PULSAR

PULSAREn festival for ny musik i København

Af Sine Tofte Hannibal

Pulsar, »radiokilde i verdensrummet, der udsender stråling med helt regelmæssige mellemrum fra brøkdele af et sekund til få sekunder. Den første Pulsar blev opdaget i 1967... I Krabbetågen har man påvist en pulsar som er en rest efter en supernovaeksplosion«.

Pulsar er også navnet på Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums netop afholdte festival for ny musik. Festivalen gik tidligere under navnet Ny Musik Uge , men med det nye navn Pulsar ønsker konservatoriet at understrege, at festivalen har fokus på det nyopdagede, at den forsøger at opfange de nyeste signaler, at det er en tilbagevendende festival, og at den giver ekkoer af store kunstneriske eksplosioner. Pulsar fandt sted i København d.30.10.-3.11. med gratis koncerter i konservatoriets koncertsal og enkelte steder ude i byen, og festivalens kunstneriske leder Niels Rosing-Schow melder om stor publikumstilslutning til langt de fleste koncerter.

Var rammerne således ‘lokale’, var programmet globalt med ny musik af danske, tyske og asiatiske komponister i relation til festivalens to overordnede temaer ‘Globalisering’ og ‘Musik og teknologi’. Det er ikke noget originalt valg, men begge temaer afspejler centrale omdrejningspunkter for komponister i det 21. århundrede – det nationale udgangspunkt er i dag i konstant dialog med verden omkring, og teknologien er en fast integreret del af mange komponisters virke.

Størstedelen af de danske værker var komponeret af nuværende studerende fra konservatoriets komponistklasse, og der var både uropførelser og ældre værker på programmet. Værkerne spændte bredt fra strygetrio over elektroakustisk musik til værker for sinfonietta og solister, og musikerne var ligeledes studerende fra konservatoriet.

I dagene op til festivalen arbejdede de kompositionsstuderende med festivalens tyske gæstekomponist Orm Finnendahl, hvis musik dels kunne høres ved flere af koncerterne, dels var omdrejningspunktet for et seminar under festivalen. Orm Finnedahl er nyudnævnt professor i elektronisk musik og leder af det elektroakustiske studie ved musikkonservatoriet i Freiburg, og han er en central skikkelse i den del af tysk musikliv.

Hvor dialogen med Tyskland udspillede sig i et direkte menneskeligt møde og samarbejde, var dialogen med Asien udelukkende en dialog mellem værker i programmet repræsenteret ved de to kinesiske komponister Tan Dun og Guo Wenjing og den koreanske komponist Unsuk Chin. Tan Dun og Guo Wenjing er begge uddannet fra konservatoriet i Beijing som to ud af de 30 kompositionsstuderende, der blev optaget, da konservatoriet genåbnede i 1978 efter kulturrevolutionen; men hvor Tan Dun har udfoldet sin karriere i udlandet og i dag er bosat i New York, er Guo Wenjing blevet boende i Beijing, hvor han underviser på konservatoriet. Begge forholder sig i deres musik direkte til deres kinesiske rødder, den kinesiske kultur og opvæksten i et diktatur, men trækker samtidig om end på hver deres måde på vestlige musiktraditioner.

Programmet bød på både smukke værker som Nikolaj W. Rasmussens Klavertrio, spændende værker som Guo Wenjins Parade, sjove værker som Anatomi for bånd af Rasmus Zwicki, overraskende værker som Allegro ma non troppo af Unsuk Chin og vedkommende værker som Jexper Holmens Oil, medrivende opført af Stefan Baur og Thomas Teisner. For publikum er netop iscenesættelsen og musikernes engagement mindst lige så afgørende for koncertoplevelsen som de værker, der bliver spillet, hvilket især var tydeligt ved afslutningskoncerten i Diamanten. Visualisering af musikken i form af videoprocessering eller performance tilfører ofte musikken en ekstra dimension, og det betyder endvidere meget, at man kan se, at musikerne har sig selv med, når de spiller, frem for blot at producere lyd.

Der var stor kontrast imellem de to afdelinger af den sidste koncert, og det gjorde koncerten i sin helhed til en spændende og varieret oplevelse. Men den første afdeling med værker for sinfonietta bevægede ikke i særlig grad. Musikken kom ikke rigtig ud over scenekanten, og man savnede føromtalte engagement hos musikerne, og at de ville os som publikum noget. Derimod var udførelsen af værkerne for slagtøj i anden afdeling i langt højere grad rettet mod en modtager – os.

Guo Wenjings Parade for traditionelle kinesiske gonger kunne både ses og høres, idet man på et stort lærred skråt bag ved musikerne så de seks meget smukke gonger oppefra, musikernes hænder, og køllerne der bevægede sig i mønstre hen over gongerne i fremførelsen af værket.

Unsuk Chins Allegro ma non troppo for slagtøj og bånd var en ren performance, levende og humoristisk udført af slagtøjsspilleren Mathias Reumert; en musiker går rundt blandt sine instrumenter, men ind kommer en stor pakke; pakken indeholder en masse lydgivende ting, og snart har han fået dem alle til at spille, mens lydene forstærkes, forvrænges, moduleres og loopes til et inferno af legetøjslarm.

Uropførelsen af Lars Kyndes værk Multibattle, der mindede om én lang trommesolo for fire perkussionister, rundede festivalen af. Fem intense dage med musik af og med en lang række komponister og musikere der vil præge den ny musik-scene i de kommende år. Om et års tid eksploderer Pulsar igen.