NOH-OPERA

NOH-OPERA - et tværkulturelt samarbejde - Jakob Draminsky Højmark har komponeret noh-opera efter H.C. Andersens fortælling Historien om en moder. Operaen blev uropført i Tokyo og den danske førsteopførelse kan opleves i København til december.

Af Marlene Dröge Nielsen

Det fascinerende ved mødet mellem forskellige kulturer er ofte forbavselsen over lighederne. At noget, som ved første øjekast kan synes fremmed, ved nærmere udforskning kan føles naturligt, rigtigt og måske tilmed hjemmevant. Denne genkendelighed fandt komponisten Jakob Draminsky Højmark i Japan.

Hans første møde med Japan fandt sted for fem år siden, hvor han sammen med et fransk orkester var på en kort rejse til landet. Ved siden af sit virke som udøvende musiker beskæftiger Draminsky Højmark sig med en mangfoldighed af improvisation, elektroakustik, Musique Concrète og intermedia. Særlig tæt er hans forhold til den korte musikdramatiske genre, og hans værkliste tæller indtil videre syv kammeroperaer – værker som han selv beskriver som lommeoperaer. Og det er netop disse mini-operaer, som blev Draminsky Højmarks link til Japan.

I det traditionelle japanske noh-teater oplevede han en fascination og genkendelighed med sit eget musikalske univers. Æstetikken, langsomheden, den koncentrerede symbolik, dissonans og åben tid er nogle af de lighedspunkter, Draminsky Højmark fandt mellem det japanske noh-teater og sine egne værker.

Året efter det første møde med Japan gav et legat fra DJBFA ham mulighed for at rejse til Japan for at se, lære og studere noh. I første omgang blev det kun til en måned, men fascinationen var så stor, at han efterfølgende er vendt tilbage mindst en måned hvert år, og i forbindelse med realiseringen af noh-operaen opholdt han sig seks måneder i landet.

»Noget af det, som har fascineret mig meget, er deres fleksible forhold til tid og puls«, fortæller Draminsky Højmark. »De har et begreb, der hedder “ma”, som beskriver den tid, der er mellem to handlinger. Denne tid er organisk og har ikke nogen fast længde, men er afhængig af øjeblikket, hvilket vil sige, at der ikke er noget, der hedder fast puls. Ligesom vi bruger takter, inddeler de musikken i otte perioder. Men i stedet for at tælle en-to-tre-fire ... op til otte, som vi gør, kan de for eksempel tælle en-to-ooooog-tre-og-fire-ooooog ...«

Dette pulsforhold gør ifølge Draminsky Højmark musikken ekstrem svær at spille for vesteuropæiske musikere, fordi forholdet og fornemmelsen for den faste puls er dybt forankret i vores musikalske opdragelse. Samtidig afviger dirigentens rolle også fra den, vi kender fra den vestlige opera, fordi rollen ikke er knyttet en person, men derimod går på omgang mellem noh-spillerne – en intern organisering på scenen, som ud fra et vestligt synspunkt umiddelbart giver indtrykket af et fladt hierarki. Teksten og strukturen i en noh-forestilling er fastlagt og nedskrevet på forhånd, men mikroelementerne, der kan betragtes som rytmiske figurer og sekvenser, kan varieres i øjeblikket alt efter, hvordan spillet udvikler sig. Denne fleksibilitet er i høj grad forskellig fra den vesteuropæiske opera, hvor alt som oftest er lagt i faste rammer. Den store betydning, der tillægges øjeblikket, giver ansvar til de medvirkende og bidrager yderligere til en fornemmelse af autenticitet og dynamik – endog inden for de fastelagte rammer.

»Ligesom pulsen “ma” er fleksibel, så er der heller ikke nogen kammertone i Japan eller i noh- teatret. Fløjten, som indgår i det traditionelle noh-teater, men som jeg i min opera har skiftet ud med min computer, kan ikke stemmes. Den er af lak og skifter pitch alt efter vejret. Normalt indledes et noh-stykke ude backstage, hvor fløjte og trommer spiller et slags opvarmnings nummer. Den første tone, der spilles backstage, er faktisk den tone, vi forstår som kammertonen, og den som de gode korsangere og korledere intonerer efter«, fortæller han, og fortsætter: »Jeg kommer ikke fra den traditionelt klassiske musik, men en musik-tradition, der er improviseret. Jeg har arbejdet meget med andre musik-arter, og den måde jeg laver min musik på er faktisk meget tættere på disse variationer end det helt fastlagte partitur.«

En dansk/japansk hybrid

Det var under de årlige ophold i Japan, at Draminsky Højmark mødte noh-ensemblet Ryokusenkai, hvilket førte til samarbejdet og virkeliggørelsen af ideen om en noh-opera: En tværkulturel kammeropera bestående af en kombination mellem den japanske noh-tradition, vesteuropæisk opera og elektroakustisk musik.

At et over 500 år gammelt stykke japansk kultur nærmere bestemt det traditionelle noh-teaters motiv Sumidagawa – om moderen, der søger efter sit forsvundne barn – i så høj grad mindede om vores store nationalforfatter H.C. Andersens fortælling Historien om en moder fra 1847 så Draminsky Højmark som et oplagt tema og fællesnævner for sin noh-opera. For på trods af dets umiddelbare nationale islæt indikerede temaet netop en universal historie og et dilemma på tværs af kontinenter.

Fortællingen Historien om en moder tenderer en realistisk historie om sorg og fornægtelse. Den handler om en mor, der rammes af den største sorg, man kan forstille sig – nemlig tabet af sit barn. Hun beslutter sig for at rejse til dødens drivhus for at hente sit døde barn, men for at nå derhen må hun synge for natten, varme en tornebusk med sit brændende hjerte, græde sine øjne ud til søen samt ofre sit hår til drivhusets vogter.

Draminsky Højmarks noh-opera Aru haha no monogatari kan opdeles i tre lag: et japansk noh-kor, der synger på fonetisk dansk (sproglydene), to danske sangere, der synger på dansk og i en operaagtig stil og endelig en noh-skuespiller, som synger på japansk. Ifølge Draminsky Højmark var det vigtigt, for at bevare kultur og integritet, at noh-skuespilleren sang på japansk, hvilket også gav skuespilleren de optimale muligheder for at tolke rollen som en traditionel noh-karakter. De kontrasterende elementer i operaen repræsenteres i form af sprog og sangteknik og symboliserer den virkelige verden over for den spirituelle, hvor moderen – spillet af noh-skuespilleren – er den eneste skuespiller i operaen, der spiller et menneske.

Men for Draminsky Højmark har arbejdet med noh-ensemblet været lidt af en udfordring, idet de japanske musikere ikke læser vesteuropæiske noder. Derfor har han sammen med korlederen været nødt til at udarbejde et såkaldt noh-partitur, hvor alt er inddelt i otte, men samtidig er så fleksibelt, at den nøjagtige varighed af en tone ikke kan forudses. Den danske tekst, som koret synger, er noteret fonetisk og derefter rekonstrueret i form af japanske tegn, hvilket betyder, at koret hovedsageligt har arbejdet med det danske sprog som lyde, der synges med den traditionelle noh-sangteknik.

Symboler

Selvom noh-operaen Aru haha no monogatari ifølge Draminsky Højmark ikke skal betragtes som et noh-stykke, men som en opera, har han valgt at benytte nogle af de samme udtryksmåder og symbolik som noh-teatret: »Scene-æstetikken i noh-teatret er meget, meget simpel, men de enkle rekvisitter kan have stor og flertydig betydning. De blå vifter i operaen er for eksempel nok til at indikere, at her er en sø. Endvidere bruges vifterne til at symbolisere en busk uden blade, og da busken pludselig får blomster og blade, illustreres dette ved at vifterne vendes. Porten som drivhusets vogter kommer gående med, bruges til at fortælle publikum, at her er hendes drivhus. Når hun står bag ved porten er hun i drivhuset, og når hun ikke skal bruge den, står den i hjørnet. Når hun tager et sort sjal over hovedet, er hun natten og barnet i stykket symboliseres i form af et stykke stof, hvilket faktisk er hugget fra et traditionelt noh-stykke.«

Hvordan dette tværkulturelle møde mellem traditionelt japansk scene-kunst og dansk kammeropera er lykkedes for komponisten, kan opleves hhv. den 5. og 6. december kl.19.30 i Diamanten. En enestående mulighed for at opleve japanske noh-skuespillere i tæt samspil med de to danske sangere Niels Pihl og Christine Schøtt akkompagneret af Jakob Draminsky Højmarks elektroniske, harmonisk-melodiske klangverden. Foruden operaen Aru haha no monogatari opfører ensemblet Ryokusenkai et kort uddrag af det 500 år gamle noh-stykke Sumidagawa. Desuden læser skuespillerinden Kirsten Lehfeldt H.C. Andersens fortælling Historien om en moder.

Marlene Dröge Nielsen er stud.mag. i musikvidenskab.

Billetter kan købes på BilletNet tlf. 70 15 65 65 samt www.billetnet.dk eller i Diamanten en time før forestillingen.

Jakob Draminsky Højmark

Er født i København i 1959. Han er autodidakt komponist og musiker. Han har komponeret syv kammeroperaer, bl.a. i samarbejde med Musikteatret Undergrunden, forfatteren Peter Laugesen og den catalanske digter Enric Casasses. Derudover har han komponeret et par kompositioner for klassiske kammerkonstellationer samt en række akusmatiske 8 kanals værker, der undersøger mulighederne inden for digital-processering af den menneskelige stemme.

Som instrumentalist har han bl.a. i en længere årrække spillet for den franske pianist Pascal Comelade og har arbejdet med solokoncerter, der kombinerer hans hovedinstrumenter, basklarinetten og sopraninosaxofonen, med computerteknologien. Han har desuden realiseret en række live konkretlyds-værker med udgangspunkt i mindre og mellemstort entreprenør-maskineri og lavet soundtracks til henholdsvis video og teater samt udgivet syv cd’er med egne værker. Siden 1990 har han boet og været tilknyttet den eksperimenterende musikscene i Barcelona.

Musikteatret Undergrunden

Startede som en “operagruppe” i 1961 på initiativ af komponisten Bent Lorentzen og sangpædagogen Peer Birch, som begge på det tidspunkt var undervisere ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus.

Det blev en formaliseret musikdramatisk uddannelse ved konservatoriet, der satsede på selvuddannelse og alternative arbejdsformer frem for tradition og pædagogiske koryfæer og blev hermed det første seriøse alternativ til Opera-Akademiet ved Det Kgl. Teater. Uddannelsen blev offer for tidens nedskæringer, men har i høj grad været med til at udfordre traditionerne i dansk opera.

Gruppen af sangere fortsatte deres samarbejde under foreningen Musikteatret Undergrunden og præsenterede i 1977 deres første professionelle opsætning. Musikteatret Undergrundens kunstneriske og administrative leder i dag er sangeren Niels Pihl.

Noh-Teater

Noh-teatret, som er en af verdens ældste teaterformer, har sin oprindelse tilbage i 1300-tallet og er i dag en af de dominerende stilarter inden for traditionel japansk teater. Noh er ofte blevet kaldt symbolsk scenekunst, og stykkerne er ofte kendetegnet ved en højtidelig karakter underlagt religiøse eller mystiske koncepter. Noh blander elementer som maskespil, dans, sang, kostumer, musik og poesi. Alle skuespillerne i noh er mænd og inddelt i hhv. Shite, førsteskuespilleren, Waki, andenskuespilleren og Kyogen, som besidder biroller. Scenen er udformet efter faste regler, og brugen af den er ligeledes nøje forskrevet, hvilket ikke giver rum for megen improvisation.

Links:

www.multisounds.dk

www.undergrunden.com