NYE UDGIVELSER: CD'ER

John Cage: Early Pianoworks.

Herbert Henck, klaver.
ECM New Series 1844

Som klaverkomponist er John Cage nok mest kendt for sine stykker for præpareret klaver, hvor pianisten forbereder/præparerer flygelet ved at gennembore instrumentets ædle strenge med profane genstande fra isenkræmmeren, søm, skruer etc., efter detaljerede anvisninger i partituret. En grundig omdannelse af flygelklangen fra en gennem århundreder udviklet homogenitet og neutralitet til et individualiseret slagtøjsinstrument, hvor hver enkelt tangent frembringer sin egen støjprægede klang, hver gang den anslås.

Derfor er det også særlig interessant, at høre denne Herbert Henck-cd med tidlige klaverværker af Cage – de er skrevet mellem 1935 og 1948 – hvor det moderne koncertflygel får lov at klinge som det er bygget til. Den tyske pianist Herbert Henck – som har en stor cd-produktion bag sig, med bl.a. Cages Music of Changes og Stockhausens Klavierstücke, hvor han dyrker en brillant, percussiv og resonant klaverklang – er her i ECM-mood med et anslag, hvor filten fra hamre og dæmpere hvisker med, og hans følsomme og præcise spil redder endog nogle af de tidlige stykkers etudepræg gennem en rytmisk og fraseringsmæssig spændstig udførelse. En fantastisk smuk produktion.

De tidlige stykker fra 1935 til 1938 er præget både af Cages søgen efter et ståsted og af studierne hos Arnold Schönberg. Metamorfoses (1938) består af rullende 12-tonerækker, der på en tilsyneladende systematisk måde staver sig igennem klaverets registre. Rytmikken er her, på samme måde som i Hauers 12-tonekompositioner, ikke i fokus: de ensformige pulseringer tjener mere som transportbånd for tonerankerne.

Cages kompositoriske gennembrud kommer, da han beslutter sig for at forsvare slagtøjet og støjlydene mod tonernes og harmonikkens overherredømme. Han opdager da, at det er muligt at komponere med rytmiske proportioner alene og så bagefter fylde dem med lyde og pauser! Mest kendt bliver slagtøjsværkerne fra 1930rne, men også Cages andre kompositioner op til – og med! – chokværket Music of Changes (1951) er baseret på dette princip. I de seneste af værkerne på denne cd, dem fra 1946 til 1948, høres den samme rokkende, lidt flegmatiske frem-og-tilbage-rytmik som kendetegner andre Cage-værker fra slutningen af 40rne – strygekvartetten fra 1950 for eksempel.

I suiten The Seasons (1947) høres, ved siden af denne særegne rytmik, tydeligt den franske påvirkning, ikke bare fra Cages erklærede forbillede Erik Satie, men også i form af virtuose toneglissandi som hos en Debussy.

Cd’ens mest overraskende komposition er In a Landscape (1948), en pulserende, man fristes næsten til at sige New Age-agtig (hvis ikke det var lidt af en fornærmelse!), fantasi i d-mol med pedalen i bund. En enstemmig pulserende kæde af toner, hvor den dynamiske fremhævelse af enkelttoner får dem til at træde i forgrunden og danne melodier, en ældgammel klaverteknik tilbage fra Måneskinssonaten til de romantiske komponister. Værket er bygget på den “kvadratrodsrytme”, som Cage brugte igennem 1930rne og 40rne, her et 15 takters forløb gentaget 15 gange. I In a Landscape dog med en atypisk monotoni måske forklaret ved, at værket blev skrevet til en Satie-festival arrangeret af Cage, hvor et andet stærkt repeterende værk blev opført, nemlig Saties klaverstykke Vexations med dets 840 gentagelser.

Cd’en viser en både fantasifuldt fabulerende og traditionsbevidst side af John Cage, som kan nuancere det gængse billede af den avantgardistiske billedstormer.

Gunnar Berg: Historical recordings vol.2.

Gaffky’s 1-10, Fantaisie, Toccata-Interludium-Fuga, Pierre solaires & Granit, Sonate. Béatrice Berg, klaver.
DACOCD 613-614

Gunnar Berg (1909-1989) er en af de få danske komponister i sin generation, der følte sig tiltrukket af den spekulative modernisme i syd. Hans musik knytter sig til halvtredserserialismens klangbillede, men er skrevet af en moden komponist og (måske derfor) forfriskende udogmatisk og fantasifuld i sin omgang med systemer og talrækker, hvor mange andre samtidige systemkomponister blev kvalt i deres egne tabeller og kalkuler.

Den slags musik var ikke yndet her til lands – Mogens Andersen, der har skrevet nogle herligt tekniske cd-noter, citerer en anmeldelse af S.S. Schultz af klaverværket Feldspath: »Spat er en hestesygdom. Den kan muligvis kureres.«

Det skal siges til forsvar/forklaring af en sådan perfiditet, at der ikke er meget af den tids tryghedssøgende »bøgelyse øer og blonde piger, der sanker neg« over Bergs modne musik. Et værk som Gaffky’s (1958-59), der er hovednummeret på denne dobbelt-cd er rent faktisk inspireret af et klassifikationssystem for bakteriekulturer og består af 100 små stykker ordnet i 10 sæt med hver 10 varianter. Med en samlet varighed på 1 time og 27 minutter giver det ca. 50 sekunder til hver variant!

Det er krævende lytning, bl.a. fordi så korte forløb kræver konstant formopmærksomhed, men man fastholdes, fordi mikrosatserne er komponeret med en konstant forbavsende variation og fantasi. Det er som sagt 50ernes krystallinske, serialistiske sprog, der er basis, men pludselig kan der brage en oktavrække igennem, som Boulez i hvert fald ikke anbefaler i sin lærebog Musique Aujourd’hui, andre steder lyder det som eksalteret fuglekvidren, så det er en selvstændig og personlig stemme, der taler.

Værkerne på cd2 rummer bl.a. en Fantasi fra 1936, oprindelig en Chaconne, hvis tema lyder som et Niels Viggo Bentzon-indfald, men straks i de følgende variationer bevæger sig ud i figurationer og skarpskårne rytmer, som leder hen mod det originale Berg-tonesprog fra 50erne. Desuden en mindre interessant Toccata-Interludium-Fuga, en griben tilbage til velprøvede udtryksformer på en besværlig vej mod noget nyt og ukendt.

I Mogens Andersens noter nævnes 1943 som året, hvor Gunnar Berg bevidstgjorde sig om trangen til eksperiment og ikke blot »omformningen af det tillærte«. Det udmøntede sig i klaversuiten Feldspath, hvorfra to satser, Pierres Solaires og Granit, er medtaget her. En musik der lyder i retning af Webern og faktisk forudgriber Messiaen – det er skrevet før sidstnævntes store klaverværker og før Bergs studier hos Messiaen i slutningen af 40rne.

Dobbelt-cd’en består af historiske optagelser, alle værker spilles af Bergs kone Béatrice Berg (1921-1976). Historisk betyder det formodentlig, at det er førsteopførelser, eller måske at de er autoriserede af komponisten, eller er det lydkvaliteten og alderen? Så gamle er de nu heller ikke, de er optaget mellem 1965 og 1974. I hvert fald er det vigtigt at få en organiseret udgivelse af denne originale og oversete musik, og den er kommet i stand på initiativ af Arbejdsgruppe Gunnar Berg, hvorfra jeg især husker Jens Rossel som en forkæmper for Bergs musik igennem mange år.

I øvrigt kunne det være spændende, hvis udenlandske superpianister inden for den ny musik, som fx Herbert Henck ville tage et værk som Gaffky’s på repertoiret og indspille det i ECM-kvalitet!

Niels Viggo Bentzon: Works for cello and piano.

Variations on “The Volga Boatmen”, sonate nr. 3 for cello og klaver op. 268, sonate for cello og klaver op. 43. Niels Ullner, cello. Rosalind Bevan, klaver.
Dacapo 8.226015

Niels Viggo Bentzon var jo en institution i dansk musikliv – med tilhørende oceaner af anekdoter, ikke mindst fra hans liv som underviser. Han var også kendt som aktiv fluxus-udøver især i 60erne. Derfor kan det undre, at hans kompositioner ofte virker så forbløffende konforme. Når man ser et værk med titlen Variations on The Volga Boatmen og kompositionsåret 1977, tænker man, det kan ikke være alvorligt ment, der må stikke en ræv bag øret her! Den kitschede rusisske folkesang må være gefundenes Fressen for en ironisk fluxus-inspireret komponist. Pelle Gudmundsen-Holmgreen brugte fx melodien i Symfoni-Antifoni fra 1978 som et tykt romantisk indslag, instrumenteret for mandolin!, hvor instrumentationen og sammenhængen, som en del af en betydningscollage, omgivet af tårnhøjt messing og med den evindelige afbrydelse fra slagtøjets lussinger, gav den en vidunderlig betydning.

I Niels Viggo Bentzons tilfælde kommer der egentlig “bare” et stykke velskrevet og virtuost anlagt stykke ud af melodien med den lille snes variationer. Et stykke, som kunne være skrevet i et hvilket som helst århundrede og over en hvilken som helst melodi. Jeg har svært ved at dele noternes udsagn om melodiens politiske implikationer i dette stykke. Men jeg kan godt forstå, at musikerne må elske værket: det bliver spillet fremragende af Niels Ullner i en dejlig tæt optagelseskvalitet, ligesom i ECM-indspilningerne er man tæt på instrumentet og dets unikke fremtræden.

De følgende sonater for cello og klaver fra 1971 og 1947, hvor Niels Ullner spiller sammen med Rosalind Bevan, er meget Bentzonske i deres opbygning, med de klassiske satsfølger hurtig-langsom-hurtig-langsom og i 1971-sonaten med de typiske markante indledningstemaer akkompagneret af repeterende klaverakkorder og den pludselige neddæmpede coda-del – Bentzonske fingeraftryk i hele hans produktion. Musik der lyder til at være sjov at spille og er sjovest at lytte til i de hurtige, kortere satser som scherzoen i sonaten fra 1947.

Coveret er i øvrigt meget flot gennemført, med Repins berømte maleri af Volga-Pramdragerne i groft fotoraster. Sidebemærkning: cd-cover-kunsten har jo – indtil nu? – været meget lidt udviklet i den klassiske musiks verden, sammenlignet med de ofte fremragende og velgennemtænkte bogomslag man ser på nye danske romaner; de er ikke blot dekorative, men danner et kontrapunkt til bogens indhold. En glædelig nyhed jeg lige kommer på, var coveret til Peter Bruuns nyligt udkomne Miki Alone, hvor det visuelle for en gangs skyld går i dialog med indholdet på cd’en og ikke blot dokumenterer de medvirkende.

Niels Viggo Bentzon: Symfoni nr. 8 op. 113 “Sinfonia Discrezione”, Symfoniske Variationer op. 92.

Gothenburg-Aarhus Philharmonic, dir. Douglas Bostock.
CLASSCD 622

GAP er et nyt symfoniorkester i Skandinavien! Forkortelsen dækker over The Gothenburg-Aarhus Philharmonic, og orkestret består af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium og Musikhögskolan ved Göteborgs Universitet, institutioner i Sveriges og Danmarks næststørste byer, som med dette faktum til fælles har startet et netværk, der i 2005 resulterede i GAP. Dette er GAPs første cd, som rummer en indspilning af to Bentzon-værker – et forfriskende debut-valg i stedet for en fristende Mahler-symfoni! – under den flittige Classico-dirigent Douglas Bostock.

Den 8. Symfoni fra 1957 spilles med energi og fremdrift under Bostock, og koncentrationen og spændingen holdes hele vejen igennem det 45 minutter lange firesatsede værk. Selv i et indspilningsstudie med klippemuligheder er det en præstation. Man hører, at der virkelig er blevet prøvet: alle de afslørende steder, som de tikkende unisone strygerafsnit, sidder fuldstændig, helt ned til bageste pult – og strygerne har meget at lave. Messinggruppen er præcis og spændstig, der er fine soli fra fløjte, horn og obo – der er simpelthen både finish og musikalsk energi i denne indspilning – og så er produktionen fin. Desuden er det noget af Bentzons mest inspirerede og dynamiske musik.

Hvorfor dette mægtige værk så har fået tilnavnet Sinfonia Discrezione er ret uforståeligt og må tilskrives samme grund, som at komponistens briller pludselig blinker i psykedelisk pink i et af portrætterne på coverets Andy Warhol-set up ...

Den 8. er her indspillet for første gang mens de Symfoniske Variationer (1952) er indspillet før og er et ofte spillet værk. Noterne oplyser at i sin tid værket blev “championed” af Sergiu Celibidache – gad vide om der et sted i verden findes en radiooptagelse af værket med ham som dirigent?

Værket er ikke helt så medrivende som den 8. Det er, som om den i princippet endeløse variationsform ikke er helt så sund for den fabulerende komponisttype Bentzon er, som de strammere klassiske symfoniske former.

Tonyah Lemoh, klaver: Værker af Liszt, Charles T. Griffes, N.V. Bentzon, Chopin, Alberto E. Ginastera og Bach/Busoni.

CLASSCD 913

Tonya Lemoh har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium hos John Damgaard, og dette er en koncertoptagelse fra hendes debutkoncert. Først skal det medvirkende hostefri publikum roses, og det er stort, lyder det til. Lemoh gør dog sit til, at skrubtudserne glemmes, det er nemlig en både virtuos og følsom pianist, der her præsenterer sig med nogle af de store romantiske klaverværker: Liszts La Vallée d’Obermann og Chopins B-mol-sonate med den mærkværdige sidste sats, presto-pianissimo, som György Ligeti citerer i sit selvbiografiske værk Monument-Selbstportrait (mit Reich und Riley und Chopin ist auch dabei)-Bewegung for to klaverer fra 1976. Derudover er der underholdende popmusik på højt plan: Ginasteras Argentinske danse, kvor Tonya Lemoh demonstrerer, at hun ikke kun er følsom, men også tør, præcis og kraftfuld, når det skal være. Herlig musik.

Og så viser der sig endnu et Bentzon-værk her, en Suite for klaver med otte mere eller mindre traditionelle suitesatser. Da jeg satte cd’en på første gang, tænkte jeg, “Yes, det er jo den Niels Viggo Bentzon, vi kender og elsker, det her er da noget af det bedste, han har skrevet”. Det bobler og sprutter i disse minutkorte satser, hér er den psykedeliske fluxus-Bentzon som MÅTTE være i et sted i musikken: en sarabande der flipper totalt ud, en menuet med Tea for Two-indslag ...

Da jeg får læst noterne, viser det sig, at værket er en nedskrift af en improvisation, Bentzon spillede til en koncert engang i 70erne (bl.a. sammen med et stykke kaldet Klaver Biologi (!)) og senere nedskrevet af Lemohs mand, jazzpianisten Thomas Walbum.

En kættersk tanke melder sig: det er jo her Bentzons geni ligger, i improvisationsmusikken. Det forklarer det ambivalente forhold, man kan have til Bentzons produktion, de af og til ubegribeligt ufærdige og ufokuserede kompositioner (“Taiwansonaten” for eksempel, kan altså kun lige retfærdiggøres ved sine vanvittige satsbetegnelser), et sammenstød mellem det reflekterede (“Holder det ...?”) og det spontane (“Vupti – hørte I det!”). Det utilfredsstillende opstår selvfølgelig, når det reflekterede bliver tørt og det spontane kritikløst. Jazzpianisten Keith Jarrett har siden 70erne skabt musik ved at sætte sig på scenen og spontant frembringe en musik, der simpelthen ikke kan komme til verden på anden måde end ved denne tilgang: værket skabes real time i en bestemt situation, på en bestemt tid og et bestemt sted. Men lige så guddommeligt inspireret denne musik er – og jeg mener, at der er tale om storslået musik – lige så tør bliver Jarretts musik, når den skal en tur omkring papiret. Jeg tænker både på de få egentlige kompositionsværker og så nogle af de nedskrifter, der findes af Jarretts improvisationer.

Jarret har derfor valgt bånd- hhv. cd-mediet som sin lagringsplads, hvor en komponist per tradition opbevarer musik som “brugsanvisninger” i partiturform. Måske burde Bentzon have skelnet skarpere mellem det, som er improvisation og ikke egner sig til nedskrift, det som er improvisation, men mirakuløst også er koncentreret nok til at stå som reproducerbare kompositioner – som suiten her – og det som vitterligt er kompositoriske mesterværker.

De 664 opusnumre er imponerende, men kan måske stå i vejen for en videre udbredelse af de vigtigste Bentzon-værker.

Knudaage Riisager: Qarrtsiluni, Månerenen.

Aarhus Symfoniorkester, dir. Bo Holten.
Dacapo 8.226022

Som komponist havde Knud-aage Riisager (1897-1974) et, efter danske forhold, atypisk karriereforløb. Med et fuldtidsarbejde som embedsmand samtidig med en produktiv komponistvirksomhed ligner hans liv snarere de russiske komponisters omkring forrige århundredeskifte. Riisager var således kontorchef i Finansministeriet fra 1925 til 1950 og blev senere direktør for musikkonservatoriet i København, i øvrigt uden nogensinde at have studeret der. Og som hos Skt. Petersborg-komponisterne, især Rimskij-Korsakoff og Stravinsky, to af Riisagers hørbare forbilleder, blev balletmusikken hans vigtigste og mest succesfulde område.

Både i instrumentatorisk og indholdsmæssig henseende er Qarrtsiluna fra 1938 tydeligvis inspireret af Stravinskys Le sacre du printemps, med “det hedenske Rusland” erstattet af “det primitive Grønland”. Men samtidig er værket endnu et originalt eksempel på den kolossale virkning, Stravinskys gennembrudsværk fra 1913 har haft på et utal af komponister, fra Edgard Varèse til Louis Andriessen og John Adams.

Det er yderst velinstrumenteret orkestermusik, den klanglige fremtræden er i det hele taget noget essentielt i Riisagers musik, de melodiske motiver er instrumenteret yderst detaljeret og fremstår som klanglige objekter, til forskel fra den mere Brahms’ske linjeinstrumentation hos Holmboe og Bentzon. Det skal her indskydes, at orkestret desværre ikke fremstår særlig flatterende i optagelsen. Den tæthed, der klædte Niels Viggo Bentzons cello-cd får her især træblæserklangen til at falde til jorden som en sten. Lyder Frichsparken virkelig sådan?

Som hos Stravinsky kan ganske enkle ideer her få en helt frapperende virkning alene i kraft af instrumentationen. Hele indledningen af Qarrtsiluna er således bygget på det lille sekundinterval som instrumenteres på forskellige fantasifulde måder. Samtidig er satsen i sin opbygning en dansk pendant til Ravels Bolero, med et ostinatmotiv i slagtøjet og et instrumenteret crescendo, der udvikler sig gennem hele satsen. Det ni minutter lange værk er, som Bolero, skrevet til dans og har, siden uropførelsen på Det Kgl. Teater med Niels Bjørn Larsen som åndemaneren, været spillet ofte, også i koncertsalene.

Månerenen er skrevet til en ballet koreograferet af Birgit Cullberg, med premiere i 1957. Også her er det nordisk folkekultur, der er udgangspunktet, nemlig et samisk eventyr om kærlighed, troldkunst og død. Igen er det instrumentationskunst på højt niveau, men også i en grad, så man er lige ved at få nok af alle de velturnerede orkestereffekter, som i en senere tid efterhånden har fået status af klicheer. Det formmæssige forløb i musikken følger naturligvis både handlingen og ballettens opdeling i tableauer og er derfor lidt svær at kapere som ren musik ved cd-lytning. Musikalsk hørt, har jeg fx lidt svært ved at forstå, at der skal komme endnu en spyddans efter det apoteotiske højdepunkt, “Ailis Forvandling”, henimod slutningen, men det er muligvis logisk, når man ser forestillingen på teatret.

I øvrigt har Riisager nogle interessante formopdelende indslag, som ligner det berømte unisone H-crescendo i Alban Bergs Wozzeck: også i Månerenen opbygges et enstemmigt H, men fordobles her i oktaver op igennem registrene med en ganske frapperende virkning. Det sker i begyndelsen, midten og slutningen af balletten, men sidste gang i baglæns retning, altså som en “demontering” af H-klangen. Så en generalpause. Derefter genopstår tonen her i allersidste minut, men denne gang suppleret med overkvinten Fis, som samtidig er hovedtemaets sluttone. Et stærkt originalt indslag i en musik der klinger brillant, men til tider måske kan være lovlig tæt på forbillederne.

Antikrist på DVD

Af Per Rask Madsen

Rued Langgaard: Antikrist.

Sten Byriel, Anne Margrethe Dahl, Helene Gjerris, Poul Elming, Susanne Resmark, Camilla Nylund, Jon Ketilsson, Johnny van Hal, John Lundgren, Thomas Dausgaard, DR Radiosymfoni-orkestret og DR Radiokoret.
Dacapo 2.110402.

Efter at have oplevet Danmarkspremieren på Langgaards dunkle opera i 2002 i Ridehuset, var forventningerne til den første dvd-produktion af en dansk opera ikke små. Lad os straks fastslå, at projektet er alle anstrengelser værd. Ud over selve opførelsen af Antikrist, tilbyder produktet en glimrende ekstra feature: En kort Langgaard-biografi og en fortælling om Antikrists tilblivelse, herunder det danske musiklivs manglende anerkendelse af værket; man ser endda en kort filmsekvens fra 1948 af kompo-nisten, der dirigerer et kirkekor. I fortællingen om Langgaards problemer med at få Det Kgl. Teater til at sætte hans mystikopera, hører vi, at han gang på gang får afslag pga. librettoen, som han selv havde forfattet – musikken får han overhovedet ikke respons på. Man kan ikke fortænke operahuset i deres afgørelse: det er en besynderlig, uhåndterlig tekst, Langgaard har skrevet.

Staffan Valdemar Holms instruktion er modig, ikke ubetinget fri fra tågede foreteelser på scenen, men det er uundgåeligt med den foreliggende libretto. Langgaard ønskede selv en enkel scene, hvilket Ridehuset må siges at leve op til, men det skaber nogle problemer, da det til tider virker som om, at sangerne – især i de længerevarende instrumentale episoder – er blevet sat til at gebærde sig, så det skaber unødig forvirring og uklar scenisk aktion. Her skulle man have ladet musikken tale for sig selv uden sceniske virkemidler.

Sangerne kæmper med dramaturgisk set vanskeligt materiale: Sjældent har man oplevet så drevne kunstnere som Anne Margrethe Dahl og Susanne Resmark være så uslebne. Poul Elming har ikke meget stof at rutte med, men får alligevel via sit skuespil gjort sig formidabel som “Munden, der taler store ord” – mere djævelsk end “Lucifer” (Sten Byriel) selv. Finske Camilla Nylund, “Den store skøge” i operaen, er måske den mest overbevisende solist i opsætningen. På trods af at hun har et spøg-og-skæmt-agtig plastik brystparti uden på sit tøj, stråler hendes øjne og mimik af diabolsk forførende sensualitet (Inga Nielsen blottede sine bryster under “De syv slørs dans”, da hun i 2001 spillede Salomé på Gamle Scene; man kan spekulere på, om man ikke har villet lade Camilla Nylund være topløs her, eller om hun ikke selv har ønsket det).

Operagenren kræver naturligvis, at man går ind på dens præmisser, hvis man skal have udbytte af forestillingen, og at man – og i langt højere grad end i skuespil – sluger kameler: Realisme i opera er jo en by i Rusland, og i Antikrist skal man sluge dyr, der er væsentlig større end kameler. Den narrative diskurs er ganske kompleks, dvs. der er ikke en egentlig handling. Det er temmelig uklart, hvilke sangere, der skal forestille at være diegetiske personer. De fleste figurer er repræsentationer af en symbolsk gestalt (“Løgnen”, “Mismodet”, “Gådestemningen”, osv.), og diegesen gøres endnu mere kompliceret, da både “Gådestemningen” og “Gådestemningens ekko” (spillet af hhv. Anne Margrethe Dahl og Helene Gjerris) optræder på sceneforgrunden. Pudsigt er det, at det eneste gådefulde, der er over Gådestemningens og dets ekkos musik, er hvorfor dette ‘ekko’ overhovedet er der. Er det af musikalske eller dramaturgiske grunde, at to sopraner skal spille denne scene? Man burde have instrueret, så det langt tydeligere fremgik, at ‘ekkoet’ – om end det har sin egen stemme – er en dobbeltgænger. Langgaards intention med scenen er mørklagt for mig.

Sceneinstruktionen fungerer på et overordnet plan, når bare man husker på det med kamelerne. Der er også virkelig dragende stunder, fx når repræsentationen af “Guds stemme” taler på den illuminerede balkon, højt hævet over begivenhederne på scenegulvet. Filmisk kunne man savne, at kameraerne fokuserer mere på orkestret, i de uforglemmelige instrumentalmellemspil. Sjældent har Dausgaard og Radiosymfoniorkestret spillet med så meget power og engagement og samtidig været en perfekt enhed. I disse mellemspil virker det som om, at sangerne tuller rundt på scenen bare for at lave et eller andet. Det havde været passende, hvis scenen mørklagdes, mens orkestermusikken psykologiserede over Langgaards moralske oplæg.

Det gammeldags sprogbrug, Langgaard lægger i munden på sangerne, kan undertiden virke pudsig eller uforståelig – hvor mange i dag ved fx hvad hoffærdighed betyder? De relativt mange omvendte ordstillinger (som Viinholt Nielsen i den fornemme booklet også kritiserer) kunne trænge til en venlig ment revision. Teksten er en faldgrube for sangere, fx kommer “harmes vin” (“Nyd du blot din Utugts Harmes Vin”) til at lyde som “harme svin” og (det sangmæssigt grimme ord) “gårde” til at lyde “går-de” med hårdt d. Langgaard kunne på mange fronter have vundet ved at have samarbejdet med en librettist.

Denne første danske sceneopsætning af Antikrist er en brav bedrift, som vil bane vej for og hjælpe repremierer. Dommedagsværkets potentialer er åbenlyse, også selv om den har visse små særheder, og denne dvd vil stå som et stærkt middel i en international markesføring af Langgaard. Produktets lydkvalitet er sublim, lyssætningen matcher mystikken, samspillet mellem sangere og orkester er upåklagelig. Vi får ikke bedre dvd-version af Antikrist foreløbig.