DET GRÅ GULDS GYLDNE MØDE I SUSÅ

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 02 - side 68-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Til festival på landet, hvortil der kommer mange gamle mænd og damer.


Af Rikke Krabbenhøft

Skolegården på Susåskolen i Skelby har for 13. gang i træk lagt asfalt og øre til en homogen gruppe af danske komponister og deres tilhøreres fødders spadseren frem og tilbage mellem koncertsal og spisesal. Tissepause, ankomst, genkomst og afsked. Venskabelige håndtryk, lette hilsner og småsnak i hjørnerne.

For en udefrakommende, eller nærmere betegnet ny deltager af Suså-festivalen, virker stemningen i den solbeskinnede skolegård særlig selvfølgelig, tæt, smilende, varm og undrende på en gang. Hvad er det for et traditionsbundet weekend-arrangement, der årligt løber af staben i dette sydsjællandske flodleje?

Hjemmefra virker hele arrangementet indbydende og hjerteligt godt. Det tilsendte program kan ikke andet end mane til begejstring. En festival med udelukkende ny dansk musik – med en ambition om at skabe hvad festivalledelsen kalder »gyldne møder« mellem publikum, komponister og musikere – placeret i landlig idyl, så langt væk fra byens sansebombarderende virvar, at hverken vej eller husnummer indgår i den praktiske del af programmets information. Blot: Susåskolen i Skelby, mellem Næstved og Sorø.

Svært er det da heller ikke at finde og da jeg i skolegårdens vestvendte hjørne bevæger mig ind ad døren til billetbordet, bliver jeg budt smilende velkommen af et par midaldrende kvinder. Parate til at overrække mig mit forudbestilte partoutkort har de allerede gættet, hvem jeg er. Grunden til dette erfares senere, da det må erkendes, at flertallet af festivalens betalende gæster er over 50 år. Jeg møder ikke en eneste jævnaldrende af de velkendte hoveder, jeg ved storbyens ny musik-arrangementer ellers plejer at hilse på. Jeg er ud over elever fra Køge MGK samt Slagelse Gymnasium det eneste unge menneske, der af egen fri vilje har lagt vejen forbi Suså.

‘Kendte’ i bredere forstand er derimod de ældre mænd, der i deres position som landets førende komponister med hver deres kone er mødt op i skolegården. Det vækker begejstring og interesse at se i musikalsk forstand så vigtige personligheder være samlet til et så nuttet arrangement. I skolegård med Per, Pelle og Axel får én til at føle sig tæt på sit idol, som at være blandt stjerner. Det er dem, der har tænkt musikken i deres hoveder, som musikerne spiller, og jeg får lov at høre og bevæges af (viiildt!!).

Dertil skal det siges, at ikke kun den ældre generation af komponister er mødt op ved festivalen. En kvalitet ved Suså-festivalen er, at både kendte og ukendte komponister selv er til stede. Ved næsten hvert et opført værk får man lejlighed til at sætte ansigt og person bag et måske ukendt navn, da komponisten manes op på scenen for at modtage blomst og bifald.

Skønt festivalen alene med sin nærmest perfekte form af god stemning, landlig idyl og dejlige mad kan tiltrække, er det jo musikken, man samles om. Og denne var indhyllet i et tæt pakket program af lyd og atter lyd. Syv forskellige konstellationer af musikere fremførte over lørdag og søndag 23 musikværker af ikke færre end 18 forskellige komponister.

Efter sådan en weekend sidder man tilbage med en mæt fornemmelse af, at al musikken befandt sig i en samlet masse. En oplevelse der vanskeligt lader de enkelte værker skille sig ud fra hinanden. Hjernen har dog sine metoder at huske på. Det første og det sidste af en samlet masse står gerne klart i bevidstheden.

Jeg har aldrig holdt får!

Ensemble 2000 åbnede festivalen med Pelle Gudmundsen-Holmgreens Præludium til din tavshed. Et karakteristisk værk med sit helt eget tonesprog. Den ene af to slagtøjsspillere betjente sig af fem lystklingende gonger, der hver op til mange gange blev slået an en efter en, altid i samme rækkefølge, men i forskellige tempi. De øvrige instrumenter leverede sære klangmasser, der syntes at bevæge sig frem og tilbage. I slutningen af værket fik man sig en forskrækkelse, da der blev hamret godt og grundigt ned i et firkantet metalrør. Hermed var festivalen sat i gang.

Festivalens afsluttende værk var af Ivar Frounberg, og trods dets sene placering blev det opfattet som musik med en stærkere vilje bag, en klarhed og retning, der overgik samme generations øvrige værker. Festivalen havde altså i hver sin ende et ‘sikkert’ objekt, der ikke var til at tage fejl af.

Duoen Anna Klett på klarinet og Deborah Wood på klaver formåede med et par værker, der ikke rigtig vandt genklang, dog at overbevise om deres formidable formidlingsevne. Udadvendte, smilende og tæt sammenspillende leverede de en musik, der ved sin kompleksitet ikke lod sig hænge fast i øret.

Hvad Klett/Wood havde i spilleintensitet havde Kroger Kvartetten i partituret. Nørgårds to sidste strygekvartetter, nr. 9 “Ind i kilden” og nr. 10 “Høsttidløs” var absolut og ikke overraskende lørdagens højdepunkt. 9’eren var hardcore, rytmisk og mere sprød i udtrykket. 10’eren blidere, yndigere og mere underfuld. Bag Kroger Kvartettens spil synes man at fornemme dens tætte samarbejde med Nørgård. Spillet bar dog præg af, at det uden tvivl var førsteviolinisten, der med sit mest overbevisende spil havde fat i den lange arm.

Derudover var bassisten Mette Hanskov lørdag aften hovedpersonen med tre værker for kontrabas med akkompagnement af Leif Greibe på klaver. Svend Hvidtfelt Nielsens Ghosts and Gardens, der er komponeret specielt til Hanskov, gjorde størst indtryk. Poetisk, let svævende og delikat.

Søndag morgen begyndte med en koncert med ensemblet 4 elements, der både ved sin alternative besætning samt værker formåede at skille sig en anelse ud fra resten af festivalen. Med trompet/zink kontrabas, sax/klarinet og akkordeon var der allerede dømt en anderledes lyd.

Peter Bruuns Snapshot var aldeles lyttervenligt og meget overkommeligt at rumme tidlig søndag lige efter morgenkaffen. Derudover blev festivalens eneste deciderede humoristiske element med Morten Olsens I never kept sheeps opført. Morsomt både i kraft af titlen, der som en konstatering af et faktum ikke havde nogen indlysende sammenhæng med musikken, men mest på grund af den ikke særligt skønt klingende zink, der med overblæste, anmassende toner trak smil frem hos publikum.

Koncertens mest interessante værk var dog af festivalens yngst deltagende komponist Simon Steen-Andersen. Efter at have hørt hans Spinn offs kunne man ikke andet end tænke: “Fedt!”. Et tilnærmelsesvist meget rytmisk, ikke statisk værk, der kælede følsomt for de forskellige instrumenters særegne lyde. Bl.a. en klapren over akkordeonets tastatur gav en dejlig effekt.

4 Elements bød også på et ekstranummer, der er værd at nævne, idet det skød en pil i en hel anden retning. En transskription af et værk af Paul Hindemith. Uden at kende værket følte man sig efter et par minutter hjemme i et velkendt sprog. En musik fra en tid hvor man kender lyden og umiddelbart nemmere lige kan proppe den ind i sit eget univers.

Søndag bød også på et møde med trioen Voz Nueva, der bl.a. opførte Axel Borup-Jørgensens Mirrors, et værk helt tilbage fra 1971-74. Paradoksalt var det, at Borup-Jørgensen, skønt han var den ældste komponist på festivalen, samtidig stod for det værk, der umiddelbart virkede mest avantgardistisk. Både guitarist, slagtøjsspiller og sanger hviskede, udtalte og råbte med mellemrum lyde og opdelte ord værket igennem. Ord der alle var hentet fra udpluk af Adornos Den ny musiks filosofi. Hvis der var et værk, der på festivalen satte et spørgsmålstegn ved selve den højtidelige og måske til tider meget intellektuelle facon, musikken både blev fremsat og modtaget på, var det den ældre, hvidhårede herres værk.

Gårdspladsen der kedede sig

Festivalens sidste koncert blev leveret af det velspillende Esbjerg Ensemble. Med sig havde de harpenisten Tine Rehling ved opførelsen af Per Nørgårds Gennem torne. Værket er tilegnet Rehling, hvilket man slet ikke var i tvivl om, da man hørte den lille dame udfolde sig på det ellers yndige instrument. Hvilke lyde og mislyde værket manede frem! Et poetisk stilfærdigt og alligevel dystert værk, der først til sidst blomstrede op. Det virker ikke, som om Rehling spiller for publikums skyld, men alene for sin egen. Hun skaber sit eget rum, med en sådan indlevelse, at man som tilhører bliver forført. Hun møder ikke publikum, men suger dem i kraft af sit intense spil til sig.

Opfattelsen er klart, at den 13. Susåfestival ikke er meget anderledes end de hidtidige. Anne Kristine Smith, festivalens leder og konferencier synes stolt over at erkende, at alt er ved det gamle. Deres mission fra start synes stadig at holde stik: Festivalen er med sit gode besøgstal en succes.

Men man undrer sig. Hvis de påståede ‘gyldne møder’ mellem kunstnere og kunstelskere virkelig opstår, kan det så være tilfredsstillende, at det kun bliver mellem de aldrende mennesker, der så akavet bliver kaldt ‘det grå guld’? Hvis musikken er ny og peger fremad, skal den så ikke også kunne ramme tidens arvtagere, de unge, børnene?

Herudover skal det tilføjes, at til fordel for ‘dokumentation af festivalen’ samt en mulig cd-udgivelse blev den mindste lyd fra publikum venligt frabedt og det før hver eneste koncert. Hvor megen vægt bliver der da lagt på publikummets tilstedeværelse? Jeg kender traditionen for ro og orden i en koncertsal, men alligevel: Hvor skulle jeg gøre af min latter ved lyden af den overblæste zink i Morten Olsens værk? Eller mine spjæt af forskrækkelse over slagtøjsspillerens rasen i Gudmundsen-Holmgreens musik? Og ikke mindst mine tårer ved dybden af Tine Rehlings rørende harpespil? Min galdrende fryd over Nørgårds strygekvartetter? Og frustration over ikke rigtig at kunne rumme mere, da Frounbergs værk til sidst indfandt sig?

På lange lige rækker sidder et yderst venligt og velopdragent publikum og lytter stille til en musik, der kan være svær at rumme. Festivalen må takke disse sære hoveder, der dukker op og stædigt insisterer på at få en oplevelse ud af det, uden selv på den mindste måde at tage aktivt del i herlighederne.

Hvem er det så, der bliver spillet? Festivalens programbog bringer en statistik. Her hedder det: »Ialt 88 komponister er blevet præsenteret på Ny Musik i Suså’s tolv festivaler 1993-2005. ... Der er ialt opført ca 325 værker, heraf var 76 uropførelser.« På biblioteket har jeg fundet alle programbøgerne undtagen 1994-udgaven. Andy Pape, og Rachel Yatzen stod i nogle af programmerne, men er ikke med på listen over de 88 opførte. Og ud af de 88 opførte anført i 2005-programmet, er jeg ikke stødt på Mogens Christensen, Niels la Cour, Jørgen Jersild, Arne Nordheim, Folke Rabe og Knud Riishøjgaard (det kan skyldes at de lige præcis er med i 1994). Derudover kan der i årenes løb forekomme programændringer, som svækker en statistisk opgørelse, udført kun med programbøger ved hånden. Det kunne være interessant, hvis festivalen i næste års programbog offentliggjorde en komplet fortegnelse over antallet af komponister med værkangivelse. Det ville give en helt præcis baggrund for at se, hvilke værker festivalens kunstneriske ledelse har vurderet som så vigtige, at de skal programsættes.

Med disse forbehold kan jeg bringe en statistik, som formodentlig ikke er 100 % korrekt, men på den anden side heller ikke langt fra de faktiske tal. Listen ser således ud:

35 værker: Per Nørgård

25 værker: Hans-Henrik Nordstrøm

12 værker: Bent Sørensen

11 værker: Axel Borup-Jørgensen

10 værker: Svend Hvidtfelt Nielsen, Ib Nørholm

9 værker: Anders Nordentoft, Niels Rosing-Schow

8 værker: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

7 værker: Karsten Fundal

6 værker: Tage Nielsen, Erik Højsgaard

5 værker: Hans Abrahamsen, Anders Brødsgaard, Ole Buck, Ivar Frounberg, Vagn Holmboe, Svend Nielsen, Sunleif Rasmussen, Karl Aage Rasmussen, Poul Ruders

4 værker: Simon Steen-Andersen, John Frandsen, Lars Hegaard, Jesper Koch, Bent Lorentzen, Niels Marthinsen

3 værker: Bo Andersen, Peter Bruun, Lars Graugaard, Juliana Hodkinson, Jens Hørsving, Michael Nyvang

2 værker: Jesper Hendze, Mogens Winkel Holm, Jexper Holmen, Klaus Ib Jørgensen, Ejnar Kanding, Tore Bjørn Larsen, Thomas Agerfeldt Olesen, Wayne Siegel, Sven Erik Werner

1 værk: Martin Stig Andersen, Juraj Benes, Niels Viggo Bentzon, Gunnar Berg, Kristian Blak, Simon Christensen, Henning Christiansen, Svend Christiansen, Henrik Colding-Jørgensen, Morten Skovgaard Danielsen, Carsten Bo Eriksen, Fuzzy, Eyvind Guldbrandsen, Bo Gunge, Flemming Chr. Hansen, Svend Hedegaard, Kaspar Jarnum, Bo Lundby Jæger, Lars Klit, Eva Noer Kondrup, Herman D. Koppel, Lasse Laursen, Bernhard Lewkovitch, Martin Lohse, Jan Maegaard, Jørgen Messer-schmidt, Erik Norby, Morten Nyord, Helmer Nørgaard, Morten Olsen, Poul Rovsing Olsen, Østen Mikal Ore, Steen Pade, Gunner Møller Pedersen, Andy Pape, Matthias Ronnefeld, Niels Rønsholdt, Hans Peter Stubbe Teglbjærg, Leifur Thorarinsson, Rachel Yatzkan, Alexander Zapolski, Hanne Ørvad, Svend Aaquist.

De to absolutte topscorere er Per Nørgård og Hans-Henrik Nordstrøm med henholdsvis 35 og 25 værker. Der er langt ned til nummer tre, Bent Sørensen, som har en 12-værkers repræsentation ved Suså-festivalen. Det er et ganske interessant resultat, bl.a. fordi det markerer en kunstnerisk kvalitetsvurdering, som adskiller sig markant fra den almindelige opfattelse af, hvem der hører til i superligaen, og hvem der ligger længere nede i hierarkiet. Det kan være et udtryk for en modig programpolitik, et ønske om at sætte en ny dagsorden i den æstetiske debat: Historieskriverne, journalisterne, kritikerne tog fejl. Vi må revurdere nyere dansk musikhistorie. Blandt de interessante udmålinger: Axel Borup-Jørgensen har 11 værker i de 13 års programmer, hvor Hans Abrahamsen og Poul Ruders kun har 5 værker. Pelle Gudmundsen-Holmgreen har 8 og Bent Lorentzen 4. Særlig opmærksomhed er der om Hans-Henrik Nordstrøm, som kommer i mål med 25 værker, hvilket måske er den mest frapperende-dristige disposition kunstnerisk set. Her er det ikke urimeligt at pege på navne-sammenfaldet af 25-værkers-komponisten og den kunstnerisk leder af festivalen. Det faktum kan svække et eventuelt krav om genskrivning af musikhistorien, idet kritiske røster vil have argumenter for at påpege en habilitetsproblematik.

Faktum er, at Hans-Henrik Nordstrøm er kunsterrisk leder af festivalen samtidig med, at han står som nummer to på hitlisten over hvilke komponister, der har fået opført flest værker. Nordstrøm benytter sig altså af muligheden som festivalens programlægger, til hvert år at få opført egne værker. Om det er, fordi han vurderer sin musik som værende vigtigere, bedre eller mere afgørende for sin tid end alle de andre komponister, melder statistikken intet om. Man går som regel ud fra, at valg af værker gøres på baggrund af en kvalitetsvurdering. Om man er i stand til at vurdere egne værker synes svært at svare på. Nordstrøms selviscenesættelse kan på den ene side virke provokeremde. På den anden side kan man sagtens sætte sig ind i situationen, der faktisk gør op med janteloven: Kone og mand arrangerer år efter år vellykkede festivaler og manden får mulighed for at få opført sine kompositioner. Man kan synes om det eller ej. Forargelsen ligger nok mest i, at det holdes som en hemmelighed. Af festivalens program fremgår det ikke, at ledelsens ambition også er at få opført egne kompositioner.

Med disse bemærkninger står der kun tilbage at sige: Susåskolens skolegård har denne sidste weekend i august ærgerligt nok ikke mærkede trampende iver, forargede vrede skridt, oprørte spjæt eller let frydefuldt dansende fødder som en reaktion på musikken fra koncertsalen. Gården, der til hverdag betrædes af barnefødder med åbenhed og iver og trin, der ikke er bange for at vise begejstring eller afsky, har måske midt i al idyllen kedet sig en smule?

Rikke Krabbenhøft er studerende ved Musikvidenskabeligt Institut i København.

Årgang 80/2005-2006, nr. 02