INDE I EN CELLO

Huskunstnerprojektet “Kultur og integration” har til dels som formål, at børn stifter bekendtskab med forskellige former for kunst, dels at styrke integrationen i klasserne. DMT’s udsendte har været flue på væggen og set og hørt lyden af blod, skabt af helt små mennesker.

Af Sine Tofte Hannibal

Integration er et varmt emne i medierne, ikke mindst når det gælder folkeskolen og klasser med mange tosprogede elever. Der har været mange politiske forslag på bordet til, hvordan man løser det, der grundlæggende betragtes som en hæmsko for den faglige indlæring, og rundt omkring i kommunerne forsøger man sig med forskellige tiltag. Disse er ofte koncentreret om de ydre rammer for undervisningen i form af kvoter for, hvor mange børn med anden etnisk baggrund end dansk, der må være i en klasse, frit skolevalg m.m. Det er sjældnere, man hører om tiltag, der fokuserer på, hvilke indre faktorer i undervisningen, der kan være med til at forbedre integrationen blandt eleverne.

Tidligere på sommeren var Dansk Musik Tidsskrift på besøg hos World Music Center i Århus og Verdensmusikskolen i Brøndby, der begge bruger verdensmusik som platform for kulturmøder. I et samarbejde mellem nogle af kommunes folkeskoler og musikskolen i henholdsvis Århus og Brøndby undervises børn i 4.-6. klasse i dans, sang og trommer fra bl.a. Ghana, Indien og Brasilien. Lærerne er professionelle musikere og dansere, og størstedelen af dem med anden etnisk baggrund end dansk, men bosat i Danmark. Blandt de lærere, vi talte med, var der bred enighed om, at børnenes sociale kompetencer og en fælles identitet børnene imellem blev styrket gennem den musiske udfoldelse.

Det, at en klasse fungerer som gruppe, er en forudsætning for et socialt miljø i klassen og for en konstruktiv faglig undervisning, og selvom bedre integration ikke er den primære årsag til samarbejdet, er det en effekt af dette. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at aktiviteter som fx musik og dans, der fokuserer på at udvikle børns sociale kompetencer, i lige så høj har indflydelse på den faglige indlæring som den etniske sammensætning i klassen.

Musikundervisning i folkeskolen lever under trange kår, og i en politisk sammenhæng bliver faget hverken set som havende redskaber til at styrke elevernes faglige indlæring eller som middel til bedre integration. Men måske kan en forholdsvis ny tilskudsordning under Statens Kunstråd bane vej for projekter, der sætter fokus på dette, og som måske på sigt forbedrer musikundervisningens forhold ved at pege på en kobling mellem musisk aktivitet, socialitet og læring.

Formålet med Huskunstnerordningen er, »at fremme børns og unges møde med kunsten og de kreative fag« gennem en kortere eller længere ansættelse af kunstnere til at »formidle kunsten til børnene og de unge, så de møder den professionelle kunst på en anden måde, end det sker i den normale undervisning«.1 Offentlige forvaltninger og institutioner som fx skoler kan søge om tilskud, og pengene dækker den ene halvdel af kunstnerens honorar, mens den anden halvdel og øvrige udgifter dækkes af institutionen selv.

Der er ikke langt fra projekter som World Music Center og Verdensmusikskolen til Huskunstnerordningen. For andre lignende initiativer rundt omkring i landet kan ordningen være en mulighed for at fortsætte og videreudvikle mindre samarbejdsprojekter som fx i Hvidovre, hvor musikskolen igennem et par år har igangsat forskellige projekter med 1. og 2. klasse på nogle af kommunens folkeskoler.

Et af projekterne er karruselundervisning, hvor børnene kan melde sig til ét blandt en række klassiske instrumenter og i en kortere periode modtage undervisning af musikskolens lærere. Undervisningen indgår i et forløb, hvor hele klassen skaber en musikalsk fortælling, som de indgår i med det, de har lært på deres instrument, og til sidst i forløbet kobles et af musikskolens eksisterende ensembler på. Derved får børnene meget tidligt en oplevelse af, at det, de lærer, kan bruges til noget, og mange af dem fortsætter med at spille, efter at karruselundervisningen er færdig.

En af de musikskolelærere, der har været involveret siden det første projekt blev igangsat i 2003, er komponisten og violinisten Kuno Kjærbye. Hans første samarbejde med en lærer fra Gungehusskolen i Hvidovre har udviklet sig og er blevet til projektet ‘Inde i en cello’, der går i gang til november. Her skal første klasse bygge en imaginær cello i deres klasseværelse, der i det næste halve år skal danne ramme om musisk skabende aktivitet på forskellige måder – koncerter, rytmik, undervisning m.m. – og på baggrund heraf skal børnene skabe deres egen musikalske fortælling.

Men derudover er Kuno Kjærbye med støtte fra Huskunstnerordningen blevet ansat som huskomponist på to andre skoler i kommunen. Hans ansættelse er første del af et større projekt, hvor 1. og 2. klasse hele året skal arbejde sammen med professionelle kunstnere i fire forløb af syv uger. Foruden en musiker/komponist skal de møde en billedkunstner, en skuespiller og en akrobat.

For Kuno Kjærbye ligger jobbet som huskomponist i forlængelse af de andre projekter, han har lavet i folkeskolen, og hans arbejdsmetode, der dels har rod i hans klassiske skoling som violinist, dels en mere fri og skabende tilgang til musikken som komponist, er den samme.

»Det gælder om at finde ud af, hvad børnene kan og i høj grad, hvad de ikke kan. Når jeg kun har dem i syv uger, gælder det om ikke at give dem nogen nederlag. Det er enormt vigtigt, for man kan tabe en klasse i løbet af ingen tid, og der kommer min mangeårige erfaring som violinlærer mig til gode. Jeg arbejder med hver klasse to timer om ugen, men efterhånden som de får nogle fælles færdigheder, kan jeg begynde at samle dem, så jeg har dem i dobbelt så lang tid. Nogle få af dem har spillet før, men ikke i musikskolen, og nogle har gået til rytmik. Alle børnene har spurgt, om de ikke må få lov til at spille violin, og jeg har fået syv violiner stillet til rådighed. Men med 21 i klassen går det hele i stå, hvis syv skal spille violin, mens de andre kigger på, så jeg gør det på en anden måde.

Jeg kan ikke kan lære dem at spille violin på syv uger, men jeg kan lære dem at spille perkussiv violin – og der er jeg græsk-katolsk over for, hvorvidt det er violinspil eller ej. Til sidst i hvert forløb kobler jeg musikskolens strygerensemble på, og når de, der ikke har lært at spille, hører dem, der har lært det, så får de lyst til at lære mere, og de, der har lært at spille, synes, det er sjovt at opleve nye sider ved violinspillet. Der bruger jeg koblingen af musik og bevægelse, der har rod i både folkemusik og ny musik – det er ikke arven efter den mere forfinede æstetik og musikkens Bournonville, men det kan du heller ikke forlange af et barn på 7-10 år.«

Lyden af blod

For Kuno Kjærbye er fortællingen også et vigtigt element i det musiske arbejde. »Jeg tager stort set altid udgangspunkt i et sagn, et eventyr eller en myte,« fortæller han, »fordi der ligger så mange arketypiske hændelser der, som alle kan forholde sig til. Jeg tror, det er vigtigt, at børnene har en god fortælling at gå ud fra, og jeg bruger den til at forklare, hvordan mange ting er musik. Lige nu arbejder jeg med fortællingen om Moses, men da det ikke er min opgave at lave religionsundervisning i de syv uger, men derimod at skabe musik med børnene, skal fortællingen omsættes til lyd. Det første, de lærte, var, at Moses som barn blev reddet fra at drukne i Nilen, og der sagde jeg til dem, “prøv at se jer omkring og forestil jer, at I ikke var til stede, fordi I var blevet spist af en krokodille.”

Børnene var ret ligeglade med Moses-fortællingen i øvrigt, men de kiggede sig omkring og tænkte, okay, vi er døde, og derpå skulle de lave lyden af blod. Blod lyder jo ikke af noget, men man kan lave lyden af den rædsel, man oplever. Den ene klasse, jeg lavede det med, havde virkelig mange sjove lyde – gutturale lyde, vokaliserede lyde, hvislelyde – og det stillede vi op i en registerrække, så det dannede et klaviatur med de lyse hvislelyde efterfulgt af de mørke hvislelyde etc. Vi rubricerede det, så hvert barn var en lyd, som de derpå skulle notere ned, og i det øjeblik de noterer den ned, kan vi begynde at komponere med den og skabe musik. Når jeg peger på et barn, skal vedkommende sige sin lyd, og på den måde kan vi lave et meget sammensat stykke musik. Det er jo ny musiks virkemidler eller i tråd med de virkemidler, man ser på en film. Det er en helt moderne måde at angribe musikken på, og det skal kombineres med musik, de umiddelbart kan forholde sig til med en klar rytme og melodi. På den måde forstår børnene langt bedre samhørigheden og forskelligheden i de kakofoniske effekter og de almindelige klangelementer.

Dernæst skulle jeg forklare dem, hvad et klaviatur er. De kunne godt forstå forskellen på de dybe og de høje lyde, og ved at illustrere det med dem selv som klaviaturet fandt de ud af, at de også selv kunne gøre det, når de leger sammen, ved at vise hinanden hvad deres lyd hver især er. De oplevede at få en egen identitet, og den fik de lyst til at skrive ned. Så spurgte de, hvordan gør vi det?. “I kan gøre det ved hjælp af en tegning blandet med bogstaver”, svarede jeg. “Og når man ser den tegning, så siger man en lyd”, var der så en, der sagde. Så tog jeg et nodeark op og spurgte dem, hvad det var – “det er musik”, var der en anden, der sagde. “Er det det”, spurgte jeg og satte nodearket hen til hans øre – “kan du høre noget?” “Nej”, svarede han, og vi blev hurtigt enige om, at noder ikke er musik, hvorpå et af de andre børn sagde, “men det er noget, man kan lave musik af ”. Dermed er de sådan set i gang med at opbygge deres eget grafiske nodebillede uden at kunne lave musik i vanlig forstand, og det er disse erkendelsesspring, jeg gerne vil have dem til at gøre. I det øjeblik jeg sætter et nodeblad op for øret af en dreng og spørger, hvad han hører, og han ikke hører noget som helst, så tricker jeg hans erkendelse af, hvad der egentlig sker, og hvad musik er. Han vidste, at han skulle høre et stykke musik, men han hørte ikke noget, og det var først i det øjeblik, han så det, at han kunne regne ud, at der var et stykke musik gemt i det. Det er et metaplan illustreret her og nu, og det forstod de.«

I selve det at lære børnene at skabe billeder i lyd bruger Kuno Kjærbye især sit virke som komponist, men hans baggrund som violinist skinner også igennem. »Vi bruger som sagt også kendte melodier i det samlede lydbillede, hvor børnene selv skaber teksten. Således involverer jeg også de lærere, der er med, for det er dem, der skal øve med børnene, indtil jeg kommer igen ugen efter. På den måde er der et kontinuum i gang, mens jeg ikke er til stede, og børnene lærer en meget vigtig ting i den kunstneriske proces nemlig nødvendigheden af at øve sig for at blive bedre og glæden ved det, hvilket er en af mine pointer. I mange af de andre fag laver de noget, som de afleverer for derefter at gå videre til noget nyt, men i al musisk og kreativ skaben er du nødt til at have denne vedblivende øvning og det fysiske arbejde med, og det er godt for ungerne – og for os voksne for den sags skyld.«

Den overordnede titel for huskunstnerprojektet er “Kultur og integration”. Titlen dækker på den ene side over, at børnene skal stifte bekendtskab med forskellige former for kunst, og på den anden side er det projektets formål at styrke integrationen i klasserne, der hver består af ca. 20 elever af blandet etnisk herkomst. For Kuno Kjærbye er det ikke noget problem at forene de to målsætninger i arbejdet. »Lige nu lærer de en tyrkisk sang«, forklarer han, »og jeg har valgt en tyrkisk sang af flere årsager. Dels skal børnene opnå en forståelse og en tolerance over for andre kulturer – de tyrkiske børn oplever en anden kultur dagligt, nemlig den danske, men det er ret sundt for de danske børn at stifte bekendtskab med tyrkisk kultur – dels har jeg fundet nogle rigtig gode tyrkiske folkemelodier, og dels er det godt for de musikskoleskoleelever, der bliver koblet på senere at spille noget andet, end de er vant til. Men det allervæsentligste er, at børnene skal sige nogle ord, som de færreste forstår. De kommer til at sige en række fonetiske ting med klang, der peger på en musik i sproget, bl.a. fordi de ikke kender det. Jeg kan kun udtale det som en række klange, og oplevelsen af at sproget også har en klang, en mystik og en musikalsk magi, den vil jeg gerne give dem.«

Ud over tyrkiske børn er der børn af bl.a. arabisk, vietnamesisk og kinesisk oprindelse, og Kuno Kjærbye troede som udgangspunkt, at dette prægede børnene og deres syn på hinanden. »Jeg mente, at Moses-historien ville være god ud fra et rent integrationsmæssigt synspunkt, for den handler jo om, at den egyptiske Farao slår hebraiske drengebørn ihjel. Den historiske begrundelse er, at hebræerne var det administrative folk i det gamle Egypten, en synlig minoritet, men dog en minoritet, der fik for megen magt, og derfor ville han slå dem ihjel. Alle børnene spurgte, “hvorfor gjorde han det?”, og så forklarede jeg, at “det var en stamme, der ikke var så mange af i forhold til en stamme, der var flere af ”, mens jeg kiggede ud på en klasse af meget blandet etnisk sammensætning, “og pludselig slog de, der var flest af, dem ihjel der var færrest af.” Så tænkte jeg, “den tricker rigtig her”, men børnene går i 1. og 2. klasse, og de oplever slet ikke den modsætning imellem hinanden – de er integreret, de har endnu ikke oplevet, at de er forskellige, og de møder hinanden ligeværdigt.

I virkeligheden er det med integration en ting, vi voksne har fundet ud af, fordi vi ved, at forskellighederne opstår, når de bliver teenagere. Derfor ligger der en stor opgave i arbejdet med de mindre børn – ikke forstået sådan at de ikke skal opdage forskellen, men den skal ikke få lov til at udvikle sig i de vanartede knopskydninger, som kulturelle modsætninger og konflikter mange steder er. Det er det, fortællingen om Moses moralsk lærer os.«

Ud fra et integrationsmæssigt synspunkt er en af de største styrker ved projektet, at de børn, der ikke er så kunnende pga. en sproglig barriere, får en positiv oplevelse af læring gennem den musiske aktivitet. »Den allerførste dag«, husker Kuno, »hvor vi skulle lære en tyrkisk sang, som vi også skulle lave en lille dans til, kom der lille dreng hen til mig og hviskede mig i øret, at man synger den sang til bryllupper i Tyrkiet. Det er egentlig en kærlighedssang, men han har sikkert hørt den til et bryllup, han kendte den og var enormt glad, for det varhanssang.« »

I løbet af den første uge, hvor vi arbejdede med danske ord, var det tydeligt, at en af de andre drenge havde svært ved det, fordi dansk ikke er hans første sprog«, fortsætter Kuno. Men han havde godt fat på det tyrkiske islæt og kunne udtale de lange tyrkiske ord i sangen lige så godt som tyrkiske børn. Han var på i musikken, og det var en succesoplevelse for ham at være med i et fællesskab og opleve at være lige. I musikken er det nogle andre, som er førerhunde, end dem der plejer at være det, for det handler om noget andet«, slutter Kuno Kjærbye. »Børnene får en anden oplevelse af sig selv, de forstår deres rolle i fællesskabet og yder i fællesskabet. Det er samarbejde, og musik uden samarbejde er ikke musik.«

Fakta

Huskunstnerordningen blev oprettet af Statens Kunstråd i 2004. Formålet med ordningen er at fremme børns og unges møde med kunsten og de kreative fag.

Offentlige institutioner og forvaltninger kan søge om støtte til kortere eller længere samarbejdsprojekter med skabende kunstnere som musikere, komponister, skuespillere, billedkunstnere, scenografer, dansere og forfattere. Kunstnerne skal formidle kunsten til børn og unge, så de møder den professionelle kunst på en anden måde, end det sker i den normale undervisning. Tilskuddet dækker 50% af lønudgifterne, mens resten og andre udgifter betales af ansøgeren selv.

Hvidovre kommune har modtaget 125.000 kr. i støtte til et huskunstnerprojekt på to af kommunens folkeskoler. Her skal seks klasser arbejde med fi re forskellige huskunstnere i syv uger ad gangen – en komponist, en akrobat, en skuespiller og en billedkunstner.

Kuno Kjærbye er violinist og komponist. Han er ansat som lærer ved Hvidovre Musikskole. Kuno Kjærbye er en af de fire huskunstnere i Hvidovre dette efterår.1 ”Vejledning-huskunstnerordning 2005”, www.kunststyrelsen.dk

Illustration: udrag af tegneserie af Anne Marie Jepsen og Kuno Kjærbye. Kuno Kjærbye tager altid udgangspunkt i en historie i sit arbejde med børnene. Det første samarbejdsprojekt blev bygget op omkring historien i denne tegneserie, lavet af en af hans elever. Historien handler om forandring og om at finde noget andet i sig selv, fortæller Kuno Kjærbye. »Ud fra et metaplan peger den på, at en ting altid rummer noget andet, som kan være en modsætning eller en udvikling, og det er illustreret i et eventyr, der appellerer til børnene. Det handler hele tiden om at aktivere dem på de forskellige stadier, de befinder sig på, ud fra de musiske kompetencer og færdigheder de har og bruge dem så godt som muligt i en fortælling. Derudover handler det om at inddrage instrumenter og børn, der kan spille på forskellige niveauer og give hver af dem en rolle i et ligeværdigt forløb.«