekræftelse på, at det er et yderst vigtigt anliggende, der her er rørt ved og som nok kan trænge til noget supplement. For jeg tror, at der er omtrent lige så meget galt i Sven Lunns syn på tingene som det utvivlsomt er rigtigt, at det at skrive musik nu om dage er en underlig formålsløs opgave. Det er der mange af os, der længe har været klar over, selv om det var meget værre for bare en halv snes år siden, da man ikke engang kunde få sine arbejder spillet og for resten, når det endelig lykkedes, blev mødt med megen uvilje. Det nuværende, unge kuld tænker slet ikke på, at alle de steder, hvor de (og vi der er lidt ældre) nu får tingene frem, slet ikke existerede dengang. Selv om det altså er et begrænset publikum, der gider høre på, hvad vi har sat vor musikalske spekulation igang med, så kommer det dog, ikke mindst takket være den brillante skare af unge musikantere som ganske uegennyttigt går i ilden derfor, til opførelse.

Den diskussion, der i den senere tid har været ført her i bladet om jazzen og om kritiken - og som tilslut er mundet ud i nogle lidet frugtbare »Notitser til hinanden« - er et andet vidnesbyrd om det samme: hvad er det for en musik, vi har brug for og hvordan bliver vort arbejde for at opfylde det krav at frembringe ny musik, vurderet. Man kan jo opfatte dette at skrive musik på mange forskellige måder, enten som en mission, der må opfyldes eller som et arbejde af produktiv karaktér med det formål at tilfredsstille en efterspørgsel, af mercantil art og endelig som en ren og skær adspredelse. Jeg har for mit vedkommende tit ønsket, at jeg kunde blive så voxen, at jeg kunde opfatte det at skrive musik som andet end et legetøj eller en behændighedskunst, og jeg kan svært godt lide Bernhard Christensen, når han siger, at opgaven for ham er at skrive musik i en bestemt stil, til brug for dans eller underholdning, uden forsøg på en »personlig« originalitet.

Hvis det er rigtigt, at yderpunkterne berører hinanden, har vi vist et tilfælde her, der illustrerer netop denne teori: i begge de sidstnævnte opfattelser er grundmotivet egentlig fornøjelsen ved at skrive et stykke musik - dels den egne, private fornøjelse og dels tanken på den fornøjelse andre kan have, af at anvende det. Hvor er vi nu langt fra den romantiske type, der opfattede den skabende evne som en slags guddommelig kraft, der satte dens indehaver i en højere menneskeklasse. Men det er da i hvert fald godt, at vi ikke bilder os ind at besidde guddommelige evner, men bare i al beskedenhed ønsker at udnytte den færdighed, vi ved naturlige anlæg og senere flid har opnået (i større eller mindre grad), på en af de håndteringer samfundet behøver.

Og nu er vi lige ved det, jeg vilde anholde Sven Lunn for: han tror, at samfundet kun behøver rent materielle ydelser, for musikens vedkommende med andre ord kun sådanne arbejder, der kan omsættes i mønt og aktion. Det beror da på en misforståelse af, hvad historien viser. Og derpå, at han har fået begrebet brugsmusik galt i halsen. Det er også derfor han affejer kategorien »artistisk musik«, som om ikke al musik, også den, der tjener et direkte praktisk formål, er »artistisk«. Hvis det altså er musik.

Må jeg tage et exempel fra musikhistorien, der ganske vist er nær ved et par hundrede år gammelt: Haydn. Er hans musik ikke artistisk for så vidt som den opfylder alle kunstneriske (artistiske) krav om at hvile i sig selv, uden problematik at tale sit klare, enkle, musiksprog, ikke individuelt bestemt, objektivt at undgå personlige konflikter, kort sagt at være en musik, der ved sin existens forklarer sig selv som et rent og skært tonespil, hvis formål bare var at »underholde«. Og er ikke netop denne komponist højaktuel: sangerdrengen, korrepetitøren, den fyrstelige kapelmester, for hvem det at komponere ikke var andet end udøvelsen af et håndværk, som han fik bedre betalt end andre, der ikke havde den.samme færdighed. Det er det, vi idag kalder ny saglighed. Og skrev han ikke ganske simpelt brugsmusik, når han leverede, hvad der forlangtes, kammermusik for liebhavere, orkesterværker til Esterhazys huskapel, koncerter til virtuoserne, operaer til teaterdirektørerne. Og videre: var han ikke amatørmusiken en god befordrer, når han strøede sine kvartetter ud til dyrkning i hjemmene, samtidig med at han med sine oratorier skabte den kollektive musiceren, korkoncerterne for de mange. Jeg behøver nok ikke at minde om, at Haydn tillige var rejsende »stjerne« med dertil hørende honorarer.

Alt dette viser, at den »artistiske« eller lad os for exempel sige »ideelle« musik ingenlunde på forhånd kan stilles op som »ubrugbar«, hvorimod man med megen føje kan påstå, at den nye artistiske musik, der skrives, ikke bruges i det omfang, det var muligt. Men det er da ikke komponisternes skyld, hvis de ellers har gjort deres sager tilfredsstillende (»når det altså er musik«). Er det luxus at tænke abstrakt? Eller er det asocialt? Det ser ud, som om Sven Lunn er af den mening, at alt, hvad der skabes af intellektuel kunst er formålsløs, endskønt det jo f. ex. også kunde siges at være et formål at lære folk at tænke. Det er endog en af de mest påkrævede, sociale opgaver.

I en kreds af yngre komponister kom for nylig spørgsmålet om »musikens moral« på tale, og vi blev hurtigt enige om, at her var vi inde på overtroens områder. Musik er musik, ligesom matematik er matematik, og den er der vel ikke nogen, der vil kræve en moral eller etisk værdi af. Ikke desto mindre er den netop sand og pur.

Mon man ikke kunde sige, at det det drejer sig om, er at skabe en søndagskunst til hverdagsbrug.

Og det vil igen sige at skrive arbejder, der er resultatet af den yderste umage, men på den anden side ikke er udslag af skaberi og anden forældet opfattelse med tilhørende højtidelighed, langt hår og fotografslips. I den retning synes jeg da for resten man hele verden over er kommet langt frem i årene efter krigen. Sven Lunn efterlyser en folkelig udviklingstanke i forbindelse med musiken og siger til slut, at denne opgave løses ved at der skrives sjov musik, lettilgængelig musik. Hvad er nu det for noget? Er god musik ikke altid folkelig? Og er god musik ikke altid artistisk? Kan sjov musik ikke være artistisk og hvorfor skulde det være udelukkét, at kammermusik, sonater og symfonier kunde være lettilgængelige?

Der er ikke tvivl om, at enhver yngre dansk komponist med fornøjelse vilde tage imod et forslag om at skrive musik til en tonefilm, når dennes hele karakter gjorde et samarbejde muligt. Men jeg tror ikke, at opgaven som den i øjeblikket foreligger vilde friste synderligt mange. Det er ikke »de fem små piger« eller »de blå drenge« der kalder på vor opmærksomhed, og i den forbindelse kan der heller ikke være tale om nogen folkelig udviklingstanke. Jeg vil nemlig absolut ikke acceptere den tanke, at det skulde være asocialt eller upåkrævet, når (navnene er grebet i farten!) Koppel skriver en klaverkoncert eller Tarp og Syberg et stykke fornøjelig kammermusik. Hæng bare i, gutter, der er ikke noget at fortryde, og hvis I ikke i første omgang får den ydre tilfredsstillelse deraf I venter, er det ikke jeres fejl. Voltaire var en klog mand. Han sagde at alle genrer var tilladte undtagen den kedelige. Det er ikke pjat, der er brug for, den genre besørges til overmål af årgangen Steincke, hvis type de fleste unge heldigvis finder usympatisk.

Jeg sagde i begyndelsen at det er rigtigt, at det at skrive musik i vore dage er en tildels formålsløs opgave. Dermed vil jeg ikke sige noget imod selve musiken, men kun om de vilkår, hvorunder den efter at være skrevet, kan blive anvendt. Det farligste vilde være, om komponisterne i det tilfælde de fik lejlighed til at trænge ind på f. ex. døgnmusikens felter, steg ned i dennes nuværende plan bare for at blive folkelige. Nej, det folkeopdragende ligger udtrykt allerede i ordet at. drage folket opad, ikke mod metafysiske spekulationer, men mod en nobel og formfuldendt, åndfuld og »underholdende« musik - det er musik af den slags, jeg kalder artistisk. Og så vil jeg gærne indrømme, at tiden kræver en lys, munter indstilling, inen for det første er det et spørgsmål om »livsanskuelse«, og for det andet synes jeg oprigtig talt ikke man kan beklage sig over, at den musik, der skrives idag, hverken herhjemme eller rundt om i verden, er udtryk for surmuleri eller depression.

Når Johannes V. Jensen eller Hans Kirk skriver noveller i Hjemmet eller Familiejournalen, er det udtryk for en helt rigtig folkelig tanke. Men det vilde være en sjofelhed, dersom de, fordi de skulde skrive i sådanne folkeligt vidt udbredte blade gav sig til at tillempe deres produktion efter en formodet »folkelig smag«. Sven Lunn, De synes ikke at vide, at det folk, De taler om, har et sikkert virkende instinkt for værdierne. Eller tror De da, det er andet end netop dette instinkt, der har holdt værdierne fra musikhistorien tilbage fra glemsel? Tror de f. ex. det er historikerne eller musikkritiken? Noget andet er, at samvittighedsløse filmsproducenter og operettefabrikanter driver en økonomisk spekulation i publikums godtroenhed. Jeg vilde ønske at det var muligt at anvende den nye musik (hvis den musik vi skriver ellers er god nok) på lignende måde som de ovenfor nævnte ugeblade bruger de gode forfattere, men jeg vil under ingen omstændigheder gå med til af den grund at slå af på, hvad man med et gammeldags udtryk kunde kalde »de ideelle krav«.