TØR HVOR ANDRE TIER

Artiklen af Rikke Krabbenhøft Det grå gulds gyldne møde i Suså i sidste nummer af DMT understreger, at tendensen til vanetænkning i dansk musikliv desværre lever i bedste velgående, og det giver mig en kærkommen lejlighed til at støtte op om nogle af Krabbenhøfts pointer mht. det danske ‘ny musik-miljø’. Det var befriende at læse en usnobbet og ærlig festival-beretning, som gav udtryk for nogle af de ‘forbudte’ og ikke mindst forsagte antagelser i miljøet. Nemlig musik som ofte er komponeret af og for tordenskjolds soldater. Festivalens udformning og programlægning virker tilbageskuende, og det er nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man glider ind i netop dette miljø, hvis man er under 30 år – og om det er overvejelser festivalens ledelse har gjort sig?

Skal jeg komme med en kritik af artiklen skal det dog være, at forfatteren ikke tog skridtet videre og med sin statistik pointerede endnu et åbenlyst problem: Hvor er kvinderne? Fire kvinder har været repræsenteret i Suså Festivalens historie: Eva Noer Kondrup, Rachel Yatzkan og Hanne Ørvad med hver et værk og Juliana Hodkinson med hele tre værker. Dvs. ud af de i alt 288 spillede værker på festivalen de sidste 13 år har seks værker været komponeret af kvinder. Pinligt!

Det er sandt, at der ikke er mange kvindelige komponister i Danmark, men det faktum fratager ikke den kunstneriske ledelse ansvaret for at programsætte musik af kvindelige komponister. Jeg er selvfølgelig klar over, at ansvaret for at ændre kønsbilledet i kompositions-miljøet ikke udelukkende ligger hos de programansvarlige for festivaler, ensembler og spillesteder. Det er indlysende, at også medier, universiteter og konservatorier må anerkende og påtage sig sin del af ansvaret.

Olav Anton Thommessen, som er kompositionsprofessor ved Musikhøgskolen i Oslo, har argumenteret for – og fået indført – en form for kønskvotering eller kønstænkning ved optagelsen på komponistlinjen i Oslo. Det betyder ikke, at kvinder bliver optaget udelukkende i kraft af deres køn og med ringere kvalifikationer, men at man gør en aktiv indsats ved at sætte fokus på og for at motivere kvindelige studerende til at søge kompositionslinjen. Konkret har dette såkaldte kønsfokus haft en effekt, der kan afspejles i kønsfordelingen. Kunne det tænkes, at man i Danmark forsøgte sig med lignende forsøg, eller er forslag, som minder og lugter af kvotering stadigvæk for hårrejsende i Danmark 2005?

Den manglende repræsentation af kvinder i dansk musikliv er desværre et problem, der rækker langt ud over Suså Festivalen, der netop har givet anledning til dette indlæg. For at give endnu et eksempel var 12 af de 92 komponister repræsenteret ved Nordiske Musik Dage 2004 i København kvinder – heraf tre danske: Juliana Hodskinson, Rachel Yatzkan og Else Marie Pade.

Denne kommentar er ikke tænkt som en mavesur kommentar fra sidelinjen, men derimod et udtryk for at ville den ny musik i al dens mangfoldighed. Lad os bryde med vantænkningen og få et bredt og mangfoldigt bud på musikken af såvel kvinder som mænd, hvilket kræver, at der opfordres, lyttes og ikke mindst gives plads. Jeg ser Krabbenhøfts artikel som et positivt indspark i Ny Dansk Musikliv med en anledning til selvransagelse – på mere end én front.