Mere pingpong end pinger

Af
| Årgang 80 (2005-2006) nr. 01 - side 32-33

reFORM, minifestival i København 1.-3. juni, arrangeret af Musica Nova.


Af Per Rask Madsen

Efter at en fremtrædende kritiker offentligt har beskyldt den ny kompositionsmusik for at være søvndyssende og usexet, forstår man, hvorfor festivalarrangører tyer til mere pågående tricks. reFORM satsede kraftigt på at engagere publikum og, ifølge Musica Novas formand Frode Andersen, gøre opmærksom på og påminde om koncertens rammer og præmisser, som vi måske kan glemme, når musikken spiller.

Det visuelle – »musik, nu også for øjnene«, som festivalens slogan lød – kom til udtryk på de to første festivaldage, der afholdtes i Den Anden Operas sal. Dag ét var præget af nostalgi til John Cages 50er- og 60er eksperimenter, dag to af ‘instrumentalteater’ med Ligetis Rondeau, et uddrag fra Kagels Sonant (1960), og en joker; vi vender senere tilbage til denne joker.

Rondeau blev til i en periode, hvor Ligeti følte sig ramt af kunstnerisk krise, og det er hans eneste forsøg med dramatik, der ikke indeholder musik. Stykket udgøres udelukkende af skuespil og blev på reFORM fremført af slagtøjsspilleren Frans Hansen, der sagtens kan begå sig på en scene uden at have noget at slå på. Værket blev opført på dansk for første gang i efteråret 1990 ved en DUT-koncert med skuespilleren Torben Jetsmark (læs Christian Høeg Jacobsens og Mariann Bromennes oversættelse af teksten fra DMT nr. 7 1989/90 på DMT Online – søg på ‘Rondeau’, red.).

Man kan kalde Rondeau for et stykke absurd musikteater. Skuespilleren er alene på scenen med en båndoptager, og i løbet af stykket bliver dialogen mellem båndoptager og skuespiller mere og mere dramatisk; et blodigt drama leveret med en stor portion distance. Kender man Ligetis egen absurde situation som barn og ung i et totalitært regime, hvor dele af familien blev deporteret og siden meldt savnet, ved man, hvor komponisten har sin inspiration fra.

Kagels Sonant er også et stykke instrumentalteater. Komponisten har gjort slagtøjsspilleren impotent over for sine instrumenter, musikeren kommer aldrig rigtig i gang, berører blot trommeskind o.a. med sine køller og hænder. Vi bliver i den grad gjort opmærksom på de vante rammer, musikeren normalt får os til at glemme, men det var ikke ligefrem nogen æstetisk ophidselse.

reFORM havde ikke, i modsætning til Basic Classics, pinger i ministerstørrelsesordenen, men til gengæld var der pingpong mellem kunstnerne og publikum. I Figuras version af Cages Variations III (1963) puffede en (næsten) stum Helene Gjerris balloner over til publikum, Jesper Egelund stillede sig med et spejl foran første publikumsrække, Pierre Dørge, ensemblets special guest til lejligheden, sad ved et bord og pillede ved dingenoter og undertiden rejste han sig op og stod i pudsige positurer. Ideen med at inddrage Dørge (som kun spillede nogle få akkorder på sin elguitar) var mere, at han er kendt, end at han skulle spille godt: Publikum ved, at han kan spille, derfor virker hans passive ageren som en bevidst valgt impotens (forestil dig en kendis som fx Pavarotti stille sig op og ikke synge i 30 min.). Absurd teater, meget lidt musik, men befordrende for aktivering af smilemuskler.

Koncertens rammer blev igen udfordret af unge Rasmus Zwickis (f. 1979) Højttalerkoncert (2000). Vi er nu kun delvis i happeningens tegn, musikken er en betydelig aktør her. Showet begynder med, at en højttaler – stykkets “solist”! – bæres ind på scenen, efter at publikum har sat sig til rette og venter på, at noget går i gang. To mænd bærer solisten ind, sætter den på en stol. Publikum klapper, og solisten “bukker/nikker”, dvs. de to rekvisitører løfter og drejer den omkring 45 grader ned og op igen. Vi griner og klapper endnu mere.

Så går det i gang: Solisten akkompagneres af sine kvadrofone brødre, der er monteret ca. tre meter oppe på væggene i den lille sal; vi hører lyde, der tester vores ørers smertetærskel, fragmenter af klassiske stykker såsom Schuberts kendte sørgemarch, og alle mulige elektroniske lyde, som jeg har glemt. Efter det elektriske lydbad bæres solisten ud og kommer tilbage for at modtage bifald. Solistens bukken, før og efter dens “optræden”, var højdepunkterne.

Der var noget underfundigt over denne menneskeliggørelse eller besjæling af et teknisk apparatur. Men vi havde ikke nået toppen endnu. Rasmus Zwicki stod også for festivalens joker og tog fusen på os med sin Sonate for altblokfløjte, cembalo og elektronik (2001-02). Den herboende amerikanskfødte blokfløjtenist, James H. Young, indleder med at fortælle på engelsk, at duoen har spillet det stykke, de skal til at fremføre, masser af gange. Det drejer sig om musik af Corelli, siger han formelt med troværdig stemme. Og ganske rigtigt lyder det som barokmusik. Der må da være ugler i mosen, tænker jeg – Corelli til en ny musik-festival? Young holder masken, men allerede efter to takters barok kammer det pludselig over, som var det Arvo Pärts Collage über B-A-C-H eller Bent Lorentzens Dette her er vist noget af Mozart! på LSD: Musikerne stopper med at spille, elektroniske eksplosionslyde og brusende lyde overfalder os, Young fyrer igen præsentationen af (»The piece I’m about to play…«), med uregelmæssige intervaller sniger lyde fra højttalerne sig ind på os, lyssætningen følger musikerne dynamisk og bidrager til at skabe en lidt spooky atmosfære (som i visse passager af David Lynchs nyere film), Young stiller sig senere med ryggen til publikum, og endnu senere krøller han en partiturside sammen og putter den i munden, teskeer tabes på gulvet, 4.-satsen bliver udelukkende mimet, et ambient soundscape bestående af stærkt manipuleret barok pastiche brager ud af højttalere i to minutter. Corelli-pastichen er blevet et hjælpeløst lam, der spræller på slagtebænken i et grotesk galehus.

Det er vanvittigt og vanvittig skægt, dette festivalens tematiske højdepunkt. Det er musik-performance, når det er virkelig vedkommende, som tager livtag med publikum, konstant overrasker, pirrer vores forventninger og udfordrer konventioner. Zwickis Sonate har potentiale til at nå ud til et langt større publikum end ny musik ellers kan. Logikken i at programlægge John Cages Music of Changes, fordi det er komponeret ud fra tilfældighedsprincipper, virker søgt – det hænger ikke ordentlig sammen med temaet ‘at genskabe nye koncertrammer’. Rammer for at komponere og for at fremføre er sjældent identiske, ligesom det ville være tåbeligt at vælge dodekafone værker til programmet. Mere relevant for temaet er det, at Cage beder pianisten om, på særlige steder, at bl.a. knalde klaverlåget i eller klapre med en pind mellem flygelpedalernes ben, som medfører en slags Verfremdungseffekt.

Selv om ny musik-klaverguruen Steffen Schleiermacher præsterede noget af en bedrift ved at komme kunstnerisk helskindet igennem Music of Changes, var det lidt sjovere at rocke med, da Jeanette Balland duellerede med en ghettoblaster i hollandske Jacob ter Velduis’ Grab it! I denne hæsblæsende maraton skal tenorsaxofonisten »konkurrere unisont med et nærmest uendeligt rasende virvar af stavelser, ord og sætninger«, som repræsenteres af »stemmer der er samplet af amerikanske livstidsfanger, optaget fra dokumentarfilmen Scared straight«, kan man læse i programnoterne. En mindeværdig opførelse, der fik pacemakeren op at ringe.

Festivalen afsluttedes med en koncert i Rundetaarn, hvor rammerne var traditionelle. Det kan dog ikke nægtes, at dette rums bemærkelsesværdige akustik var med til at give musikken et særpræg og få en og anden til at kigge bagud og lægge ekstra mærke til rummets beskaffenhed, proportioner og miljø. Cikada String Quartet og Copenhagen Saxophone Quartet fyldte både koncertrummet og kvalitetslitermålet rigeligt op, både når de indgik i samme komposition, og når de spillede hver for sig. En 4sax+4str besætning kan måske synes bizar eller balancemæssigt uholdbar, men der var skam ingen problemer med at høre strygerne. Så var der større udfordring for musikerne i at kæmpe mod og med Rundetaarns akustik, som ikke altid er lige forudsigelig.

Tilbage efter reFORM står et minde om et minde om en varieret, ungdommelig, opløftende og morsom oplevelse, der må have fået selv de mest mavesure kritikere til at gå glade hjem. Så mangler arrangørerne blot en sponsor og lidt flere publikummere til at rykke deres næste festival et trin længere op ad kvalitetsstigen.