Havheksen er en basun!

Af
| Årgang 80 (2005-2006) nr. 01 - side 24-24

Bent Sørensens nye værk Den lille havfrue druknede Royal Albert Hall i skvulpende undervandsklange


Af Catja C. Gaebel

De traditionsrige promenadekoncerter i Royal Albert Hall i London præsenterede i år uropførelsen af Bent Sørensens bestillingsværk Den lille havfrue. ‘Eventyr’ indgår i H.C. Andersen-året som et af Prom-koncerternes tre temaer.

Det ene af de to andre temaer er ‘havet’, som markerer 200-året for slaget ved Trafalgar og admiral Nelsons sejr over Frankrig. Værker som Debussys La Mer er derfor ikke udeladt i programmet, og Brittens “Four Sea Interludes” fra Peter Grimes er heller ikke glemt. Det andet tema markerer afslutningen på anden verdenskrig, hvor den uomgænlige jubilar Sir Michæl Tippet var en del af åbningsprogrammet med værket A Child of Our Time.

Under temæt ‘eventyr’ bringer Stravinskys Nattergalen mere Andersen eventyr ind i Royal Albert Hall. Den lille havfrue gives entre hele to gange: i Zemlinskys orkesterværk Die Seejungfrau og som verdenspremiere i Sørensens Den lille havfrue.

Nordisk promenadekoncert

Bent Sørensens Den lille havfrue åbnede den 38. promenadekoncert – en ren nordisk promenadekoncert, i hvilken Griegs Klaverkoncert i a-mol, spillet af tyske Lars Vogt indgik, og sidst, men ikke mindst blev rundet værdigt af med Carl Nielsens 5. Symfoni. Alle koncerter blev spillet af DR Radiosymfoniorkestret under ledelse af Thomas Dausgård, der i indstuderet spontanitet opfordrede publikum til dans i encore med Niels W. Gades Tango Jalousie. Danset blev der dog ikke i Royal Albert Halls runde arena, men publikum nynnede med og nød Dausgårds svingende bevægelser under det hvide jakkesæt, der gav associationer til John Travolta i Saturday Night Fever. Thomas ‘Swinging’ Travolta – i reneste Prom-stil!

Pigerne i DR Radiopigekoret, som indgår i Den lille havfrue, havde forud for koncerten fået at vide, at de ikke skulle regne med mange mennesker i salen. Men salen var over halv fuld, og koncerten således bedre besøgt end forventet.

Forud for koncerten i Royal Albert Hall fortalte Sørensen om pigekorets rolle i værket til BBC’s kommentator: »Det er ikke et børnekor, det er et pigekor. Det betyder stemmer som ikke er operasangeres endnu. De har denne renhed i stemmerne, og jeg ville have, at værket skulle være meget rent og blødt. Orkestret er også inficeret dermed, så orkestreringen er meget mere simpel end normalt hos mig.«

En 'Big Brother'-historie under vand

Bent Sørensen og tekstforfatter Peter Asmussen har i det godt 30 minutter korte værk fået vandene til at mødes. Peter Asmussen har med raffinement sammenflettet små uddrag af H.C. Andersens dagbøger med eventyret og dermed fremhævet lighederne, men også aktualiteten i Andersens og havfruens histoire.

Sørensen fortalte BBC’s Fiona Talkington, hvad historien handler om: »Om ikke at blive bemærket« – forklarer Sørensen, og tilføjer: »I dag er det [at blive bemærket] meget vigtigt.« I forbindelse med H.C. Andersen beskriver han, at eventyret om den lille havfrue »meget mere end en kærlighedshistorie reflekterer H.C. Andersens egen historie, fordi han var desperat efter opmærksomhed. Det er det samme i dag,« fortsætter han, »hvor folk forsøger at vinde i lotteriet, blive del af Big Brother og berømt på anden vis. At blive berømt var det vigtigste, og det var det, den lille havfrue ville være.«

Den lille havfrue er komponeret i tre satser: I 1. sats “Stormen” redder den lille havfrue (sopranen Inger Dam-Jensen) prinsen fra druknedøden, og fortælleren/ H.C. Andersen (tenoren Gert Henning-Jensen) fortæller sit eventyr og om sine rejseoplevelser. Tenoren/Andersen har ikke blot sit eget instrumentarium, fagotterne og oboerne, men han sidder også blandt dem. Pigekoret, alias havfruens søstre og fortællere, er delt i to grupper, hvoraf den ene gruppe befinder sig sammen med publikum i salens arena, den anden med orkestret på scenen. Med den opstilling skaber Sørensen et slags akvarium, i hvilket ekko og svar i bølgeskvulp kastes frem og tilbage i cirkulære bevægelser mellem pigekorets to grupper.

I 2. sats “Stilheden”, får havfruen tungen skåret ud og bytter sin stemme for et par ben, og Andersens seksualitet og kærlighedsliv fremstilles kort og råt. Sørensen har i denne sats komponeret en dialog mellem den lille havfrue og basunen – heksen, som har et tonesprog i snerrende glissandi. Da heksen skærer tungen af havfruen, lyder hendes stumme sang bocca chiusa.

3. og sidste sats “Festen” beskriver det kongelige bryllup, havfruens selvmord og nogle af Andersens sidste linier i dagbøgerne, inden han døde. Klimakset udebliver til stadighed, også i det moment, hvor havfruen styrter sig ned i havet. Historien fortsætter på forunderlig vis også, efter at stykket er forbi, og den sidste tone klinger ud. Fornemmelsen af en afsluttende bevægelse fra a til b udebliver og tilbage er det vuggende hav.

Hele værket igennem er musikken dæmpet. Alt er dæmpet – selv stormen – og på intet tidspunkt opleves, at orkestret overdøver pigekoret. Bent Sørensens klangflader får sig bogstavelig talt en dukkert, og publikum dykker med ned i en teatralsk undervandsoplevelse på kanten af stilhed.

Catja C. Gaebel arbejder som forsker i Konrad Adenauer Foundation i London. Hun har tidligere arbejdet som analytiker og projekt-koordinator ved Baltic Development Forum, og som assistent i Directorate General of Education and Culture i Europakommissionen i Brussel.