REPLIK OG KOMMENTAR FRA SUSÅ FESTIVALENS LEDELSE

Opretholdes Dansk Musik Tidsskrift med betragtelige offentlige musikstøttemidler for at tage pusten eller livet af levedygtige og succesrige ny musik-begivenheder og stille dem i et dårligt offentligt lys? Kan det virkelig være rigtigt, at garvede festivalarrangører, som gennem 15 år har arbejdet hårdt for at rejse en ny musik-festival op og skaffe den et stort publikum, skal bringes i en situation, hvor de i et par døgn (selv festivalarrangører er mennesker af kød og blod) overvejer, om det hele er dét værd, og om ikke håndklædet i stedet skal kastes i ringen, og der skal lukkes og slukkes?

Disse spørgsmål rejser sig, efter DMT’s omfangsrige og stærkt nedvurderende omtale af den seneste Suså Festival i sidste nummer. Artiklen er forfattet af Rikke Krabbenhøft (RK), men bringes naturligvis med ansvarshavende redaktør Anders Beyer (AB)’s sanktionering, og skribenten bakkes da også holdningsmæssigt op i en efterfølgende kommentar vedr. et enkelt af festivalens værker. Under festivalen blev festivalledelsen selv af AB bedt om at levere samtlige programbøger for 13 år til, hvad der nu har vist sig at være en invitation til skafottet. Et forud tilrettelagt felttog, må man tro.

Det hele begyndte for mange år siden. I 1993 hvor vi meddelte, at nu arrangerede vi Suså Festival. På lederplads, der også dengang blev forfattet af AB, blev festivalen budt velkommen med en spand møg, rent ud sagt. »Ikke en kæft« ved, hvem der arrangerer denne festival, hed det bl.a. (DMT vidste det nu udmærket.) Festivalen blev hånet, fordi den angiveligt fik økonomisk støtte fra, hvad der blev betegnet som »et bryggeri«. Det drejede sig om Carlsbergs Mindelegat, som ikke er noget bryggeri, men et legat. Carlsberg-midler tilflyder som bekendt kunst- og kulturlivet på mangfoldige områder. Hele vreden skyldtes formentlig, at NUMUS i Århus samtidig lukkede for et år, noget som vi selvsagt ikke havde nogen lod og del i endsige noget ønske om! Denne festival åbnede da heldigvis også igen. Men tonen over for Suså var slået an: Vi blev forstemte, men havde ikke fantasi til at forestille os hensigten.

Siden er der gået mange år og mange Suså Festivaler. I DMT er det gået op og ned. Der har været oprigtige, indsigtsfulde seriøse og kritiske omtaler/anmeldelser af Ursula Andkjær Olsen, Hans Mathiasen, Ole Lauritzen o.a. Og der har været andre, som mere er gået efter ‘manden’ end efter ‘bolden’ = musikken. Disse har vi mestendels glemt igen. Vi husker dog et år, hvor alle sad og gik rundt som sild i tønde og fx Politikens udsendte mente, at vi burde finde nogle større lokaliteter fremover. DMT’s udsendte kunne imidlertid bagefter meddele, at noget tilløbsstykke blev festivalen aldrig! Sidste år udsendte DMT en medarbejder, der præsterede at overvære festivalen fra ende til anden uden så meget som en blok eller en pen. Han skrev en morsom fristil bagefter.

Vi i ny musik-verdenen bør passe lidt bedre på hinanden og være solidariske, forskellighederne til trods. DMT har selvsagt en legitim ret til at mene og skrive, hvad man vil. Årets DMT-artikel er imidlertid af en sådan art, at den kun kan karakteriseres som et forsøg på karaktermord på både festivalen, dens publikum og dens ledelse. Vi er aldrig før gået i polemik imod DMT’s vekslende omtaler af festivalen, og vi kender godt AB’s nådesløse pen, når det vel at mærke gælder andres initiativer. Suså Festival er ikke skabt for at være en polemisk partner i nymusikverdenen, men for at præsentere musik.

Men der må være en vis anstændig grænse, og den er i den grad overskredet denne gang. Stød under bæltestedet modtager vi ikke. Så nu synes vi faktisk, at det kan være nok!

Der er mange der mener, at Suså Festival er anderledes. Da vi udgav den første festival-cd, i 1998, bad vi Per Nørgård, stamgæst på Suså, om at skrive et forord. I dette hed det bl.a. under overskriften »En festival for sig selv: Om at være sig selv!: Der har lige fra Suså Festivalens start været noget næsten provokerende enkelt i dens fremtrædelsesform. Dansk musik af nulevende komponister. Ikke noget figenblad af ‘aktuelle internationale strømninger’, popmusik eller guldrandet klassik til at få dissonanserne til at glide ned. Ingen årlige temaer … En særlig stemning slår en i møde når man besøger Suså-skolen en af de udvalgte augustdage og hører den summende lyd af et veloplagt publikum ... musikerniveauet er så befriende højt – og gennemstrømmes af en sådan spilleglæde, at tilhøreren ubesværet kan hengive sig til sin personlige oplevelse af, hvordan det altså også er muligt at være til som menneske.«

Og i forordet til den nye cd, der udkom i år, skriver Erik Kaltoft, næsten ‘stam-musiker’ på Suså: »Alt ved Suså Festivalen har sit helt eget udtryk: Blomster …, et overraskende stort publikum med en markant gruppe af unge (ofte 50-60) som er forberedt på de musikalske udfordringer og oplevelser gennem deres uddannelsesinstitutioner … den varme, næsten familiære stemning, der giver musikerne tryghed og spilleglæde og formidler en samhørighed med publikum ... Det insisterende ønske om verbale værkintroduktioner fra musikerne, i et sprog og en form der kan kommmunikere med et ikke indforstået publikum … De bramfri og ind i mellem overrumplende præsentationer af musikere og ensembler … Med sin kunstneriske profil og omhu for detaljen har festivalen vokset sig STOR i bevidstheden hos komponister, musikere og det trofaste publikum.«

Og vi ved det godt: Suså er anderledes. Vi er blevet – og bliver stadig af nogle – betragtet som den grimme ælling i ny dansk musikliv. Vi skal senere vende tilbage til, at dette ikke er nogen tilfældighed. Og vi har hele tiden vidst, at grimme ællinger engang imellem bliver kanøflet. Det ‘provokerende enkle’ provokerer åbenbart stadig nogle.

RK havde glædet sig til at komme til festival. Vi havde modtaget hendes reservering af et partoutkort med lige så stor fornøjelse. Lidet anede vi, at hun blev sat til at skrive en DMT-artikel, der nærmest frakender festivalen enhver eksistensberettigelse (sådan må vi læse de mange sider). Selvom RK anmelder musikken interesseret, og tydeligvis har fået mange gode oplevelser, er hun blevet grundigt skuffet, hvilket vi beklager. At hun bagefter har meldt sig ind i festivalen som støtte-medlem er vi derimod glade for, selvom vi ikke kan tilbageholde en mild undren. Men velkommen som støtte-medlem! Det kan jo være, at Suså vinder ved nærmere bekendtskab.

Intet er for stort eller for småt i DMT’s Suså-artikel. Det er det grå guld, der mødes; der kommer mange gamle mænd og damer. AB supplerer i den tilhørende artikel om Axel Borup-Jørgensen med – meget smagfuldt – at betegne festivalen som, at »de sidste overlevende mødes i geriatriske komplekser med den besynderlige etikettering ‘festival’«; billetbordet betjenes af midaldrende kvinder, der (åbenbart i misforstået imødekommenhed) kan gætte sig til, hvem RK er; RK finder ingen jævnaldrende fra storbyen, som hun kender (tag dog nogle med næste gang!); men der er ældre komponister med deres koner, men dog også yngre ditto (uden koner?); RK har vanskeligt ved at skille værkerne ud fra hinanden (festivalens skyld? Eller AB, der sætter RK på en for omfattende opgave?); folk keder sig: I den tilhørende AB-artikel mener redaktøren at have observeret flere, der sov under koncerterne; festivalen er ikke meget anderledes fra de tidligere (som RK ikke har overværet); man må ikke sige en lyd under musikken; og så – sidst, men sandelig ikke mindst – er festivalens programlægning helt skæv, idet den angiveligt indikerer, at Hans-Henrik Nordstrøm er den næstvigtigste komponist i kongeriget efter Per Nørgård. Så må musikhistorien skrives om!

Vi har hørt en del af dette før. Dog er det første gang, at man direkte angriber og kritiserer vores publikum! Ellers jamres der over, at der intet publikum er. Men når de så strømmer til, er de altså ‘forkerte’ eller for gamle. ‘Gammel’ bliver man jo uvægerlig, hvis man fastholder sin interesse i den ny musik! Men er det pludselig blevet aktuelt at forholde sig til, om man er for gammel til at gå til festival? Vi må bryde sammen og tilstå, at der faktisk også kommer nye publikummere, der ikke længere er unge, har børnene ‘fra reden’ og nu har tid og kræfter til at dyrke kunst og kultur. Den øvrige kritik er svær at kommentere, og i øvrigt må den enkelte opleve festivalen lige præcis, som man vil. Der er mange, der er ‘faldet for’ Suså. Og de, der ikke vil eller kan, er hjerteligt velkomne til at blive væk. Sådan må det jo være.

Suså Festival blev grundlagt af daværende skoleleder, nuværende konsulent Anne Kristine Smith og komponisten Hans-Henrik Nordstrøm (ja, rigtigt: mand og kone) i 1992, og den første festival afholdtes i 1993. Formålet var fra den allerførste tanke, der siden blev til handling, at vi ville lave noget, der var anderledes i ny dansk musik. Vi syntes, ikke mindst Anne Kristine Smith, som var medlem af Statens Musikråd, at der var en skrigende mangel på scener og spillesteder for den ny musik. Vi havde en klippefast tro på, at den nye musik havde mange flere potentielle lyttere end dem, der kom til miljøets egne arrangementer, hvad enten det nu var på festivaler, i ‘UT’er’ eller hvad. Vi var overbeviste om, at hvis man åbnede dørene på vid gab, lavede et omfattende PR-arbejde, gjorde festivalen tilgængelig også for folk uden magistergrad, hvis man lagde form og stil på festivalen i et uformelt leje (mens der til gengæld skal være ro og koncentration under koncerterne) – så ville man kunne opelske et publikum til ny musik dér, hvor arrangørerne bor, nemlig i Susålandet (men det kunne have været hvor som helst). Et lokalt publikum og et tilrejsende først og fremmest fra ‘storbyen’.

Derfor har festivalens form været vel gennemtænkt fra starten, og derfor har den været tiltrækkende for nogle og provokerende og tirrende for andre. (Det sidste havde vi nok ikke helt forudset, men det er vi så nu blevet mindet om igen.)

Det lokale publikum er grundlaget. Og publikumstallet er steget fra 270 i 1993 til at have stabiliseret sig i omegnen af 500, dvs. 125 i gennemsnit pr. koncert. Støttemedlemstallet er nu steget til 125 (hvoraf fx kun 13 er professionelle komponister og musikere). Imens er der for øjnene af os sket den meget triste udvikling, at festivaler som Ebeltoft, Lerchenborg, Musiana og NUMUS er lukket, de fleste ‘UT’er’ er kørt ned på meget lavt blus, og DMT’s trykte oplag er faldet fra beskedne 1100 til endnu mere beskedne 1000.

Dette har for os – i sig selv – været en spore til at blive ved. Vi ville ikke gi’ op, selvom der bestemt ikke har været medvind hele tiden, og selv om arbejdet er skræmmende stort. Men vi har været i stand til at finansiere de stadigt øgede udgifter gennem statslige, amtslige, kommunale og private fondsmidler. Dette er sket på baggrund af Suså’s ‘særheder’ og helt ‘skævvredne’ programlægning. Den ‘skævredne’ programlægning har heller ikke forhindret Dansk Komponist Forening i at støtte festivalen, endda med voksende beløb.

Et vigtigt element ved Suså har været et mangeårigt arbejde med animationsprojekter over for egnens gymnasier og MGK’er. Først gennem Levende Musik i Skolen og siden – da det blevet sparet væk – har vi selv gjort hele arbejdet. Det har naturligvis noget med fødekæden at gøre, det hele tiden at opdyrke nye og unge publikumsgrupper. Mange hundrede gymnasieelever med musik på højniveau og MGK’ere, hvoraf mange sidenhen figurerer i det professionelle musikliv, har haft deres første og sommetider helt afgørende møde med ny kompositionsmusik og nulevende komponister på Suså. Det er, ligesom alt andet ved en festival, ikke noget, der kommer af sig selv, det er hårdt, sammenbidt og vedvarende arbejde og i denne sammenhæng en af DMT helt overset og fortiet funktion ved festivalen. ‘Det lange, seje træk’, som det hedder, modsat det for tiden mere trendy event-mageri.

Musikken, og dermed programlægningen, er selvsagt det altafgørende ved en musikfestival. Når alt kommer til alt, drejer det sig om musikken og vel ikke om alle mulige udenværker, skønt disse ikke sjældent omtales, som var de det centrale ved festivalen.

Susås programmer er ikke nogen kanon! De er ikke udtryk for en slags objektiv, kunstnerisk vurdering af de mest udødelige og betydningsfulde værker inden for den nye musik.Og når lommeregneren gløder, og man optæller værker for de opførte komponister, kan det sagtens se løjerligt ud, at den medarrangerende komponist kommer som nr. 2 efter Per Nørgård i opførte værker. Mens andre og mere berømte kommer længere nede i rækken.

Komponisters arrangereren og medarrangeren af festivaler, ageren som kunstnerisk leder af ensembler m.v. er en problemstilling, som er meget klassisk, og som altid har givet anledning til diskussion og sommetider forbitrelse og kritik. Kendte komponister har stået som arrangører af fx NUMUS og Ebeltoft Festivalen, og deres ‘programsætning af sig selv’ er blevet debatteret og kritiseret. I DUT og senere Musica Nova kender man det samme.

Men i virkeligheden er der vel ikke mange, der efter blot kort omtanke kan forestille sig eller forlange, at komponister lægger et megastort arbejde i at arrangere festivaler og koncerter og lede ensembler og derefter dømmer sig selv ude af programmet? I forbindelse med DMT-artiklen har flere komponister med stor erfaring i musiklivet sagt til os, at tværtimod bør en programlæggende komponist tage det fulde ansvar og være programmet bekendt, bl.a. ved at sætte en kunstnerisk signatur i form af et vel udvalgt værk eller to. Alt andet er helt urimeligt. På Suså har problemstillingen også givet anledning til både diskussion og kritik, som da komponistkolleger efter de første festivaler mente, at det var for overdrevet at have tre værker på af ‘festivalkomponisten’. Det var en rigtig kritik, indrømmet, vi rettede ind efter den, og siden har Nordstrøm haft 1-2 værker på programmet. Oftest 2. Det har der aldrig været noget hemmeligt i, således som DMT mener. Og DMT’s ‘afsløring’ viser i sig selv, at alle oplysninger er frit tilgængelige via programbøgerne.

I de første år var Hans-Henrik Nordstrøm ene kunstnerisk leder og ‘praktisk gris’; organisatorisk for at indbygge noget ‘armslængde’ blev der fra 1999 nedsat en udvidet kunstnerisk ledelse, der inddrog først komponisten Erik Højsgaard og siden musikeren Per Dybro Sørensen. Sidstnævnte har fx også været eneansvarlig for programsammensætningen på den nye festival-cd.

At Suså-programmerne altså i over halvdelen af festivalens levetid er blevet lagt af en to-mands-komité nævnes pudsigt nok overhovedet ikke i DMT’s artikel. Per Dybro Sørensens navn nævnes end ikke en eneste gang, selvom han indgår på lige fod med Hans-Henrik Nordstrøm, netop i programlægningen og aftalerne med ensemblerne om værker. Men naturligvis bliver det så også svært at få den af DMT eftertragtede konklusion (nemlig at det er mand og kone, der bare får spillet mandens musik) til at fremstå troværdig.

I øvrigt er der mange forhold, der spiller ind ved sådanne programlægninger. Af økonomiske og motivationsmæssige årsager er udgangspunktet for Susås programmer valget af gode og dygtige musikere, ensembler og sangere. Og så – ud fra det hos dem tilgængelige repertoire – at søge at lægge et stort puslespil, som på én gang kan udgøre en helhed og repræsentere en alsidighed, der viser, hvor ny dansk musik står lige netop nu. Dette med at tage udgangspunkt i ensemblernes repertoire (og herunder hvad de har lyst til og mulighed for at opføre lige nu – og det er meget sjældent identisk med repertoirelisten!) er et alvorligt problem. Og har altid været det for os. Men der er ingen vej udenom, medmindre man har økonomiske ressourcer til at gå ind og honorere musikeren for at indstudere dette eller hint værk, som vi vil have på programmet.

Der findes betydende, originale og interessante komponister, som det på denne baggrund er svært at programsætte. Fx fordi de begynder at skrive store orkesterværker, operaer og musikdramatik. Og derfor mindre kammer musik, som er det, der er muligt at præsentere i Suså-lokaliteterne. Det gælder fx Peter Bruun, John Frandsen, Karsten Fundal, Niels Marthinsen, Niels Rosing-Schow, Poul Ruders og Bent Sørensen. Eller der er komponister, der har perioder med ‘lav produktivitet’; Det mest kendte eksempel er nok Hans Abrahamsen, men også komponister som Erik Højsgaard, Anders Nordentoft og Michael Nyvang kunne nævnes.

Det betyder naturligvis, at den glødende lommeregner finder relativt få værker af disse komponister; noget, som ikke står i et rigtigt forhold til deres kunstneriske betydning og ‘retmæssige plads’. De forsvinder faktisk hurtigt fra ensemblernes repertoirelister, og da er det næsten umuligt for os at gå ind og korrigere eller kompensere. I øvrigt er lommeregneren tilsyneladende også kortsluttet nu og da – fx er Mogens Christensen naturligvis opført på Suså. Fire gange, hvorfra komponisten vil anvende festivalens optagelse af et af værkerne til cd-udgivelse.

Det er altså et alsidigt billede af komponist-spektret, Suså går efter. Ikke bestemte tendenser eller skoler. Ikke opstillingen af fx ‘årets ny musik-kanon’. Og naturligvis slet ikke den kunstneriske ledelses egen private musiksmag. Men altså: Alsidighed. Flest mulige facetter og hjørner skal repræsenteres.

Det at tilrettelægge programmer til en forholdsvis lille festival, der alligevel gerne skulle rumme ‘det hele’, er ingen let sag. Vi ved også godt, at det kan være en hvepserede at stikke fingrene ned i, og at det er øretævernes holdeplads. Nu har vi så prøvet AB’s kødhakkemaskine i tilgift. Men festivalens ledelse har nu en uafviselig ret og pligt til at lægge programmerne så godt, den kan. Og til at stå til ansvar for dem kunstnerisk. Det kan ingen tage fra os.

Om Suså Festival har en eksistensberettigelse eller ej, om den er attraktiv for et stort publikum eller ej, om den er attraktiv for landets dygtige musikere, der brænder for ny musik og dermed attraktiv og støtteværdig for offentlige og private fonde – det er jo ikke festivalens ledelse, der afgør dette. Men vi er åbne, meget åbne, for kritik og forslag. Vi modtager også øretæver, hvis nogen synes, at dét er på sin plads.

Vi synes dog ikke, at vi skal finde os i slag under bæltestedet. Derfor har vi – undtagelsesvis – reageret på DMT’s forsøg på karaktermord på festivalen.

Suså vedbliver nok med at være den grimme ælling for nogle. Men vi er glade for, at flere og flere ser den hvide svane.

Anne Kristine Smith, Per Dybro Sørensen, Hans-Henrik Nordstrøm

P.s. Forresten glemte DMT – pudsigt nok – at nævne (hvad man godt ved), at vi planlægger at udvide festivalen fra 8 til 10 koncerter med et “Vindue mod Norden” fra 2006, hvor vi hvert år vil vie et par koncerter til musik fra et af de nordiske lande på skift. Men dette passer naturligvis ikke ind i billedet af, at vi skulle ønske, at alt blot skal være, som det altid har været.