Skitsebogens fugaer og kanoner

Af
| Årgang 80 (2005-2006) nr. 01 - side 22-23

Violinisten Peter Sheppard Skærved har gennem mange år studeret H.C. Andersens forhold til musikken. Han mener, at H.C. Andersens måde at leve på kan bruges som model til kunstnerlivet i dag


Af Peter Sheppard Skærved

Min intereresse for H.C. Andersen er i høj grad forårsaget af min kones arbejde som forfatter. Det er meget svært for mig at sige præcist, hvad det er ved Andersen, der tænder mig, men én ting er hans måde at leve på. Ud over at være kunstner og forfatter, er han en ‘kanal’ for andre, han hjælper andre mennesker. Han påtog sig den rolle, at samle folk, at lade kunstnere mødes. Et morsomt eksempel er fra en af hans dagbøger: han er på en båd på vej mod Kiel og ser en mand, som han tror, er Paganini. Han skriver, at han spørger vedkommende, om han er Paganini, til hvilket manden svarer ‘nej’. Så indleder Andersen en samtale med ham om musik, selvom han kun ligner Paganini, han er ikke Paganini!

Det er meget vigtigt for Andersen at have kontakt med folk og ikke at skelne mellem forskellige mennesker. Jeg synes, vi kunstnere på én gang altid er underlagt en forbandelse og en velsignelse. Med andre ord stræber vi efter det gode liv, ligeså vel som de, der ikke lever under den forbandelse, det er at være kunstner. Kunstnere lever i den luksusverden, det er at være kunstnere, men i virkeligheden er jeg mest imponeret over, hvordan slagteren i min gade på mange måder formår at leve et godt liv. Det lyder forfærdelig skinhelligt, men det var, hvad Andersen i kraft af sin baggrund formåede, ikke at skelne mellem fin og lav kultur og mellem klasserne. Han var blind for distinktioner. Han flød ovenpå, selvom mange prøvede på at dukke ham.

[Embedsmanden] Jonas Collins søn, Edvard, kunne ikke bære, at denne latterlige mand, denne skomagersøn, var mere intelligent, end han var, så han prøvede hele tiden at dukke ham i kraft af sin højere stand. Andersen syntes at være i stand til at se ud over det (alt imens han konstant klagede sig over sin tandpine) og til at huske på medmenneskelighedens indre storhed [‘intimate grandeur’], som vi kalder det på engelsk. Og det får ham til at føle sig som en Beethoven-skikkelse.

Jeg har undersøgt Andersens forhold til musik meget nøje, men uden at adskille musikken fra de andre kunstarter. En af de mest bevægende ting, jeg fandt, var en beretning fra en ‘Liederabend’ baseret på Goethes Wilhelm Meister-sange. Den bedste er den vidunderlige sang Kennst du das Land? Det er en meget problematisk sang (hele teksten drejer sig faktisk om pædofili, så det er bedst at glemme, hvad den egentlig handler om). Men lige fra den blev skrevet, har alle komponister alligevel prøvet at komponere til den.

Jeg fandt ud af, at Andersen til denne liedaften bemærkede, at frugten, der blev beskrevet i sangen, indgik som en del af bordpynten. Nu har jeg ikke indgående læst beskrivelser af, hvordan en liedaften i det 19. århundrede fandt sted. Men som Andersen beskriver det, fandt de sted i en eller andens hus, hvor alt lyset var dæmpet undtagen i stuen, hvor sangen fandt sted. Han beskriver, hvordan han går forbi disse borde, og han beskriver den frugt, der er på dem, den samme frugt som Goethe nævner i sangen. Den evne til at bemærke disse ting, dette fantastiske blik for detaljen og til at bemærke de utroligt mange lag, der rent faktisk udspillede sig den aften, er særligt for Andersen.

Jeg viste det til min forsker-kollega på Royal Academy of Music. Hun forsker i lieder og folkesange, hvilket også fascinerer mig. Hun sagde, at hun aldrig før havde set en så betydningsfuld skriftlig kilde om det 19. århundredes lied-tradition. Da hun spurgte mig, om hun måtte læse den, svarede jeg, at den var på dansk, 11 bind på ca. 800 sider hver, og at chancen for, at de blev oversat til engelsk, var minimal! Det er det vigtigste, konsistente dokument jeg kender til om det 19. århundredes germanske musikkultur i tilknytning til hjemmet. Ser man på de to registre i slutningen af dokumentet, det ene er et generelt register, og det andet er et register over personer, så er registeret over personer, som Andersen mødte, på 600 sider. Han var dybt engageret i disse personer, og han repræsenterede en reel forbindelse ind og ud af musiklivet. Musikere er så interesserede i musikere, og i at musik er noget adskilt for sig, at de slet ikke opdager det!

En af de sjoveste ting, jeg har opdaget, er den berømte optagelse af Brahms, der spiller klaver. I begyndelsen siger en mærkelig lille, pibende stemme: »Det er Herr Doktor Brahms.« Der findes en berømt Brahms-biografi, der til slut tematiserer den mærkelige spænding, der er mellem Brahms’ natur som musiker og hans lille, pibende stemme.

Alle disse optagelser blev lavet af en tekniker, der rejste rundt i Europa på det tidspunkt, men der er ingen, der har interesseret sig for at lytte ordentligt til de andre optagelser, for de var ikke med berømte musikere. Men med tiden var der en forsker, der besluttede sig for at lytte til alle de andre optagelser, og det viser sig, at de alle begynder med den samme lille, pibende stemme, der siger: »Det er den og den.« Så det er slet ikke Brahms’ pibende stemme – det er teknikerens! Det interessante er, at fordi vi nøjes med at se på ‘det betydningsfulde’ som i tilfældet med Brahms, bliver resten ligegyldigt.

Jeg tror, det er et stort problem i vores musikkultur, at vi alt for hurtigt beslutter, om noget er betydningsfuldt eller godt eller ikke godt. Vi glemmer, at alt altid eksisterer i sin kontekst. Hvis man ser på engelsk musikkultur udefra, ser man måske fire eller fem komponister, men jeg ved, der er mange flere betydningsfulde komponister, og at selv de ikke kunne eksistere uden den kultur, der omgiver dem. En af de ting, der fascinerer mig ved Andersen, er, at han ikke skelner mellem disse lag. Han stiller ikke spørgsmålet: »Er det her betydningsfuldt eller ej?«

Han kan måske beslutte sig for at forlade operaen før opførelsen er til ende. Men han giver sin billet, der giver adgang til hans plads i logen, til lakajen på vejen ud. Det er ikke er tilladt, men han slipper alligevel godt af sted med det. Han nævner det i sine dagbøger: »Gav den til tjeneren på vej ud.« Og man kan forestille sig tjeneren gå ind i logen, og folk der ‘snakker’ om ham, hvortil han siger: »Jamen, jeg fik billetten af H.C. Andersen.« Andersen er ikke en gang klar over, at han flytter grænserne hele tiden, om det så er i forhold til race- eller klasse-spørgsmål i teaterstykkerne eller i særdeleshed i forhold til, hvordan kvinderne bliver skildret i romanerne. Jeg kan ikke forestille mig en mere seriøs kunstner.

Der var et interview i radioen for nylig med en ekspert i nordisk litteratur fra Det Britiske Nationalbibliotek. Han sagde, at han ikke ville forhindre nogen i at læse Andersens romaner, men at han ikke ville anbefale det!

Til jul gav jeg min søn på syv hans første udgave af Charles Dickens. I England er Dickens meget betydningsfuld for os, og det første man får er A Christmas Carol. Interessant nok gav Dickens en signeret udgave af A Christmas Carol til Andersen. Den var skrevet som en fuldstændig efterligning af Andersens stil. Det interessante er, at når man får en roman af Dickens er det altid en billigudgave, men den er altid smukt indbundet og den har guld på for- og bagsiden. Hvis man køber en af Andersens romaner i Danmark, får man en afskyelig, akademisk udgivelse med en forfærdelig forside i et sort/hvidt design. De er forfærdelig dyre, så dyre at de nærmest skriger: »Lad være med at købe os!« Og det morer mig virkelig, at Det Kongelige Bibliotek har en H.C. Andersen-stand midt på gulvet med alle bøgerne om Andersen og hans eventyr (som ikke er eventyr, men lad nu det ligge!). Romanerne derimod er inde bag ved skranken. De er i du-skal-spørge-efter-os-sektionen, hvilket er ret tankevækkende.

Der er mange paralleller til musikverdenen. Tænk på hvordan musikvidenskabsfolk har behandlet Tjajkovskij: »Tjajkovskij er en stor komponist, der er mange problemer ved ham, der er brug for lidt hjælp« eller »der er nogle smukke passager, det en god violinkoncert, men lad os tage de interessante stykker ud!« Eller med Bruckner: »endnu et geni, men han vidste alligevel ikke helt, hvad han gjorde!«

Faktisk er Tjajkovskij meget interessant at sammenligne Andersen med, for de er begge personer, hvis geni blomstrede sent i deres liv. Tjajkovskij var grundlæggende en amatørmusiker, der blev professionel, så den måde, han blev behandlet på som ung musiker, er blevet indlejret og forbliver i vores kultur.

Mærkeligt nok ses det samme i den måde, vi opfatter Beethoven på. Sammen med min pianist har jeg i syv år lavet en del research på Beethoven, og vi fandt meget hurtigt ud af, at der er store dele af hans værk, der er blevet erklæret for dårligt, hvilket gør, at man ikke interesserer sig for det. Hans folkemusik: »det skal du ikke interessere dig for, det er ikke godt.« Den musik han skrev, inden han tog til Wien: »det er ikke særligt godt, det skal du ikke interessere dig for!« Betydningsfulde folk siger: »det er ikke godt, det skal du ikke interessere dig for!« Men hver gang vi undersøgte et eller flere af disse ‘forbudte’ områder, fandt vi indsigtsfuld, moden musik.

I tilfælde med komponister, der har fået ungdomskult-status, som fx Mozart, lærer vi, at bestemte stykker er fantastiske, men som ærligt talt ikke er særlig gode. Hvis man har valget mellem at lytte til en meget tidlig Mendelssohn og en meget tidlig Mozart, hvad vil man så vælge? Så vil man vælge Mendelssohn hver gang! Tidlig Mozart er ... bulder-og-brag, det er skrækkeligt! Den første symfoni fx [da da, dadadadadadadada dum dum ... Peter Sheppard Skærved synger]. Lyt til hvad Mendelssohn eller Rossini skrev i samme alder, og så hører man virkelige genier.

Og selv hvis man lytter til, hvad Beethoven skrev, da han var 12, kan man høre, at det har en voksen sensibilitet. Ikke overraskende havde han en del personlige problemer og var tidligt allerede en professionel musiker, hvad det angik. Han turnerede ikke som et vidunderbarn, han arbejdede som professionel violinist. Når kunstnere har problematiske begyndelser, så overføres det videre på en eller anden måde, og eftertiden tillader dem ikke at undslippe det.

En af de ting, vi forhåbentlig vil rekonstruere, er atmosfæren omkring Andersens forhold til musikere, ikke på en guldalderlig, sentimental måde, men på en kreativ facon. Jeg kunne tænke mig, at man brugte det materiale, som han bad om at få skrevet i sin skitsebog. Når man ser i folks skitsebøger, forventer man at finde signaturer sammen med et lille mundheld. I Andersens tilfælde, og det er næsten uden undtagelse, er det kontrapunktiske værker, han har bedt om, det er fugaer og kanoner. Og det begyndte at interessere mig, hvorfor han bad om fugaer og kanoner. Så slog det mig, at han måske ønskede at engagere sig i musik på et højt niveau, ellers ville han have været tilfreds med, at nogle fx bare skrev en lille sang. Så mange skrev sindrige kanoner til ham. Lanner skrev en til ham, som udstiller stigende grad af formindskelse og forstørrelse, og i slutningen af fugaen er der en fantastisk stretto. Det er oplagt, at Andersen og Lanner har haft en samtale om det. Så Andersen arbejdede også inden for musikalske områder!

Den måde Andersen inden for de seneste måneder er blevet portrætteret over for verden på, har virkelig gjort mig vred, for det er en trivialisering af den person, som mere end nogen anden har været ansvarlig for en fantastisk kreativitet inden for det danske sprog. Man kan læse, at hans samarbejdspartnere og hans kritikere havde store problemer med, at et fantastisk farvestrålende og kreativt sprog, der ikke var helt formelt korrekt, slog rødder. Alt sammen på grund af hans opfindsomhed og naivitet. Nøjagtig ligesom de over 3000 ord, der blev indlemmet i det engelske sprog af William Shakespeare og de ord, der introduceredes i det tyske sprog af Martin Luther. Måske vil det være anerledes om 100 år, men efter min mening, har man virkelig forpasset muligheden for at fremhæve romanerne, som Andersen selv så som sit seriøse værk.

Derudover nægtede han at blive gammel, han holdt aldrig op med at opføre sig ungt og kreativt, han blev aldrig en grå emminence. Han prøvede, prøvede, prøvede hele tiden og holdt aldrig op med at prøve.

Hvor mange gange rejste han fx ikke ud af Danmark? Han var i Konstantinopel, i Afrika, og han gjorde det, mange rejsende prøver på, nemlig at forestille sig, hvad han finder, inden han når sit rejsemål. Han skriver spektakulære rejsebøger om, hvad han tror, han vil finde, hvorefter han så tager afsted for til sidst at justere, hvad han har skrevet. Det er noget vi alle gør, og det er fantastisk spændende. Jeg opdager mere og mere, hvordan Andersen kan udpege en utrolig kreativ vej for os kunstnere. For mig er han blevet en model for, hvordan man kan leve livet som kunstner.

Oversat fra engelsk af Mette Garfield Mortensen.

Teksten er et uddrag af et interview, Anders Beyer lavede med Peter Sheppard Skærved i Skopje, Makedonien, i april 2005. Fotoet, der ledsager artiklen er taget ved en koncert, som kunstneren gav på Skopjes Nationalmuseum.

Violinisten Peter Sheppard Skærved har uropført cirka 200 værker for soloviolin. Han har givet koncerter og masterclasses i over 30 lande. I 2005 er han inviteret til at give en række koncerter, hvor han spiller på Paganinis violin, Il Cannone in Genova. Sheppard Skærved er gift med den danske forfatter Malene Skærved.