Nye udgivelser - cd´er

Af
| Årgang 80 (2005-2006) nr. 01 - side 45-48

Tage Nielsen: Il giardino magico; Passacaglia; Konzertstück; Retrospect; 5 operafragmenter. Jean Thorel, Aarhus Symfoniorkester, Århus Sinfonietta, Erik Kaltoft. Dacapo 8.224702.

Lytningen af disse fem Tage Nielsen-stykker, som spænder over 34 års kunstnerisk virksomhed, mætter en med følelsen af at have overværet et fuldfigurportræt i toner. Portrættets ansigt har markerede træk, flammer i øjnene og rynker i panden, når situationer tilspidses, men glat ansigtshud og et halvt smil på læberne, når spasmageren skal trækkes ud af ærmet; torsoen er robust og enkel, benene så solidt grounded, at man til tider ønskede, de løb en tur med deres ejermand; hænderne er mærkede, ikke så meget at de er nedslidte, men dog vidner de om arbejde i felten.

Pladeselskabet har klogeligt placeret Il giardino magico og Passacaglia – de to tidligste af portrætalbummets fem værker – som hhv. track ét og to. “Den magiske have” kunne man lidt kækt, men venligt ment, kalde “60’er modernismens Ildfuglen” med henblik på dens magi-skildring, dog uden at glemme de instrumentale citater fra Parsifal, som Tage Nielsen indimellem overrasker lytteren med. Det kan synes som en pudsig stilcocktail, men det fungerer overraskende godt. Også i den 13 år ældre Passacaglia (1981) skruer komponisten op for den ekspressive hane. Han omfavner både romantikken og modernismen, om end det hænder, at romantikken copy-pastes ind i satsen snarere end fremstår som kærlige tilbageblik. Linjerne instrumenteres ofte som tykke “kabler”, bestående af et antal enkeltstemmer, der underordner sig fællesskabets melodiske enhed.

De fyldige linjer giver en større fornemmelse af massivitet, end man skulle tro. Måske netop derfor optræder generalpauser lidt oftere hos ham end normalt. Dramaturgien er yderst effektiv, når det går bedst, men kedelig når den trækkes i langdrag, som det især mærkes i mini-klaverkoncerten Konzertstück (1998), hvor der leges stilleleg og går akademisk fnidder i den.

Det er, som om Tage Nielsen på sine ældre dage har vanskeligt ved at forny sig, give sin musik vitalitet, bide materialet til blods. Det “liv og glade dage” i de 5 operafragmenter, der minder om en Stravinsky i neoklassisk puds, kommer til at virke som dårlig cirkusgøgl, om end det er Tage Nielsens intention at fremmane en ironisk 1930er-Berlin stemning; hans humor er bare ikke morsom her.

Så tror man mere på musikken når han er “ond” i sulet: det 5. fragment, Albinus’ død, er en nervøs kiggen-sig-over-skulderen stemning, der forfølger os og slynger sig i sælsomme lyd-guirlander. Generelt kan man sige, at den gotiske uhygge klæder Tage Nielsens musik, som når den i Passacaglia stiger til monumentale højder.

Hans-Henrik Nordstrøm [5] North West. Skitser fra Island; Mykines; The Twelve Bens; Vækst; Fair Isle. Trio Slaatto, Erik Kaltoft, Ensemble 2000, Søren K. Hansen, Art of Brass Copenhagen, John Ehde, Amadeusensemblet, Martin Åkerwall. ClassCd 657.

Begynd med sidste track og fortsæt baglæns, hvis du støder ind i dette album hos din pladepusher eller andetsteds. Undgå i det mindste at begynde lytningen med Nordstrøms Skitser fra Island for klaverkvartet, der lyder netop som skitser, dvs. ikke som når Debussy kalder La Mer for ‘symfoniske skitser’, men i betydningen ‘ufærdige udkast’. I den mørke Fair Isle for solo cello, 12 træblæsere og fire horn, føler man til gengæld, at Nordstrøm er på hjemmebane. Komponisten Nordstrøm er oprindelig uddannet som basunist, og det er med til at forklare, hvorfor han har så stor flair for at komponere for blæsere – både messing og træblæsere – og hvorfor Vækst placerer sig blandt de bedste danske messingkvintetter.

Strygetrioen The Twelve Bens kræver nogle gennemlytninger før belønningen kommer. Nordstrøm trives bedst med et vist antal ‘karakteristiske’ klangfarver på sit lærred, hvilket Ensemble 2000 leverer med potente pensler i Mykines. Sidst en stor ros til cellosolisten John Ehde for hans frygtløse og medrivende præstation i Fair Isle.

Sunleif Rasmussen: Symfoni nr. 1 “Oceanic Days”; Saxophone Concerto “Dem Licht entgegen”. Jeanette Balland, DR Radiosymfoniorkestret, Hannu Lintu. Dacapo 6.220506.

Her har vi vinderen af Nordisk Råds Musikpris 2002, symfonien Oceanic Days (1995-97). Færøernes eneste konservatorie-uddannede komponist, Sunleif Rasmussen, er stærkt interesseret i spektralmusikken, men holder også fast i sine kulturelle rødder, der bl.a. tæller den færøske folkesang, kirkemusik og William Heinesens forfatterskab.

Titlen til sin symfoni låner han fra Heinesens digt. Det er igen en af disse oceaniske dage. Endnu et maritimt orkesterværk, tænker man måske. Heldigvis er det ikke nødvendigt at have oplevet naturen på og omkring Færøerne for at få fuldt udbytte af Rasmussens symfoni, som klarer sig fint uden programmatiske krykker. Vi hører især flotte dynamisk opbyggede passager i de sidste minutter af hhv. 1. og 2. sats. Dog er dirigenten Hannu Lintu ikke dygtig nok til at trække linjerne tilstrækkelig frem, medførende at storformen lyder for uskarp og usikker på, hvor tyngdepunkterne skal lægges.

Saxofonkoncerten er til gengæld underholdende lige fra begyndelsen, dejlig aggressiv, næsten mindende om intensiteten i Louis Andriessens musik. Og det er lige Jeanette Ballands boldgade. Solisten skifter sax i hver af de fire satser, fra baryton i 1. sats til sopran i 4. sats, samtidig med, at orkestrets toneleje følger med og bliver tilsvarende lysere. Der er tons af girl power i Ballands udtryk, når hun ser sit snit til at slippe sin indre vildbasse løs, hvilket Sunleif Rasmussen især giver hende mulighed for i ydersatserne. En særlig skøn effekt høres i begge kompositioner på cd’en, hvor violinister og bratschister ikke nøjes med at spille, men også synger det, de spiller.

Violin Visions. Mario Mary: Aarhus; Kaija Saariaho: … de la Terra; Kent Olofsson: Il Sogno di Tartini; Stan Link: RH-; Ivar Frounberg: Songlines. Bodil Rørbech. Albany Records TROY 728.

Bodil Rørbech har valgt et gabende kedeligt materiale til det første album, hun er hovedperson på. Det kan dog ikke udelukkes, at elektronnørder vil kunne få glæde af hendes plade. Hvor hun tidligere har gjort sig mere i ikke-elektronisk musik, satser hun her alt på ét bræt på det elektroakustiske. Bestemt en beundringsværdig handling. Det er også en vigtig handling: Nogen bliver nødt til at afprøve den nye teknologi i praksis og indspille den, hvis den en dag virkelig skal rykke – men det kommer til at vare nogle år endnu. Der er håb og grund til at fortsætte de elektroniske eksperimenter, hvilket man erkender ved lytningen af Frounbergs Songlines (1997), hvor der – i modsætning til cd’ens andre kompositioner – opleves en idé med, at violinen og elektronikken er parret.

Kaleidoscope. Piano Trios. Herman D. Koppel: Piano Trio op. 88; Karl Aage Rasmussen: Trauergondol; Niels Viggo Bentzon: Trio Quattro op. 553; Poul Rovsing Olsen: Trio II op. 77; Bent Lorentzen: Contours. Jalina Trio. Dacapo 8.226503.

Jalina Trio fortsætter linjen med superliga ensemblespil på deres tredje udgivelse. De er hver især og sammen mærkbart vokset i evne og selvsikkerhed og smasker noget af det absolut bedste musik fra hhv. Karl Aage Rasmussens og Bent Lorentzens hånd, jeg længe har hørt, i ørerne på lytteren. Selv om optagekvaliteten af klaveret på Herman Koppels trio er noget ulden, og det lyder, som om pianisten sidder relativt langt fra sine medspillere, går Natsuki Fukasawas uforglemmelige klaverspil klokkerent igennem. Lydteknikeren får heldigvis justeret på sine knapper inden næste komposition og resten af cd’ens lydkvalitet er fin.

On the track. Per Nørgård: Jack of Diamonds; Balkon-scene; Meditation; Gian Francesco Malipiero: Preludio; Henri Gagnebin: Trois Piéces pour Guitare; Reginald Smith Brindle: Nocturne; Four Poems of Garcia Lorca; Mario Castelnuovo-Tedesco: Tonadilla; Jarmil Burghauser: Sonate e-mol; Carlos Pedrell: Página Romántica; Lamento; Guitarreo. Erling Møldrup, Thomas Jensen. ClassCd 616.

‘Guitar master works by seven non-guitarist composers’ er undertitlen til Erling Møldrups nye udspil. En komponist som Castelnovo-Tedesco har for længst plantet sig solidt i guitarrepertoiret. Det har Nørgårds guitarmusik til dels også herhjemme, hvilket er mindre forståeligt, da guitaren ikke vil makke ret i Nørgårds hænder. Der er en modstand i Nørgård-stykkerne, de flyder ikke jævnt nok. Møldrups teknik har også set bedre dage – manden er trods alt tæt på pensionsalderen – flere hurtige løb er sjusket udført. Malipieros Preludio er denne skribents favorit på albummet og Møldrup spiller stykke to i Gagnebins Trois Piéces pour Guitare med smuk lyrisk sans.

In due tempi. Kaija Saariaho: Nymphéa; John Cage: String Quartet in Four Parts; Bruno Maderna: Quartetto per archi in due tempi. Cikada String Quartet. ECM 1799.

Alene Cikadas rørende indspilning af John Cages strygekvartet (1949/50), gør det værd at anskaffe sig denne cd, især hvis man ikke kender til hans mere moderate sider. Kvartetten er komponeret, lige inden han begyndte at eksperimentere med tilfældighedsprincipper og er tilegnet Lou Harrison, der ligesom Cage studerede hos Schönberg en årgang. Det er ikke mindst i Harrisons eventyr udi det eksotiske – interessen for gamelan, mexicansk musik, m.v. – at man skal lede efter kimen til folkloren hos Cage.

Der er noget uslebent over Cages lavmælte og smukke juvel. Han skifter rask væk mellem “middelalderkonsonanser” og krasse dissonanser, insisterer hele tiden på diatoniske og modale melodier, eller staver sig lidt stammende frem (især i det tredje stykke, der har betegnelsen Nearly stationary). Værket peger tilbage til Stravinskys Tre stykker for strygekvartet og frem til arkaiserende minimalister som Górecki og Pärt.

Cd’ens to øvrige kompositioner er en helt anden stilistisk boldgade. Madernas kvartet fra 1955 udtrykker sig i et tørt post-webernsk sprog, som Cikada ikke rigtig formår at tilføre nok blod. Saariahos Nymphéa for strygekvartet og live elektronik er mere indbydende og sanseudvidende.

Circles. Ole Schmidt: Concerto for Trumpet and Trombone “Pièce Concertante” op. 19; Per Nørgård: It’s all His Fancy, That; Bent Lorentzen: Circles; Bent Sørensen: The Bells of Vineta; Peter Bruun: Twelve to Remember, Twelve to Come. Kasper Thaarup, Ole Edvard Antonsen, Katrine Gislinge, DR Sinfonietta, Giordano Bellincampi. Dacapo 8.226517.

Vi åbner med et show piece, en Bartók-pastiche, der indleder med at citere fra forbilledets Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste, som Schmidts Concerto fra 1957 også deler besætning med, bortset fra tilføjelsen af de to solister. Komponisten er altså ikke i sit mest originale hjørne her, men musikken er unægtelig underholdende. Schmidt giver de to solister, Kasper Thaarup på basun og Ole Edvard Antonsen på trompet, masser af stof at brillere med, og solisterne svigter ikke et sekund. Nørgårds It’s All His Fancy, That (1992-96), endnu et af hans dyk ned i Lewis Carrolls verden, indeholder både forunderlige og ustyrlig skægge momenter: Det første ‘grinekat’ interludium, skildpadden der jamrer sig over at være forloren (Thaarup synger ‘Skildpaddesuppens Sang’ gennem sin basun, der her er elektrisk forstærket, og lyder lidt som i Arne Nordheims to Snark-værker) og sangen om løvens duel med enhjørningen, hvor Thaarup og Antonsen synger en komisk staccato duet.

Indimellem sniger der sig også lidt dejlig Miles Davis-inspireret melodik ind i trompetstemmen, og den sordinerede trompet i sidstesatsen kan næsten ikke undgå at klinge af jazz. Humoren har ofte stor andel i Lorentzens musik, og den er bestemt også til stede i hans solobasunstykke Circles (1996) i form af “prutte”/pruste/stønne/ånde lyde m.m., som gradvis trænger de embouchuremæssige spillemåder væk i løbet af stykkets otte minutters varighed. Denne cd vil være et gyldent visitkort for unge og lovende Kasper Thaarup.

Nordisk romantik. P.E. Lange-Müller: Tre Madonnasange op. 65; Emil Hartmann: Fire åndelige sange; Oskar Lindberg: Fyra andlige sånger med melodier från Dalarna; Edvard Grieg: Fire Salmer op. 74. Søren Birch, Jysk Akademisk Kor. DACOCD 558.

Jysk Akademisk Kor blev stiftet i 1948 og er et af de ældste danske kor. På denne indspilning af en koncert i 2000 dirigeres JAK (som de kalder sig selv) af Søren Birch, der ledede koret i perioden 1989-2001. De er bedst med fortolkningen af Griegs Fire Salmer, som også er det indlysende mest interessante værk på cd’en. Deres svenske udtale på Lindbergs Fyra andlige sånger... er ikke overbevisende. Stedvis mangler der en smittende entusiasme. Dén får vi i den anden af Lange-Müllers Tre Madonnasange og med særlig indtrængende appel og spiritualitet i Grieg salmerne, hvor ikke mindst barytonsoli kalder gåsehuden frem.

Emil Hartmann: Concertos. Concerto for violin and orchestra in G minor op. 19; Concerto for violoncello and orchestra in D minor op. 26; Concerto for piano and orchestra in F minor op. 49. Christina Åstrand, Stanimir Todorov, Per Salo, Helsingborg Symfoniorkester, Hannu Lintu. Dacapo 6.220511.

J.P.E. Hartmanns ældste søn, Emil (1836-98), blev overskygget af sin fars berømmelse herhjemme og drog derfor til udlandet for at søge anerkendelse for sin kunnen. Det gik strålende for hans karriere i Tyskland, og i nogen grad tog danskerne imod ham. Han havde bestemt kritikere. Som man kan læse i cd’ens booklet, sagde H.C. Andersen, at »gamle Hartmann er født komponist, unge Hartmann er opdraget til det«, hvilket måske ikke er helt forkert.

Emils concerti er indsmigrende, solostemmerne går den lige vej, og der er ikke de store konflikter mellem orkestret og solisten. Hans musik kan således forekomme en at tegne billedet af en velfriseret galant, der charmerer sig til succes. At de tre concerti er i mol, betyder ikke at det er stormfuld musik. Snarere er der tale om en påtaget dramatik mættet med udvendige manerer.