Nye udgivelser - bøger

Af
| Årgang 80 (2005-2006) nr. 01 - side 37-42

Anmeldersektionen i dette nummer af DMT er på flere måder usædvanlig: En betydningsfuld serie af musikbøger afsluttes, en ikke mindre betydningsfuld påbegyndes, og en tredje serie fortsætter ufortrødent med 32. bind.

En rød tråd i alle de anmeldte bøger er musik og danskhed og/eller musik og nationalisme. Eller sagt på en anden måde, med en gammel musikfilosofisk diskussion i baghovedet: Kan musik kommunikere noget ud over sig selv? Døm selv. Der er mange interessante bud på et svar i det følgende.

Carl Nielsen Brevudgaven. Bind 1, 1886-1897. Redaktion, indledning og noter: John Fellow. Forlaget Multivers 2005. 571 sider, indbundet, kr. 398,00. Fås kun i subskription. ISBN 87-7917-143-5.

Forskningen i Carl Nielsens liv og værk har for alvor lagt sig i overhalingsbanen. I kølvandet på den store kritisk-videnskabelige udgave af Nielsens kompositioner udkom i 1999 det monumentale 3-binds værk med komponistens egne skrifter og udtalelser, Carl Nielsen til sin samtid, og forrige år udkom første bind af den videnskabelige årbog, Carl Nielsen Studies, Volume 1, 2003, omtalt i DMT nr. 3, 2004/05.

I tilgift til disse strengt videnskabelige værker er flere biografier – af vekslende kvalitet og med varierende fokus – kommet på gaden, sammen med den lille perle, Emilie Demant Hatts erindringer, Forårsbølger, omtalt i DMT nr. 5, 2002/03.

Kronen på værket i den egentlige dokumentation af Nielsens liv – og dermed til den størst mulige forståelse af hans værker – bliver den samlede brevudgave, hvor alle kendte breve af Nielsen, en vældig mængde breve til ham samt andre, for forskningen relevante, breve udgives i ikke færre end 10 tykke bind.

Tidligere har kun et beskedent udvalg af breve været tilgængeligt, og da i flere tilfælde i en friseret og tilskåret version, fx Torben Schousboes bog fra 1983 (Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen), der indeholder et udvalg fra dagbogen samt uddrag af brevvekslingen mellem Carl Nielsen og hans hustru, Anne Marie Carl-Nielsen.

Efter de først omtalte omfattende udgivelser af andet Nielseniana lå det lige til højrebenet at få lukket og slukket med en samlet brevudgivelse. Først måtte udgiverne dog igennem lidt politisk forarbejde – beskrevet i indledningen af nærværende bind – inden bevillingerne og projektrammen var på plads.

En styregruppe blev nedsat, bestående af forskningschef John T. Lauridsen, advokat Niels Gangsted-Rasmussen, direktionskonsulent Anette Faaborg og forfatteren John Fellow, sidstnævnte som udgavens redaktør. Første etape af maratonløbet er nu publiceret, og så er det ellers bare at gå i gang! Foreliggende bind indledes med et fyldigt forord, der opridser baggrund, metode, udvalgskriterier m.m.

På baggrund af projektbeskrivelsen er der til dato fremdraget og registreret ca. 12.500 breve med relevans for arbejdet med brevudgaven. Ikke alle medtages i den trykte udgave; kriterierne har været, at alle kendte breve skrevet af Carl Nielsen medtages, ligeledes alle kendte breve fra Anne Marie Carl-Nielsen til Carl Nielsen, i alt ca. 4000 breve. Hertil skal lægges et udvalg på ca. 2000 – det kan være breve til Carl Nielsen, familiekorrespondance o. lign. Herved kommer den samlede mængde breve op på ca. 6000. Og som om dette ikke var nok, så medtager udgivelsen også alle kendte dagbogs- og kalendernotater, indflettede kronologisk med brevene.

Disse sidste kilder fylder dog ikke meget i den samlede tekstmasse, men er stadig et væsentligt supplement til brevene, og som sådan en rigtig god redaktionel idé.

Et samlet register bliver naturligvis først udfærdiget, efter at sidste bind er udkommet. Indtil da kan man betjene sig af midlertidige registre, der medfølger som hæfter til de enkelte bind. Der lægges ud med 687 breve/notater, som dækker perioden 1886-1897, og det er spændende læsning, om end der i sagens natur er meget snik-snak og lommeuld iblandet guldkornene. Men den helt afgørende begrundelse for at medtage revl & krat er netop, at der ikke skal sorteres – i det mindste ikke i hovedpersonens (-personernes) egne kilder.

For: Hvem skal afgøre, hvad der ikke er betydningsfuldt nok? Og efter hvilke kriterier? Erfaringen viser jo, at ihærdige forskere kan vride erkendelsesmæssige vitaminer ud af selv det pauvreste materiale, hvis blot optikken er indstillet til særlige søgninger. I så henseender får denne udgave én til at tænke på måske den eneste danske udgivelse, der kan matche den aktuelle: De i alt fire bind med ca. 2.200 breve til og fra J.P.E. Hartmann og hans slægt, udgivet i hhv. 1999 og 2002 (omtalt i DMT nr. 2, 1999/00 og nr. 8, 2002/03).

Som i Hartmann-udgaven er der her en enestående lejlighed til at komme meget tæt på en stor komponist i størsteparten af hans liv. Vi får alle vinkler med: Hilsener og familiære rapporter, bemærkninger om værkers tilblivelse, ofte ledsaget af beskrivelser af humørsvingninger relaterede hertil, beskrivelser af steder, folk og kunstoplevelser – hyppigt iført Nielsens direkte vurderinger, der ikke sjældent tenderer det ungdommeligt verdenskloge og blaserte. Og så naturligvis – som nævnt – de mange beskrivelser af dagligdags detaljer, tilsyneladende oftest banale, men for det skarpe øje også vigtige brikker til mosaikken om Carl Nielsen.

Hvad fandt han vigtigt? Med hvilke vendinger ytrer han sig? Det fortæller meget om et menneske, hvordan han/hun vælger at kommunikere med sine omgivelser, og her røber Nielsen meget om sig selv i det små, som han utvivlsomt ikke selv skænkede en tanke.

Der skal i denne omtale ikke gås yderligere i detaljer med indholdet (metode, form og indhold kan og vil blive diskuteret når det gælder denne udgivelse). Det vender jeg tilbage til i omtalen af kommende bind, idet mange musikelskere i dette land vil interessere sig for udgivelseprojektet, som endelig blev til noget. Danmark var heldigvis ikke for lille til at iværksætte så stort et projekt. Så kan det da ikke stå helt sløjt til med forskningsmiljøet i Danmark – selvom de gode bidrag kommer fra forskere, som ikke har deres gang på et musikinstitut.

John Fellow: Vil Herren ikke hilse på sin Slægt. Brudstykker af Carl Nielsens ungdomshistorie. Forlaget Multivers 2005. 142 sider, kr. 198,00. ISBN 87-7917-160-5.

Denne lille bog om Carl Nielsens til dels ukendte ungdomsår er et direkte resultat af arbejdet med den i det foregående omtalte brevudgave. Som bekendt har Carl Nielsen ikke selv været videre meddelsom om sine ungdomsår. Erindringsbogen Min Fynske Barndom slutter med optagelsen på konservatoriet i København i 1884, og frem til dagbogsoptegnelserne fra den første udlandsrejse i 1890 var der i mange år et, om ikke tomrum, så i det mindste svagt belyst felt. Kilderne var sparsomme, men i de senere år er der ændret ganske betragteligt på dette forhold, i første omgang med den under brevudgaven omtalte Forårsbølger af ungdomsforelskelsen Emilie Demant Hatt.

Senere dukkede flere brikker op, især i forbindelse med arbejdet med brevudgaven, og det er disse oplysninger, som John Fellow præsenterer i denne udmærkede lille bog. Bortset fra lidt akademisk dyneløfteri (kæresterne, sidespringene, de uægte børn – hvor der stadig kun er to! – og deraf følgende “apokryfe” slægstled) fortæller bogen om mennesker i Nielsens familie og umiddelbare omgangskreds samt om støtter af forskellig art.

Bortset fra det umiddelbart fascinerende i disse små historier om Danmarks måske største komponist, danner bogen en glimrende baggrund for brevudgavens enorme tekstmasse. Der bliver et skelet at hænge de enkelte breve op på, og det er en fin gevinst.

Mogens Christensen: Kreativ Værkintroduktion... til 9 satser fra Carl Nielsens symfonier. 128 sider, illustreret og indbundet. Dvd med musikeksempler vedlagt. Kr. 232,00. ISBN 87-7612-134-8. ISMN M-66131-389-2. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2005. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. www.dansksang.dk

En helt anden vinkel på Carl Nielsen: I denne indbydende bog anvendes satser fra Nielsens symfonier i et pædagogisk ærinde. Da formidling af klassisk musik til børn oftest har vist sig at være en udpræget pædagogisk udfordring, har forskellige tænksomme folk vredet hjernebarken for at finde nye, endnu ubetrådte veje ind i de små poders hjernekister. Blandt disse er englænderen Richard McNicol, der i sin tid udviklede en metode for og sammen med London Symphony Orchestra, den såkaldte ”byggestensmetode”.

Denne bog er resultatet af et større formidlingsarbejde for børn, igangsat af forfatteren, komponisten Mogens Christensen, i samarbejde med fem landsdelsorkestre, med udgangspunkt i byggestensmetoden. Den anvendte musik er udvalgte satser fra Carl Nielsens 6 symfonier – ja, også fra 6. Symfoni!

I korthed går metoden ud på at uddrage små eller større, letgenkendelige elementer fra de satser, der skal arbejdes med, hvorefter disse elementer bruges som udgangspunkt for lege, øvelser og egentlige små-værker, som børnene selv kreerer. Ved at få leget disse elementer ind vil børnene (forhåbentlig) opleve de oprindelige klassiske satser med en helt anden fortrolighed, der (igen forhåbentlig) vil række ud over det forbehold, mange børn i øvrigt har over for klassisk musik.

En god idé. Hvor virksom den er, skal jeg ikke kunne sige – jeg har ingen personlige erfaringer med den. Men hvis metoden kommer i hænderne på en medrivende og kompetent underviser, er jeg ret overbevist om dens duelighed, om end nogle af øvelserne forekommer at være lige lovlig præget af rundkredspædagogik. Materialet er præsenteret med det sædvanlige delikate layout, som vi kender fra Musiklærerforeningens publikationer. Hér ledsaget af en god dvd med orkesteroptagelser af de anvendte satser samt undervisningsdemonstrationer. Godt. Det giver en god fornemmelse for metodens alsidighed og anvendelighed.

Orla Vinther: Musikhistorien, bind 10: Dansk Musik 2. 227 sider, illustreret. Kr. 236,00. ISBN 87-7612-000-7. Triple-cd med eksempler til bind 10, kr. 228,00. FM-CD-595 A, B og C. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2005. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. www.dansksang.dk

Vi bliver i den danske musik. Med dette 10. bind af Musikhistorien færdiggør Orla Vinther og Folkeskolens Musiklærerforening det ambitiøse projekt med at præsentere musikhistorien i en moderne og pædagogisk form. Dette betyder naturligvis, at det bortset fra at vurdere selve dette bind også vil være tid for en samlet vurdering af hele serien. Men først til det aktuelle bind, der dækker den danske musikhistorie fra ca. 1750 til vor tid. Forhistorien fik vi som bekendt i bind 9 af serien (omtalt i DMT nr. 8, 2003/04), og nu skal punktum så sættes.

Som i de foregående bind opruller Vinther både musikhistorien og den generelle historie bag denne, og som i bind 9 er det dejligt, at forlaget har prioriteret flere ressourcer til både bog og cd end tilfældet var med de første bind i serien. Det har givet forfatteren et helt andet spillerum, med plads til flere detaljer og nuancer og dermed et bedre billede af objektet. I disse to bind mere end nogensinde før i serien. Tak!

Der vies dog ikke rokoko’en eller wienerklassikken megen plads – tyngden er lagt på romantikken og musikken i 1900-tallet helt frem til den unge generation (Agerfeldt Olsen, Hørsving, Noer Kondrup m.fl.). De nyeste dog kun nævnt i korthed. Eksempler og biografier går frem til og med Bent Sørensen og Karsten Fundal. Fint nok, især når cd’en medtager en perlerække af repræsentative eksempler på den danske musikalske modernisme.

Som ved flere af de foregående bøger ville det tage en underviser lang tid at grave disse eksempler frem fra forskellige kilder. Her bliver Nørholm, Gudmundsen-Holmgreen, Nørgård og Bentzon m.fl. serveret på et sølvfad. I lighed med de foregående bind er alle musikeksempler kommenteret i bogens sidste halvdel. Generelt gode kommentarer, der veksler mellem form- og funktionsanalyser, og kortere beskrivelser, indimellem med biografisk stof. En god variation.

Særlig værdi har gennemgangen af principperne bag Nørgårds uendelighedsrække. Man kan finde denne forklaret flere steder, men Vinthers version er afgjort én af de bedre. Dette 10. og sidste bind er et flot punktum på en meget ambitiøs satsning. Det tjener Musiklærerforeningen til stor ære, at de har vovet at realisere, hvad der bestemt må have været Orla Vinthers musikpædagogiske livsprojekt. Med projektets omfang in mente er det ikke uforståeligt, hvis forlaget i begyndelsen rystede en smule på hånden og holdt igen på ressourcerne. Det var dog helt fra starten klart, at rammerne satte for snævre begrænsninger for forfatteren.

Hvordan det kan gå, når livremmen løsnes et par huller, har vi set smukke eksempler på i de senere bind i serien. Faktisk er dette bind, som nævnt, det mest omfattende i serien, tilmed ledsaget af en trippel-cd. Disse to forhold er rigtig godt for ideen bag projektet, der dermed får meget af den vægt og tyngde, man ærlig talt godt kunne savne lidt i flere af de første bind. Samtidig er prisen blevet mere end rimelig i forhold til udbyttet. Set i det lys kan man kun ønske sig, at forlaget i tilfælde af genudgivelser vil lade forfatteren revidere og udvide teksten samt give mulighed for mere repræsentative cd’er med flere eksempler.

Under alle omstændigheder en stor tak til forlag og forfatter for et enestående godt pædagogisk materiale til undervisning i musikhistorien. Det vil lette tilværelsen for mange undervisere.

Skriftfest. Bent Lorentzen og hans musik. Redigeret af Lene Lorentzen og Frede V. Nielsen. Udgivet af forlaget [Koncrt & Koncpt], www.koncrtogkoncpt.dk, 2005. 235 sider, kr. 175,00. ISBN 87-91678-00-5.

Generationen af komponister, der blev født i første halvdel af 1930erne har sat et markant fingeraftryk på dansk musik. Gudmundsen-Holmgreen, Nørholm og Nørgård har rundet de 70 – nu er det Bent Lorentzens tur. Det kalder naturligvis på et – æh – “Skriftfest”. Er det nu ikke en tyrkfjel? Nej – den er god nok. Naturligvis gætter man hurtigt, hvordan titlen skal forstås. Og selvfølgelig er det en pointe, en hilsen til fødselaren og hans måde at gribe musikken an. Blandt de ikke længere helt så unge komponister har Bent Lorentzen sin helt egen profil, og det afspejler sig også i bidragene til denne bog, hvor venner og kolleger har sendt hilsener, berettet anekdoter, dokumenteret og afleveret synspunkter.

Bidragene til festen på skrift fortæller om en komponist, der er meget nysgerrig, som besidder stor humor, og som er meget optaget af at ville kommunikere i kraft af musikken, heraf også den store indsats for musikpædagogikken samt de mange musikpædagogiske værker.

Men Bent kan selvfølgelig også meget mere end det. I tidens løb er det blevet til en lang række værker i mange genrer, fx en smuk række solo-koncerter, elektronmusik-værker, vokalmusik og musikdramatik. Stikord til livsværket er bl.a. en basal fascination af lyden og klangen (noget han deler med den lidt ældre Gudmundsen-Holmgreen), humoren i musikken – og så interessen for samspillet mellem musikken og lytteren. Igen et fokus på kommunikationen, om man vil.

Bogen åbnes med en rammefortælling om Bent Lorentzens musik af Lars Ole Bonde og forsættes med en lang række indlæg af solide danske musikfolk som Erik Kaltoft, Mogens Andersen, Jens Rossel, Jens E. Christensen, Gunner Møller Pedersen, Fuzzy, Mette Stig Nielsen, Frede V. Nielsen, Karl Aage Rasmussen, Steen Pade, Anders Beyer m.fl.

Bogen afrundes med en værkfortegnelse, en diskografi og en bibliografi, som er udmærkede og værdifulde, om end der nok tages munden for fuld, når det loves (s. 224), at Musikinformationscentret løbende vil opdatere og ajourføre værkfortegnelsen. Så meget skal man nok ikke forvente fra en afdød, al den stund MIC jo er nedlagt … Lad dette nu ikke ødelægge skriftfesten! Tillykke, Bent Lorentzen.

Musik og Danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet. Redigeret af Jens Henrik Koudal. C.A. Reitzels Forlag 2005. 129 sider, kr. 225,00. ISBN 87-7876-399-1.

Al den snak om dansk musik i det foregående burde lede til overvejelser over, hvor dansk musik egentlig kan være. Musik er vel musik. Hvad skulle gøre den dansk?

Dét spørgsmål er temaet for nærværende bog, Musik og danskhed. Er Bent Lorentzen særlig dansk? Er Carl Nielsen? Hvad med Weyse og Oluf Ring? Og hvis danskheden i musikken er en konstruktion, hvad så med det nordiske? Der tales fx om Per Nørgårds ”nordiske periode”. Giver det overhovedet mening at tale om en national genspejling i den klingende musik? Det er spørgsmål, som de fem forfattere til denne lille bog søger at indkredse.

Bogens fem afsnit er bearbejdelser af indlæg fra en temadag om Musik og danskhed, som Dansk Folkemindesamling afholdt 15. november 2003. Redaktionen er lagt i hænderne på Jens Henrik Koudal, der i 2000 blev dr. phil. på afhandlingen For borgere og bønder. Stadsmusikantvæsenet i Danmark 1660-1800. (omtalt i DMT nr. 8, 1999/00).

Generelt må det om bidragene siges, at ærindet ikke har været at indkredse det nationale i musikken på musem-niveau (klange, vendinger, akkorder o.lign. der kan siges at være særegent danske – endsige nordiske). Snarere har sigtet været – og i hvert fald er resultatet blevet – et signalement af, hvorledes det nationale er blevet forbundet med bestemte musikalske formularer, former og udtryksmåder, der således har taget farve af det nationale. Altså ikke en søgen efter en musikalsk-nationalt Ding an sich, men snarere en eftersporing af projektionsobjekter for den nationale følelse.

Koudal selv bidrager med et indlæg om folkemusikkens betydning for skabelsen af en dansk nationalmusik. Forholdet mellem folkeviserne og folkemusikken som inspiration for kompositionsmusikken viser sig ifølge Koudal at være markant anderledes i Danmark end i fx Norge, da det i Danmark stort set kun har været folkeviserne, der har inspireret kunstmusikken i nationale perioder.

Martin Zerlang skriver om genklange af en national tone i B.S. Ingemanns sidste roman, Landsbybørnene. En særlig tråd fra Ingemann går naturligvis til Weyse, denne tyske indvandrer, der om nogen er blevet indbegrebet af danskhed i musik (sic!) i kraft af samarbejdet med især Ingemann om morgen- og aftensangene. Meget passende omtales en bog om Weyse senere i denne anmeldersektion.

Heinrich H. Schwab skriver om guldalderens musik og danskhed og kommer i denne forbindelse tættest af alle bidragydere på elementer i en egentlig rent musikalsk signatur for det nordiske, når han citerer fra en kongres i 1980 (s. 66).

I øvrigt har Schwab en spændende pointe, når han redegør for to forskellige opfattelser af fædrelands-affinitet: Man kan som Weyse, Kuhlau og J.A.P. Schulz føle sig national, dér hvor man levede, virkede og var en loyal undersåt. Eller man kunne hævde, at fædrelandet var dér, hvor man var født og opvokset. Der er fx stadig egne af Danmark hvor man ikke regnes for at være rigtig indfødt, førend slægten har boet på egnen i flere generationer. Godt for den nationale danske musik, at de ovenfor nævnte komponister ikke fik dén revet i næsen!

Annemette Kirkegaard skiver om en mulig danskhed i populærmusikken. Trods den angelsaksiske dominans i dette kulturbillede er der noget at komme efter. Og endelig skriver Kirsten Sass Bak om det så typiske danske fænomen ”fællessang”, både som kulturelt samlingsmærke i tiden efter 1864 (med en renæssance under Besættelsen) og som musikalsk emblematisk.

Altså: Der kredses om en bestemmelse af musikken, enten som et kulturelt projektionsobjekt – hvor velkendte formler spændes for det nationale projekt – eller som en forlængelse af psyko-sociale processer i gennemsnitsdanskeren, hvor bestemte intervaller og klange korresponderer med et sind bøjet af vestenvinden eller friseret af den fynske muld. Heldigvis med vægten lagt på førstnævnte. En god og tankevækkende bog.

Bodil Heister: Bogen om Weyse. …For børn og voksne. 54 sider, indbundet, kr. 156,00. ISBN 87-7761-096-1. ISMN M-66131-370-0.

Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2005. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. www.dansksang.dk

Blandt de ærkedanske komponister, der bliver nævnt indtil flere gange i den foregående bog er naturligvis Weyse. I vor tid ville han formodentlig som indvandrer blive indkaldt til en sprogprøve, og dersom hans ”rødgrød med fløde” ikke faldt tilfredsstillende ud, blev han nok strittet ud af kongeriget.

Sådan var omkvædet på bjerget gudskelov ikke for ca. 200 år siden – ellers havde danskheden i musikken set ganske anderledes ud.

Vi er kede af at sige så højt, at den siddende regering kan risikere at høre det – men det danskeste af det danske i musikken skylder vi indvandrere!

I denne fine lille bog gentager Bodil Heister formlen fra sin bog om Carl Nielsen fra 1998, Den fynske spillemand (omtalt i DMT nr. 8, 1998/99), denne gang med Weyse som hovedperson. Altså liv, levned og værk, fortalt i jævne vendinger og ledsaget af tegninger og en række af de kendteste sange, indbegrebet af Dansk Sang. Udmærket fortalt. Og nydeligt pakket ind.

Inger Sørensen: H.C. Andersen og komponisterne. Gyldendal 2005. 160 sider, illustreret og indbundet, kr. 169,00. ISBN 87-02-03480-8.

Netop den berømte Weyse var stærkt medvirkende til, at H.C. Andersen fandt fodfæste i København, da det nationale forfatterikon in spe ankom til hovedstaden som et lille Guds Ord fra Fyn. Bortset fra Weyses interesse i og støtte til Andersen havde de to et samarbejde om bl.a. syngespillet Festen på Kenilworth. Et samarbejde, der er beskrevet i denne lille, nydelige sag, én af ufatteligt mange udgivelser i anledning af Andersens 200-års fødselsdag.

Musikken spillede som bekendt en vigtig rolle i H.C. Andersens liv, tænk blot på den ulykkelige kærlighed til Det Kongelige Teater og operaen i særdeleshed. Andersen opsøgte med stor energi en række af tidens musikalske personligheder, ofte i professionel sammenhæng, som når han forsøgte at bevæge dem til at sætte hans tekster i musik. I bogen skildres seks af disse musikalske bekendtskaber/venskaber: Til de danske komponister Weyse, Hartmann og Gade samt til de store tyskere Schumann, Mendelssohn og Liszt.

Portrætterne er af Inger Sørensen holdt i et ligefremt og letlæst sprog, med mange og nogle gange lange citater fra breve og dagbøger. Let at gå til. Indimellem lidt for let, lidt for snakkesaligt. Og hist og her med nogle lidt underlige vægtninger. Der ofres fx megen plads på Andersens og Hartmanns fejlslagne operaprojekt Ravnen, medens den største succes i deres samarbejde, Liden Kirsten, nærmest nævnes en passant. Som uvidende læser får man ikke stillet sin nysgerrighed: Var dette værk endnu en fiasko? Eller det modsatte? Om det er gået for stærkt for Inger Sørensen, skal jeg ikke kunne sige – dette blot en stille undren.

Anretningen er serveret på indbydende, glittede sider med et væld af – ofte kuriøse – illustrationer, hvorpå det hele er pakket ned i et handy format og bundet pænt ind. De tekstlige skønhedspletter til trods hyggelig lille sag til musikalsk godnatlæsning.

Danish Yearbook of Musicology, vol. 32, 2004. Redigeret af Michael Fjeldsøe og Thomas Holme Hansen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, 2005. 135 sider, kr. 240,00. ISBN 87-88328-23-6. ISSN 0416-6884. Distribueret af DanMusik Aps.

Danish Yearbook of Musicology hed tidligere Dansk Årbog for Musikforskning, men skiftede ham til 2003-udgaven, hvor layoutet blev piftet op og den sproglige profil gjort overvejende engelsk. To gode tiltag. Nu mangler blot ortografien at få en tur med hårbørsten.

Tre ud af fem artikler i denne udgave af årbogen omhandler Bartók og prægene af nationalisme i hans musik. Disse tre artikler, der stammer fra et symposium afholdt i København i 2004, har et fokus, der er beslægtet med indlæggene i den tidligere omtalte Musik og Danskhed.

Blot går de tre forfattere tættere på det rent musikalske parameter i indkredsningen af elementer, der udtrykker noget særegent nationalt ungarsk. Eller snarere auraen af noget nationalt, idet Bartók som regel ikke citerede direkte, men uddrog et destillat af folkeviser og -danse, og indfarvede en række af sine kompositioner med dette. I en af de tre artikler påvises det endvidere, at Bartóks indflydelse på efterkrigstidens tyske musik var større, end man ellers har antaget.

Bogen indledes af Cynthia M. Grund med en opfølgning på Ansa Lønstrups artikel fra den foregående årbog, hvor Lønstrup gav et signalement af den aktuelle musikforskning set i lyset af tidens forandringsmani og brede kredses tiltagende krav om synlig og forståelig nytte.

Grund skriver om tilløb til tværfaglig musikforskning, og om de muligheder der her byder sig til. Men som også mødes med udbredt modstand fra forskere, der opfatter tværfaglige tiltag som enten en invasion af eget reservat, eller som en udvanding af den rene og ubesmittede grundforskning.

I artiklen beskriver Grund også et interessant tværfagligt forskningsprojekt centreret omkring musik og betydning. Altså igen en – denne gang interdisciplinær – søgen efter musikkens udtrykspotentiale, et emne, der har været berørt i mange sammenhænge i de foregående anmeldelser.

Den sidste artikel i årbogen er den eneste på dansk. Om Messias-receptionen i København gennem to århundreder af Morten Topp, der sporer oratoriets placering i det københavnske musikliv fra det første, isolerede tilløb i 1786 til den første komplette opførelse i 1954. Hvis der var tale om en langsom start på en dansk Messias-tradition, så må de københavnske kor siges at have gjort, hvad de kan siden da, med en veritabel syndflod af opførelser hvert eneste år.

Årbogen slutter, vanen tro, med anmeldelser, rapporter, bibliografi og generel information. Og naturligvis en nekrolog over Gerhard Schepelern (1915-2004).

Livet på spil. Dirigenten Tamás Vetös erindringer. Fortalt til Tore Leifer. Lindhardt og Ringhof 2005. 256 sider, kr. 349,00. ISBN 85-595-2326-3.

Denne musiklitterære rundrejse i musik, nationalitet/danskhed og musikalsk kommunikation kan passende afrundes med en omtale af en biografi, der giver en østeuropæers syn dansk musik, på danskheden i musikken og på musikkens vilkår i en kultur, præget af dansk mentalitet.

Tamás Vetö kom til Danmark som ungarsk flygtning i 1957 og har siden markeret sig stærkt i dansk musikliv. Ikke kun for sine rige musikalske evner, men også for sit temperament og sine markante holdninger. Dem får vi naturligvis også i denne erindringsbog fortalt til Tore Leifer og udgivet i anledning af Vetös 70-års fødselsdag 20. maj 2005.

Vetö lægger ikke fingrene imellem, hverken når han beskriver sine – ofte smertefulde – møder med den danske jantelov, eller når han omtaler kolleger og musikere, han ikke kunne lide. Om violinisten Henryk Szeryng hedder det fx kort og godt, at han var ”... en lort”.

Retfærdigvis må det også siges, at en mange andre kolleger og musikere får mange rosende ord med på vejen. Men denne åbenmundethed har helt sikkert kostet. Vetö lufter da også flere steder en beklagelse over fx ikke at have haft flere og længere perioder med faste engagementer hos danske orkestre: »Jeg tillader mig at regne mig selv som dansker på lige fod med andre danske dirigenter, og jeg har gang på gang oplevet, at man har hentet udlændinge hertil i stedet for at spørge mig, om det var noget, jeg ville dirigere.« (s. 172).

Al globalisering til trods sidder janteloven tilsyneladende godt fast i mange danskere – også i hovedstaden – som ubevidst overleveret psykologisk arvegods. Der skal nok desværre slides flere ildsjæle som Vetö op, inden vi får den lorte-mentalitet smidt på møddingen! Det er utroligt, at det stadig efter årtusindskiftet skal være så suspekt at vide, at man er god til noget.

Livet på spil er en god erindringsbog, der favner bredt, fra tiden bag jerntæppet over 1960ernes danske musikmiljø (hvor Vetö gjorde en særlig indsats for den nye musik) til nutiden. Men også en meget personlig bog, hvor hovedpersonen meget direkte fortæller om sine egne synspunkter og sit privatliv i øvrigt. Medrivende læsning, der samtidig fortæller meget om Danskheden i Musikken.

Modtaget fra Forlagene:

Mogens Christensen: Musikeksperimentariet. 56 sider, hæftet og illustreret. Cd med musikeksempler vedlagt. Kr. 72.00. ISBN 87-7612-084-8. ISMN M-66131-361-8. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2005. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52.

www.dansksang.dk

Arbejdshæfte relateret direkte til DR/Piccolos kompositionshjemmeside for børn og andre interesserede i P2’s klassiske musik og jazz-musik. Pædagogisk gennemtænkt, alsidig og anderledes.