NYE UDGIVELSER: CD’ER

Louis Glass: Strygesekstet op. 15; Klaverkvintet op. 22.

Copenhagen Classics, Christina Bjørkøe, klaver. (Danmarks Radio/cpo). LC 8492.

LOUIS GLASS (1864-1936) virkede i det københavnske musikliv som pianist og komponist og var med til at introducere musik af såvel Bruckner som de moderne komponister Gustav Mahler og Richard Strauss for københavnerne i løbet af 1890erne. I Claus Røllum-Larsens fine lille gennemgang af et stykke dansk musikhistorie i cd-noterne, beskrives Glass’ karriere som ung, ivrig tilhænger af den ‘moderne musik’ og medlem af forskellige koncertforeninger, der havde til formål at udvikle det danske musikliv væk fra Niels W. Gades stærke indflydelse.

Som samtidig med Carl Nielsen måtte Glass imidlertid se sig sat i skyggen efter 1. verdenskrig. Historiens ubønhørlige tromlen hen over endnu levende komponister er grum, Glass levede til 1936, men tiden var, i hvert fald i Danmark, ikke rigtig til mere storslået senromantisk musik, hvor velskrevet den så end var. Og Louis Glass’ strygesekstet fra begyndelsen af 1890erne er virkelig et indtagende værk – indtagende er et rigtig anmelder-adjektiv, men er et passende udtryk her. I noterne nævnes Bruckner og César Franck som forbilleder, jeg hører også en Schubertsk sødme og yndefuldhed i sekstetten sammen med den særlige rytmiske monotoni, der er karakteristisk for Schuberts musik.

Værket spilles på den helt rigtige måde af Copenhagen Classics: elegant, hvor det kræves, med stedvise frække glissandi og med rytmisk drive når dét skal være, sådan som det skal i værkets scherzo.

Klaverkvintetten, der er skrevet et par år senere, er mere ambitiøst anlagt end den diverterende strygesekstet; med næsten 40 minutters varighed er det et solidt programpunkt på en kammermusikaften. Christina Bjørkøe spiller her sammen med fire af Copenhagen Classics musikere og holder en meget fin, behageligt tilbageholdende, kammermusikalsk disciplin i det store klaverparti.

Det er igen meget velklingende musik og velkomponeret det meste af tiden, dog med en vis drøvtyggen, især i den langsomme variationssats og den uundgåelige scherzo. Man fornemmer her, som hos så mange andre af tidens komponister, at den gamle stivbenede firesatsede form er ved at afgå ved døden (det tog dog mange år endnu!), og man sender de romantiske tonedigte med deres friere og mere fleksible formopfattelse en venlig tanke. Det, der engang var tænkt som elegante afsluttende finalesatser, udviklede sig efterhånden til lidt af en ørkenvandring. Men jeg må igen sige, at det er en fornøjelse at lytte til denne cd og må igen beklage den ubønhørlige tidsånd, der brat lukker markedet for god musik, som der bare pludselig er nok af ....

Danske klaverkoncerter vol. 4. Victor Bendix: Klaverkoncert i g-mol, op.17

Rudolph Simonsen: Klaverkoncert i f-mol.Oleg Marshev, klaver, Aalborg Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher, dirigent. DACOCD 641.

OGSÅ i tilfældet Victor Bendix (1851-1926) er der tale om en musik, der ikke har klaret tidens tand. Her er hans klaverkoncert fra 1880erne indspillet, et tidstypisk værk fra en tid, hvor komponister lod sig effektivt iscenesætte sammen med deres musik. Koncerten er i den grad komponeret til at sætte den udøvende komponist selv i et fordelagtigt lys, Bendix spillede den selv på koncertrejser og ser i øvrigt ud til at have levet livet på samme måde som de utallige samtidige romantiske pianist/komponister, med rejser og turnéer i udlandet; han har sågar mødt Franz Liszt! (Men hvem har forresten ikke det – hvornår fik den arme mand dog tid til at øve, når det hele tiden vrimlede med gæster, der skulle have et møde dokumenteret i deres erindringer?).

Saftige skandaler blev det også til i København: med en klaverelev fik Victor Bendix et uægte barn (som også fik navnet Victor og hed Schiøler til efternavn), klavereleven prøvede senere at dræbe klaverlæreren og så videre ... Noteforfatteren Mogens Wenzel Andreasen lover, at man kan få flere detaljer i teksthæftet til indspilningen af Bendix’ fire symfonier! (På DACOCD 436-7).

Hvor Bendix udspringer af Liszt-traditionen og interessant nok faktisk klinger af Rakhmaninovs store klaverkoncerter, selvom de ikke er komponeret endnu, er det mere Brahms, der lyder som et forbillede for Rudolph Simonsens klaverkoncert fra 1915.

Musikken på denne cd er groft sagt romantisk klaverkoncert i metermål, kompetent komponeret og bragende flot spillet af Oleg Marshev og Aalborg Symfoniorkester i en yderst velklingende produktion, men ud over interesse for dansk musikhistorie skal man nok have en umættelig appetit på store romantiske klaverkoncerter for at prioritere denne musik.

Og måske tærer tidens tand ikke helt tilfældigt: man skal nok til en komponist af Rued Langgaards format, før man for alvor kan bringes til at synes, at der er sket en blodig uretfærdig overseelse af en komponist og hans værk.

Herman D. Koppel: Koncert for fløjte og orkester, op. 87 A, Koncert for cello og orkester, op. 56, Koncert for klaver og orkester nr. 2.

Rune Most, fløjte, Michaela Fukacova, cello, Ulrich Stærk, klaver, Odense Symfoniorkester, Paul Mann, dirigent. DACAPO 8.226032

I HERMAN D. KOPPELS musik er man lagt fra den senromantiske velklang. Fløjtekoncerten er helt ualmindelig karsk instrumenteret for et lille orkester, orkestersatsen er kortfattet og tør. Hos solofløjten mærker man påvirkningen fra Nielsens behandling af fløjtens persona: de pludseligt stigende pludrende udbrud vekslende med lige så pludselige lyriske passager i fløjtens dybe leje.

Koncerten er fra 1971, og den har måske forbindelse med Koppels sene beskæftigelse med Schönbergs klavermusik, i hvert fald minder gestikken og fraseringen om orkesterbehandlingen hos den sene Schönberg. Det mærkes, at tiden her ikke er til 50ernes storladne udtryk som i Cellokoncerten fra 1951-52. Cellokoncerten er angiveligt en af Koppels populæreste koncerter, men for min smag lidt vel mainstream Holmboe/Bentzon-agtig med de saftige melodilinjer og de heftige paukemarkeringer. Det er tydeligt tiden for den måske lidt selvhøjtidelige, ‘nordiske’ tone.

Jeg har det meget bedre med den umiskendeligt Bartók-inspirerede, og samtidig stærkt personlige 2. Klaverkoncert. Der skete noget radikalt i den tid, der gik imellem – lad os sige – Simonsens klaverkoncert fra 1915 og så denne koncert fra 1936! Ikke mindst Bartóks rå klavermusik og et meteornedslag ved navn Le sacre du printemps umuliggjorde i en eller anden forstand, at europæisk koncertmusik var den samme herefter. Den 28-årige Koppels 2. Klaverkoncert er et meget personligt bud på en ny antiromantisk udtryksform. Et herligt råt værk med små lakonisk repeterende melodifragmenter: meget Bartók, noget Stravinsky og slet ikke noget Nielsen.

Mange passager i koncerten, specielt steder i 2. sats, klinger instrumentationsmæssigt ganske ejendommeligt for tiden – dvs. helt moderne, med sære fordoblinger mellem træblæsere og klaver. 3. sats slutter med en lille klaverskoleagtig blues perpetuum mobile-sag, som også må have virket ganske mærkelig dengang.

Det kan være disse særheder – og måske den manglende succes – der fik Koppel til at tilbageholde værket efter uropførelsen?! Men det er netop disse og – mange andre – knudrede særheder der gør dette værk til det mest personlige og spændende på cd’en.

L’homme armé. Værker for solocello

Poul Ruders: Bravour studier over “L’homme armé”, Karl Aage Rasmussen: Silhouet til et digt af Naja Marie Aidt, Andy Pape: Siciliano sconfortevole, Niels Rosing-Schow: Siciliana, Svend Nielsen: Siciliano, “Once upon a time”, Per Nørgård: Sonate Breve: Sonata for solo cello no. 3 “What – is the word!”, Hans Abrahamsen: Sonata for solo cello, Vagn Holmboe: Sonata for solo cello, op. 101. Morten Zeuthen, cello

DACAPO 8.226007

I VÆRKET der har givet cd’en navn, viser Ruders sin formidable virtuositet som komponist. Bravourstudierne over middelaldermelodien “L’homme armé” er ikke blot en tour de force for den virtuose cellist Morten Zeuthen, men også en demonstration af den 27-årige Ruders’ kompositionstalent og fantasirigdom. Ruders er jo som komponist en type, der aldrig synes at have interesseret sig for udspekulerede kompositoriske systemer, der kunne give respekt og samtalestof blandt fagfolket, men har altid komponeret direkte ‘ud til folket’.

Selvom han hævder, at han først fandt sin personlige stil efter de 30, findes der flere ungdommelige genistreger fra den yngre Ruders, stil eller ej. Dantesonaten fra 1970 er en af dem, et forbløffende værk af så ung en komponist, en anden dette herlige celloværk. Ligesom i Niels Viggo Bentzons Pramdragervariationer, som anmeldtes i sidste DMT, drejer det sig om noget så gammeldags som variationer over overleveret kulturgods. Men her finder vi den efterlyste ræv bag øret: Ruders’ frækhed og fantasi gør værket til en særdeles nutidig oplevelse, middelaldermelodien giver anledning til en ren tidsek-spedition fra en markedsplads i 1300-tallet – med fløjtende cellist – til salonblues/ragtime i det 20. århundrede.

Ud over titelværket er der på cd’en tre sonater og en samling siciliano

er bestilt af Morten Zeuthen. Karl Aage Rasmussen har en fin lille dansende sag med, Andy Pape en “nedslået siciliano”, Niels Rosing-Schow har skrevet eksploderende sicilianoer, (eller Siciliana– flertal af siciliano) og i Svend Nielsens Siciliano, “Once upon a time” får Zeuthen lejlighed til at udfolde hele sit vokale talent i både nynnen, grynten og råben. Meget underholdende!

Mikrofonen er helt tæt på i denne indspilning, og det gør, at mange af klangeffekterne på celloen står utrolig klart, faktisk med en helt psykedelisk virkning i Abrahamsens sonates 2. sats, Storm og stille, der rummer nogle fantastiske flageoletvirkninger. Zeuthens cellospil kommer til at stå fuldstændig råt og stofligt frem, og flageoletspillet, som næsten alle værkerne benytter sig af, som den fascinerende del af celloens muligheder det er, står fuldstændig klart og sikkert.

En rigtig fin cd for elskere af god cello og ny dansk musik!

Arvo Pärt: Lamentate. Da Pacem Domine, Lamentate

The Hilliard Ensemble, Alexei Lubimov, klaver, SWR Stuttgart Radiosymfoniorkester, Andrey Boreyko, dirigent. ECM 1930

EN cd med to helt nye værker af kultkomponisten Arvo Pärt (ja ja, kult i den forstand at han har et stort publikum!). Da Pacem Domine er et firestemmigt a cappella værk fra 2004 i Pärts modne, tidløse stil. Tidløs forstået sådan at det lige så godt kunne være skrevet i 1504. Det klinger fantastisk smukt i Hilliard-ensemblets fremførelse, hvor de fem sangere får værket til at løfte sig som sunget af et stort kor.

Der er noget i den stil – der jo stammer fra renaissancens vokalmusik, som er Pärts hørbare inspirationskilde – der kan få bare to stemmer, der synger i disse rene intervaller, til at vække overtonerne, så klangen løfter sig over det jordiske. Når man hører denne velklingende musik, sender man Pärts ungdomsværker en vemodig tanke. Han skrev jo alligevel nogle frapperende og revolutionerende værker i 60erne i al ubemærkethed ovre i Estland. Værker hvor man tydeligt hører kimen til den unge Schnittkes første Concerto grosso, der blev hans gennembrud i 70erne, på et tidspunkt, hvor Pärt allerede havde forladt denne stilpluralisme til fordel for det mere puritanske tonesprog, han er blevet berømt for.

Det andet værk, Lamentate fra 2002, er et 37 minutter langt, 10-satset værk for soloklaver og lille orkester. En klaverkoncert kan man ikke kalde det, idet klaveret nærmest akkompagnerer det meste af tiden. Pärt fortæller, at han ville komponere en klagesang, ikke for de døde, men for de levende, og havde brug for klaveret som soloinstrument, fordi det fokuserer vores opmærksomhed på noget som er ‘ét’, som en individuel person eller som en fortælling i jeg-form.

Værket er, som altid hos Pärt, meget højtideligt, med store kontrasterende afsnit med stortrommebuldren og storladne blæserklange. Det kan have noget af samme karakter som visse værker af en anden af det 20. århundredes store religiøse komponister, Olivier Messiaen, specielt hans Et Exspecto Resurrectionem Mortuorum. Lamentate er et ganske voldsomt værk, efter Pärtsk målestok i hvert fald, med repeterende blæserakkorder i Missa solemnis-stil, en reminiscens af stilpluralismen fra tresserne, men det rummer også fuldstændig ‘tomme’ afsnit, hvor en enkelt høj klavertone får lov at fylde rummet (Oh, herlige Steinway!).

Værket er inspireret af et kunstværk af Anish Kapoor, Marsyas. Der er et foto i cd’ens ledsagehæfte, som viser orkestret siddende foran kunstværket (uropførelsen fandt sted i Tate Modern). Det ligner noget fra en Stanley Kubrick-film: et gigantisk gammeldags hørerør eller en støvsugermunding, det er svært at se, har møvet sig ned gennem taget og fylder væg til væg i det enorme rum, hvor orkestret sidder, med de bittesmå musikere, som i næste nu kunne blive suget op i støvsugeren og forsvinde ...

Det må være fantastisk at sidde i sådan et rum og lytte til denne resonante, klangskønne og ‘åbne’ musik, en musik der har en særlig kraft til at skærpe sanserne og berolige nerverne.

Tigran Mansurian: Strygekvartet no. 1 og 2, Testament

Rosamunde Kvartet. ECM 1905

DE TRE strygekvartetter af den armenske komponist Tigran Mansurian (f. 1939) har den samme alvor som Pärts musik, men er i tonesproget mere kromatisk præget, lidt som Béla Bartók i 1. sats af Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste. Det er musik, som det er svært at komme ind på livet af, præget af en tyst gråhed som den er, polyfont tænkt og med næsten gammeldags imitationsarbejde.

Strygekvartet nr. 1 og 2 er begge skrevet til minde om afdøde venner og inspireret af traditionelle armenske klagesange. Mansurian var ven med sovjettidens komponister, Schnittke, Gubajdulina, Denisov blandt andre, og deler nok deres grundstemning, som jo var præget af et liv under et diktatur, med den paradoksale bivirkning, at kunst virkelig fik en betydning for mennesker (alene censuren bekræftede dette), og at politik var virkelighed på den hårde måde – alt sammen i stærk kontrast til det vestlige efterkrigssamfund, hvor kunst er veget for underholdning, og politisk overbevisning er noget, man vælger på hylderne i livsstil-shoppen. Så dette er alvor!

Men hvor meget jeg end holder af disse (post)sovjettiske komponister, har jeg dog visse problemer med Mansurians strygekvartetter; det er lige gråt og gammeldags nok for min smag, men hatten af for seriøsiteten.

Carsten Dahl: Copenhagen Aarhus

CD1, Tivoli: Light & Darkness, My Spanish Ancestors, The Thoughts of Anselm Grün, Bluesy. CD2, Aarhus Musikhuset: Opening, The Vision, Myriads, Goodbye & Hello. Edge music LC 12216

JEG HUSKER en småsur anmeldelse af denne dobbelt-cd i en seriøs dansk ugeavis: dette er ikke rigtig jazz syntes det at skinne igennem kritikken. Sjovt, at de også i jazzen har skismaet mellem den klassiske og den samtidige musikskaben.

Nej, det er muligvis ikke rigtig jazz, i hvert fald ikke det hele, og det er netop styrken ved denne klaverplade, bestående af to ‘firesatsede’ improvisationskoncerter optaget i henholdsvis København og Århus i august 2004. Der er dog rigtige groove-baserede numre på cd’erne, men sat ved siden af musikalske meditationer, der når langt ud over jazzens grænser, ud hvor der ikke er sikkerhedsnet, som i to af de længste numre, The Thoughts of Anselm Grün, hvor vi følger Carsten Dahl på ekspedition ud i clusters og Skriabin-agtige modulationer og The Vision, hvis vildtvoksende melodiske ranker udvikler sig metamorfosisk med en konstant vuggende bevægelse som baggrund.

Man er i det hele taget med i skabelsesprocessen i denne improvisationskoncertform: i Myriads, med vældige cluster-ture op og ned ad klaviaturet, skal det lige prøves, om der fremtid i at kratte direkte på diskantstrengene – en idé der forlades i samme sekund, den er prøvet, men står tilbage som en helt naturlig konsekvens af nummerets stærkt eksperimenterende og søgende karakter. Men indfaldet glemmes ikke: lige før slutníngen får basstrengene en gnidetur, til publikums hørbare fornøjelse!

Jeg tror ikke, der er mange pianister i verden, der har format til at dyrke lige præcis denne krævende koncertform og vel at mærke uden at holde sig til standardformlerne, men selv ved den uundgåelige sammenligning med Keith Jarrett, hvis brillante, melodiske anslag og langstrakte udviklingsformer tydeligvis er et forbillede, står Carsten Dahls improvisationskunst stærkt og selvstændigt.

kontur www-kntr.dk txture: opus 1. kntr001 (15’33”) - rune søchting: abstrakt. kntr002 (13’02”) - ir: dim.suffix. kntr003 (17’34”)

DER LIGGER tre cd’er i en kassette i hver sit hylster. Tre små fikse sager, der ikke lægger skjul på indholdet: hver skive rummer ca. et kvarters musik og det kan ligefrem ses på skiverne: kun den plads, der bruges på lyd, er fyldt ud, resten af skiven er gennemsigtig. WYSIWYG!

Det minder i øvrigt om dengang, man kunne købe de små smarte single- og ep-plader; egentlig helt i orden at man ikke behøver at få 70 minutters musik, hver gang man køber en cd.

De tre komponister, der står bag, er ganske forskellige og har samtidig nogle fællestræk, som de deler med andrelaptop-komponister. Det fælles er lyden af kortslutning – understreget helt ud i plademærket kntr, (næsten) imperativ af ‘at knitre’ (?!) – og ‘fejlbehæftede’, overstyrede lyde. Fælles er også den minimalistisk prægede uvilje mod at forklare sig for meget i tekstnoter, titler og lignende, og man gør det, er det med meget små bogstaver og helst gemt godt af vejen. Ellers er de tre skiver meget forskellige.

txture (Jakob Weigand Goetz) arbejder i sin komposition opus 1 med lange, tonalt prægede klangflader. Iblandet overkomprimerede støjlyde er det et meget velklingende wide screen lydbillede med enkle akkordskift dybt inde. Jeg overværede txtures optræden i Literaturhaus på Nørrebro, hvor han spillede på sin computer med en elegance som en pianist, der spiller på sit instrument. Det er interessant, at denne musik også kan ‘performes’ og dermed (forsøge at) undslippe den skæbne, der ofte bliver elektronisk musik til del, nemlig kun at eksistere helt alene, uden menneskelig kontakt, et sted i cyberspace.

Men der fortælles ingen historier her, musikken starter og slutter, når den lyster – faktisk må jeg flere gange tjekke min cd-afspiller for at se om den er stået af, for der er indbyggede black out’s i denne musik. En slags fejlsorteringsæstetik.

Rune Søchtings abstrakt knitrer også sine steder, men er mere 50er-agtig i sin fremtoning – mange af lydene kunne optræde i Stockhausens Kontakte uden at vække opsigt – med bratte klip og en total uforudsigelighed om hvad næste moment vil bringe. Der er mange percussive glas- og metalagtige lyde, som skiftevis fejer forbi eller bliver hængende i et repetetivt mønster. Spændende også fordi det er et meget rumligt stykke, hvor der arbejdes med en tredje dimension i musikken, nemlig lydens nærhed og fjernhed.

dim.suffix af ir (Jonas Olesen) starter med en skæring på 55 sekunder, der lyder fuldstændig som et stykke musique concrète i Pierre Schaeffer-stil, oven i købet i mono, en chokerende stilistisk effekt! De syv spor går direkte over i hinanden, så det er uvist, om det hele skal forstås som én komposition eller som selvstændige numre. De er under alle omstændigheder meget forskellige: Spor tre, vakker cc, lyder, som om txture med sin wide screen klang har stukket hovedet indenfor, andre, som _loit inst arbejder med konkrete lyde. Sidste skæring, exitframe, flotter sig med 30 sekunders generalpause før afslutningen, der lyder, som om man i sidste sekund er gået ind ad en forkert dør og pludselig er havnet hos underboen, der er i gang med et sæt bordtennis ...

Det er nogle finurlige hjerner, der har udtænkt denne musik. Jeg synes at kontur er et forfriskende indslag på den danske komponistscene: stoflig, til tider smuk og fremfor alt virkelig lyd – og så uden skyggen af en rytmebox eller det fjerneste spor af et groove. Måske et link mellem den ældre komponistgenerations fokusering på det instrumentale og så fremtidens teknologiske muligheder?!