Parken gik ned, ny dansk musik gik op!

Af
| Årgang 80 (2005-2006) nr. 01 - side 14-17

Vi er nået til halvleg i fejringen af Hans Christian Andersen. Det, der skulle være dansk kulturlivs største satsning nogensinde, er i manges øjne blevet en skandale. Måske blev det alligevel for stort. Måske var man så fokuseret på design, medieomtale og internationalt stjernedrys, at indholdet forsvandt. Men indhold og kvalitet er et succeskriterium i sig selv, hvis man tør tage chancen. Edition Samfundet og Symphonic Fairytales har vist vejen.


Af Sine Tofte Hannibal

Der er stille i musikkens hus på Gråbrødretorv, for alle er på ferie. Eller næsten alle. I stueetagen hos Edition Samfundet hører jeg den velkendte summen fra en computer, og der dufter af kaffe. Allerbagest i de nye lokaler tager Klaus Ib Jørgensen, forlagets chef, imod for at fortælle om et vanvittigt projekt, han fik ideen til i 1999, og som få troede på, men som siden er blevet en succes. Næsten ligesom Klods-Hans eller Den grimme ælling.

Projektet hedder Symphonic Fairytales og består, som titlen antyder, af en samling musikalske eventyr. 10 danske komponister har sat 10 af H.C. Andersens eventyr i musik, og værkerne er i løbet af året blevet uropført af en række internationale orkestre rundt omkring i verden. Værkerne er skrevet til og for børn, for ud over at deltage i fejringen af digterens 200-års fødselsdag, har formålet med projektet været at skabe et repertoire af ny musik for dette publikum og derved imødekomme et ønske hos mange symfoniorkestre rundt omkring. Det er ikke længere nok at spille aftenkoncerter for voksne, orkestrene skal også spille børne- og familiekoncerter, men mangler i høj grad et egnet repertoire til den type koncerter.

En bevægelse

»Jeg havde netop læst H.C. Andersen og Musikken af Gustav Hetch fra 1930,« fortæller Klaus Ib Jørgensen. »Han beskriver de danske og nordiske komponister i H.C. Andersens samtid, der lod sig inspirere af hans værk i deres kompositoriske virke, og når det var så velbeskrevet, var det oplagt at tænke, ’hvad kan man gøre i dag, hvordan kan vi genoplive H.C. Andersen i forhold til nulevende komponister og deres tonesprog?’. Det var et af mine fikspunkter, men ikke det eneste. På det tidspunkt havde vi været en del i Tyskland med Bent Lorentzens værk Comics, som er en slags tegneserieoratorium for børn med entertainere og børnemusikere, og vi havde haft stor succes med at opføre det med bl.a. tyske orkestre. Indtil starten af 1990erne brugte Samfundet primært ressourcer på at trykke værker frem for at få musikken ud at spille. Men så begyndte vi at gøre et stort arbejde for at få musikken ud, og jeg var meget optaget af at finde nye måder at møde orkestrene og programlæggerne på. Det er ikke nemt.

De fleste af vores komponister er ikke engang kendt i Danmark, så at forestille sig at tage til udlandet og sige, ’nu skal I spille musik af komponister, hvis navne I ikke en gang kan udtale’, det er en meget svær opgave. Men i samarbejde med det daværende MIC lykkedes det at få programsat Bent Lorentzens stykke for børn med nogle professionelle tyske orkestre. Vi gjorde meget ud af at tage med ud, når værket blev opført og tale med orkesterlederne for at få nogle erfaringer i at agere aktivt i udlandet med vores repertoire. Vi havde selvfølgelig altid nogle af Samfundets orkesterudgivelser med ud, fordi vi gerne ville gøre reklame for vores komponister og værker, og det blev der taget pænt imod. Men da samtaleemnet ofte var Comics, fandt vi ret hurtigt ud af, at orkestrene oplevede en ændring i deres livsvilkår i løbet af det årti. Der kom stort fokus på, at symfoniorkestret i en by skulle blive et kraftcenter i musiklivet, som havde tilbud til alle aldersgrupper og alle lag i lokalsamfundet, men de havde et gevaldigt repertoireproblem. Der er nogle gamle velkendte værker, som man bruger i sådan nogle sammenhænge – Tubaen Tobby, Peter og ulven og Dyrenes karneval – og så en utrolig masse værker, som ikke er skrevet af komponister, men af eksempelvis musiklærere.

En af de orkesterdramaturger, vi mødte, havde det problem, at en stor del af det repertoire, hun havde adgang til, talte ned til børnene, fordi det hele skulle skæres ud i pap. Det var ikke tilfældet med Comics – det var svært og udfordrende for børnene, men ikke så svært, at de ikke kunne lære det og mistede lysten til det. Desuden havde Comics den effekt, at det blev byens børns projekt, fordi der var så mange børn med. Det var deres koncert, som de inviterede familien med til, og det trak fulde sale. Det er selvfølgelig banalt, men det giver altså adgang til et kæmpe voksenpublikum, som man ikke plejer at se.

Med H.C. Andersen-fejringen i baghovedet tænkte jeg, ’i løbet af 5-6 år må vi kunne linke de to ting. Vi kan bruge H.C. Andersen som affyringsrampe – ikke bare til at skabe et katalog med nye orkesterværker, men til at sætte en hel bevægelse i gang, hvor vi engagerer de komponister, der kan skrive til symfoniorkestre og får dem til at skrive til en anden type publikum. De skal ikke skrive en anden slags musik, men de skal forholde sig til det faktum, at orkestrene i dag skal tilbyde noget mere til deres lokalsamfund. Lad os prøve at trække dem med ind i en bevægelse omkring os, lad os bruge HCA-virakken, som vil komme, sammen med ønsket hos programlæggerne rundt omkring. Lad os sætte det sammen og skabe en bevægelse’. Denne bevægelse er blevet til Symphonic Fairytales.«

Autentisk musik for børn

Samfundet er et komponistejet forlag, og kunstneriske beslutninger vedtages i Samfundsrådet. De ønskede at sikre en stilistisk bredde i det færdige katalog, og i udvælgelsen af komponister lagde de vægt på at finde både yngre og ældre, hot shots og mindre kendte komponister, der dog alle skulle have erfaring med at skrive for orkester. Valget faldt på Bent Lorentzen, John Frandsen, Fuzzy, Sven Erik Werner, Ib Nørholm, Jesper Koch, Morten Olsen, Svend Hvidtfelt Nielsen, Sven E. Nielsen og Per Nørgård. Sidstnævnte fortæller andetsteds i dette nummer om sin komposition af Lygtemændene kommer til byen og om samarbejdet med Suzanne Brøgger, der har skrevet tekstforlægget. Komponisterne fik fire værkkategorier at vælge imellem – det integrerede værk, det læste eventyr, det rene tonedigt og orkesterlieden – og Samfundsrådet valgte disse kategorier på baggrund af eksisterende værker skrevet til og for børn, eller som har vist sig egnede hertil.

»Det var med en vis bæven, at vi definerede de fire kategorier,« husker Klaus Ib Jørgensen. »Vi havde ærlig talt frygtet, at der ville komme 10 komponister og sige, ’vi vil gerne skrive et lille tonedigt’, for så kunne de skrive et orkesterværk igen. Men til alt held er der overvægt af de svære genrer, og der er kommet 10 meget forskellige værker ud af det. Det, jeg har bidt mærke i, er, at komponisterne alle til hobe har forstået budskabet om ikke at skrive noget andet musik, end det de plejer at skrive. Vi bad dem ikke om at skrive ’nemmere’ musik eller flere melodier, man kan synge med på, bare fordi de skulle skrive for børn og familier. Vi valgte komponisterne, fordi vi kan lide deres musik og kender den. Men laver man bare en fem graders drejning af sin musik, fordi den skal spilles for et lidt anderledes publikum, end man plejer at skrive for, så ændrer attituden i musikken sig en smule, uden at musikken som sådan ændrer sig. Så vi har fået det, vi bad om, nemlig rigtig autentisk musik, som har lige præcis det personlige særpræg, som de komponister leverer i den musik, de vanligvis komponerer, men tydeligvis tænkt ind i en anden modtagersammenhæng.«

Det handler om at være professionel

Et af hovedformålene var som sagt at få musikken ud at spille og gøre et slag for dansk musik i udlandet. Symphonic Fairytales skulle være et internationalt projekt, og det skulle ikke være en enlig svale. Man ønskede tværtimod at starte en bevægelse i forhold til at udvikle repertoire og koncerter for børn, og det var helt centralt at få lavet aftaler med en række udenlandske orkestre og forhåbentlig på længere sigt at få skabt et netværk. Men hvordan får man ti udenlandske top-orkestre til at sige ja til at uropføre et værk tre-fire år ude i fremtiden, der ikke er skrevet endnu af en komponist, de aldrig har hørt om?

»Det har helt klart været den sværeste del af projektet,« forklarer Klaus Ib Jørgensen, »men også sjovt, og vi har prøvet at sigte lidt højt. Vi ville gerne have de rigtig gode orkestre med og har spurgt 30-45 forskellige orkestre gennem telefonsamtaler, tilsending af materiale eller ved at troppe op og tale med dem. Der er selvfølgelig mange, der har sagt nej undervejs, og det må man også forvente af et projekt, der er så tosset som dette her, men gennembruddet kom, da vi fik Birmingham Symphony Orchestra med. Det var et af de orkestre, vi virkelig gik efter, for det er et internationalt top-orkester i fremdrift, og da vi lavede en bindende aftale med dem på et ret tidligt tidspunkt, var det som om, det satte en snebold i gang.

Derefter lavede vi en aftale med Oslo Filharmonien, som også er et internationalt orkester, der står respekt om, og så blev det nemmere og nemmere. Men vi brugte meget tid på at lade vores kanoner og være professionelle, når vi troppede op og på at udvikle dokumentationsmateriale, lave en hjemmeside på fem sprog og beslutte os for et design.«

Projektets professionelle fremtoning er en af grundene til, at så mange internationale orkestre har sagt ja til at medvirke i realiseringen af Symphonic Fairytales, men ifølge Klaus Ib Jørgensen skyldes det ydermere, at projektet rammer et konkret behov hos orkestrene, der ønsker at lave koncerter, som har kvalitet og substans, og som henvender sig til familier. »Vi har lagt vores projekt an på musikfaglighed og ikke på billige reklametricks, og vi har taget vores kontakter meget alvorligt. Vi har vidst, at vi skulle ud og tale med dirigenter og kunstnerisk ansvarlige på et relativt højt musikfagligt niveau, så vi har forberedt os grundigt og sikret os, at vi kunne gå ind i en diskussion omkring indhold, partitur osv.«

Luk værktøjskassen op!

Som resultat er de 10 værker blevet opført over det meste af verden – Schweiz, Vietnam, Spanien, Tyskland, Storbritannien, Island, Norge, Polen, Sverige, Chile og Danmark – og koncerterne er sammenlagt blevet overværet af omkring 15.000 mennesker. Mange orkestre spillede for fulde sale, og i en evalueringsrapport, der kommer til efteråret, kan man se billeder af komponister, der efter koncerterne står omringet af en kødrand af små og store autografjægere. De var stjerner for en dag.

Symphonic Fairytales er på mange måder den største internationale symfoniske enkeltsatsning i dansk musikliv nogensinde og ser ud til at være en succes. Fejringen af H.C. Andersens fødselsdag var en kærkommen ramme om projektet. Dels sikrede det økonomisk støtte, dels åbnede det døre til udenlandske samarbejdspartnere, der vidste, hvem H.C. Andersen var, og hvad de havde med at gøre. Var komponisterne og musikken ukendt for de fleste, var tekstforlægget kendt stof, og det er nærliggende at forestille sig, at det ikke havde været lige så let at realisere projektet uden denne ramme, endsige få økonomisk støtte til det.

»Hvis vi ikke havde haft H.C. Andersen, havde det været mere op ad bakke,« mener Klaus Ib Jørgensen. »Vi skulle have brugt meget mere tid og tænkt på en anden måde. Jeg tror egentlig godt, vi kunne have lavet noget lignende, men det vil tiden jo vise i fremtidige projekter, der ikke handler om H.C. Andersen. Vi er i dialog med mange af de orkestre, vi har samarbejdet med, om at lave nogle andre historier. Vi vil prøve at finde ud, hvilke historier de schweiziske og tyske orkestre identificerer sig med, og hvilke fortællinger, myter og nutidige historier vi kunne fortælle i musik. Symphonic Fairytales er ikke bare et fyrværkeri, der handler om at få 10 orkesterværker uropført på kortest mulige tid, det er en bevægelse, vi gerne vil have sat i gang, som handler om at fortælle nye historier og få komponisterne til at skrive til nogle andre koncertsituationer, end dem vi alle er opdraget med.

For mine amerikanske kolleger – gode gedigne komponister – er det helt almindeligt at skrive slagsange til de lokale cheerleaders, stykker til brassbandet på byens high school eller et værk til byens 150-års jubilæum. Man går ind som komponist og udfylder en række funktioner i samfundets dagligdag, og det er bevægelsen måske et bud på. Det handler ikke om, at komponisterne skal holde op med at skrive musik ’for voksne’, den store symfoni eller den syvende strygekvartet, for det skal de helst blive ved med, men det handler om at åbne værktøjskassen mere op og lave nogle tilbud til andre situationer også.«

En løftestang for dansk kultur

Budskabet om H.C. Andersen og hans eventyr bliver spredt over hele verden af flere hundrede H.C. Andersen-ambassadører, der alle er kendt i en eller anden sammenhæng, men hvoraf få synes oplagte som repræsentanter for digteren. Strategien er klar; budskabet bør nå ud til langt flere mennesker, hvis det spredes af kendte mennesker, for de ses af mange, fordi de er kendte!

Men denne strategi lægger vægt på det ydre, på selve indpakningen af budskabet, og indholdet – H.C. Andersens værk – får tilkendt en meget lille plads i striben af rutineprægede og floskelfyldte taler. Ambassadørernes navn, stilling og kendisgrad synes vigtigere, end deres kendskab til H.C. Andersen, og selvfølgelig kan man tale belevent og engageret om en person, selvom man ikke kender hele hans værk, men det er som om, antallet af personer, der hører om hans 200-års fødselsdag, er vigtigere, end udbredelsen af hans digte og eventyr, der dog er det, der har gjort ham kendt.

Man får fornemmelsen af, at han måske ikke er så stor endda, og at arrangørerne tvivler på, hvorvidt han kan stå mål med den internationale satsning, de har gjort ham til genstand for, med mindre han pakkes ind i kendisser og stjernedrys.

Men Klaus Ib Jørgensen er ikke i tvivl om, at H.C. Andersen er en potentiel løftestang for dansk kultur. »Nu har der været meget fokus på de ting, der er gået monumentalt galt, og det har egentlig ærgret mig lidt, for jeg tror, det kom til at skygge for, hvor meget han egentlig kan løfte, og hvor stor og hvor potent den mand og hans værk egentlig er. Man kan se det på teaterområdet, hvor der er nogle massive succeser, og selvom jeg ikke kan vurdere H.C. Andersen-fondens katalog, har han i hvert fald åbnet en masse døre for os, og det giver en indikation af, at han kan rigtig meget. Jeg har aldrig været ude at tale med så mange mennesker, hvor jeg ikke har skullet forklare, hvad det var, jeg havde med, og de har alle sammen et yndlingseventyr. Hvis vi var kommet med St. St. Blicher, var det nok ikke gået på helt samme måde, eller sågar med Søren Kierkegaard, hvis nogen en dag skulle finde på at skrive 10 orkesterværker over Enten-eller.

Det seriøse holder

Skandalen i Parken har fyldt meget i medierne og har påvirket manges syn på hele fejringen af H.C. Andersen. Men den negative omtale har ikke smittet af på Symphonic Fairytales hverken i forhold til samarbejdspartnere eller publikum, snarere tværtimod, og Klaus Ib Jørgensen mener, at det skyldes projektets satsning på indhold og kvalitet.

»Da vi nåede frem til den 2. april, var vi færdige. Alle vores aftaler lå klar for længst, og hoveddelen af projektet var færdig, så der har ikke været samarbejdspartnere, der sagde, ’hov, hvad er det for noget, det går vist ikke så godt med det’. Tværtimod har jeg oplevet mange kommentarer i retning af, at det midt i alt det med Parken var betryggende at vide, at der var projekter, der havde et egentligt indhold og havde en langtidsholdbarhed. Så det har ikke haft en dårlig afsmitning, tværtimod har det måske haft den afsmitning, at folk har tænkt, at det var det her, en sådan satsning burde handle om.«

Klaus Ib Jørgensen er som sagt ikke sikker på, om Symphonic Fairytales havde fået økonomisk støtte uden H.C. Andersen, og det siger måske lidt om tiltroen til ny dansk musik som eksportvare blandt dem, der uddeler de offentlige kulturkroner. Men forhåbentlig kan projektets succes blive en blåstempling af ny musik, der gør det lettere i fremtiden at få støtte til udbredelse af musikken både herhjemme og i udlandet.

»Det er i hvert fald et budskab, som jeg vil gøre meget for at bringe ud,« siger han, »og det håber jeg også, at mine kolleger gør, for vi har fået sat et fokus på ny dansk musik, som der ikke har været før. Der har aldrig været så mange uropførelser af nye danske orkesterværker på en gang, og det betyder, at hvis man er lidt risikovillig, kan man faktisk få ufattelig meget dansk musik ud at spille. Symphonic Fairytales er på mange måder et stort og uhåndterligt projekt, der har krævet is i maven, men vi er også kommet hjem – Parken gik ned, vi gik op, og det budskab vil jeg gerne have ud. Og jeg gør det gerne igen, hvis der er nogen, der vil lade mig gøre det, for der er masser af historier at fortælle, og dansk musik holder. Det er det, der er pointen. I 1999 sagde de værste pessimister, ’du kan da ikke få det spanske symfoniorkester til at uropføre et værk af Svend Hvidtfelt Nielsen, du må da være idiot’. Men de gjorde det, de var der, og det giver anledning til meget optimisme på dansk orkestermusiks vegne.«

Det ukendte har også ret

H.C. Andersen har åbnet døre, men musikken har som sagt vakt begejstring hos både udøvere og publikum, og det viser, at man ikke skal være bange for at satse på noget ukendt, og at det godt kan stå på egne ben uden en kendt stok at støtte sig til.

»I forbindelse med en handlingsplan for udbredelse af Carl Nielsens musik i Tyskland, var der en tese i omløb, der gik ud på, at hvis man brugte en masse penge på at gøre opmærksom på Nielsen og huskede at fortælle, at Nielsen er dansk, så ville der ikke gå ret lang tid, før alle de internationale orkestre ville begynde at bestille nutidige orkesterværker. Den tese tror jeg simpelthen ikke på; hvis man vil have opført ny dansk orkestermusik i udlandet af komponist X, så skal man ikke tage Nielsen i hånden, så skal man tage komponist X i hånden og gå hen til orkestercheferne og sige, ’her er han, det har han lavet, han kan godt skrive et stykke orkestermusik til jer, og det kan være til en familiekoncert, men også til en voksenkoncert onsdag aften’. Men man er nødt til at fortælle den historie, man vil fortælle for at få sit budskab igennem. Man skal ikke fortælle en anden historie, det er svindel, og jeg tror ikke, det virker,« siger Jørgensen.

»Det, at det er gået Symphonic Fairytales, som det er, har vist os, at det er værd at fortsætte med den her bevægelse. Samtidig står vi med et for dansk musikliv uhørt netværk af internationale symfoniorkestre, som ikke bare er en lang linje i en telefonbog, men som vi rent faktisk har været ude at tale med, som kender os, som har set vores partiturer, og jeg tror, der er rigtig meget at komme efter. Ikke kun med familiemusik, men også med den mere voksne musik. Vi vil gerne lave en sammenhængende præsentation af projektet for at fortælle omverdenen, at det nytter noget at tænke lidt skævt og anderledes. Det kræver også en masse mandetimer, hvis det skal fungere og fortsætte fremover, og hvis vi skal kunne udnytte det netværk og de meget værdifulde erfaringer, vi har fået med at agere internationalt. Og de mennesker skal jo have løn. Men grundlæggende er jeg meget tilfreds med at have bevist, at hvis man vil have opført værker af ikke så kendte komponister, så kan det lykkes, hvis man rent faktisk satser på dem. Det er det, jeg er allermest tilfreds med«, slutter Klaus Ib Jørgensen.