DET SKU' VÆR' SÅ GODT

Carl Nielsens Breve i inkonsekvent, fejl- og mangelfuld redaktion

Af Knud Martner

Carl Nielsen Brevudgaven – bind 1: 1886/7-1897.

Redaktion, indledninger og noter: John Fellow. Forlaget Multivers, Kbh. 2005, 571 s. (ca. 400 kr. – kun i abon.)

Egenligt burde dette være et nationalt projekt i lighed med nodeudgaven – Nielsens musikalske værker – men støttes dog ikke af kulturministeriet, skønt ministeren har “kanoniseret” komponisten. Indirekte støtter ministeriet alligevel udgaven, idet redaktionen har til huse i Det Kgl. Bibliotek.

Ikke blot som “samlede breve” eller “korrespondance”, men slet og ret som BREVUDGAVEN – hverken mere eller mindre – lanceres udgaven. Og dog mere, for dette 1. bind (af ca. 10) inkl. tillige CN’s dagsbogsoptegnelser samt breve til og om(?) ham. Hvor meget man end kan hilse denne udgave velkommen lige så meget må man (jeg) tage afstand fra redaktionen af den.

Her skal der ikke kommes nærmere ind på CN’s brevstil, hans betragtninger etc., idet hans breve har været tilgængelige i mere end 50 år i udvalg, hvor især udg. fra 1954 (268 breve) har stået som standardværket sammen med hans korrespondance etc. med hustruen ved Torben Schousboe (1983). Kendetegnende for begge er, at trivielle passager samt mere privat-intime udsagn er elimineret, da man i sagens natur har fokuseret mere på komponisten og mindre på privatpersonen – helt i CN’s ånd. Desuden er breve til enkelte adressater som Jul. Lehmann, Emil Sachs, Max Brod og Emilie Demant blevet publiceret separat hvorfor den nye udgave derfor ikke tilføjer nye enkeltheder til hans biografi.

Denne nye udgave – ved John Fellow – dækker ti år af komponistens liv, begyndende med hans 21. år, medtager rub og stub – endog ligegyldige brevstumper. Tiden er ikke så bornert og hensynsfuld, men både vi og ikke mindst Nielsen selv skal nok overleve, at alle afskygninger af hans privatliv blotlægges. CN var et menneske af kød og blod, der med stor appetit kastede sig over livets muligheder. Han var viden- og kærlighedssøgende, hvilket da også fik konsekvenser i form af illegitime børn både før og i ægteskabet med billedhuggeren Anne Marie. Det er tankevækkende, at mens hans tre legitime børn ikke fik noget afkom, så lever der i dag mange efterkommere af CN’s førægteskabelige forhold. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, men Fellow har – stærkt støttet af heldet – sat navne på disse personer, hvilket beskrives i en lille bog Vil Herren ikke hilse på sin slægt (142 s.). For at få hold på de mange personer etc. må læseren dog selv fabrikere oversigter samt register.

Brevudgavens 1. bind indeholder 687 dokumenter (breve, dagbogs- og kalendernotater), hvoraf mange ikke tidligere har været publiceret, og i visse tilfælde kun beskåret. Det er en guldgrube for fremtidige CN-biografer. Imidlertid må disse være forberedt på selv at gøre et stort hjemmearbejde for at få det fulde udbytte, for redigeringen er så mangel- og fejlfuld, at læseren totalt svigtes. Under læsningen hober de ubesvarede spørgsmål sig op, fordi forklarende noter og kommentarer udebliver, hvorfor læseren må konsultere x-antal opslagsværker og lexika for at kunne forstå og følge med i teksten, bl.a. det løst vedlagte Registerhefte (30 s.), der til sin tid skal samles i ét selvstændigt bind. Dette skal man løbende have ved hånden, når man læser et givet brevbind. Det er både upraktisk og kilde til megen irritation. Desuden skal man være mere end velbevandret i musikhistorien for at identificere de mange værker af andre komponister, som CN på en ell. anden måde kom i berøring med og omtaler. De specificeres ikke i registeret.

Da indholdet i dette bind i store træk er identisk med dele af Torben Schousboes (TS) udgave fra 1983, er det nærliggende at sammenligne. Det bliver herved påfaldende, hvor blottet den nye udgave er for noter og kommentarer, hvorimod TS er overgenerøs. (For mange noter er dog at foretrække fremfor de få, som den nye udgave – mere ell. mindre tilfældigt, synes det – byder på, hvoraf flere sågar er fejlagtige).

I sit forord taler redaktøren om »den ideelle læser, der læser i sammenhæng« som modsætning (må det formodes) til den “u-ideelle”, der bare “slår op”. Det er dog at sætte sig mellem to stole, for på den ene side prætenderer udgaven at være videnskabelig og på den anden side “underholdning”, roman-læsning. I sidste ende er det jo en dokumentation, bl.a. med henblik på fremtidige Nielsen-forskere. Men såvel læg som lærd svigtes, idet redigeringen på alle niveauer er inkonsekvent gennemført.

Eksemplerne er utallige: S. 142 noterer CN i sin dagbog: Har begyndt at lære c moll: saaledes udenad at jeg kan nedskrive den efter Hukommelsen; om det er muligt for mig vèd jeg ikke, men jeg vil prøve derpaa. At han refererer til Beethovens 5. Symfoni forbigås i tavshed, skønt Det Kgl. Bibl. har CN’s autograf til begyndelsen af symfoniens 1. sats liggende. – En vis Borup optræder for første gang s. 38 og siden tre gange mere, men først s. 167 identificeres han. Den 29.9.1897 skriver CN til F. Busoni og takker for tilsendelsen af Bachs “Wohltemperiertes Klavier”, men at det er Busonis egen, netop trykte udgivelse af værket, nævnes ikke med et ord. Ejheller om CN senere kommenterer udgivelsen, som han lover i brevet. Disse eksempler er symptomatiske for hele udgaven. Derfor er det til at le af/græde over, at når CN har byttet om på to bogstaver i Liszts navn, anføres den rigtige stavemåde i skarp parentes – som om nogen kan være i tvivl. Der rettes hist og her i CN’s danske tekster, men i hans tyske breve rettes ikke, og en dansk oversættelse af hans og andre personers ubehjælpsomme tyske breve gives ikke. Forkert stavede stednavne og lokaliteter forbliver stort set ukorrigerede, ligesom nodecitater ikke identificeres, fx. Mozart s. 456 ell. s. 176 hvor CN refererer til et et tema af Joh. Svendsen, som Brahms åbenbart har benyttet i sin kvintet op. 111. Det hele er så forbandet pauvert, at man bliver i dårligt humør, ærgrer sig. Det er som at blive inviteret til en god middag og så ved ankomsten får udleveret et stykke råt kød og rå grøntsager og så selv må i gang med at tilberede maden. Dybt frustrerende.

I det løst vedlagte og temmeligt rodede Registerhefte henvises til dokumenterne, hvilket ej anføres, lige så lidt som initialerne DBL (Dansk Biografisk Leksikon?) forklares. Da mange dokumenter er på adskillige sider ville sidehenvisninger have været at foretrække. Desuden er det meningsløst i registeret at opremse CNs ca. 370 dagsbogsnotater og hans breve uden datoer ell. årstal indsat. Et sagregister mangler totalt.

Det burde være indlysende, at når man laver sådan en brevudgave på 10-12 bind, bør hvert bind danne et afsluttet hele, så læseren ikke ustandselig må konsultere andre bøger for få en forklaring på dette ell. hint. Det er i længden både irriterende og upraktisk.

I årtier har det i projekter af denne art været international standard, at redaktøren står som formidleren, “eksperten”, der med “pegepind” i hånd gelejder læseren gennem den enorme tekstmængde, forklarer og redegør for store og små ting. Ikke som “bedrevidende”, men den med overblikket og indsigten. Redaktøren bør under arbejdet identificere sig med sin mere ell. mindre “uvidende” læser, og på dennes vegne være lige så nysgerrig, som han selv var, da han for første gang stod over for stoffet – og derefter videregive sine opdagelser/sin viden til læseren. I herværende tilfælde er det beklageligvis ikke sket.

Personligt har undertegnede i årevis med længsel og glæde set frem til, at Nielsens breve skulle udkomme komplet, men som det utvetydigt fremgår, må det konstateres, at herværende udgivelse er en dyb skuffelse. Det er både synd og skam, at et så prisværdigt og godt initiativ kuldsejler. Bortset fra det må forlaget roses for den smukt trykte udgave, der er en æstetisk nydelse at læse. Man kan kun håbe/anbefale at Udgavens styregruppe og støttekommité (en redaktionskomité synes ikke at eksistere) tager en alvorlig snak med redaktøren for at få tilvejebragt en mere brugervenlig udgave.

Knud Martner (f. 1940) har i mere end tre årtier været internationalt kendt som Mahler-forsker og har udgivet en række værker om Mahler på engelsk, tysk, fransk og japansk; deriblandt flere brevudgaver. Siden teenageårene har han været interesseret i Carl Nielsens værker og har netop fuldendt en fortegnelse over dennes kompositioner, der blev påbegyndt i 1960 i samarbejde med Carl Nielsens datter.