REPRO MED ANDERS

I et ‘punktnedslag’ fra Suså Festivalen affyrer redaktør Anders Beyer (AB) en bredside mod dansk musikliv, herunder adskillige danske komponister. Især Axel Borup-Jørgensen er (uforvarende?) kommet i skudlinjen med opførelsen af sit værk Mirrors (1971 – 74) ved årets Suså Festival. Med afsæt i redaktørens oplevelse af dette værk skydes der med spredehagl efter stort og småt i dansk musikliv, en flok synspunkter fra redaktørens skarpe pen, synspunkter, som DMT-læsere nok mere eller mindre vil nikke genkendende til.

Desværre kunne jeg ikke være til alle koncerterne ved årets Suså Festival, så jeg hørte ikke den opførelse, som i den grad har tirret AB. Og det kan naturligvis synes upassende at kommentere refleksioner over en opførelse, man ikke selv har overværet. Men ud fra mit kendskab til værket fra lp-indspilningen fra 1981 med Trio Celeste (Bodil Gümoes, Erling Møldrup og Einar Nielsen) og mit kendskab til Axel Borup-Jørgensens øvrige produktion, hans baggrund og musiktænkning, så tror jeg, AB er på vildspor i sin lytning til og kritik af Axel Borup-Jørgensens værk. Den afledte kæde af udgydelser hviler hermed også på et spinkelt grundlag. Eller også har reproduktionen af disse for DMT’s læsere velkendte synspunkter med alt muligt andet at gøre end Axel Borup-Jørgensens musik!

Under bemeldte koncert beretter AB indledningsvis, at han lige akkurat kunne holde sig vågen nok til at underholde sig med formodninger om, at det øvrige publikum formentlig blundede bag den professionelle festival-lytter maske. Tyv tror, hvermand stjæler: det er nemlig en sport, som anmeldere er eksperter i, skulle jeg hilse at sige (af egen erfaring). Men under Axel Borup-Jørgensens værk kan det nok være, at han vågner på og får andet at tænke på.

Men først lidt om værket: det blev oprindeligt komponeret som tekstløse sange, ‘vokaliser’ for sopran, ledsaget af guitar og marimba (1971). Ved en efterfølgende revision (1974) blev indføjet et forspil, nogle mellemspil og et kort efterspil, hvor alle musikerne råber, taler, hvisker (tyske) sproglyde, og hvor satsen præges af slagtøjets heftige bækkenslag. Disse støjprægede afsnit kalder komponisten selv for ’sort-hvide’. Den i sammenhængen opsplittede og uforståelige tekst består af det citat af Walter Benjamin, der indleder Adornos Philosophie der neuen Musik. (Det er dette forhold, som AB bruger som springbræt for sine ideologiske krumspring). Teksten handler om ekstremer, og jeg vil her citere lidt mere af sammenhængen, end AB gør i sin artikel:

»Som videnskaben om oprindelsen er den filosofiske historiebetragtning den form, der lader en idékonfiguration træde frem ud fra udviklingens radikale ekstremer, ud fra dens tilsyneladende ekscesser, sådan at disse modsætninger danner en meningsfuld helhed.« Dette princip, som Walter Benjamin i sin traktat om det tyske sørgespil lod sig lede af ud fra erkendelseskritiske motiver, kan begrundes ud fra genstanden selv, når der som her er tale om en filosofisk anstillet betragtning over den ny musik, med hovedvægten lagt på dens to uforbundne protagonister, Schönberg og Stravinsky. Thi alene i ekstremerne manifesterer denne musik sit væsen; kun de tillader en erkendelse af dens sandhedsindhold …« (min fremhævelse).

Allerede ved tekstgennemgangen begynder AB’s manipulationer: »Sørgespillet som tekstgrundlag« siger han om Axel Borup-Jørgensens værk. Nej, det er et citat fra en traktat om sørgespillet, men det handler om ekstremernes betydning for, ud fra den filosofiske historiebetragtning, at erkende sandheden.

Ved koncerten har Axel Borup-Jørgensen åbenbart følt sig kaldet til at kommentere, at teksten var aftrykt i programmet. Han opfordrede tilhørerne til at vente med at læse teksten til efter koncerten for ikke at lade sig distrahere under lytningen: »Hvad teksten (altså den tyske originaltekst) betyder, den sport vil jeg foreslå de eventuelt nysgerrige at gemme, til I er kommet hjem igen i eftermiddag« skulle komponisten efter AB’s referat have sagt. Dette får AB fire linjer længere nede til, at komponisten »hævder at teksten ingenting betyder«. Det er faktisk ikke, hvad komponisten sagde.

Axel Borup-Jørgensens værk arbejder i høj grad med ekstremer, mest påfaldende er de dynamiske: fra fortefortissimo til knap hørbart pianissimo, fra råb til hvisken. Desuden finder man en strukturelt betinget sammenstilling af stemmemæssige ekstremer: talte sproglyde (støj) og partier med tekstløs sang (tone).

Den anvendte tekst giver således god mening i forhold til værket selv: »… den form, der lader en idékonfiguration træde frem ud fra … radikale ekstremer, … sådan at disse modsætninger danner en meningsfuld helhed«. Dette ikke mindst når man betænker, at ideen om det selvrefererende (stykket siger noget om sig selv, der siger noget om sig selv, der siger …) ikke er Axel Borup-Jørgensen fremmed, et aspekt, man ofte i hans musik ser udfoldet gennem brugen af selvspejlende mobiler.

AB er slet ikke opmærksom på eller forbigår denne oplagte interne logik i værket. Hermed ikke sagt at man skal se bort fra referencerne ud af værket. Naturligvis ikke, og det er ikke en hvilken som helst bogs begyndelse der citeres. Adorno søger her som bekendt gennem en skarpsindig analyse ud fra den dialektiske metode og gennem en undersøgelse af netop to ekstremer, Schönberg overfor Stravinsky, at kvalificere den ny musik. Hans undersøgelse resulterer groft forenklet i en forkastelse af Stravinsky og al neoklassicismens væsen og en blåstempling af modernismen (der er nu en del nuancer her). Bogen er således i bred almindelighed kommet til at stå for den holdning, der sætter et skel mellem en Ny musik med stort N, som tilbyder lytteren erkendelse og indsigt – »viden om ‘det AB’solutte’« (AB) – nemlig den musik, der følger ‘modernismens’ spor, der er lagt ud med ekspressionismen, den 2. wienerskole, 50er-avantgarden, videreudviklingen af serialismen etc., over for den musik, der ikke har disse aspirationer: den diverterende, distancerende eller satiriserende neoklassicisme og andre traditionalistiske strømninger i det 20. århundrede.

For de universitetsfolk, der i 70erne hyldede den materialistiske historieopfattelse, Frankfurterskolens kritiske teori med Adorno i spidsen og den dialektiske metode var Philosophie der neuen Musik nærmest en bibel, og det er næppe for meget sagt, at der fandtes adskillige fundamentalister dengang, også på de musikvidenskabelige institutter.

Philosophie der neuen Musik kan således ses som et symbol på den dogmatisme, der i 1970erne (omkring udformningen af den endelige version af Borup-Jørgensens Mirrors) prægede visse af de mere eller mindre velbefæstede universitetsfolks bedrevidende udøvelse af den materialistiske historieopfattelse, herunder deres kunstkritik, hvor jo også kunstnerne stod for skud.

Forekomsten af det opsplittede tekstcitat er selvfølgeligt et hib til denne selvhøjtidelige dogmatisme. Men ikke kun det. I værket er det jo udkomponeret på en måde, der bestemt ikke er umorsom, men heller ikke bare grinagtig. Sproglydene gives også en AB’solutmusikalsk kvalitet, og qua dette og den førnævnte interne logik i værket bliver henvisningen dobbeltbundet, ganske som i veludført musikteater af Kagel: der er med andre ord andet og mere på færde end blot satire, parodi og grotesk latterliggørelse. Der er basis for en væsentlig mere nuanceret oplevelse og refleksion. Og det var formentlig, hvad Axel Borup-Jørgensen ville pege på med sin elskværdige lytteanbefaling før værkets fremførelse. Den prellede dog af på DMT’s redaktør.

Som bekendt har Axel Borup-Jørgensen også et dobbeltbundet forhold til modernismen. Med sit udgangspunkt i den såkaldte ‘poetiske modernisme’, som prægede svensk digtning i 1940erne, og ikke i en dansk Carl Nielsen Nachfolge var Borup-Jørgensen en af de første danske komponister til at interessere sig for, hvad der foregik syd for grænsen i 1950erne. Han tog tidligt Darmstadt-avantgardens æstetik og denne musiks dengang radikale klanglige fremtoning til sig, men har aldrig benyttet egentlig seriel teknik. En stærk orientering mod modernismens klanglige udtryk kombineret med en i bund og grund udogmatisk tilgang til det musikalske materiale har altid været et særkende ved Axel Borup-Jørgensens musik.

Så når AB slår ham i hartkorn med mange (antimodernistiske, må man forstå) danske komponister, »der aldrig har troet på højtflyvende ideer som fx, at man gennem kunsten kunne erhverve sig erkendelse …« så er det noget af en tilsnigelse.

Generelt at fraskrive danske komponister tiltro til idéindhold i musik i 1970erne kommer vel også an på, hvilke ideer man tænker på. Fx var der nogle stykker med Karl Aage Rasmussen i spidsen, som i deres musik såvel som tale var tidligt ude med det Adorno-opgør, som først sidst i 70erne nåede ind bag universiteternes tykke mure. Der var andre som kunstnerisk udforskede ideer udsprunget af den franske strukturalisme (Ib Nørholms 4. Symfoni fra 1978 til tekster af Poul Borum) eller som lod sig inspirere af systemdigtning og konkretisme i en musik, der udtrykte en omverdenserkendelse, som var en gennemtænkt, logisk konsekvens af 1960ernes paradigmeskift (Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Symfoni, Antifoni fra 1977). Og endelig har Per Nørgård (hvis musik fra 1970erne AB affærdiger som ‘astrologiske varianter’) om nogen – set i lidt større tidsperspektiv – fulgt en sand dialektisk udforskning af ekstremer i sin søgen efter at formidle en dyb menneskelig og kunstnerisk erkendelse.

Så når AB ikke kan se troen på ideer hos danske komponister ud over ‘astrologiske variationer’, må det være, fordi kikkerten er kommet for det blinde øje. AB mener at se, at komponisterne over for 70ernes krav om »komponisternes samfundsmæssige ansvar« kun er i stand til at svare med “pastiche og ironi”. Derfor er det det eneste, han har øre for i Axel Borup-Jørgensens værk: værket skal med vold og magt være prototypisk for den pauvre situation, der i AB’s optik har behersket dansk musik lige siden 70erne, hvor »tanken om, at kunsten, herunder musikken, skulle have en moralsk forbedrende funktion, at den skulle få os til at være bedre mennesker, for længst har haft sidste salgsdag.« Under lytningen til værket på Suså Festivalen får AB i sin kvide en vision, en »dialektisk forestilling«(!): »Man savner om ikke Gud, så et guddommeligt element, man savner, at musikken kan fremstille noget, der er større end én selv.«

AB synes altså med udspring i god gammel kritisk teori, (igen) at efterlyse den velkendte sammenkædning af æstetik og erkendelse (det skønne og det sande), som jo gennem idéhistoriens pendulsving har afløst æstetikkens kobling med sin anden gode sengekammerat siden de gamle grækere: etikken (det skønne og det gode). Det var denne sidstnævnte position, som danske komponister ikke formåede at indtage i de politisk bevidste 70ere, hvor de intellektuelle jo havde et moralsk ansvar til at handle politisk. Komponisterne greb de nemme løsninger: satiren, nihilismen, l’art pour l’art.

Om jeg har forstået ham ret, synes AB, at der i dansk musikliv har været en ret behersket vilje, evne og interesse fra danske komponisters side til at inddrage musikfilosofiske emner og rekfleksioner i deres praksis. Og måske har de forsømt at følge med og kender ikke de produktive kunstneriske positioner og resultater, som en opdatering af ‘den kritiske teori’ eller andre teoridannelser syd for grænsen har ført til. Det er måske i virkeligheden denne forsømmelighed, AB i al sin akademiske frelsthed vil harcelere over!?

I så fald helt fint. Men det kan ikke gøres med udgangspunkt i en misforstået lytteoplevelse af et enkelt værk fulgt af et kommandoraid, der stort set frakender danske komponister evnen til tankevirksomhed (eller i hvert fald til den rette Adorno-læsning). Især ikke når han overser adskillige centrale danske værker, der netop er udtryk for at »musikken kan fremstille noget, der er større end én selv«.

Vi DMT-læsere er naturligvis med på, at redaktøren skal være kritisk og gerne formulere sig skarpt og nåja, måske også morsomt. Men dette her virker useriøst. Så kære Anders Beyer, jeg synes, du er sprunget op på en forkert hest i din rituelle, ideologiske ringridning. Til gengæld svinger du så lansen flittigt og spidder i blinde stort og småt i dansk musikliv. Det er Axel Borup-Jørgensens musik ikke tjent med. Det er musiklivet og DMT’s læsere for så vidt heller ikke.

Men vi er da glade for, at DMT’s redaktør ikke faldt i søvn under Suså Festivalen!