NYE UDGIVELSER: BØGER

Tonspuren. Musik im Film: Fallstudien 1994 – 2001

Udgivet af Universal Edition for Institut für Wertungsforschung ved Universität für Musik und darstellende Kunst, Graz, Østrig, 2005, som bind 46 i serien Studien zur Wertungsforschung. 204 sider, 22,50 EURO. ISBN 3-7024-2885-2.

Institut für Wertungsforschung blev grundlagt i 1967 af Harald Kaufmann og efter dennes død videreført i af Otto Kolleritsch, som var redaktør, da denne udgivelsesrække sidst blev omtalt i DMT (i nr. 7, 1997/98). Under Kolleritschs mere end 30 år som leder har instituttet udviklet sig til et europæisk knudepunkt for debatten om relationerne mellem musik og filosofi. Et centralt spørgsmål i mange af instituttets publikationer er, hvordan og navnlig hvorfor musik til forskellige tider (og på forskellige steder) tillægges værdi og mening af skiftende art.

Dette spørgsmål angribes fra mange vinkler, hvoraf semiotikken naturligvis er oplagt, men kun én blandt mange. Da det har været instituttets ønske at belyse emnet så nuanceret og dybdeborende som muligt, har man lige fra starten ladet bidrag fra en række beslægtede fagdiscipliner møde og befrugte hinanden. Dette fremgår også af listen bagerst i bogen, hvor titlerne på de foregående bind står at læse sammen med en angivelse af bidragyderne til de enkelte bind.

En række af de tidligere bind har en specifik komponist som omdrejningspunkt, fx Zemlinsky, Krenek, Mahler, Ligeti, Nono og Skrjabin. Efterhånden er fokus imidlertid drejet i retning af tværgående emner som fx Die Neue Musik in Amerika, Klischee und Wirklichkeit in der Musikalischen Moderne eller Musikalische Produktion und Interpretation. I dette bind 46, som serien nu er nået til, er emnet nyere filmmusik, belyst gennem en række eksempler fra film fra det seneste tiår, overvejende film med udpræget kunstneriske ambitioner.

Kolleritsch fratrådte i 2002 og blev efterfulgt af Andreas Dorschel, der også er redaktør for denne den seneste udgivelse i skriftrækken fra instituttet. Bogen indledes med en artikel af Dorschel, hvori han skitserer forskellige opfattelser af filmmusikkens funktion og virkemåde. Den rent illustrerende filmmusik – der blot forstærker og understreger det, vi allerede ser på lærredet, lidt nedsættende benævnt “Mickey Mousing” – interesserer ham, ikke overraskende, kun ganske lidt. Den er reelt overflødig, mener Dorschel. Langt mere interessant bliver filmmusikken, når den forholder sig kontrapunktisk til filmens billeder.

På denne måde kan filmmusikken fremhæve betydnings- eller handlingslag ved (eller bag) billederne, som ellers kun ville være svagt anede. Musikken hjælper da bestemte tydninger af billederne frem – naturligvis så på bekostning af andre. Men dette kan selvfølgelig gøres mere eller mindre subtilt – fra den fladtrådte formindskede akkord, der i heftigt tremolo på det nærmeste kapunerer tilskueren med uhygge, til mere dobbelttydige klingende budskaber, der sammen med billedsiden efterlader os i biografmørket i langt mere engageret vildrede.

Begrebet kontrapunktisk filmmusik synes Dorschel at have hentet hos Zofia Lissa (Ästhetik der Filmmusik, 1965), der betragter den kontrapunktiske brug som kulminationen af en filmteknisk udvikling fra den naive synkrone brug af musikken i film (fx “Mickey Mousing”) over den lidt mere raffinerede asynkrone filmmusik frem til det kontrapunktiske. I dette begreb synes Dorschel også at se langt mere perspektiv end i visse af de rent psykologiserende teorier, fx Claudia Gorbmans, således som de præsenteres i bogen Unheard Melodies (London 1987). Dorschel giver ikke meget for ideen om at (film)musikalske grundelementer skulle være valgt, fordi de vækker en arketypisk genklang i tilskuerens ubevidste. Tanken er ellers besnærende – men så direkte hænger tingene efter alt at dømme ikke sammen, hvilket Dorschel da også argumenterer fornuftigt for.

En central funktion for filmmusikken er – ifølge Dorschel – snarere netop denne udvidelse af billedsidens budskab, som det kontrapunktiske realiserer. Lykkes dette godt, oplever vi tilskuere en sammenhængende formidling i sin totalitet, heraf også den ofte citerede – og nok lidt forenklede – opfattelse af god filmmusik, som titlen på Gorb-mans bog også refererer til: God filmmusik kan man ofte ikke huske bagefter, da den glider i ét med det samlede budskab.

Efter denne indledning følger så en række glimrende artikler om anvendelse og funktion af filmmusik i en række nyere film. Cornelia Szabó-Knotik skriver om brugen af præ-eksisterende klassisk musik i tre film af brødrene Cohen samt en enkelt film af Shekar Kapur (den historiske film Elisabeth). Artiklens analyser forbinder sig med så velkendte og emblematiske eksempler som Kubricks brug af Strauss og Ligeti i 2001 samt Viscontis Mahler-signatur i Døden i Venedig.

Szabó-Knotik demonstrerer, hvorledes instruktørerne i de analyserede film søger at lade den præ-eksisterende musik indgå i en udvidet betydningskonstruktion, sammenlignet med ældre film som de nævnte.

Som noget nyt i forhold til sidst jeg havde fat i serien, er to af artiklerne nu på engelsk. Den ene af disse er Julie Hubberts om musikken i Scorseses Casino, hvor Hubbert argumenterer musikanvendelsen i denne film ind i en postmodernistisk forståelsesramme, hvilket er ganske interessant og tankevækkende. Især da Scorsese overvejende anvender rock- og popmusik, der er autentisk i forhold til filmens univers – og samtidig formår at lade musikken kommentere langt flere lag i filmen end blot at være reduceret til genre-vignet.

Den anden engelske artikel er Julie Browns om Michael Hanekes nyskabende anvendelse af musik i filmen Pianisten, bygget over en roman af den kontroversielle Nobelprisvindende forfatter Elfrida Jelinek. Ifølge Brown afsøger – og når – Haneke grænserne for den grad af satirisk betydning, filmmusik kan tilføre billedsiden. Brown demonstrerer dette ikke kun ved en række eksempler fra filmen, men også ved eksempler på musik, der var tænkt i manuskriptet, men sluttelig udeladt i den færdige film.

Af særlig interesse for danske læsere er Guido Heldts artikel om musik, struktur og genre i Lars von Triers Dancer in the Dark. Filmens særegne blanding af tragedie og konventionelle musical-elementer kalder naturligvis på et nærmere eftersyn, og her demonstrerer Heldt den specielle syntaks, som von Trier har udviklet netop til at forbinde disse to elementer. Resultatet vender op og ned på mange traditionelle musical-normer, hvorfor en del kritikere har følt sig frustrerede over filmen. Men strukturen er logisk inden for historiens egne præmisser.

Bogens ni artikler dækker mange genrer, teorier og synspunkter og er en god, aktuel kilde til refleksion over de mere progressive, nutidige manifestationer af film og musik.

J.P.E. Hartmann: Liden Kirsten. Opera i to akter, opus 44

Hartmann-udgaven, Serie IV, Bind I. Det Kongelige Bibliotek 2005. 448 sider i stort format, indbundet, kr. 1125,00. ISMN M-706763-08-8.

Som mange af dette blads læsere vil vide, er den danske musikforskning godt i gang med at råde bod på fortidens synder – i form af manglende forsvarlige udgaver af en række af dansk musiks vigtigste kompositioner. Der tænkes hér naturligvis i første omgang på de kritisk-videnskabelige udgaver af Carl Nielsens, Niels W. Gades og J.P.E. Hartmanns værker.

Af sidstnævnte komponist bliver dog kun udvalgte værker udgivet på denne måde, og efter udgivelsen af 1. Symfoni (i 2002) og 2. Symfoni (i 2003) er netop udkommet operaen Liden Kirsten. Ikke blot et af Hartmanns hovedværker, men i det hele taget et helt centralt værk i den danske romantik. Som det har været anført flere andre steder, så er det i grunden forbavsende, at den mest opførte danske opera nogensinde først nu bliver udgivet i partitur! Jo, jo, der har da eksisteret et klaverpartitur i mange år, men alligevel.

Nå – nu er danske operaer i trykt partitur bestemt heller ikke nogen almindelig foreteelse, men det må siges at være helt på sin plads, at dette essentielle værk endelig foreligger i en på én gang kritisk-videnskabelig og på praktisk opførelse beregnet udgave.

Som det sig hør og bør for en sådan udgave, forjætter allerede udstyret (og vægten) autoritet og seriøsitet. Det er en fornøjelse at få en sådan stor, smuk og gedigen sag i hænderne. Og som ved alle udgivelser af denne art indledes partituret med baggrundsinformation om tilblivelse samt redaktionelle bemærkninger om kildeforhold. Bagerst i folianten finder man ouverturen i den originale udgave, en senere ændring i Ingeborgs replik i finalen og dernæst de kritiske kommentarer og en detaljeret gennemgang af det redaktionelle arbejde med satsen, det såkaldte kritiske apparat.

Sidst i bogen finder man også fotografiske gengivelser af forskellige udgaver af teksten, trykte såvel som utrykte. Og endelig er der i forbindelse med indledningen smukke faksimilegengivelser af udvalgte manuskriptsider. Der skulle således være alle muligheder for dem, der måtte have lyst til at kigge udgiverne i kortene.

Hovedredaktøren er førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, cand.mag. Niels Krabbe, der naturligvis har en redaktionskomité (eller et redaktionsråd, som der står på hjemmesiden) med sig i arbejdet. Dette redaktionsråd består af professor, dr. phil. John Bergsagel (København), professor, dr. phil. Finn Egeland Hansen (Aalborg), professor, dr. phil. Siegfried Oechsle (Kiel), seniorforsker, ph.d. Claus Røllum-Larsen (København) og seniorforsker, cand.phil. Inger Sørensen (København).

Om Hartmann-udgaven i øvrigt kan man læse nærmere på http://www.kb.dk/kb/dept/nbo/ma/hartmudg/

Arbejdet med at tilrette denne udgave har naturligvis været betydeligt – så meget desto mere som kildesituationen kompliceres af, at dele af det originale materiale gik tabt ved en brand i Hartmanns egen levetid. Om arbejdet med de eksisterende kilder samt konkordansen af disse, kan man naturligvis også læse i indledningen til udgivelsen.

En udgave som denne vil selvfølgelig ikke henvende sig til almindeligt musikinteresserede – hér skal man enten være særdeles optaget af Hartmann og hans musik, eller der må være tale om institutioner. Sådan er det selvfølgelig. Men nu er der i det mindste en relativt let adgang til et ubestrideligt hovedværk i dansk musik.

I Danish Yearbook of Musicology vol. 31, 2003 kan man læse en indgående anmeldelse af det første bind i Hartmann-udgaven, 1. Symfoni. Anmelderen, Michael Struck (medarbejder på Brahms-udgaven) har gravet sig frem til nogle mindre, redaktionelle ankepunkter, som man imidlertid nok skal være ualmindelig vidende og/eller nidkær for at få bragt for en dag.

Denne anmelder besidder ikke tilstrækkelig indsigt til at foretage en lignende dissektion af foreliggende værk, hvorfor jeg i denne sammenhæng skal nøjes med at udtrykke min beundring for og glæde ved udgivelsen.